Kære dagbog, hvad er perfekt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Fra start til slut. Fra barn til teenager og videre ud i livet. Hvordan man overlever og hvordan man finder det man søger. En kamp om at acceptere sig selv og komme ud af det onde. Hvordan en smerte udvikler sig og pludselig fylder mere end man selv kan rumme.

2Likes
0Kommentarer
139Visninger
AA

2. At definere perfekt, kan man det?

Hvordan er man perfekt? Ja dagbog, det har jeg forsøgt på at være hele livet. Ved at være en kold dulle, være den sjove i klassen, hænge ud med de seje, være en alt og alle kan snakke med. Men hvad er perfekt, er det kroppen der er perfekt, eller sindet? Er det at have store bryster, en god røv, være høj, tynd, blondt eller? Er det at være super klog og vide alt og alligevel kunne snakke med alle mennesker, tykke som tynde, 'useje' som 'populære'.
 

Og hvad er populær og upopulær egentlig? Hvis klassen deler sig i grupper, er der dem som læser og bliver kaldt bognørder, dem som tror de er voksne og seje, tar i byen, drikker osv, eller hestepigerne måske? Alting er svært at definere, så hvor passer hvad ind? Men perfekt, selvom jeg ej ved hvad det præsis er, så har jeg hele mit liv forsøgt at opnå denne status. Det er svært at søge noget som man ikke engang ved hvad er. Andre der kender det, følelsen af at søge noget man ej kender??
 

På trods af min kamp, så er jeg altid den som folk har set ned på, mobbet og udelukket. Selv da jeg var en af de 'seje' så blev jeg mobbet af mine dengang 'bedste venner'. Og hvor meget bedste venner var de egentlig? Vi kunne have det sjovt den ene dag og næste dag modtog jeg opkald om hvor klam jeg var med min sygdom, at jeg fortjente at dø og at jeg var super fed og grim.. Det hele skiftede mere end en normal person skiftede underbukser.. Totalt trættende..
Til sidst kunne jeg heller ikke mere, så jeg flyttede ud til min mor - havde ellers bare boet ved min far - og kom på en ny skole. Det var tredje skole jeg skulle gå på - Og ja dagbog, følte mig som en ussel kujon der.. Bare at flygte fra det hele, taber jeg er og var..
Jeg startede sammen med de andre, lige efter sommerferien, i en 6 klasse. Folk var søde nok, jeg turde bare ikke åbne mig. Jeg foretrak at sidde for mig selv ikke snakke med nogen, for jeg frygtede at blive mobbet igen, frygtede andres mening om mig. I mit hoved vidste jeg godt at de andre syntes jeg var grim, for det var jeg jo. Hvorfor skulle dem fra tidligere klasse lyve? Jeg var grim, men ja.. Sandheden gør ondt.

 

I syvende begyndte jeg at åbne lidt op, men for at åbne mig måtte jeg gøre noget for at fjerne smerten. I sommerferien var jeg begyndt på at skære i mig selv. Det hjalp ufattelig meget. Jeg gjorde det bare engang imellem, men i takt med at jeg begyndte at snakke mere med folk, så måtte jeg også skære mere. Jeg brugte det til at straffe mig selv. Jeg var grim og følte mig værdiløs, men alligevel var der nogen som godt ville tale med mig. Jeg skar i mig selv, for at straffe mig selv. Jeg hadede mig selv og skulle straffes for at være mig. Når der ikke var nogen i klassen der gjorde det, så måtte jeg selv gøre det. I løbet af syvende klasse begyndt det at blive hver dag. Jeg gjorde det hver aften og det gav mig en følelse af lettelse at gøre det. Det hjalp mere end noget andet! Jeg græd altid ved tanken om at skulle undvære det. Hvordan i hulen skulle jeg kunne leve uden? Jeg græd aldrig foran andre, de skulle ikke se at jeg var svag. Så gennem 7, 8 og niende klasse var jeg den mest optimistiske person, eller jeg prøvede på det. Langsomt gik det op for nogen at jeg cuttede, men ingen kunne gøre noget. Selvom min mor opdagede det forsatte jeg. Jeg kunne skære dybere og kendte de bedste steder, steder hvor det gjorde mere ondt, steder hvor det var nemmere at skære dybt, jeg kunne finde rundt på alt. På en måde ville jeg gerne holde det skjult, men alligevel havde jeg tanke om at folk skulle se at jeg ikke var okay. Uden at vide det søgte jeg hjælp. Hjælp til at komme af med alt min smerte. Jeg kunne på at 'glemme' en langærmet trøje og så kunne folk pludselig se mine ar og sår. Men hver gang nogen spurgte kunne jeg alligevel dække over dem. 'Det var min kanin', ' mig og katten var ikke helt enige' osv.. Og flere troede på det og andre ikke, men jeg benægtede altid at jeg skar i mig selv. Til tider kunne jeg alligevel ikke holde tæt, for jeg blev rigtig gode venner med mange, jeg var den sjove i klassen som snakkede med alle, om de kunne li mig eller ej. Min facade havde opbygget selvtillid, så jeg virkede som en der altid stod ved mig selv. Men ja, facaden løj, men den var blevet så stærk, havde opbygget den gennem 6,7,8 og niende klasse. Men når mine bedste/gode venner spørg mig og noget, så hader jeg og lyve, så til få kom sandheden ud. Jeg kendte til så meget forskellig smerte og ville ikke byde andre de ting som jeg har følt og oplevet gennem tiden, så at lyve for dem jeg havde nær følte jeg ikke noget godt ved.

 

En ond cirkel som er svær at komme ud af og min søgen efter det perfekte er uendelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...