Marie

En realistisk novelle om kærlighed jeg skulle skrive i skolen :D

1Likes
0Kommentarer
198Visninger

1. Marie

 

   ”Hvorfor er det så svært at sige undskyld til en pige, Marie?” spørger han sørgmodigt og prøver at fange mit blik.

   Jeg siger ikke noget. Kigger ned på asfalten på mine røde ballerinaer, der allerede er blevet helt støvede af bare at være gået med en dag. Jeg undgår desperat hans blik, for jeg ved, at hvis jeg møder hans himmelblå øjne, som ifølge hans stemme sikkert er tynget af skyld, så ved jeg, at jeg har tabt. Så ved jeg, at jeg tilgiver ham. Igen. Men det må ikke ske. Denne gang er det mig, der vinder. Jeg kniber øjnene hårdt sammen og kan mærke modet og viljestyrken blomstre op inden i mig, for så at falde til bunds igen. Han er stille. Men jeg ved, at han er der. Hele min krop sitrer som om små elektriske sommerfugle fylder den, som den altid gør, når han er i nærheden.  Jeg åbner mine øjne og kigger ned på hans slidte sneakers.

   ”Marie…”, trygler han. ”Sig nu noget.”.

   Lyden af hans stemme. Den velkendte trøstende, opmuntrende, kærlige stemme. Den stemme, der aldrig rigtig kan være seriøs og altid er afsluttet med et skævt smil og et glimt i øjet. Men ikke nu. Nu er den alvorlig og bedende. Jeg er ved at give op. Trangen efter bare at give slip og kaste mig ind i hans favn bliver stærkere for hvert sekund, vi står her. Midt på vejen, hvor han stoppede mig. Men det, han havde gjort, var utilgiveligt. Og det ved han også godt. Til sidst gør jeg det eneste der er at gøre. Jeg drejer om på hælen og spæner den modsatte retning af ham. Jeg stopper ikke, før jeg er nået helt hjem

   ”Hej, skat!” råber mor inde fra køkkenet, da jeg smækker døren efter mig.

   Jeg mumler et svar i mens jeg løber op ad trappen til mit værelse. Jeg smider skoletasken fra mig og kaster mig ned på sengen. Ligger der i fosterstilling. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har ligget her, da jeg mærker noget vådt løber ned af mine kinder, og jeg rækker hånden op for at tørre tårerne væk. Jeg får øje på nogle næsten udviskede tal, der står skrevet med blå tusch på min højre hånd. Hans nummer. Han sagde, at han ville ringe til mig, men gjorde det aldrig. Jeg smiler halvt ved tanken om min egen latterlighed. Tænk, at jeg dengang flippede ud over sådan en lille bagatel.

   Minder og billeder, som jeg har prøvet at fortrænge de sidste dages tid, kommer pludselig frem på min nethinde. Jeg trækker mig endnu mere sammen, da jeg genoplever begivenheden i fredags endnu en gang i min bevidsthed.

   Festen blev afholdt af Mathias’ bedste ven Sebastian, som var kendt for at holde de bedste af slagsen. Jeg fulgtes ikke med Mathias derhen. Han skulle ordne noget derhjemme, og det var jo heller ikke så vigtigt vel? Jeg havde ikke lyst til at virke som en tøsepige i hans øjne, men jeg var i virkeligheden virkelig nervøs, for om jeg mon ville blive smidt ud med det samme, at de så mig. For jeg var jo ikke del af den populære inderkreds, som størstedelen af alle dem der ville komme var. Min mor insisterede på at køre mig, og jeg kunne mærke, at hun nok ikke ville blive så nem at slippe af med. Men jeg fik heldigvis overtalt hende til at sætte mig af 100 meter fra huset, så jeg selv kunne gå resten af vejen. Der var nemlig én ting, der var værre end at ankomme alene til en fest, og det var at blive fulgt af sin mor.

   Jeg blev heldigvis ikke smidt ud. Der var så mange til festen, at ingen lagde mærke til en pige som mig. Mathias var ingen steder at se, så jeg gjorde det jeg, i de mindre klasser, altid plejede at gøre: Jeg tog en plasticstol med over til tagselvbordet og sad der og åd chips.. Måske ikke den mest feminine ting at foretage sig til en fest, men hvad skulle jeg ellers have gjort? Danset på dansegulvet helt alene uden en partner? Nej, så ville jeg helt klart blive lagt mærke til og ikke på nogen positiv måde.  

   Jeg besluttede derefter at gå ud for at lede efter et andet sted at være. Måske var jeg heldig, at Mathias dukkede op. Okay indrømmelse: Jeg besluttede mig for at gå ud for at lede efter ham, men ville bare ikke indrømme det, da jeg af den grund ville virke som en desperat og creepy kæreste. Jeg gik op af en tilfældig trappe for at komme op til en slags altan, der gik hele vejen rundt om huset. Jeg gik lidt hen ad den og fandt, så heldig som jeg var; Mathias. Blot i en tilstand, som jeg ikke engang havde turdet frygte. Et par stod tæt omslynget på den ellers mennesketomme altan. Der lød en svag knirken fra brædderne under mig, da jeg lagde vægten på den ene fod. Det var ikke meget, men det var nok til, at begge individer vendte hovedet mod mig. Der var nu to vidt forskellige ansigter, der så på mig. Den ene af dem var nok den af de to, der var blevet mest påvirket af, at jeg pludselig var braset ind og afbrudt dem i deres lille… øjeblik. Øjnene stirrede forbavset på mig, og personen var fuldstændig mundlam af manglen på gode undskyldninger til at forklare denne episode med. Den anden viste ikke synderligt nogle følelser, og ansigtet var som hugget af sten; fuldstændig upåvirket. Øjnene derimod lyste af bar selvtilfredshed, og der var ingen fortrydelse at spore i disse isblå øjne. Det var Louise.

   ”Maria.. Det er ikke som du tror!” sagde Mathias men hans overraskede ansigtsudtryk afslørede blot, at det var præcis som jeg troede.

   Følelserne kom ikke lige med det samme. Jeg følte mig rent ud sagt som den chips skål, jeg efterlod nedenunder: Tom. Uden at sige noget, uden overhovedet at værdige ham et blik, gik jeg ned. Jeg forlod festen med det samme. Som en zombie gik jeg gennem mængden af dansende teenagere uden at opfatte noget som helst. Hvis jeg skal tænke tilbage på det nu og fortælle, hvordan jeg havde det så kan jeg ikke.. for jeg følte ikke noget.

   Jeg ignorerede hans opkald og sms’er resten af weekenden. Om mandagen undgik jeg ham. Altså indtil han stoppede mig der på vejen. Og nu ligger jeg her, og føler mig stadig helt tom indvendig. Det går langsomt op for mig, at jeg inderst inde godt vidste, at sådan noget lignende dette ville ske på et tidspunkt. Jeg er ikke en del af hans ’samfund’, og det vil jeg nok heller aldrig blive. Men hvorfor skal der være noget galt i det? Jeg har da veninder og endda nogle fantastiske nogle af slagsen. Og hvorfor går alle så meget op i de der fester? De er ikke noget særligt. Det eneste specielle ved dem er, at ingen kommer med, medmindre de er blevet inviteret. Det er den magt de har, og de bruger den til lige, hvad de har lyst til. De udelukker folk fra fællesskabet, og det gør, at det bliver eftertragtet at være en af dem. Ingen kan lide at blive udelukket. Jeg er helt sikkert ikke en af dem. Jeg manipulerer ikke med folk, jeg udelukker ikke nogen, og jeg er ikke fuldstændig ligeglad med andres følelser!

   Jeg rejser mig op, går ned af trappen og ud af døren med beslutsomme skridt. Min ben kan vejen udenad, og jeg lader dem gå af sig selv. Jeg koncentrerer mig om at forholde mig rolig, og før jeg ved af det står jeg foran huset. Jeg ringer på, inden jeg kan nå at ombestemme mig. Der går lidt tid, og jeg er lige ved at vende om, da han lukker op. Jeg kigger op, og vores øjne mødes. Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...