Brown Bright Eyes


1Likes
0Kommentarer
48Visninger
AA

1. You are the guy all my quotes are about


Så var vi her. En ny dreng i klassen. Der var ingen elever kommet ind i 9.d siden 7., hvor vores "lås" blev sat for klassen. Der var så mange problemer. Med lærerne, der én efter én gik ned med stress, elever der havde alle mulige problemer, grupper der mobbede hinanden, og noget med kriminaliteten. - derfor valgte vores inspektør at "sætte lås på klassen".

Ingen måtte komme ind, ingen måtte gå ud. Der var tonsvis af regler der skulle overholdes, og gjorde man det ikke, blev der skrevet hjem på sekundet de fandt ud af det.

Vi var kendt som "den der klasse".

Nogle stykker af drengene havde kommet op at toppes med loven, mht til nogle stoffer osv, hvilket medførte til at nogle af pigerne begyndte på dette. Især denne ene pige - Juliane - kom i voldsomme problemer. Hun kom ind i de helt forkerte kræse - begyndte at tage stoffer, sælge stoffer.. Ja en dag gik det så vidt, at hun nær var blevet voldtaget af en af hendes "købere". Mark stoppede det. Mark er charmetrolden i klassen. Helt normal. Klog, passer skolen, nok mest fordi han har voldsomt pres hjemmefra. Hans far har planlagt hans fremtid fra slut til start.

Så er der de umodne. Dem der blev mobbet. Dem der ikke lavede lektier. Dem man ikke kendte noget til.

De kloge - stræberne, én af dem er jo så Mark. Men også Carla, Emma og Mari. Der har også været en helvedes masse pige fnidder. Alt det jeg ikke forstår. Alt det alle teenage piger åbenbart går igennem. Undtagen mig. Jeg er bare mig. Jeg snakker nærmest kun med min bedsteven Anders. Han er helt normal, I guess. I modsætningen til mig. Ja, jeg var faktisk også en af grundene til at der kom lås på klassen. - jeg selvskadede, havde spiseforstyrrelse og kunne ikke finde ud af at opføre mig normalt. Eller unormalt. Jeg ved det ikke, men jeg var ikke som de andre, hvilket også er grunden til at min eneste ven er Anders den dag idag.

Han var den eneste der accepterede mig som jeg var og hjalp mig.

Ikke at jeg ikke kan med de andre - det kan jeg! Jeg snakker med alle.

 

Nok om det. Klassens "lås" var blevet "låst op", da lærene, forældrene, ja selve skolen, mente at vi var faldet på plads. Derfor skulle vi jo også videre, og det var her den her nye dreng kom ind i billedet.

Vi fik kun at vide at han var halv dansker, halv Canadier. Han var flyttet til Danmark for 2 år siden. Vi fik ikke at vide, hvorfor han var flyttet fra de andet sted.

 

Jeg vågnede med et sæt fra min lille verden fuld af tanker, da Jens - klassens klovn - smed et papir i ryggen af mig. Jeg vendte mig med et sæt og kiggede truende på ham.

"Vil du mig noget?", jeg holdt hans blik.

Jaja, jeg lyder hård, men faktisk er det bare fordi, at jeg efterhånden har lært at man ikke skal vise sin sløve side til drenge - men derimod stå frem og vise hvilken moden og selvstændig ung dame man var. Drenge er konfliktsky ville jeg mene. Så snart man lyder hårdere end dem, bliver de tavse.

Mit blik mod Jens blev afbrudt af min lærer, Bo's stemme.

"Hør her folkens! Når han kommer skal I tage godt i mod ham. Det er jo svært at starte på en ny skole"

Størstedelen rullede ligegyldigt med øjnene. De turde ikke at kommentere, for Bo kunne være hård. Rigtig hård.

Han var den eneste lærer, der er blevet ved os igennem alt.

Han er den eneste der kan styre os.

"Bare fordi det er noget tid siden, vi har fået ny i klassen, ved i godt hvordan i skal opføre jer" råbte han.

I samme øjeblik gik døren op.

Ind trådte en høj, maskulin dreng med brunt hår og de klareste brune øjne.

"Hey" smilte han selvsikkert. "Jeg hedder Justin". Han kiggede på mig og jeg kiggede igen, uden en eneste trækning i ansigtet.

Han var ikke som andre. Han var ikke genert. Han var helt rolig, selvsikker og bevidst om hvad han skulle gøre og sige.

Jeg kiggede tilbage.

Alle piger sad og måbede. Selv dem der var allermest generte i klassen savlede over ham.

Han var nu flot, synes jeg. Kun flot.

"Sæt dig ned ved Anders", Bo pegede på en tom stol ved det bord, hvor Anders sad.

Han gik roligt ned gennem mængden af måbende elever.

"Godt så" sagde Bo, for at fange vores opmærksomhed. "Find jeres grundbog frem"

 

På sekundet klokken ringede smed alle deres bøger i tasken.

De tunge drenge væltede ud, for at give nogle vaskere i skolegården.

De stille drev sammen i et hjørne.

Mark og Jens og nogle af pigerne satte sig ved et bord.

Jeg kiggede tilbage på Anders, der gjorde tegn til at jeg skulle komme derned.

"Justin", som han jo hed, havde fundet sin iPhone frem.

Jeg satte mig på pladsen foran Anders' bord, men vendte mig mod ham.

"Hvad så" mumlede han.

"Så" jeg kiggede underlig på Justin.

Der var noget anderledes. Han var så ligeglad.

Pludselig kiggede han op, som om han hele tiden havde vidst at jeg kiggede på ham.

"Hey" smilede han.

"Hej" smilede jeg igen.

Hvad skete der? Jeg rødmede jo. JEG blev genert. Jeg blev rastløs, vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"Kommer du med hjem til mig idag?", afbrød Anders den pinlige tavshed.

Først registrede jeg ikke at han snakkede til mig.

"Øh, ja. Ja!", jeg kiggede på Anders.

Han nikkede.

Mit blik gled automatisk over på Justin igen. Han var som en magnet.

"Er der noget galt med mig, siden du har stirret på mig de sidste 5 minutter?" spurgte han, uden at flytte blikket fra mobilens skærm.

"Eh" stammede jeg.

Da flyttede han blikket fra skærmen, til mine øjne.

"Nej da"

Han rystede på hovedet, mens han smilede.

Anders kiggede også på ham nu.

"Hvad sker der", han så helt lost ud.

Han nikkede Anders' spørgsmål videre til mig.

"Victoria!"

"Øh ja" stammede jeg.

"Hvad sker der" grinte han.

"Ikke noget..." jeg rejste mig. "Er tilbage om to minutter".

Jeg gik ned ad gangen, til højre og ind ad døren med dame skiltet på.

Nu stod jeg her. Jeg plaskede noget vand i hovedet på mig selv.

Det var så mærkeligt. Han fik mig til at føle helt.. fortabt. Bare det at han kiggede på mig, fik lysten til at røre ved ham, op i mig. Han fik mig til at føle mindre. Jeg kunne ikke være stærkere, hårdere end ham.

Jeg var underdog'en nu.

"Come on Victoria, du har kun lige mødt ham", sagde jeg til mig selv.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, og åbnede døren.

Dér stod han. Lige foran mig.

Han skubbede mig ind igen, uden at kigge på mig.

"Er du okay?", spurgte han så.

"Tja" sagde jeg mat.

"Hvad sker der?" han tog min hånd.

Jeg kiggede underligt på ham.

Hans øjne fangede mig, med et splitsekund. Som om han sagde, "det skal nok gå, nu er jeg her". Der var helt stille.

"Victoria, vågn op, Victoria vågn så op" sagde en stemme i mit hovedet.

Jeg tog min hånd til mig og styrtede mod døren.

Hvad skete der? Jeg vidste det ikke, men jeg vidste at jeg skulle tilbage til klassen og det skulle være NU.

Han skræmte mig. Han kunne stoppe alle tanker i mig ved bare at kigge mig i øjnene. Nærmest som hypnose.

Klokken ringede ind i samme øjeblik jeg stod i døren, efterfulgt af Justin.

 

De to timer gik og der var 12 pause.

Denne gang satte jeg mig ikke ned til Anders. Derimod sad jeg og skrev på min sang. Ikke at jeg skulle bruge den sang til noget, men siden jeg havde stoppet med at selvskade, havde jeg skrevet et lille stykke hver uge ca.

Den betød noget for mig, og den var godt og vel 2 sider nu.

Jeg kunne høre Anders og Justin snakke. Nu kunne jeg også høre en anden stemme - Julianes skingre stemme.

Jeg orkede ikke engang at kigge tilbage og se deres smil. Hun havde flotte store bryster, som hun da bestemt ikke skjulte. Langt lyst hår og en dejlig formet krop. Desuden var hun altid brun, sikkert pga af solarie.

 

Fik skrevet næsten i en hel side i bare det frikvarter.

Så startede næste time.

 

 

Klokken 14:15 fik vi fri efter; Matematik, Religion og Samfundsfag.

 

Jeg pakkede sammen og bevægede mig ned ad mod Anders.

"Er du klar?", spurgte jeg uden at kigge nogen af dem i øjnene.

Han nikkede, fornemede jeg.

"Jeg har inviteret Justin med, er det ikke ok"

Jeg fros inden i.

"Øh, jo klart", mit blik faldt hurtigt på ham, som smilte over hele femøren.

Hele vejen hjem gik Anders og Justin og snakkede og ind i mellem grinede jeg lige med, eller gav et lille nik.

Da vi kom til hans hus, stilte Anders sig foran, for at låse op, hvilket betød af jeg blev skubbet bagved til Justin. Han kiggede på mig, men jeg prøvede at ignorere det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...