Knust|Glas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2014
  • Status: Igang
17-årige Mabel må skjule en ond hemmelighed, og samtidig kæmpe med sit problemfulde liv. [Indeholder stødende sprog, og seksuelle og voldelige scener.]

15Likes
8Kommentarer
519Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Stolt går jeg hen til Darrens hus, med brevet knuget indtil brystkassen under jakken, så brevet ikke bliver vådt. Hvad jeg er stolt over, ved jeg ikke helt. Måske det, at jeg endelig gør noget romantisk for vores forhold? Eller måske er det fordi, at jeg langt om længe bevæger mig ud af huset? - Begge dele er fornuftige svar.

  Darrens postkasse står skilt fra hinanden, fordi det er første dag efter nytår. Han var ikke hjemme til at tage den ind, men det var jo hans egen problem.

  Smilende går jeg hen til glasdøren, hvor mit smil øjeblikkeligt stivner. 

  Ind gennem den åbne dør der adskiller gangen og stuen, ser jeg to nøgne kroppe ligge på hinanden.

  Nysgerrigt sniger jeg mig forbi den uddøde køkkenhave, og lister hen til stuevinduet. Jeg tørrer dugget af glasset, og klemmer mit ansigt op imod for bedre at kunne se.

  Under normale omstændigheder, kunne jeg aldrig drømme om at udspionerer andre. Eller vent, jo, det kunne jeg. Men det her er min kærestes hjem, hvilket giver mig rettigheder til at vide hvem der ligger der på sofaen.

  Den store runde mave genkender jeg med det samme. Det er Darrens far, men hvem er kvinden? Det er ikke hans mor, hende her ser yngre ud.

  I min lomme fumler jeg efter min grimme lille kasseformede mobil. Jeg tager et slørret billede, og optager i omkring et minut.

  "Hvad laver du?" Spørger Darren overrasket, og det giver et sæt i mig. Jeg taber mobilen ned i sneet, og vifter med min hånd, så han kan se brevet.

  "Jeg ville aflevere denne her," svarer jeg, og mærker min kolde og pink ansigt blusse op.

  "Ehm.. hvorfor kiggede du så ind ad vinduet?" Spørger han, og giver mig lyst til at synke sammen ned i sneen.

  "Der er mange indbrudstyve her omkring, du ved.. Jeg ville tjekke om der var nogen, før jeg gik ind.."

  Min undskyldning lader til at virke. Heldigvis blokerede min stemme for et støn indefra stuen.

  "Fint, okay, lad os gå ind," mumler han og kigger foruroligende på mig.

  "Nej, ikke ind!" Råber jeg, og griber fat om hans skulder. "Jeg vil meget hellere lege i sne.. Det.. er langtid siden.."

  "Ej, Mabel, vi er ikke små børn," han fniser, og kører sine fingre igennem hans sandfarvede hår så det stritter.

  "Du, forstår ikke en hentydning," siger jeg i et smørret smil, og lader min højre hånd tage brevet, og lader min venstre hånd glide op under hans bluse.

  "Ah, jaså," hvisker han ind i mit ører, og kysser mig på kinden. "Men jeg foretrækker altså indenfor i varmen."

  Han går hen mod døren, og jeg er lige ved at gå i panik. Nej. Ikke lige ved. Jeg går i panik.

  Som den eneste mulighed jeg lige ser, banker jeg kraftigt på vinduet.

  "Mabel?" Spørger han forvirret.

  "Bank, bank, hvem er der?" Bruger jeg som verdens åndsvageste joke. "Mig, ha ha, du gættede den."

  Min ansigt blusser mere og mere op, men der sker ingen forskel. Hans far og hans elskerinde lader åbenbart ikke til at høre det. Mine øjne bliver mere smalle, og mit smil bliver til en grim grimasse.

  "Kom," siger Darren træt, og løfter mig op i luften. Han tager mig over skulderen, hvor jeg vrider mig fri, og dumper med et hårdt fald ned på iset i indkørslen.

  Hurtigt samler jeg en sten op og kyler den imod vinduet. Vinduet smadres, og jeg hører gisp indefra stuen. Godt. Endelig.

  "Mabel, hvad fanden har du gang i?!" Råber Darren så højt at det giver ekko ned ad gaden.

  "Undskyld," mumler jeg, og trækker min strikkede lilla hue ned over mine smaragdgrønne øjne, og samler mit chokoladebrune hår oppe i huen, ligesom jeg altid plejer for at få Darren til at grine. Denne gang griner han bare ikke.

  "Sig hellere det til min far," siger han mindre vred, og skubber mig ind ad døren. Til alt held har de fået tøj på, og sidder nu ved familiens mørkebrune træbord.

  De kigger chokerede op, som har de altid siddet der. Men det har de ikke, og det ved jeg.

  "Var det dig Mabel? Der kastede med stenen?" Spørger Tim, Darrens far. Han sender mig et bedende blik.

  "Ja, beklager," mumler jeg, og får lyst til at stikke ham en flad, og den klamme kælling der sidder ved siden af ham. Hun har større patter end Tims kone.

  "Okay, det må jeg tale med dine forældre om," siger han, og ser lettet ud. Jeg kan se på ham, at han har lyst til at sige tak, men holder det inde.

  "Selvfølgelig," hvisker jeg svagt, faktisk så svagt, at jeg er sikker på at man ikke engang kan se min mund bevæge sig.

  Efter et par akavede sekunder, hvor vi bare har kigget på hinanden, bryder Tim isen.

  "Det her er Cate, hun er ny vores nye nabo," siger han i et nedringet smil, og peger på hende.

  "Ja, hun ser da sød ud," siger jeg i en grimasse. God damn it! Nabo? Seriøst?!

  "Skal vi ikke tage hjem, til mig?" Spørger jeg Darren nervøst. Jeg får det helt dårligt. Ikke mange ønsker at se deres svigerfar nøgen, og at holde noget skjult for sin egen kæreste.

  "Hvis du lover ikke at kaste med flere sten, så okay," meddeler han og klør sig i håret.

  "Det lover jeg."

  Vi går ud ad døren, hvorefter Darren kigger tilbage på hans far. Jeg får lyst til at glemme det her, men det er ikke lige sådan at slette det fra hukommelsen.

  Da vi har gået et stykke fra huset, kommer jeg i tanke om min mobil i sneen. Jeg siger til Darren at jeg lige ville undskylde en gang til alene, og han lader mig gå.

  Da jeg når hen til det smadrede vindue, og samler mobilen op, kigger jeg ind i stuen, hvor jeg ser Tims bredde hånd på Cates smalle lår. Den er på vej op, men jeg afbryder deres flirten.

  "Der ligger flere sten herude, at I ved det," snerrer jeg. "Næste gang bliver det måske ikke vinduet jeg rammer."

  Hånden fjerne sig øjeblikkeligt, og Cate tager sin taske. Hun går igen, hvorefter jeg skynder mig hen til Darren. Han lader mig varme mig op ad hans muskuløse krop, og hvile langsomt ud.

  Sneet daler ned fra himlen, og lægger sig på de få pletter, der ikke allerede er dækket til. Sne-

fnuggende sætter sig i mit lange hår, der stikker ud fra huen. Et smukt øjeblik, der får mig til at glemme alt hvad der lige er sket. Alt det hele. 

  Darren standser pludseligt op, og kaster sig over mine læber. Jeg mærker blodet der igen begynder at kører rundt i mine årer, og varmen sprede sig i min krop.

  Mine læber slipper hans, og uden et ord fortsætter vi hen mod mit hus.

 

 

  "Se hvad jeg har med," siger far og åbner døren til mit værelse, ved hjælp ad hans albue. Lykken stråler i hans øjne, og han sætter et fad med nybagte boller og kakao på min natbord.

  "Tak far," siger jeg og smiler til ham. Jeg vifter med min hånd, som tegn til at han gerne må gå igen. Han adlyder, og døren bliver langsomt lukket i.

  Tv'et bliver tændt, og jeg spoiler igennem de forskellige kanaler.

  "Hov, gå tilbage!" Råber Darren og giver mig en chok. Jeg spoiler tilbage, hvor vi så ender på en af de tusindvis af nyhedskanaler.

  "Hvad er der med-"

  "Se! Det er vores by de snakker om!" Afbryder han mig, og de er rigtigt. Med store sorte bogstaver, står der nede i hjørnet: Gritzby.

 "Sch!" Hvæser Darren uden jeg har sagt noget.

  "Jeg står her i den lille by Gritzby," begynder damen på TV. "Her er sket en række indbrud, der nu er gået over til ild i huse og mord.

  17-årige Sophie Flynn er blevet slået ned med en kniv, mens hendes veninde blev stukket ihjel. De var på vej hjem fra en nytårsfest, hvorefter de havde set en person, der var ved at antænde et hus.

  Pigerne blev spærret inde i et rum, hvor ilden brændte veninden ihjel, mens Sophie Flynn nåede ud.

  Hun er meget chokket, og mindes ikke at kunne se om personen var han eller hunkøn."

  Der bliver stillet over til vejret, og jeg sidder med Darrens hånd i mit skød.

  "Sophie dog," hvisker jeg forskrækket. Hun er en af klassen outsidere, lidt ligesom jeg. Hun har kun én veninde; Bettina Moulano. Og nu er hun så død..

  "Hvem vil slå to allerede forvirrede piger ihjel?" Spørger Darren og rynker brynet, stadig med øjnene fokuserede på det nu slukkede fjernsyn.

  "Det tænker jeg også," siger jeg svagt, og vender blikket mod Darren. Jeg tager dynen tættere om os, og lægger mig ind i hans arme. Kun der føler jeg mig tryk, og fri for den onde verden omring mig.

  Han kysser mig på panden med hans buede læber, og jeg kigger ind i hans dybe lyseblå øjne. De er farvet som bølgerne på havet, og jeg føler at jeg står på stranden, når jeg ser ind i dem. Det er ikke kun på grund af hans øjne, men også hans sandfarvede og bølgede hår. Det er så smukt, og passer perfekt til hans lysebrune hud.

  Da han tager hans lyseblåstribede T-shirt af, føler jeg mig slet ikke fristet til noget. Jeg føler mig tom indeni, ved tanken om at Bettina er død og brændt ihjel. Og så Sophie, der nu er helt alene.

  Engang når hun kommer til sig selv, må jeg tale med hende. Vi har meget tilfælles, og snakker godt sammen. Desværre er hun bare altid så genert, at hun er svær at komme i gang med at tale med.

  Darren kysser mig på læberne, og smiler frækt til mig. Jeg lægger mine arme om hans, og ligger min mund imod hans.

  Hans ben svinger om mig, og holder mig tæt op ad hans krop. Jeg tager min mørkegrønne top af, og mærker vores maver mødes. Jeg kysser hans hals, og indånder hans dejlige duft af sommer.

  Han kysser min skulder, og tager min bh stropper af. Hans læber føles varme, hvilket får mig til at blive varmere indeni.

  Forsigtigt sætter han hånden på mine jeans, men jeg mumler et, ikke nu. Han kommer op igen og omfavner mig.

  "Jeg elsker dig," hvisker han i mit øre.

  "Jeg elsker også dig."

  Lige nu har jeg allermest lyst til at græde, og fortælle ham om det med hans far. Hvordan kan jeg være så ond, ikke at fortælle ham det? Han fortjener at få det at vide, men nu er det for sent. Han vil blive rasende på mig, hvis jeg fortæller ham det. Det ville nemlig afholde ham fra at give sin far en blodtud, hvilket jeg ved at han vil give ham, hvis han finder ud af det.

  "Jeg elsker også dig," gentager jeg, for at bevise det overfor mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...