your song

Sarah Smith en typisk amerikaner, møder Justin Bieber verdensstjernen. "Kulde møder varme" Er der mere at sige?

19Likes
14Kommentarer
840Visninger
AA

4. Antidepressivum

- Kom, jeg vil vise dig noget, sagde Justin og skubbede mig med ud af caféen. Vi havde næsten ikke drukket noget af vores cacao før han ville videre. Jeg fulgte bare efter ham.

- Du har ikke din bil med dig i dag? sagde jeg overrasket, da jeg troede det var noget han altid havde med sig, for at slippe væk fra paparazzierne.

- Næ, svarede han koldt. Han var ret kold. Men han var sådan en person man ikke rigtig kunne sige nej til. 95% fordi at man var bange for hvordan han så ville reagere. 5% fordi at han var en smule charmerende og mystisk. Han var lidt som en dør der var kode til. Altså skulle man knække koden for at nå ind til ham.

 

Han havde ført mig op på et tag, på en slags skyskraber. Vi var i hvert fald højt oppe. Han gik direkte ud til kanten, ved den lave mur.

- Her er smukt, komplimenterede jeg udsigten. Han nikkede jeg enig.

- Jeg ville gerne være som dem dernede, sagde han stille, næsten hviskede han imens han pegede ned i menneskemængden.

- Det er du da også? sagde jeg, næsten spørgende. Han er da et menneske som dem, ellers var der noget jeg ikke havde forstået.

- Du forstår ikke. Jeg vil gerne gå forbi et træ og kigge på det, uden der ville springe en fan eller for den sags skyld en paparazzi ud. Forstå mig ikke forkert, jeg elsker mine fans. Men nogle gange ville jeg gerne kunne sige hej til en, som heller ikke kendte mig, du ved sådan helt fremmed, sagde han drømmende, og kiggede ud over udsigten. Jeg nikkede forstående.

Jeg gik over ved siden af ha,. og rakte hånden frem.

- Hej, sagde jeg smilende.

- Hej? sagde han næsten spørgende, og rynkede forvirret med brynene.

- Jeg hedder Sarah, hvad er dit navn? Spurgte jeg så, og smilte lidt over denne her situation.

- Du ved da godt hvad jeg hedder, svarede han nervøst og kløede sig i nakken.

- Det mindes jeg ikke, at du har fortalt mig, svarede jeg, og prøvede at lyde oprigtigt forvirret.

- Jeg hedder Justin, godt at møde dig Sarah, sagde han endelig da han havde fattet pointen, han grinede og trykkede min hånd. Jeg fniste, og til sidst flækkede vi begge af grin.

Jeg mærkede to arme omkring mig, og fandt hurtigt ud af at det var Justins. Få sekunder efter krammede jeg igen. Det føltes godt, godt i hans favn.

- Kom, jeg vil også vise dig noget, konstaterede jeg, og trak mig ud af hans favn.

Han nikkede, og lavede den der grimasse, tja-hvorfor-ikke.

Jeg hev ham med ned ad alle trapperne, og ud på gaden. Jeg kunne høre at Justin løb grinende efter mig, hvilket jeg ikke kunne lade værre med at smile af.

- Vent jeg. Har. Ikke. Mere. Luft. Tilbage, fremstammede han, og satte sig på hug med hånden i vejret, for at hentyde at jeg skulle vente. Jeg grinte højlydt af ham, og fik med lidt besvær skubbet ham videre. Jeg smilte ved tanken. Jeg blev glad af at se ham smile.

 

- Åh nej.. mumlede han og kiggede ned i jorden, pludselig var vi omringet af paparazzis. Jeg kiggede undskyldende på ham, men  han sank længere og længere ind i den store mængde af paparazzier. Han trak bare på skuldrene, og kiggede hen mod mig, med øjne fulde af sorg. Han havde fået den kolde facade på nu, det var tydeligt. De bombede ham med billeder, han prøvede ihærdigt at komme fri, men det lykkedes ikke rigtig. En af dem skubbede ham, så han faldt over et trappetrin. Det var som at se små børn smide rundt med et stykke legetøj. Han tog en dyb indånding, og løb alt hvad han kunne rundt om hjørnet til Kenningstons street.

Jeg gik den anden vej, så de ikke ville lægge mærke til mig. Hold da kæft. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller for den skyld tage mig til.

Jeg valgte at tage hjem til lejligheden, jeg fik låst mig ind og lukket døren efter mig. På køkkenbordet lå seddelen fra Justin der stadig. Fucking pis. 

- En pizza med det sædvanlige, sagde jeg til pizzaleverandøren i telefonen, eller hvad man nu kalder dem. De kendte mig efterhånden så godt omkring mine pizza bestillinger, jeg grinte ved tanken. Nok fordi at jeg spiser for mange af dem.  Så er pizzaen bestilt i det mindste. Jeg skubbede mine sko af, klokken var ved at blive mange. Heldigvis er det sommerferie, så der er ingen skole i morgen jo.

"bank bank", lød det fra hoveddøren. Hold da op, hvor skal min mor have flyttet den ringeklokke, ingen ligger jo mærke til at den er der. Jeg rystede på hovedet ved tanken.

- Det var hurt- hej Justin, sagde jeg overrasket, da Justin stod i døren, jeg troede lige for en gang skyld at de var hurtige med at levere pizzaen, med hvad regner jeg dog med her i LA.

- Må jeg komme ind? spurgte han helt lavt.

- Ja selvfølgelig, svarede jeg og flyttede mig fra døren.

Jeg smækkede døren i,  og gik ind i stuen til hvor han var.

- Bor du alene her? spurgte han overrasket og med et smørret smil. Hvad var han ude på?

Jeg rystede forvirret på hovedet,

- Nej, min mor er bare i Atlanta i de her dage.

Han nikkede forstående på hovedet. Jeg tændte fjernsynet og satte mig i sofaen, med fødderne oppe på sofabordet. Han kiggede på mig, og satte sig ved siden af.

- Hvordan fandt du ud af hvor jeg bor? spurgte jeg og kiggede på ham.

- Det er fuldstændig ligegyldigt søde, svarede han og kiggede forførende på mig. Han var slet ikke sig selv, hvad helvede sker der.

Pludselig lagde han, hans kolde hånd på mit lår, og begyndte at køre den længere op.

- Stop, Justin! Sagde jeg, og prøvede at skubbe ham væk, men han havde allerede revet hans tank top af.

- Bare rolig, ingen kommer til at få det af vide, hviskede han i mit øre, og trak mine trusser ned, og skulle til at lyne hans bukser op. Han kiggede med hans store brune øjne ind i mine, de var helt røde. Havde han grædt? Pludselig begyndte han at lave bevægelserne, og da jeg fandt ud af hvad han  var i gang med, fik jeg ham skubbet væk.

- STOP! råbte jeg af alle mine lungers kræft og fik skubbet ham ned af sofaen, hvor han nu sad  helt forskrækket.

Jeg løb alt hvad jeg kunne ud fra stuen, og ind på toilettet.

- Undskyld Sarah, sagde han ude for toiletdøren. Jeg hulkede bare videre, hvordan kan han være sådan.

- Jeg ved ikke hvad der gik af mig, vil du ikke nok komme  ud, eller i det mindste svare mig, befalede han næsten.

Jeg valgte forsigtigt at åbne døren efter et kvarterstid, og ganske rigtigt sad han der.

- Hvordan kunne du? spurgte jeg ham grædende og slog hans bryst, selvom jeg vidste at han sikkert ikke kunne mærke det. Han tog armene om mig, og pressede mig ind til ham.

- Undskyld, hviskede han i mit øre.

- Jeg ved ikke hvad der sker med mig fortiden, hulkede han lidt. Jeg kiggede op på ham, men blev afbrudt af en banken på døren.

- Jeg skal nok åbne, sagde han.

- Det er nok en dum idé, sagde jeg og han forstod mig hurtigt. Jeg gik ud og åbnede, endelig kom pizzaen. Jeg fortsatte ind i stuen, og der sad Justin i sofaen med hovedet hvilende i hans hænder. Åh nej, græder han?

Jeg gik hen til ham, og skulle til at lægge armene omkring ham, da jeg så at han ikke græd, eller for den sags skyld sad med hovedet i hænderne.

- Hvad helvede laver du? råber jeg og tager hårdt det glas af piller han har i hånden væk fra ham, da jeg ser han er i gang med at sluge noget, noget som sikkert er ecstasy eller sådan noget lort. Han kigger op på mig, med endnu mere forskrækket øjne end før.

- Giv mig det! Råbte han, men jeg skubbede ham bare væk.

- Nå, hvad er det her så var? Ecstasy eller hvad?? siger jeg og kigger surt på ham, imens jeg stadig holder pillerne.

- Giv mig det forhelvede! Råbte han højere, og prøvede at tage det, men han kan tro om, den idiot.

- Og hvad står der så på den, ecst- antidepressivum, jeg sank en klump i halsen.
Det var jo slet ikke ecstasy.

- U-undskyld Justin, sagde jeg og gav ham pillerne. Var han depressiv? Han rystede ked af det på hovedet.

- Er du tilfreds nu? spurgte han med tårefyldte øjne.

_____________________________________________________________

Hvad mon der sker nu? kom gerne med feedback.

Har ikke rettet stavefejl, da jeg ikke har så meget tid. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...