I took the half of a human heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
Den 7-årige pige, Amy, blev slået af sin far, på grund af hendes mors død. En dag, går Amy ud og gynger på sin gynge, ude i skoven. Hun ser djævlen kommer op af jorden. Han griber fat i hende, og så trækker han hende ned i helvede. Amy bliver forvirret, men hun bliver endnu mere forvirret når han siger: "Dit navn er nu Claire, og mit mål er, at få dig gjort til en af mine onde slavere." Men problemet er, hun er alt for kærlig, så han tager halvdelen af hendes hjerte. Han giver hende "slave-kontrakten". Slave-kontrakten går indtil man bliver 18, hvis man ikke vil arbejde mere for djævlen, kan man komme hjem og glemme alt, hvad man har set. Men hvad sker der, når hun bliver ældre og bløder djævlens hjerte stille op?

2Likes
4Kommentarer
272Visninger
AA

3. Værelse 311

"Da nu du er ny, synes jeg du skal tage resten af dagen fri." sagde djævlen. Claire havde store øjne og åben mund. Han kiggede mærkeligt på hende. 

"Har jeg... fri?" spurgte hun meget bekymret. Han nikkede. Hun blev helt forvirret over ordet, fri. Hun begyndte at kigge rundt på alle slaverne, der alle kiggede ondt på hende. Hun blev helt trist ved tanken, at de ikke kunne lide hende. Nu kunne hun endelig starte på en frisk, og så er der ikke nogen der kan lide hende.

"Nr. 311. Det er dit værelse i nat!" sagde han og pegede i den retning, hvor værelset lå. Hun stirrede på hans lange, tynde, blege pegefinger. Han kiggede med trættende øjne på hende. Han førte sin pegefinger ind til kroppen og ud til hendes næse, prikkede den.

"Du skal kigge, hvor jeg peger og ikke på min finger." sagde han. Claire kiggede bare med store, nysgerrige øjne. Han kiggede tilbage på hende, men med et træt ansigt. Hendes øjne lyste op med lys. Han rystede på hovedet og pegede igen hen på værelset nr. 311. Hun gik hen ad den lange gang. Værelset lå for enden, men der var meget langt, så langt, at man ikke kunne se, hvornår man ville være der. Hun gik og gik, men hun kom ingen vegne. Hun kiggede bag sig, mindre end ti meter fra hende, stod den høje, tynde, blege djævel. Han gik hen imod hende.

"Du kan ikke gå derhen alene." sagde han med en høj stemme. Hun kiggede med sine store blå øjne ind i hans rødglødende øjne. Med en hurtig bevægelse, tog Claire sin pegefinger op mod han røde øjne.

"Hvorfor bløder du i øjne?" spurgte hun med en stemme af medlidenhed. Han satte sig ned på hug. Hun tog et skridt hen imod ham, lagde en hånd på hans øje. Hun aede hans højre øje. Han havde aldrig prøvet noget lignende. Han tog hendes hånd væk fra hans ansigt.

"Du må aldrig røre mig uden lov, det er en regel." sagde han med en hård tone. Hun tog chancen og klappede ham på hovedet, bare for at se, hvad der ville ske. Han lukkede øjne hårdt i og bed tænderne sammen, ventede på hun ville stoppe. Men hun blev ved. Han åbnede øjne, så hun smilede. Han greb hendes hånd og rejste dig.

"Nej!" sagde han meget bestemt, som man ville sig til en hund. Hun smilede stort, og smilet blev til et lille grin. Hun prikkede ham på maven, lod fingeren blive på hans kolde hud. Hvis hun ikke var ny, ville han havet revet hendes finger af med det samme.

"Du burde lukke sin trøje, ellers bliver du bare syg." sagde hun. Hans vrede blev mindre.

"Jeg bliver ikke syg, lille menneske pige." sagde han stille. Hun grinede højlydt.

"Hvor er du nuttet!" råbte hun smilende og gav ham et kram. Han prøvede stille, at få hende af ham, men hun sad godt fast.

"Du bryder en regel!" råbte han. Hun krammede ham videre. Han sukkede og rystede på hovedet. Han begyndte at gå hen mod værelset nr. 311. Da de var nået frem, så Claire ind i værelset. Det var et lille rum med en seng. Det var det eneste der var i rummet. Men der var også en dør, en stor sort dør. Endnu en gang, hvor der står 'ADGANG FORBUDT'.

"Ligesom den anden dør, hvor der står "adgang forbudt", må du ikke gå ind." sagde han. Hun gav lige så stille slip på ham. Der var heller ingen vinduer. Men det var der overhovedet ikke dernede i helvede. Djævlen forlod rummet. Hans halvlange sorte hår, der gik ned forbi hans blege ører, havde lyst til at rive af. Hun syntes det var alt for langt. Hun lagde sig på den kolde hvide seng. Der var larm inde fra rummet bag døren. to piger, der var ældre end Claire, væltede ud af døren. De grinede højlydt og var let påklædte. Claire havde set sådan nogle let påklædte damer, i hendes fars blad. De fik hurtigt øje på Claire, som bare stirrede på dem. Døren lukkede sig bag dem.

"Åhh, du må være ny?" sagde den ene, mens den anden grinede hånligt. Claire krøb sig sammen.

"Du holder nok ikke længe.." sagde den anden, og de to gik videre ud af værelset 311. Claire kiggede hen på døren, rejste sig og prøvede at trække i håndtaget, men døren var låst. Imens Claire prøvede at bryde døren op, trådte djævlen ind.

"Sagde jeg ikke 'adgang forbudt'?" sagde han tøvende og rystede hovedet. Claire panikkede og rystede med hænderne.

"Der var damer inde på dit værelse! Så jeg ville bare sige at de ikke måtte være der!" sagde hun panikkende. Han pegende på hende.

"Der er adgang forbudt for dig, Claire!" sagde han. Hun rystede på hovedet.

"Jeg hedder Amy, ikke Claire. Hvad hedder du?" spurgte hun. Han smilede let og satte sig på hug.

"Hvis jeg må kalde dig for Claire, så fortæller jeg dig, hvad jeg hedder." sagde han smilende.

Han rakte hånden frem.

"Aftale?" spurgte han. Hun nikkede, gav ham en highfive og løb glad ud på den store gang. Han smilede ned i jorden, nikkede. Men smilet forsvandt hurtigt igen. Han rejste sig, gik ud på gangen.

"Claire! Du skal lige se kontrakten!" råbte han ud. Claire vendte sig mod ham og løb. Løb smilende. Glad for, at hun nu ikke behøvede at kigge på sin far.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...