The last day of my life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Færdig
Hey:) Det her er min gyserstil.....Jeg håber du synes om den! Skriv endelig din menning eller kom med noget der kunne blive bedre, tak!<333

0Likes
0Kommentarer
142Visninger

1. ..

At hade er et stort ord. Du kan hade noget mad, du kan hade en trøje, og værst af alt? Du kan hade et andet menneske. Du kan spørge alle mine såkaldte venner, og aldrig én, vil sige jeg nogle sinde, har brugt ordet had. Faktisk har kun få, nok nogle sinde hørt mig sige noget som helst. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Selv mig, hende den lille pige med de lyse lokker og det uskyldige smil, kan hade noget. Ikke bare en trøje, men noget større, meget større. Jeg hader kærlighed.

”Hey hvorfor svarer du ikke, når jeg snakker til dig?” spurgte vikaren en smule vrissent, efter han havde prøvet at få kontakt med mig, i et godt stykke tid. I stedet for at svare, rev jeg et hjørne af mit hæfte, og gav det til ham ”Sorry” stod der med rystede bogstaver. Han stirrede kort på mig, inden han gik videre i undervisningen, med et undrende blik. Da klokken ringede ud, sendte han mig igen det blik, der fik mig til at ønske, jeg kunne krybe i et musehul. Jeg brød mig ikke om vikarer, de skulle altid tvære i min manglende stemme. Hvorfor forstod de ikke? Hvorfor var der ingen der forstod?
Skolen var ikke så slem, i hvert fald ikke for mig. Nogle børn var så uheldige, at blive dyppet i toilettet, eller få et ordenligt lag tæsk. Men ikke mig. Uanset hvor meget jeg ønskede en smule opmærksomhed, selv den som nørderne fik, fik jeg den sjældent. Jeg var der bare, som en flue på væggen. Alligevel elskede jeg skolen. Jeg elskede at sidde og lyttede med i pigernes sladder, uden at være blandet ind i den. Jeg elskede at vide at andre også havde problemer, også selv om de ikke kunne måle sig med mine. Jeg elskede at se bøllerne give de nørdede typer tæsk, og sommetider tog jeg mig selv i at smile, når det blev rigtig grimt, hvorfor? fordi jeg elskede at vide at jeg ikke var den eneste der fik ballade, uden at havde gjort noget. Jeg elskede hvordan de voksende skældte ud, når nogle gjorde noget forkert, jeg elskede at se børnenes skyldfyldte ansigter, og vide at det ikke var min skyld. Jeg elskede det. Jeg elskede hver gang andre kom i problemer, og hvordan skylden voksende sig fast i deres hjerter. Det var det, jeg elskede allermest ved min tilstedeværelse.
Når skolen var slut, gik jeg som sædvanligt mod skoven. Dybt inde lå en lille sø. Hvis man så godt efter i det grumsede vand, kunne man se enkle fisk svømmede forbi. Stedet var ikke specielt hyggeligt. Træerne var gamle og dækkede himlen til med deres lange, krogede, grene. Alligevel elskede jeg at sidde der, jeg kunne sidde der i timevis og kun der, følte jeg mig rigtig hjemme. Engang for mange år siden, tog mor mig med ned til søen, hvor vi spiste frokost, og jeg fortalte om mine drømme, og planer for fremtiden. Det var inden, hun blev skør. Jeg tror ikke hun husker stedet mere, eller også ønsker hun at glemme det. Det er trods alt mange år siden, hun var her sidst.
Da jeg kom hjem den dag, var alting lidt værre end det plejede. Mor lå som sædvanligt på sofaen, slået gul og blå, mens min papfar lå og snorkede, et eller andet sted. Bordet var fyldt op med forskellige flasker, det var det mor blev skør af. Sommetider når hun vågnede op, prøver hun at få mig til at smage det, men jeg gad ikke. Jeg ville ikke være som hende mere. Gulvet støvede, og jeg holdt vejret da jeg gik forbi køkkenet. Der lugtede råddent. Desværre skete det, der ikke måtte den dag. Jeg faldt over nogle gamle tallerkner, og begge mine forældre vågnede. Min papfar stormede ud og tog hårdt fat i mig, mens mor langsomt kommer på benene. Ingen bed mærke i de pinefyldte skrig, der forlod mine små læber, da han svingede pisken, som var jeg en for langsom travhest. Selv min egen mor gik der fra med et tilfreds smil, da han endelig lod mig slippe fri. Og dog. Han blev aldrig helt færdig. I stedet for slag, blev jeg smidt ind i køkkenet. Tallerkenerne stod i store stabler, fordi de begge havde været for trætte, til at vaske op. Jeg begyndte i et langsomt tempo, vandet var koldt og det var svært at få fedtpletterne af, men alligevel blev jeg ved. Jeg ikke turde andet. Efter et par timer, stod mor op. opvaskebørsten var slidt, og flere af mine negle flækkede, efter at prøve at skrappe madresterne af bestikket. Det var ikke godt nok, selvfølgelig var det ikke det, jeg var ikke god nok. Hun smed med de nyvaskede glas, så glasskårende sprang hen over gulvet, imens hun fortalte mig om hvor uduelig jeg var. Men jeg svarede ikke. Det holdt jeg op med forlænge siden, for hvad skulle jeg sige? Undskyld, jeg ikke er god nok? Hendes råb blev højre, og højre. Jeg vidste godt at det var de mange flaskers indhold, der tog største del af skylden, men alligevel føltes hvert ord, som om nogle skar et lille stykke af mit hjerte af, gang på gang. Dog skete der noget specielt den dag. Hvis folk kendte dit de utallige mærker og ar på min spinkle krop, havde det nok ikke været så svært at regne ud, at det måtte komme før, eller siden. Mit værelse var ikke noget at råbe hurra for, dog havde jeg hvad jeg havde brug for. Det var beskidt, men alligevel det reneste i vores lille hus. I skuffen lå et gammelt sjippetov, jeg havde fået for til min 4 års fødselsdag. Dengang de stadig huskede min fødselsdag. Jeg vidste godt, det jeg gjorde var forkert, da jeg forsigtigt bevægede mig ud af vinduet med tovet på slæb. Alligevel føltet det så rigtigt dengang.
 Da jeg ankom til søen bandt jeg den knude, jeg havde øvet mig på i alt for lang til. Først en stram knude omkring grenen på det træ, jeg havde valg at kravle op i, derefter en løkke i den anden ende. Jeg baskede let med benene og kiggede ned på det grønne græs. Udsigten fra grenen var perfekt. Jeg tillod mig selv at nyde øjeblikket, inden jeg tog løkken over hoved, og hoppede ned. Da løkken strammede sig om min hals, oplevede jeg et sekunds tvivl. Var det her virkelig hvad jeg ville? Jeg fortrød min handling, men der var ingen vej uden om. Det var for sent. Jeg husker hvordan jeg vred mig som en fisk for at komme fri, og hvordan frygten stod ud af mine øjne. Men ikke en lyd kom ud af min mund. Til sidst forsvandt hvert en dråbe af livet ud af mig, Som en tone, der endelig ringede ud.
 Jeg var et af de børn der aldrig fik deres forældres kærlighed. De utallige slag jeg håbede der ville blive i min døde krop, fulgte med mig hvor end jeg gik. Det var min historie. Historien om pigen, hvis sjippetov stadig hænger ved den lille sø, med det grumsede vand. Historien om pigen, hvis sjæl stadig går lydløst rundt, søgende efter den kærlighed hun aldrig fik. Men det her er ikke slutningen på min historie. Det er blot begyndelsen på et nyt kapitel…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...