Warrior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 8 okt. 2014
  • Status: Igang
Dette er en movella om mig selv - og er 100% sandt fortalt fra mit hjerte! Det er en biografi om mit liv og min psykiske sygdom. Nogle synes måske det er et tabu at leve med, at din hjerne ikke tænker som alle andres? Men den eneste måde du får det bedre på, er at snakke om det. Hvad end du vil det eller ej! "Jeg vil tage jeg helt med tilbage, fra der hvor alting startede.. - Flammer."

3Likes
8Kommentarer
395Visninger
AA

3. To be continued

Vi når Herning, da det begynder at regne ind oppe fra taget omme på den 1. række. 
Sæderne bliver våde, og en af buschaufførene kommer op, og dækker det med gaffatape. For at gøre en lang historie kort er buschaufføren så oppe for at dække det til 4-5 gange, fordi det ikke holder. 
Derfor var det godt, at jeg sad på række 2.

I behøver ikke at misunde mig ,fordi jeg sidder så langt fremme ved vinduet, for man kan alligevel ikke se ud af det. Det er dukket til, og der er ingen vinduesviskere til at fjerne dukken og regnen. Gammel møgkasse 

***

Bussen kører mod Spanien. Only 21 hours left to go! I det mindste har vi da kørt 9 timer.. 
Og faktisk er det ikke så slemt, for tiden er gået hurtig, og vi skal til at spise aftensmad. 
Det er begyndt at blæse lidt, og jeg føler mig utryg da vi står udenfor og spiser aftensmad. Det er mørkt. Og koldt. 
Jeg har ikke lyst til at sætte mig ind i bussen, og noget fortæller mig, at det ville være fornuftigt at lade være.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Min mave slå knuder, og mine ben blev stående fast på jorden. Men vi skulle ind i bussen igen. 
Jeg havde ikke fortalt mine forældre om mine tanker, men det skal senere vise sig at give god mening. 

Aften timerne er over os, og kl. er omkring 21:45. 
Nogle piger tænker på at skifte til nattøj, for om lidt vil der blive sat en film på.

Burde jeg også skifte til nattøj? Naaaah.. Sidder nu meget godt i min trøje og joggingbukser og strømpesokker. De fleste har taget skoene af, for det er meget mere hyggeligt så man lige kan kaste fødderne op på sædet. 

Der bliver dæmpet for belysningen i bussen og der bliver tændt for nogle røde "sovelamper" i stedet for. Okay lidt creepy porno agtig lys, hvis du spørger mig, og det gjorde bare det hele lidt mere ubehageligt. 
Hvis så bare lige en af u17 holdets drenge, kom ned og holdt lidt om mig, ville det måske hjælpe lidt, men nej der sad jeg alene. 

Kl. er nok omkring 22 da jeg kan lugte noget? Men hvad er det, at det lugter af? 
Nå det er sikkert ikke noget, og det går nok væk om lidt, tænker jeg til mig selv. 

Der går måske 5 min. eller mere.. På det tidspunkt har jeg mistet tidsfornemmelsen fuldstændig, eller jeg mistede den i hvert fald, da nogle af de mest skræmmende ord kom ud af munden på en af pigerne ved siden af: 

"Lugter her ikke brændt?" 

Der gik ikke ret mange sekunder, før vi opdagede røgen omkring os, og en form få panik røg op i folk. Det var det jeg havde kunnet lugte. Det var røg. 

"Det brænder! Stop bussen!"  

På det her tidspunkt følte jeg mig helt hjælpeløs. Der var ingen voksne ovenpå, og vi var nu bare en flok paniske børn, der skulle ud af en bus, der snart ville stå i flammer. 

Jeg står så langt væk fra udgangen som jeg nærmest kan komme, og mere og mere røg strømmer omkring os. 

Endelig holder bussen ind til siden efter et tons af råben og skrigen ned til dem nedenunder. 
Sådan føltes det i hvertfald. Som 10 tusinde tons tid og råb. 

Folk går ikke ud? Hvorfor går folk ikke ud? Kom nu folk? Der kom bare mere og mere røg. 

Jeg kan godt fortælle jer, at på det tidpunkt tænkte jeg på alt og intet. 
Men en tanke som jeg aldrig glemmer:

"Bare jeg når at sige farvel til min far og mor."

Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg troede, det var slut. 
Det en tanke der stadig giver mig en klump i halsen stadig 2 år senere. 
Jeg tror aldrig klumpen i halsen vil gå væk. Jeg var overbevist om, at mit liv det var slut. Det var så det, og jeg ville ikke engang nå at sige farvel, til dem jeg elsker allermest, dem der har givet mig livet. 

I mine tanke tænkte jeg stadig:

Kunne jeg nå ned til dem, før det var for sent? Eller kunne de komme op til mig, og give mig deres sidste kram og sige at de elskede mig? 
Kunne de sige, tak for alle de stunder de har haft med mig? Kigge mig ind i øjnene, som spejler sig i røg og snart flammer bag sig. 
På måske et minut kommer alle mulige flashbacks op i hovedet på mig. Min storebror. Min familie. Mine venner. Alt ville lige pludselig være væk, og jeg havde ikke sagt farvel. 
Det får mig i dag til at tænke på, hvor heldig jeg var. 

Folk begyndte at gå, og vi kom ud af bussen. 
Jeg følte at jeg var i sikkerhed, men straks hev folk i én. Vi skulle væk fra bussen, så vi for alvor var i sikkerhed. 

Alle når med sikkerhed væk fra bussen, og et brag lyder lige efter, og bussen står i store flammer. 

Folk græder lidt rundt omkring, men jeg bliver frustreret? Jeg kunne simpelthen bare ikke græde, jeg tror måske ikke, at det var gået op for mig endnu?

Vi bliver hentet i ambulancer, og bliver tjekket for røgforgiftning. 
I alt er der omkring 22 der bliver indlagt, men os der ikke skulle med et smut ind på hospitalet, bliver kørt hen til en form for kro/rådhus. 
Jeg følte mig i himlen. Der var sodavand, chokolade, chips. Jeg kunne ikke rigtig spise noget, men jeg var så taknemmelig for, at der var frivillige der tog sig af os. 

Folk ligger rundt omkring på gulvet med tæpper over sig og prøver at sove. Jeg har fået kvalme og er blevet godt utilpas, så der kommer nogle læger hen og "tjekker" mig. 
Jeg får lov til at komme op og ligge ovenpå på en feltseng. 
Jeg tror jeg ligger på et tæppe, har to tæpper over mig, en jakke, og to par strømper på. Jeg lånte et par af nødhjælpsfolkene, for da vi kom ud af bussen havde de fleste ingen sko eller jakker på. 

Der kom et par andre piger op, men det blev ikke til meget søvn. 
Da jeg ligger og sover kan jeg høre råb nedenunder. 
Jeg får senere forklaret, at det var vores buschauffør, der havde bestilt en ny i følge ham "luksus" bus, der ville komme om en halv time for at hente os, og kører os videre til Spanien. 

Jeg ved ikke lige, hvad der har foregået i hans hovede? 22 ligger på hospitalet, og vores kufferter er brændt? 
God tur til Spanien. Ellers tak. 

Det næste der sker er, at vi rykker hen på en skole, og skal køre med en ny bus hjem. Spørg ikke hvor hårdt det var, at gå ind i en bus igen! 
Det hjalp hellere ikke ligefrem, at bussen lugtede af diesel. Nogle blev ramt af angst, og nogle begyndte at græde igen.
Jeg var udmattet, og heldigvis faldt jeg i søvn. 

***

Hjemme. Hjemme i mit dejlige kære hjem. 
Ja det er med at nyde det, så længe det vare, for om en uge flytter jeg i skurvogn. 
Lad os spole tiden endnu ENDNU længere tilbage. 

Det her bliver en hurtig historie.

For nogle år siden fik vi en vandskade. Vi boede i et andet hus i et halvt år, og så kom vi tilbage. 
Så finder vi ud af, at huset ikke er blevet tørret ordentligt, og vi har fået skimmelsvamp. - Hvilket er sundhedsskadeligt.
Og nu befinder vi os så, hvor jeg skal til at flytte i skurvogn i et halvt år.

Hele det her forløb har taget 3 freaking år. 

Mens vi bor i skurvogn er min far i Brande og bor i campingvogn i snestorm på hans arbejdsplads, og er kun hjemme fra fredag - søndag. 

Men i må endelig ikke tro, at jeg brokker mig. 

Der er nogle som slet ikke ser deres forældre, eller måske er deres forældre gået bort. Jeg skal også tænke på, hvor heldig jeg er, bare det, at jeg er hér. 

Busulykken kunne have endt meget mere frygteligt.
Hvis vi alle havde lagt og sovet, havde vi nok ikke opdaget det i tide, og så ville vi nok ikke have været her i dag. 

Men selvfølgelig er det hårdt. Men hver gang jeg er ked af det, bliver jeg sur på mig selv. 
Hvordan kan jeg være bekendt, at synes: "Åhh jeg har det så hårdt!" 
Når jeg ved, der er så mange, der har det så meget værre. 

Men husk på! Altid giv dig selv lov til at have det skidt. Nogle gange skal man være lidt egoistisk. 

***

Efter 5-6 måneder efter busulykken beslutter vi os for, at jeg skal starte ved en psykolog. 
Jeg kan stadig ikke komme mig over ulykken - eller jeg har stadigvæk nogle perioder, hvor jeg bare græder og græder og græder og græder. 
Det var måske lige i overkanten. Men jeg græder i hvert fald.

Jeg er hos psykologen én gang, men så flytter vi ind i huset igen, og ligepludseligt er alt bare godt igen. 
Jeg er glad.

Det skal så vise sig, at det kun holder et par måneder endnu.. 

______________________________________________

Omg det her er så underligt. Gik ind på min movellas og så, hvad jeg havde skrevet for 9 måneder siden, og fik lyst til at skrive mere på "historien" for den ender slet ikke her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...