Er din verden virkelig gået i stå?

Denne historie handler om den 17 årige pige der bor sammen med sin depressionsramte mor, mens hun ingen kontakt har til hendes tre brødre eller sin far.

0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. The beginning to the end

19 årig pige som går i gymnasiet på tredje år. At skrive historier er intet nyt for mig, men at andre kan læse dem er nyt og spændende for mig. Jeg vil ikke sige, at mine stærkeste fag i skolen er de sproglige, hvor man skal skrive en hel masse, men jeg elsker de lidt mere nørdede fag som biologi, fysik, kemi og matematik. Da emnet psykisk lidelse kom op som emnet på konkurrencen ville jeg gerne give det et forsøg, da jeg lige har skrevet en 18 siders lang opgave om depression, som jeg afleverede inden jul. Jeg har selv oplevet nogle af de symptomer der er på depression da jeg har mistet to meget nære personer i mit liv, så jeg ville gerne skrive hvad jeg havde i hovedet. Jeg har en meget livlig fantasi og kan forestille mig de fleste ting som ikke mange andre kan…

 

17 år gammel og det føles som om jeg skal være mere voksen end jeg i virkeligheden er og vil være. Endnu engang er min mor blevet indlagt på hospitalet, fordi hun prøvede at begå selvmord efter at have fortalt mig, at jeg var uduelig og at hun ønsker jeg aldrig var blevet født. Selvom hun siger disse ting til mig ved jeg, at hun ikke mener det, eller det tror jeg i hvert fald ikke at hun gør. Jeg har lidt mistet håber, for nu er det ikke kun min mor der snakker dårligt til mig, også i skolen er jeg begyndt at blive mobbet. ”Din mor er en taber – taber mor”. Det rammer mig rigtig hård, for jeg har ingen jeg kan snakke med, så jeg går bare med det selv. På det sidste er det begyndt at blive bedre, de siger ikke længere grimme ting til mig, men de er begyndt at snakke til mig og vil gerne have mig med i deres grupper. Min mor er 48 år gammel og har på det 8 år depression, men den er kun blevet værre og værre de sidste par år. Min far forlod min mor for 9 år siden til fordel for en yngre kvinde uden børn. I min familie er vi 4 børn, min lillebror, mig og mine to ældre brødre. Desværre har jeg ikke kontakt med nogen af dem, da min lillebror bor ved min far og mine ældre brødre vil ikke kendes ved min mor, derfor er jeg alene om at tage mig af min mor. De første par år af min mors depression boede vi alle stadig hjemme, hvor vi var en glad familie som næsten altid var sammen når vi ikke var i skole, men da det 5 år kom blev min mor så gal på mine ældre brødre, at hun smed dem ud og sagde at hun aldrig ville se dem igen. Da de fortalte mig, at de aldrig ville se mor igen blev jeg meget ked af det og kunne ikke forstå hvordan de kunne forlade min lillebror og mig. Et år efter de flyttede, blev min lillebror hentet i skolen af min far, fordi han havde set, at han var blevet utrolig tynd og han kunne ikke længere bo hjemme ved min mor. Hun gik med til, at han kunne flytter over til far, men mig ville hun ikke af med, så jeg blev boende. Der er nu gået tre år og jeg er lige startet i gymnasiet hvilket jeg er rigtig glad for. I folkeskolen kedede jeg mig altid i timerne, men nu føler jeg, at jeg har fået noget mere udfordring. Når jeg ikke er i skole bekymre jeg mig ikke om min mor, men lige så snart jeg kommer hjem bliver jeg nærmest overfaldet af alle de ting jeg skal tage mig af. Jeg har altid fået rigtig gode karaktere og når jeg bliver ældre vil jeg gerne læse medicin i København. En dag da jeg kom hjem kunne jeg lugte en stærk lugt af alkohol og inde i stuen fandt jeg min mor, besvimet på sofaen af druk. Jeg vidste ikke at hun var begyndt at drikke og jeg har flere gange forsøgt at tale hende fra det, men hun bliver altid sur på mig og siger at det skal jeg ikke blande mig i, og så plejer hun at kalde mig en lille lort. Nogle dage kan jeg ikke overskue at tage hjem efter skole, så jeg bliver tit og laver min lektier eller mine afleveringer. At have en mor med depression sætter store krav til mig og det tager nogle ting fra mig, som alle mine andre venner og veninder laver. Jeg går ikke i byen sammen med mine veninder, for jeg skal passe min mor. Jeg er ikke særlig social efter skole, da jeg skal sørge for, at min mor ikke drikker sig ihjel. Alle de ting jeg ville elske at lave ved siden af min skole kan jeg ikke, for jeg skal passe lejligheden og jeg skal købe ind. Min mor kan ikke passe et arbejde og er på kontanthjælp, hvilket kun lige er nok til husleje, mad og så hendes druk. Min mor er altid nedtrykt og altid i dårligt humør, og hun har mange mørke tanker, som hun siger, fortæller hende at hun ikke fortjener at leve mere.

Nu er min mor så blevet indlagt igen, som hun blev første gang for 7 måneder siden. Der var hun indlagt i fire dage inden hun udskrev sig selv og ville hjem, for det her kunne hun nok selv klare. I to dage holdte hun stand, men faldt hurtigt tilbage til drukken igen, da en af hendes venner ringede og spurgte om hun skulle med ned og have en øl. At have en mor med en psykisk lidelse er så stor en belastning at jeg tit om aftenen har planlagt at løbe hjemmefra, men hvad ville det hjælpe? Min mor ville finde mig og tage mig med hjem igen og jeg ville heller ikke kunne forlade hende sådan, for hvad ville der ske med hende. At hun er indlagt nu er nok det bedste for hende, men hvad skal der ske med mig? Heldigvis har jeg den sødeste nabo på den anden side af opgangen som jeg kan være ved, mens min mor er indlagt. En dag i skolen bliver jeg ringet op af min mor som fortæller mig, at hun er begyndt i behandling og hun vil forsøge at komme af med de dårlige tanker. Allerede da hun siger ”hej” kan jeg hører på hendes stemme at hun er ædru, hvilket hun ikke har været siden de fire dage efter første indlæggelse. I to måneder boede jeg ved min nabo mens min mor var indlagt, men da hun kom hjem tog jeg også hjem igen.

Det er nu slutningen af juni måned og jeg fejre, at jeg er blevet student sammen med min klasse. Vi er på studenterkørsel og fester og har det sjovt. Min mor har siden dengang for 2,5 år siden været inde og ude af et psykisk sygehus for at få behandling, men det har aldrig hjulpet. Hun er kommet længere og længere ned og det ser ikke ud til, at hun nogensinde får det godt igen. En dag ligger jeg i min seng, mens min mor er ude og handle ind, hun drikker ikke længere, så lidt er der da sket, banker det på vores dør. Det er min ældste storebror, som kommer og besøger mig. Jeg invitere ham inden for og vi sidder og snakker, hvor han fortæller mig, at han lige er blevet far til en lille pige og at jeg er blevet faster. Da han fortalte det begyndte jeg at græde, for det har jeg altid ønsket mig at blive, det er også det eneste jeg kan blive med tre brødre. Han fortæller også, at ham og min anden storebror, har fået kontakt til min lillebror og min far, som gerne vil hjælpe mig med at flytte hvis jeg vil. Min far er flyttet til Roskilde, hvor også min lillebror bor, og så bor begge mine ældre brødre i København og de vil gerne have mig over til dem. Min mor og jeg bor i en lille lejlighed i Esbjerg, hvor jeg altid har boet, så at skulle flytte til den anden ende af landet skræmmer mig lidt. Han skynder sig at gå inden min mor kommer tilbage, for han vil ikke møde hende. Allerede i marts har jeg faktisk søgt om at komme ind på medicin studiet i København og jeg er kommet ind allerede til september, men det har jeg ikke fortalt til nogen heller ikke min mor. Efter tilbuddet fra min bror overvejer jeg kraftigt at gøre det, selvom det ville efterlade min mor helt alene i Esbjerg. Nogle dage senere siger jeg ja, til tilbuddet om at kunne bo ved min storebror og ja til studiet, nu skal jeg bare forklare det til min mor. Jeg er trods alt blevet 20 år, så jeg kan gøre hvad jeg vil, men jeg vil ikke miste min mor, men fra nu af må jeg tænke på mig selv og ikke min mor – jeg skal videre med mit eget liv. Senere kommer min mor hjem og jeg sætter mig i sofaen sammen med hende. Jeg beder hende at slukke for Tv’et da der er noget jeg skal fortælle hende. Hun bliver utrolig ked af det, men kan godt se det fra min side af, men hun spørge hurtigt hvor jeg skal bo. Hvis jeg fortæller hende at jeg skal bo ved min bror, ville hun gøre alt for at stoppe mig, så jeg fortæller hende at jeg skal bo ved en veninde. Heldigvis hopper hun på den og jeg lover hende at komme og besøge hende så meget som muligt.

Endelig skal jeg starte på den nye skole og jeg er vildt nervøs. Min storebror følger mig over til skolen, så han er sikker på, at jeg kommer det rigtige sted hen. Den første dag går rigtig godt og jeg møder en masse fantastiske folk som jeg hurtigt bliver venner med. Nogle uger går og jeg har næsten glemt alt om min mor og hvordan min gamle liv var. Jeg snakker stadig med min mor over sms, men det er som om vi glider fra hinanden. En dag tropper to politibetjente op foran min storebrors dør som spørge efter mig. Da jeg kommer ud til døren fortæller de mig, at de har fundet min mor død i hendes lejlighed i Esbjerg. Min verden bryder sammen, for det var ikke det jeg havde forventet efter jeg flyttede, mit liv var fantastisk. Jeg skynder mig hurtigt ind på mit værelse og overlader resten til min bror. På kun nogle timer får vi samlet alle fire søskende og min far kommer for at hjælpe. Dagen efter låner jeg min fars bil for at kører til Esbjerg, for at se min mor for en sidste gang, og så skal jeg op i lejligheden også. Jeg får, af politiet af vide, at min mor har begået selvmord, formentlig på grund af hendes depression – hun har taget en overdosis. Det er ikke første gang hun forsøger sig med en overdosis, jeg har fundet hende to gange før, hvor hun har taget mange piller, men ikke er nået længere. I lejligheden, på min seng finder jeg et brev som min mor har skrevet til mig. Jeg tager det frem og begynder at læse:

 

Kære elskede datter.

Min verden er gået i stå. Det har den været de sidste 12 år, siden din far forlod mig. Jeg ved du måske hader mig på dette tidspunkt, hvordan kunne din dumme mor dog begå selvmord? Det kan jeg så du kan få fred. Jeg ved hvor svært du har haft det hele dit liv og jeg vil bare have, at du skal være lykkelig. Det håber jeg du forstår. Du har altid været min ynglings datter og du ville gøre alt for mig. Det liv jeg har budt dig siden du var 8 år har ikke været det du skulle have, det ved jeg nu, men jeg kan ikke lave det om. Jeg håber du en dag få kontakt til dine brødre igen, så de kan fortæller dig mere om mig fra dengang de var små. Det eneste du nok kan huske om mig er alle de dårlige ting, depressionen, mit drikkeri og alle de gange ind og ud af diverse sygehuse. Du skal her til sidst vide at jeg er så utrolig stolt af dig, fordi du følger dine drømme, mens jeg fik mand og børn tidligt og nåede aldrig at komme ud og rejse og tage en uddannelse, det vil jeg gerne have, at du gør. Du må ikke gå rundt og have det dårligt, det er ikke din skyld, jeg gør det her for dig. Du skal ikke tænke på mig eller belastes med mig mere. Håber du forstår mig.

Hilsen din mor.

 

Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller ej. Hun begik selvmord for min skyld, hvordan får det mig til at føler – at jeg ikke tog mig af min mor. Jeg besluttede mig for, at det nok var bedst for både hende og mig, at det var slut nu, men jeg ville savne hende, hun var trods alt min mor…øng fik mand og bre dårlige tingg er så utrolig stolt af dig, fordi du følger dine drømme, mens jeg fik mand og bre dårlige ting

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...