Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
973Visninger
AA

4. Daisy- Cam

Nogen tog fat i mit ben, og trækkede mig brutalt ned fra min boksmadras. Jeg river og slår, men kan intet stille op mod min modstander. Så mærkede jeg, at jeg ramte noget, og sparker til. Personen gav slip, og jeg hiver gispende efter vejret. Jeg kommer op og stå, og løber hen mod stikkontakten. Da jeg tænder den lille sparepære, skriger jeg.

Johns grinene fjæs er få centimeter fra mig. Jeg skriger igen, og løber ud i gangen til Dallas værelse. Da jeg kommer ind, er der en kvalmende lugt, og jeg kaster op. Jeg mærkede fingre mod min ryg, og blev et øjeblik glad. Jeg vender mig om for at få et stort kram fra Dallas, men noget er galt. Helt galt. Jeg vendte mig langsomt og, og ser Dallas føder. Jeg kigger op, og Dallas krop hænger slapt ned fra et reb der var bundet om hans hals. Jeg ville skrige, men kunne ikke. Jeg løb grædende ind på min mors værelse, og så at hun lå helt stille. Hun trækkede ikke vejret.

Du kommer forsendt lille ven, siger en stemme.

Hun er død, og det er din skyld! Fortsætter stemmen.

Jeg løber grædende ind til Elliot, men han sidder ligeså stille og leger med sine biler. Vent, leger? Det var midt om natten. Så forvandler scenen sig, og i stedet for biler, leger Elliot nu med knive. "Nej Elliot" Hvisker jeg, da han stikker den ene i sit venstre øje.

Blodet løber som tåre stille ned af hans kind. Han vender sig mod mig, og lyser op i et smil der virker makaber med kniven i øjet. Han skal til at stikke en anden kniv en i hans andet øje, og jeg løber hen for at stoppe ham, men kolde fingre lukker sig om mig, og jeg bliver trukket ind i en favn. Personen som holder mig griner hysterisk, John griner. Stemmen i mit hoved gentager ordrene.

Din skyld, din skyld, din skyld, din skyld..

Den bliver bare ved med at hviske dem højere og højere. Elliot har nu knive i begge øjne, og stikker en i munden. Så tager han den sidste kniv, og stikker den lige ind hvor hans hjerte skulle være. I stedet kom der sort væske ud fra såret. Det sorte væske falder som et vandfald, oversvømmer værelset. Elliot falder slapt til jorden.

John griner endnu mere, og trækker mig ind i sin favn. Pludselig mærker jeg en lyst. Lysten vokser sig stærkere, og til sidst overgiver jeg mig til lysten. John kysser mig brutalt, men jeg gør ikke andet end at grine. Så kysser jeg ham med ligeså stor brutalitet og lader min tunge glide ind i hans. Mit hjerte pumper, min puls stiger. Alt i min krop giver mig lyst til ham, selv hans ånde der lugter af alkohol virker tiltrækkende. Jeg trækkede mig fra ham, blot for at glide ind i hans mund igen, efter at jeg havde fået vejret og stønnet. Så gik det op for mig hvad jeg gjorde, foragten vækkes inden i mig. Jeg skubber mig væk fra ham, og kaster op. Så bliver alt mørkt, og stemmen kom igen, denne gang råbte den.

Din skyld, din skyld, din skyld!

Stemmerne blev flere og flere, og råbte højere og højere.

Din skyld, din skyld, din...

"Skyld!" Hvisker jeg hektisk og slår øjne op. Mit hjerte slår hektisk, 20 slag i sekundet. Min krop er badet af sved, og jeg skubber min dyne fra mig, Jeg måtte se Dallas, han ville forstå mig. Så slog det mig hvor jeg var, og jeg lagde mig tungt ned igen.

Mine øjne gled rundt i mørket, indtil jeg havde vænnet mig så meget til det, at jeg kunne se former. Værelset så ud til at være omkring 11X12 Meter.

Jeg lå i en meget blød seng, men det føltes også lidt mærkeligt. Som om man blev lidt søsyg, men også som om man lå vildt blødt. Det måtte være en slags.. vandseng. Jeg havde aldrig set dem, eller prøvet dem før. Sengen var omkring en Meter bred. Jo længere tid jeg lå der, jo mere kunne jeg se.

Lige overfor mig var min roommate, Alisa? Annemarie? Ann! Hendes seng var langs værelset ene væg, mens min var op af den anden. For fod enden  af hendes seng, lang væggen var to døre. Den ene var den indtil værelset, den anden nok til badeværelset. Modsat væggen hvor Ann sov, stod et stort skab, der ragede helt ned fra bunden er værelset, til loftet. Skabet var vildt bredt, omkring 1,5 Meter. 

Ved siden af skabet, stod et skrivebord af mørkt træ, med fire metal ben til at holde det oppe. Det var omkring 2 meter,  foran bordret var to stole som var hvide. De havde læder betræk, og så ikke ud som om det var kontorstole, hvilket de nok var. Ellers var der ikke mere inde på værelset, hvilket fik det til at virke ret tomt. Det gik op for mig at der manglede personlige ting. Billeder, dimser, plakater, bøger, bare noget. 

Jeg ville gerne have lidt søvn inden skoledagen i morgen, men kunne ikke efter det forfærdelige mareridt. Det havde fået mig til at tænke om jeg gjorde det rigtige. Jeg vidste at Dallas sagtens kunne tage sig af Elliot og mor, men det ville blive svært for ham oveni skolen. Hvad ville han egentlig tænke? Når han fandt ud af at jeg ikke længere var hos dem? Ville han blive bange? Lettet? Vred? Hvad nu hvis han gik direkte hen til John og tæskede løs på ham? 

John ville ikke finde sig i det, han ville højst sandsynlig koncentrere sig om Dallas i stedet for mig. Hvad havde jeg dog gjort?

Hvordan skulle mor nu få penge til en operation?

Hvordan kunne jeg være så dum bare at tage af sted!

Jeg skulle have lagt en besked, eller, eller, eller. Eller noget! Jeg måtte med det samme finde Lucas og bede ham flyve mig tilbage, han havde desuden heller ingen ret til sådan at have taget mig væk hjemmefra, det kunne faktisk godt betegnes som at have bortført mig, jeg var jo ikke en gang myndig endnu, og desuden så sagde damen, rektoren, da også at.. Min indre vrøvlemonolog gik fuldstendig i stå, og jeg sad bare, helt tom.

Hun sagde, at vi aldrig måtte tage kontakt, eller se nogen fra vores gamle liv, hverken familie eller venner. Jeg ville aldrig se Elliot blive stor og voksen. Jeg ville ikke være der hvis mor, hvis hun.. Døde. 

Hvad. Havde. Jeg. Gjort.

Jeg begyndte ligeså stille at græde igen, men denne gang var det en lydløs gråd. En af dem med så meget smerte, at det ikke ville nytte noget at prøve at få den ud som en lyd. En gråd så dyb, at de færreste kun oplever den mere en en gang. Langsomt blev gråd til snorken og mine øjne faldt langsomt i...

***

"Biiiip! Biiiip! Biiiiiiip!" Først startede det lavt, men det blev højere og højere, indtil det lød som en brandalarm.

Jeg kiggede forskrækket på Ann, som så ligeså forskrækket ud. Hun sagde noget, men jeg kunne simpelthen ikke høre et ord. Vi løb samlet hen til døren, og gik ind og lukkede hurtigt døren igen. Det gjorde bare lyden højere, og det gik op for mig, at vi ikke stod på gangen. Vi stod i hvad der lignede en gymnastiksal.

Salen var omkring 10 Meter lang, og 5 Meter bred. Jeg kiggede mig fabrisk efter lydens oprindelsessted, men kunne ikke finde det. Ann pegede op mod loftet (Som var vildt højt! Mindst 3 meter!) Og jeg så en lille alarm, som til en forveksling lignede en brandalarm, lyse grønt. Hvordan skulle vi slukke den helt deroppe? Jeg prøvede at hoppe, og kom flere Meter op i luften.

Jeg kiggede ned, gulvet det lignede trampolinstof. Trampolin gulv! Cool! Jeg hoppede lidt, indtil jeg hoppede højt op, og trykkede på alarmens knap. Den lyste med det samme rødt. Da jeg landede på gulvet, kunne jeg stadig høre bip tonen i mit højre øre.

"Godt klaret" Hviskede Ann svagt, eller også råbte hun det. Jeg var ret sikker på at jeg ikke ville kunne høre forskel det næste lange stykke tid. Men så pludselig blev jeg slået bagover. Jeg rejser mig op, og vender mig om. Ti mennesker går til angreb på både mig og Ann. Jeg tager fat i den første angriber, og kaster personen bagover med en forbløffende lethed. Det samme sker med de andre, men jeg fik nu alligevel fler tæsk end nogensinde før. Til sidst er der kun et menneske tilbage, og jeg sparker ham eller hende ned.

"Det er androider!" Sagde Ann højere. Jeg var ved at få min hørelse tilbage

"Hvad mener du?" Frembringer jeg forpustet. Så kiggede hen på de mennesker der angreb os, og så at hun havde ret. Det var ikke mennesker, men androider. 

"Hvad fanden?" Sagde jeg rasende. Brandalarmer, androider, ville de også bombe os?

"Hey, se!" Ann går hen til en stor fladskærm, og tænder for den. En dame kommer til syne på skærmen.

"Hej, jeg er Daisy. Jeres informations tank. Alt hvad i vil vide skal i bare spørge mig om" Sagde Daisy i fjernsynet.

Ann og jeg begynder straks at stille alle mulige spørgsmål i munden på hinanden.

"Jeg kan desværre kun besvare et spørgsmål af gangen" Sagde Daisy.

Jeg kiggede hen mod Ann, som med det samme lukkede sin mund.

"Hvorfor angreb androiderne os?"

"For at få jer op, så i er klar til skoledagen"

"Hvad med brandalarmen?"

"Den var stille. Du mener vækkeuret. Et vækkeur er et ur der siger en høj lyd til en bestemt tid, så man kan blive vækket"

Jeg himlede med øjne. Som om jeg ikke vidste hvad et vække ur var.

"Betyder det at vi skal igennem det samme hver morgen?"

"Ja. Information. Jeres skema kommer frem på skærmen nu"

Som sagt kom noget der lignede et skema op på skærmen. Der var et skema hvor der stod "C" og et med "A". Vi skulle åbenbart ikke altid have de samme timer.

Mit skema så virkelig mærkeligt ud.

1: Angreb/Forsvar Med 7865

3: Eliksirer med  9984

5: Sprog med 7634

9: Matematik med  0765

"Jeg må vist hellere få rettet de her" Sagde jeg.

"Også mig" Samtykkede Ann.

"Information. I skal til time om 35 minutter"

Ann styrtede hen mod døren, og jeg med. Da vi kom ind på værelset igen, gik det op for mig at den dør jeg havde troet var den til badeværelset, var den til salen. Vi havde ikke noget badeværelse.

"Information. I har glemt at slukke mig!" Hørte vi inde fra salen. Jeg gik derind, og spurgte hvor badeværelserne lå. Daisy vidste mig et kort på skærmen, og derefter slukkede jeg for hende. Da jeg kom ind igen, stod skabet åbent, og Ann stod bag det.

"Der ligger alt muligt herinde" Sagde hun. Jeg stak hovedet ind, og måtte gispe. Der lå tøj i bunkevis, tandbørster, papir, bøger, blyanter, sengetøj, Alt hvad man skulle bruge, lå der og mere til. Jeg tog et par jeans, og en tank op i en skrig grøn farve, og nogle ballerina sko. Ann tog det samme, bare i mere diskrete farver. Så tog vi ud på fælles badeværelset. Alt var så nyt, og der gik ikke længe, før vi farede vild...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...