Skitzo

(Historien er ikke færdiggjort endnu) Det kan være en gave at have en livlig fantasi. Men kan den være for livlig? Og hvad gør man, hvis man ikke kan styre den? Luna er en helt normal pige på 17 år, lige indtil en person pludselig en dag dukker op i hendes liv. Hun ved ikke hvem hun er eller hvor hun kommer fra. Alt hun ved er, at hun er til stede. Men hvad vil hun? Og hvad gør man, hvis man pludselig en dag finder ud af, at man er et dødbringende monster? Historien skulle have været med i "psykisk sygdom i familien"-konkurrencen, men når nok ikke at blive færdig. Den og handler om en skitzofren. Cover: ©mig! xP

0Likes
3Kommentarer
165Visninger
AA

2. Flashback

”Luna? Luna, hvor er du?” Luna sidder og griner inde bag busken. Hvor er det dog bare morsomt, at han slet ikke kan finde hende. Hun kan ikke lade være med at udstøde små fnisende lyde, selvom hun prøver at holde dem tilbage. Der er jo ikke noget sjovt ved det, hvis man bliver fundet! Hun kryber forsigtigt lidt længere ind i busken uden at rasle for meget med bladene.

”Luna?”Stemmen kommer tættere på. Luna fniser en smule for højt, og skikkelsen vender sig over i hendes retning. Æv. Luna kryber sig godt sammen for ikke at blive set, og skikkelsen vender sig væk igen. Har han virkelig ikke set hende? En følelse af stolthed breder sig i Lunas bryst, og hun kan næsten ikke sidde stille længere. Hendes kinder bliver helt røde, og hun får lyst til at springe op af busken og skrige: ”Se mig, her er jeg! Ha ha, du kunne bare ikke finde mig! Jeg er den bedste gemmer nogensinde!” Ivrigt vender hun sig om, men farer sammen da hun ser lige ind i øjnene på Oliver. Oliver er finderen. Luna udstøder et lille skrig og vælter om på ryggen. Oliver griner bare og hiver hende med ud.

”Du er finderen nu! Så er jeg gemmer!” får han fremstammet mellem sine hastigt spruttende grin.

”Nej!” Protesterer Luna og lægger armene over kors.

”Nej?” gentager Oliver forvirret og ligger hovedet lidt på skrå.

”Det var snyd! Det var ikke meningen, at du skulle have fundet mig!” mumler Luna og ser surt ned i jorden.

”Men Luna, du skal være finderen nu! Jeg fandt dig! Sådan er reglerne altså!” Siger Oliver og begynder også at lyde en smule knotten.

Luna knytter næverne og får helt tårer i øjnene af bare raseri.

”1... 2... 3...” begynder hun muggent og ser stadig ned i jorden. Oliver stikker af i en fart med et smil på læben.

”18... 19....20! Klar eller ej, nu kommer jeg!” Luna tørrer en tåre væk og begynder ivrigt at lede efter Oliver. Det er alligevel ikke helt så slemt at være finder, som hun huskede det som. Oliver er alligevel så dårlig til til at gemme sig, så hun bliver nok snart gemmer igen.

Luna søger over det hele, vender hver en sten. Hun føler sig som en detektiv, der er ved at gennemsøge gerningsstedet for at finde spor. Et smil breder sig, da hun hører noget i busken lidt længere henne. ”Jeg kan godt høre dig, Oliver!” siger hun stolt og lister hen mod busken. ”Jeg ved, du er der! Du kan lige så godt give op!” fortsætter hun og begynder at begynder at gå i rundkreds rundt om den lille blomstrende busk. Han sidder inde i den. Hun kan høre ham. Hun kan se ham. Hun ved, at han er der. Hurtigt griber hun fat i en gren og skubber den væk, så hun kan se ind. Men der er ikke nogen. Forvirret kigger hun rundt inde i busken, men der er ingenting. Skuffet giver hun slip på grenen. Langsomt vender hun sig om, men får sit livs største chok, da der pludselig sidder en foran hende. Det er ikke Oliver. Det er ikke en af pædagogerne. En lille dreng sidder foran hende. Han siger ikke noget. Han sidder bare og ser på hende. Hans hud er kridhvid, tårerne løber ned ad hans magre kinder, og kort sort hår klæber sig til hans pande. Luna har lyst til at se væk, men kan ikke. Hendes vidt opspærrede øjne ser bare ind i hans. Forvirret begynder hun at bakke, men falder i ren panik over sine egne ben. Hun ved ikke helt hvorfor, men drengen skræmmer hende fra vid og sans. Hun kryber desperat hen ad jorden og forsøger at komme væk, men det er som om at hun ikke kommer nogen vegne. Panisk prøver hun på at skrige om hjælp, men der kommer ikke en lyd ud. Tårerne begynder at løbe ned ad hendes kinder, og hjertet banker så hurtigt, at hun næsten ikke selv kan følge med. Drengen bliver ved med bare at sidde og se på hende med sine store tårefyldte øjne. Et skrig kæmper sig frem, og hun kan ikke holde det tilbage. Hun smider sig ned på jorden og skriger. Det er nærmest som om, at drengens blik skærer i hende som små knive. Hun skriger, til hendes lunger ikke kan klare mere. Men selv derefter bliver hun ved alligevel, selvom det gør ondt. Hun kan ikke lade være, så længe drengen stadig er der. Hun vrider sig på jorden og laver små spastiske bevægelser af ren panik, som om det skulle hjælpe, og hun skriger så højt, at hun næsten ikke selv kan høre det længere. Pludselig er der en eller andet der griber fat i hende, og hun sparker ud til alle sider for at komme fri. Det er drengen. Det er drengen der har taget fat i hende, det er hun sikker på. Hun bliver rusket hårdt, men hun kan stadig ikke helt lade være med at skrige.

”Hvad sker der, Luna?” Er der en der råber.

”Er du okay? Hvad er der galt?” fortsætter stemmen desperat. Luna forsøger at stoppe, men skriget bliver ved. Hun kan ikke stoppe det.

”Luna, tal til mig!” skriger stemmen ind i hovedet på hende.

Skriget stopper først, da en eller anden forsøger at tvinge hendes mund i. Modvilligt svinder skriget ud, men tårerne løber stadig ned. Hun tør ikke åbne øjnene. Hun vil ikke se ind i drengens øjne igen. Men et eller andet tvinger alligevel alligevel til at åbne øjnene. Oliver sidder lige foran hende. Hans øjne er røde, og han ser lige så skræmt ud som hun selv er.

”Pas på drengen, Oliver” stammer hun med en hæs stemme og kigger sig over skulderen. Hendes øjne springer op. Drengen er væk. Det er som om, at han aldrig har været der. Men han var der da... Han må have været der! Han var så virkelig! Forvirret ryster Luna på hovedet, men Oliver fanger hendes blik.

”Hvad for en dreng? Hvad snakker du om, Luna?” siger han og forstår tydeligvis ikke, hvad hun snakker om.

”Men... han... han... han var lige der...” mumler hun desperat og knytter næverne. Hun ser sig over skulderen igen. Der er ingen. Intet spor af, at han nogensinde var der.

”Kom” siger Oliver og begynder at rejse sig op. Han tager nervøst Lunas hånd, og hun griber så hårdt fat, at det gør helt ondt i hånden. Som om, at drengen dukker op igen, hvis hun giver slip.

”Jeg fortæller det ikke til nogen” hører hun Oliver mumle stille, før de sammen går tilbage mod pædagogerne.

 

Luna vågner op med et sæt. Sveden ligger som perler på hendes pande, og åndedrættet kommer i små stød. En hånd lægger sig på hendes skulder.

”Er du okay?” spørger Oliver og ser på hende.

”Ja ja, jeg har det helt fint!” Siger Luna og tvinger et smil frem. Oliver godtager smilet og sender et tilbage. Luna snor en af de farvede totter om sin venstre pegefinger og begynder at sidde og veksle blyanten mellem fingrene på den anden hånd.

”Har du problemer igen?” siger Oliver stille, så læreren ikke opdager os.

”Nej, det er helt fint” hvisker Luna smiler igen for at virke overbevisende.

”Du skal bare sige til, så...” begynder Oliver, men Luna afbryder ham.

”Så er du her! Det ved jeg godt, Oliver! Du skal ikke være bekymret for mig!” siger hun, og begynder at sidde og tegne kruseduller på det papir, som egentlig var ment til notater.

Klokken ringer, og den sædvanlige rutine med at få samlet alle tingene sammen, proppe dem ned i tasken og få hevet Oliver med ud ad døren før alle de andre begynder. Oliver halter bagefter hende med sit sædvanlige grin som han altid gør, men kan godt lige følge med.

”Hvorfor har vi altid så travlt?” spørger han stakåndet, da de endelig sænker farten ude på parkeringspladsen.

”Travlt? Hvem har sagt noget om travlt?” siger Luna og griner. Oliver kan ikke lade være med at grine med.

”Se nu at få noget søvn, ikke?” siger Oliver efter lidt tid og ser nervøst på Luna.

”Du ser udmattet ud. Er du helt sikker på, at du er okay, Luna?” fortsætter han og sender hende et sigende blik.

”Jeg har det fint!” insisterer Luna, en smule irriteret.

”Jeg skal bare have lidt søvn. Jeg klarer mig!” fortsætter hun og forsøger at undgå Olivers blik. Men det er svært. Olivers blik er meget fangende.

”Du ved, at det er noget jeg bedst klarer selv” sukker hun og tvinger et lille smil frem.

Oliver ser ned i jorden og giver hendes hånd et lille klem.

”Når bare du husker, at jeg altid er her!” mumler han og skæver op til hende.

”Det glemmer man ikke sådan lige” siger Luna og giver et klem tilbage.

Oliver smiler kort og rykker lidt tættere ind mod hende.

”Nå, vi ses!” Luna trækker Oliver ind til sig. Det er næsten som om, at han er mere ramt af det her end hun selv er.

”Pas godt på dig selv” mumler han ind mod hendes skulder og trækker hende endnu tættere ind.

”Rolig nu, Oliver! Vi ses jo i morgen! Det lover jeg!” siger Luna med et smil på læben og kan ikke lade være med at grine.

”Vi ses, Oliver!” siger hun igen, før hun giver hans hånd et sidste klem og går hen mod hoveddøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...