Små mennesker

Historien følger en pige, og hvordan hun opfatter omverdenen på vej ud på sin daglige færd. I løbet af sin rejse får hun sig et nyt minde. Dog ikke et specielt godt et.

0Likes
0Kommentarer
180Visninger

1. Små mennesker

Bussen var fyldt da klokken var 7:30 og næsten forrest, på sædet der vender ud mod resten af bussen, sad en 16 årig pige og overvågede hver en bevægelse. Hun fik altid af vide at hun var opmærksom. Hun så detaljer overalt. Selv de bitte mindste detaljer, som en øjenvippe på en tør kind eller en flækket negl. Hun var bedst til menneskets detaljer. Mennesket fascinerede hende. Samtidig med at hun til tider kunne hade det. Men fordi hun var så god til at se de små ting, gjorde det også at hun havde svært ved at se det store billede. Alt hun så var små mennesker.

Der findes to slags små mennesker. Der findes de mennesker der faktisk er fysisk små. Ikke kun dværge, men alle lave mennesker. Den anden slags små mennesker er mennesker med små hjerter. De går rundt med et dyrehjerte. De er egoistiske, bange og så tænker de kun på deres egne behov. Det var de små mennesker der gjorde at hun kunne hade.

Hendes pandehår der var blevet en smule for langt, filtrede sig sammen med hendes øjenvipper og hun blinkede for at redde dem ud. 

Himlen udenfor var mørk, men blå. ”Kongeblå”, beskrev pigen den som og hun blev underligt beroliget af, at træerne var fuldstændig sorte. Hun besluttede sig for at det var det smukkeste hun nogensinde havde set. Som bussen kom længere og længere ud af skoven og tættere på landet, kom markerne også. De små søer på markerne var som spejle og da de reflekterede himlen, som nu var blevet lysere og spættet af lette totter sky, så det ud som om at der var hul i marken og at der på den anden side var en uendelig himmel. Små himler på marken. Hun spekulerede på om hun ville blive ved med at falde igennem, hvis hun hoppede i himmelsøen og hun besluttede sig også for, at det var søerne der var smukkeste hun nogensinde havde set, og ikke de sorte træer på den kongeblå himmel.

En ung dreng der stod op og svajede, i takt med at bussen drejede, hørte meget høj musik i sine høretelefoner og når hans ynglings sted i sangen spillede, nikkede han hovedet et par gange. Han stod af to stop længere henne. Pigen så at han så sig til højre og venstre og derefter på sin mobil og så til højre igen. Bussen drejede og hun mistede ham af syne.

En ældre dame hostede, og trak sit halstørklæde højere op om halsen. Hun havde blå øjenskygge på og hendes læbestift var en smule udtværet. Pigen og damen fik øjenkontakt, men damen skyndte sig at kigge væk. Små mennesker får tit ondt i øjnene af at holde øjenkontakten med en fremmed for længe. Pigen havde engang fået øjenkontakt med en anden ung pige og de havde holdt den i 2 min. Hun havde levet på det minde i lang tid.

Pigen stod af bussen og hun kunne se at det var frostvejr, på hendes ånde. Hun tog tre dybe vejtrækninger og studerede dampen fra hendes mund, inden hun begyndte at gå med raske skridt mod banegården. Luften uden for stak hende på kinderne og det gjorde en smule ondt. Men hun bad om at lade det vare, da det mindede hende om blodprøver, hospitaler, sygdom og at blive passet på. Det var noget af det smukkeste hun længe havde følt. Hun mærkede på sin kind og blev mindet om porcelæn.

Banegården var fyldt med hjemløse og business mænd. Pigen frøs selvom at hun var indenfor og hun havde ikke lyst til at forestille sig hvor meget de hjemløse måtte fryse, når de sad der på gulvet. Hun smed de mønter hun kunne undvære, i en ældre herres hat på gulvet.

”Tusind tak” sagde han og hostede. Det lød som om at han ikke havde talt i flere dage og at hans hals havde glemt hvordan man gjorde.

”Det var så lidt. Må du have en god dag” svarede pigen og herren nikkede taknemligt. Pigen ønskede et kort øjeblik at alle mennesker havde prøvet at være så fattige, så de vidste hvordan det var at fryse sådan. Men hun skubbede lynhurtigt tanken fra sig igen og fik dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Klokken var nu lidt over 8 og der var stadig ti minutter til at hendes tog kom. Så hun satte sig på en bænk og studerede hendes omgivelser lidt. Hun kunne godt tage sin mobil frem og tjekke de sociale medier om og om igen, indtil hun var tilfreds underholdt. Men pigen holdt af at se og hun havde ikke lyst til at ligge den dag hun var 80 og fortryde at hun ikke havde set mere op da hun var ung.

Et ungt par væltede halvberusede fra billetautomaten ned mod 7-eleven og pigen var særligt imponeret over pigens ben. Hun havde valgt at tage en meget kort nederdel på dagen før da hun tog i byen med kæresten, og det gjorde at man kunne se den store tatovering hun havde på benet. For pigen lignede det er stor kinesisk drage i blå og grønlige toner. Hun var i mange tilfælde blevet frastødt af tatoveringer. Hun kunne godt lide tanken om at udsmykke kroppen, men ofte havde folk udsmykket deres krop helt forkert efter hendes mening. Dragen var god nok.

I nogle stammer i Afrika og Amazonjunglen skærer menneskene små mønstre i deres kroppe og laver på den måde ar. For nogle bliver de til kæmpe mønstre, andre har små prikker over øjenbrynene eller på kravebenet. Det er forskelligt hvorfor stammerne gør det. Det er både på grund af tradition men også for at udstråle at fremmede skal tage sig i agt. For hvis de kan gøre det mod sig selv, så kan de i hvert fald også gøre det mod andre. Pigen synes det var utrolig smukt. Men det var også noget hun helst ville overlade til stammefolkene.

Pigen rejste sig fra bænken og bevægede sig ned mod perronen, hvor hun skulle med toget. Der var i løbet af de sidste ti minutter kommet rigtig mange mennesker til stationen og pigen var ked af at hun blev nødt til at skubbe en smule til folk, for at komme igennem mængden. På vej ned af rulletrappen lagde pigen mærke til en kvinde med meget langt hår. Det var lang tid siden pigen selv havde haft langt hår, det var dog intet i forhold til hvor langt kvindens var. Hendes eget var lige nu skulderlangt og så voksede det meget langsomt. Kvindens hår gik hende nok cirka til midt på låret. Der var mange der kiggede på hendes hår. Folks øjne retter sig efter det anderledes. Der er ikke nogen der gør det med vilje eller for at stirre, for det er naturligt for mennesket at være nysgerrigt. Små mennesker kigger til gengæld på alt, for at være sikre på at der ikke sker noget uden de har styr på det. De vil også gerne kunne kontrollere det. Men det er der desværre ikke nogen mennesker der har ret til. Ikke her i hvert fald.

Udenfor på perronen, tog kvinden fat i sit hår for at det ikke skulle blæse op og ramme nogen. Det synes pigen var meget betænksomt. Selvom at det var en lille ting og selvom folk er ligeglade, så er det alligevel betænksomt. Hun kunne være ligeglad om forbipasserende fik hendes hår i øjet, men det var hun ikke. Små ting som dette lettede pigens had. Pigen fik øje på en mand som havde det på, man enten kan vælge at kalde en trenchcoat eller en blotterkappe, alt efter hvor moden man er. Han var rent faktisk en af de få mænd det klæder med sådan en jakke. Han havde placeret sin mappe mellem fødderne, så han kunne holde øje med den. Han stod med en kop kaffe i den ene hånd og en avis i den anden. Det var helt tilfældigt at pigen kiggede på ham, da han prøvede at skifte side med den hånd han også holdte kaffen i og pludselig smuttede den ud af hans hånd og han havde kaffe over alt. Han besvarede den skoldhede kaffe med omkring 5 forskellige bandeord, der fik folk til at vende sig om og se hvad der skete. Pigen kunne godt lide denne slags situationer. Ikke når folk taber noget eller brænder sig. Men når hun tilfældigvis så noget usædvanligt ske, før det skete. Hun havde ikke set hvad der skulle ske med kvinden, med det lange hår, før det skete. Pigen vidste at der kom et gennemkørende tog før toget hun skulle med, for det gjorde der altid, og toget kom nu. Det satte ikke farten ned, da det var på vej ind mod banegården. Pigen så kvinden med det lange hår sætte sig med benene ud over kanten på perronen. Manden med kaffen råbte at hun skulle komme væk derfra, men inden nogen kunne nå at gøre noget var kvinden hoppe ned på skinnerne og havde lagt halsen på metallet. Pigen gik i stå og bremsede da hun prøvede at løbe frem mod sporet. Hun skrumpede indeni. Pigen prøvede at få tiden til at gå i stå, men det her var ikke hendes valg. Så kom toget. Det var heldigvis svært at se eller høre noget. Det var som at køre en fugl over med en stor bil. Man ved det sker, men køretøjet er for tungt i forhold til fuglen, til at der kommer en reaktion. Pigen så sig omkring og hun kunne mærke at hun blinkede meget langsomt. Der var en der skreg, men de fleste stod bare lammede. Nogle få mennesker rev deres mobil telefoner op og begyndte at taste som sindssyge. Vinden rev fat i en avis og førte den op i luften. Lukkede øjne. Åbne øjne. Bevægelse. Stilstand. Der skete så meget, så hurtigt at pigen der så detaljer, som så alt, faldt sammen på hug og lukkede øjnene. Hun kunne høre toget standse i et højt hvin, men det hjalp overhovedet ikke noget for fuglen var død og træerne var fuldstændig sorte og der var ikke længere noget der var kongeblåt.

 

Sara Toftelund Holm

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...