Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
10Kommentarer
976Visninger
AA

9. At leve er at leve -Ann

Jeg levede. Det var det vigtigste. Jeg var i live, jeg levede. Tit havde jeg haft lyst til ikke at leve, men det gjorde jeg. Jeg levede da min mor råbte ad mig, jeg levede da min far slog mig, jeg levede da min mor sagde hun ikke var min mor, jeg levede da Lulu døde, og jeg mistede en sand ven, jeg levede da jeg fandt ud af at min roommate var en morder, og jeg lever nu. Hvorfor føltes det hele så så tomt? Uden liv?

Et halvt år senere levede jeg stadig. Selv om jeg ikke ser ud til at vil bestå, selvom jeg ved at mit liv her snart er over. Selvfølgelig fik jeg en ekstra chance som Caroline, og skulle gå første år om, men jeg ville jo også dumpe der, så hvad er pointen?

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg levede. Det var det jeg gjorde…

***

”3.F mod 1.F” Sagde 5646, som var vores vikar i Forsvar og angreb, i stedet for 5640.

Jeg sukkede selv højlydt, sammen med alle de andre 1.F. Det betød en hulens masse bank. Engang havde jeg været rigtig stolt over at jeg slog en anden års elev, lige indtil jeg hørte hende sige til sine veninder: "Det er da synd for hende. Jeg blev nødt til at lade hende vinde!"

Jeg havde vundet 4 kampe i år, mod nogen fra min egen årgang. Og havde tabt cirka 211. Det var virkelig ikke mit bedste fag. Overhovedet ikke. Det sidste halve år havde jeg kun snakket med Luigi, men han forstod mig. Han troede endda på mig, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Vi var blevet rigtig tætte, og jeg havde fundet ud af at hans mor var død i forsøget på at rede ham fra sin brutale far, som nu sad i fængsel for livstid. Dog havde jeg stadig ikke fortalt ham om min familie. Jeg følte at jeg burde gøre det, men jeg vidste ikke om jeg var klar. Nå, men i hvert fald, vi fik frit lov til at vælge hvem vi ville være sammen med fra 3.F. Der kom en tynd og ranglet pige hen mod mig, og spurgte om vi skulle være sammen.

"Okay, mit navn er Ann"

"Jeg hedder Melanie"

Vi stillede os hen mod vores pladser, og ventede på klokken der skulle ringe. I det samme den ringede, sparkede hun mig lige i fjæset, og jeg havde nær mistet balancen. Så fik jeg et spark bagpå, og faldt ned med næsen først. Første K.O.

Da vi stillede os igen, og klokken ringer for anden gang, løbte hun hen på siden af mig, og placere en knytnæve ved siden af min mave. Derefter gav hun mig en hård lussing, og hoppede op på ryggen af mig, videre op ad mine skuldre, jeg prøvede at ryste hende af, men uden at det lykkes. Hun kravllede som om hun var en fjer, og jeg kunne ikke ryste hende af.

 Hun havde sine ben på hver af mine skuldre, og hoppede op på mit hoved, så jeg faldt direkte ned, mens hun landede fint ved siden af. Jeg bliver ydmyget på helt nye højdepunkter, og hun bliver ved. Endelig ringede klokken for sidste gang, og hun går væk. I det mindste havde hun banket mig så grundigt, at jeg kunne huske hende. Melanie havde jeg hørt om, bare ikke set. Hun var den bedste på 3.F årgang. Jeg ville vædde med at Caroline havde hyret hende. Efter Lulus død, havde hun små pinet mig, men dog ikke prøvet at dræbe mig. Den pige der havde stukket kniven ind i Lulu, havde fået 10 års fængsel, og ville få slettet hende hukommelse bagefter. Caroline gik fri, da ingen kunne se beviser på at hun havde været indblandet.

Jeg havde ikke rigtigt snakket med Cam eller Lucas siden da. Hvad var der også at sige? Du dræbte min vejleder? Undskyld at min roomate dræbte din bedste ven/Roomate?

De gode nyheder var at jeg havde tabt 10 kilo, delvis på grund af den begrænsede og meget sunde mad her, delvis på grund af min sorg. Da jeg gik hen i kantinen, var alle pladser optaget, undtagen.. Pladsen ved siden af Cam.

Typisk.

Jeg satte mig, og gjorde et stort nummer ud af at lade være med at kigge på hende, og koncentrerede mig kun om min mad. Rugbrød, smør, mælk, og en pære. Tag din første bid. Kig ikke. Tag indtil bid, kig stadig ikke på den omtalte person. Ignorer hendes meget stirrende blik. Kig den anden vej. Lad være med at.. LAD VÆRE MED AT VENDE HOVEDET! Tag en bid af din pære. En til bid.. Kig ikke på hende!

Drik noget mælk. Det er godt. Sådan fortsatte det i den næste halve time, de næste mange timer, sådan havde det foregået det sidste halve år. Om aftenen sad jeg og læste Latinsk grammatik. Jeg var efterhånden ret god til sproget. Juhuu, en ting jeg var god til! Da Cam kom ind, var jeg bare helt stille. Jeg sagde ikke en lyd, og da Cam kiggede hen mod mig, kiggede jeg ned i bogen. 5 minutter gik, indtil hun til sidst sukkede.

”Jeg er ked af det der skete, det var min fejl, det ved jeg godt. Jeg ville bare ønske du kunne kigge på mig, så du kunne se hvor ked af det jeg er. Tro mig, det var slet ikke sådan som du troede”

Jeg fnøs bare til hendes ord.

”Jeg gjorde det altså af gode grunde”

”Virkelig? For mig ser det ellers ud til at mordere aldrig gør det af ”Gode grunde””, Sagde jeg i et iskoldt tonefald, for første gang i et halvt år.

”Jamen, jeg havde altså en virkelig god grund”

”Lad mig så høre den i stedet for at du bare bliver ved med at gentage dig selv”

”Det er altså virkelig svært at få sagt!” Sagde hun opgivende. Jeg trak bare på skuldrene, og vendte blikekt ned mod bogen. Endnu 5 minutter i tavshed.

”Jeg var forelsket!” Sagde hun så endelig højt. Jeg kiggede måbende hen mod hende. Det var den sidste forklaring jeg nogensinde havde regnet med at skulle høre.

”Eller, jeg mener, jeg er forelsket” Sagde efterfølgende.

”I Caroline?” Spurgte jeg fuldstændig chokeret.

”I? Hvad? Nej! Aldrig i livet! Jeg kan slet ikke li pink, eller agurker!” Sagde hun, hvorefter der var et sekunds tavshed. Så grinte vi begge to.

”Jeg er forelsket i Lucas. Hun truede med at dræbe ham, hvis jeg sagde noget til dig” Hun kiggede ned, skammede sig tydeligvis.

”Normalt ville jeg aldrig tilgive dig, men jeg forstår dig godt. Desuden er normalt vist ikke på skemaet på denne skole.” Ingen af os grinte af min joke.

”Er det lang tid siden?” Spurgte hun.

”Hundrede af år, og 4 år til” Sagde jeg sløret, forgabt i fortidernes minder.

”Benjamin var 12 og jeg var 11. Det var da jeg gik på privatskole. Alle mobbede mig, næsten alle. Det var ikke sådan at han stod op for mig, eller beskyttede mig for den sags skyld. Det var bare det, at han ikke mobbede mig. Han sagde hverken freak, eller grimme, eller var med til den daglige ”spark hende” runde. Der gik noget tid, hvor jeg holdte hemmeligt øje med ham. Han lavede meget ballade, også noget af det der kunne få ham bortvist, men hans forældre var så rige, at skolen ville miste 5% af den indtægt, hvis de bortviste ham, så han slap af sted med hvad som helst. Han hængte Lærerens undertøj op i klassen, byttede deres ark ud med sensual materiale og engang slog han en lærer, og ydmygede personen. Han gjorde det lige da læreren skulle til at slå på mig, og jeg følte at han forsvarede mig. Nu, ved jeg godt at han bare prøvede at lave så meget ballade han kunne. Dengang, begyndte jeg at lægge mærke til ham, begyndte at føle at han beskyttede mig. Han afbryd pigerne der sagde grimme ting om mig, for at få dem til at se hans nye værker, nye ballade streger. Når de sparkede på mig, fortalte han en sjov historie, så de koncentrerede sig om ham i stedet. Nogle måneder senere fortalte jeg ham om mine førelser. Han sagde at han følte det samme.. Efter det, så ville jeg gøre alt for ham. Jeg tog skylden for alt det han ville have mig til, lavede hans lektier, gjorde hans huslige pligter. En dag spurgte jeg om vi ikke snart kunne begynde at kysse, og han kyssede mig blidt på kinden. Han sagde, at det måtte være nok for nu. Et par dage senere stod han og kyssede med en af pigerne der mobbede mig. Det var den dag jeg stoppede på skolen…” Sagde jeg til sidst. Det var lang tid siden jeg havde tilladt mig selv at tænke på den historie.

”Åh, det vidste jeg slet ikke” Sagde Cam, tydeligvis i mangel på bedre.

”Selvfølgelig gjorde du ikke det, vi har aldrig sagt noget meget betydningsfuldt til hinanden. Jeg har aldrig fortalt det til dig før”

”Nåhh nej” Sagde Cam bare.

”Jeg har tranpoteret Narko” Sagde hun så ud i det blå.. Jeg kiggede bare måbende på hende.

”Det var for pengenes skyld! Jeg har aldrig selv rørt det stads!” Skyndte hun sig at sige, og da hun indså at det ikke fik hende til at se mere uskyldig ud.

”Det var for at rede min kræftsyge mor. Vi mangler penge til en operation i Norge til 70.000 danske kroner.”

”I kunne godt få nogen af mig. Altså jeg ved ikek hvordan, da vi ikke må kontakte vores familer, men det kan godt lade sig gøre, det er jeg sikker på.”

”Ellers tak, jeg har fundet ud af det med Kinova.” Så var det som om hun kom i tanke om noget.

”Men når du består, og bliver agent, så vil jeg gerne låne nogle penge”

”Hvis” Sagde jeg. Hun kiggede smilende hen mod mig.

”Hvis, og når”

”Min mor er ikke min mor” Sagde jeg så ud i det blå. Og så fortalte jeg om min fordrukne far. Om min lyn intelligens. Om min hobby som model. Alt om mit liv fortalte jeg, selv ønsket om en kat. Det var rart endelig at lukke op, og da jeg først havde åbent, var det som om jeg ikke kunne stoppe. Cam kunne heller ikke. Det var som om vi endelig var blevet de bedste veninder ingen af os havde haft. Da klokken var langt over fire, faldt vi endelig i søvn, og for første gang i et halvt år, havde jeg ikke mareridt…

***                                      

Næste dag samlede vi tropperne. Hvilket inkluderede Cecilie og Mathias, Luigi, mig, og Cam. Vi kendte alle til sandheden om Lulus død, og vi var alle sammen klar til at å den virkelig fjende indespærret. Jeg kiggede rundt på gruppen, og træk vejret dybt. Så kiggede jeg ind i Cams rolige øjne, og slappede af.

”Lulu var en rigtig god ven af mig. Den måned og de uger efter jeg nær var blevet dræbt af Caroline, blev vi meget tætte. Hun var den eneste jeg følte jeg kunne betro mine førelser til,” jeg sendte Cam et skyldbevidst blik, ”jeg tog fejl:”

”Men det er ikke vigtigt lige nu. Lulu blev dræbt af hendes søster, Caroline. Vi må stoppe hende, tro mig, hun er sindssyg. Så.. Hvad foreslog i som en plan?” Jeg kiggede rundt, men alle så ud til at være fuldstændig på flad bund.

”Vi kunne måske tvinge hende til en tilståelse?” Luigi så helt alvorlig ud, han lavede ikke sjov, ligesom ingen af os andre ville..

”Vi ville aldrig kunne komme til hende, hun har altid ”Livvagter” hos sig. Desuden ville hun så bare beskylde os for, hvad ved jeg, chikane?” Svarede Cam.

”Hvad med at vi finder en af hendes venner, og tvinger dem til at tilstå?” Bryd Cecilie ind. Hendes ansigt var sammenbidt, og tænksomt.

”Hun holder dem alle i for kort snor, desuden er de enten forelskede i hende, forguder hende, eller er truet af hende. Ingen ville sige noget til os” Sagde Mathias overraskende nok.

”Ja, det er rigtigt” Sagde jeg, stadig overrasket. Han vidste måske mere end man skulle tro? Kunne vi alligevel stole på ham? Var han en forræder? Og hvis han var, var Cecilie også så? Måske var jeg lidt for paranoid. Men efter Lulus død, og min nær-døds oplevelse, så stolede jeg generelt ikke rigtig på mennesker længere. Der var en lang tavshed. Hvad kunne vi gøre? Hvad havde hun ikke tænkt på? Man glemte altid en ting. Altid en ting. Altid…

”Jeg har det!” Råbte jeg nærmest lykkeligt. De andre kiggede forskrækkede hen på mig. Jeg smilede stort til dem alle sammen.

”Hele skolen er overvåget! Vi skal bare have fat i videoen, og så kan Caroline slet ikke gøre noget. Hvad?” De stirrede alle sammen chokeret på mig.

”Hvis det er sandt, hvilket det er, så betyder det at.. At…” Sagde Cam stille, og  prøvede at fremstamme de sidste ord.

”Hvad er der med jer?” Sagde jeg forvirret.

”Når en pige er blevet myrdet, hvad tror du så er det første de gør?” Spurgte Mathias åndeløst. Så gik det op for mig.

”Det første ville være at tjekke overvågningskameraerne, så enten har Camilla ikke glemt dem, og gjort noget ved dem, eller også…”

”Eller også havde hun glemt det, og de vidste præcis hvem morderen var” Afsluttede Mathias for mig.

”Men hvorfor skulle de gøre det?” Spurgte Cecilie stille..

”Jeg ved det ikke, men en ting er sikkert: Vi må få fat på det bånd, om vi så skal bevise to mordere skyldige eller en” sagde jeg, og hentydede til Kinova. Hvad var det for et spil hun spillede?

Og, vigtigst af alt: Var hun på vores side?

”Men hvordan i helvede skal vi kunne klare det?” Sagde Cam opgivende.

”Hmm, er der tilfældigvis nogen af jer der ved om det er en dreng der bevogter overvågningen?” Spurgte jeg kryptisk.

”Der er vist både mænd og kvinder…”

”Og en dreng der lige har bestået eksamen!” Sagde Luigi.

”Perfekt!”

”Hvorfor er det ”Perfekt”?” Spurgte Cam forvirret.

”Fordi drenge og hormoner er meget nemme at manipulerer"...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...