En 13 årige piges dagbog!

Hej alle. Det her er måske en anderledes historie jeg vil skrive her. Det er nok ikke det samme som alle andre. Det her vil være min dagbog. Et sted hvor jeg kan få alle mine tanker og følelser ud uden at det er nogle der vil snakke ondt om mig. Et sted hvor jeg kan være 100% mig selv. Læs med hvis du vil finde ud af hvordan en 13 årig pige føler og tænker!

12Likes
27Kommentarer
611Visninger
AA

2. Fredag d. 24/1

Fredag d. 24/1 16:46.

Kære dagbog eller hvad man nu skriver.

Jeg var hjemme fra skole i dag fordi jeg havde det dårligt i morges. Jeg havde ondt i hovedet og i maven. Jeg var også hjemme i onsdags og i tirsdags blev jeg nødt til at gå hjem fra skole fordi jeg havde det elendigt.

Jeg spiser næsten ingen ting. Jeg har ikke spist morgenmad de sidste par dage og jeg spiser næsten ingen ting til aftensmad. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er syg eller hvad det er, men jeg har det bare ikke specielt godt.

Jeg føler ikke jeg kan snakke med nogen om det, selvom jeg ved der er en masse der med glæde vil lytte på hvad jeg har at sige.

Jeg har det ikke særlig godt med mig selv fortiden og jeg har heller ikke godt med alt andet.

Jeg syntes jeg er for tyk og jeg vil gerne tabe mig, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg gerne vil tabe mig. Jeg føler det hele er fedt. Hele min krop bare er fedt. Jeg har det dårligt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Lige siden vi startede i skolen igen har jeg prøvet at være den glade Emilie der er ligeglad med hvad alle andre tænker om mig. Det har også hjulpet, lige ind til jeg kiggede mig i spejlet i går. Jeg føler mig tyk. Alle de andre piger fra min klasse er så tynde og flotte og så kommer jeg her med alt mit fedt. Jeg kan ikke fortælle det her til nogle fordi så tænker de bare 'opmærksomhedskrævende tøs' men jeg siger det jo ikke for at få opmærksomhed. Jeg siger det fordi jeg har brug for at nogle lytter på hvad jeg har at sige. Måske er det derfor jeg ikke spiser noget. Fordi jeg føler mig tyk. Måske er det fordi jeg prøver at sulte mig selv?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang hvem jeg selv er mere.

Nogle gange, så har jeg lyst til at cutte i mig selv og bare se blodet løbe ned af mine arme og ben og mærke smerten men jeg gør det ikke. Jeg kan ikke få mig selv til gøre det. Selvom. Det er det jeg føler er det rigtige nogle gange.

Hvem vil overhovedet savne mig?

Jeg ved der er mange der vil komme til st savne mig, men alligevel har jeg bare lyst til at gøre det. For at mærke smerten. For at mærke det jeg har fortjent.

Jeg ved jo godt, det ikke hjælper og jeg ved jo også godt jeg ikke skal gøre det.

Hver dag er der en stemme inde i mit hovede der siger "kom nu, du tør jo ikke"

Jeg kan ikke fortælle det til nogle. Jeg har haft de tanker længe. Det er som om de ikke kan komme væk. Jeg kan ikke få dem ud af min krop. De er der inde og de vil æde mig op inde fra, indtil jeg en dag gør det. Indtil den dag, hvor jeg ser alt blodet der løber ned af mine ben fordi jeg har været så dum at gøre det.

Jeg ved der er en masse mennesker der vil græde i lang tid, hvis jeg gjorder det.

En gang, havde jeg selvmordstanker, men det har jeg ikke mere. Det var Justin Bieber's sange der hjalp mig så jeg kom væn fra den ide. Den gang tænkte jeg også, hvem ville overhovedet savne mig? Hvis jeg en dag gjorder det.

Jeg ved jo godt der er en masse der ville græde i lang tid, hvis jeg begik selvmord dengang. Og de ville ikke kunne forstå hvorfor jeg gjorder det. Men det er der mange der ikke kunne. Der var ingen der kunne forstå hvorfor jeg havde gjordt det, fordi jeg havde jo aldrig fortalt noget om det til nogle og det har jeg heller ikke nu. Jeg har heller ikke tænkt mig at fortælle det til nogle.

Det er altid bare de samme ord.

"Du er god nok som du er"

"Du er ikke tyk"

"Det hjælper ikke at cutte"

Osv. Jeg ved jo godt alt det der. Men jeg føler ikke at jeg er god nok, og jeg føler mig tyk. Når jeg kigger på alle mulige andre piger og ser hvor tynde de er og alligevel vil de gerne tabe sig?

Når jeg har shorts på om sommeren føler jeg folk kigger på mig og tænker "Ad, hun er tyk hende der" og det er ikke en specielt rar følelse.

Der er rigtig mange der tit fortæller mig at jeg ikke er tyk, og jeg er god nok som jeg er. Det syntes de måske, men det gør jeg ikke.

Jeg ved ikke hvad det her skal ende med. Men jeg har brug for st snakke med nogle om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...