Warrior

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 8 okt. 2014
  • Status: Igang
Dette er en movella om mig selv - og er 100% sandt fortalt fra mit hjerte! Det er en biografi om mit liv og min psykiske sygdom. Nogle synes måske det er et tabu at leve med, at din hjerne ikke tænker som alle andres? Men den eneste måde du får det bedre på, er at snakke om det. Hvad end du vil det eller ej! "Jeg vil tage jeg helt med tilbage, fra der hvor alting startede.. - Flammer."

3Likes
8Kommentarer
392Visninger
AA

2. The beginning of a real nightmare 1.0


Lad mig tage dig med lidt tilbage i tiden.. Tilbage til en tid uden bekymringer.
Vi befinder os i 2012 lige inden efterårsferien, hvor jeg står inde på mit værelse, og finder tøj til turen. Turen til Barca! Turen til fucking Barcelona. 
En tur med fodboldpigerne, drengene og trænerne + meine eltern! Ja oversatte lige mine forældre til tysk? Spørg mig ikke hvorfor? For jeg hader tysk. I hører senere hvorfor.. 

Det er dagen før lørdag og dagen efter torsdag, så vi befinder os på en ellers så normal fredag. Det der ikke er så normalt, er den uvante følelse i maven. Følelsen af frygt for noget? 
Okay jeg burde glæde mig til Spanien, sol og varme imorgen - eller rettere sagt overmorgen. Da turen i bus tager cirkus 30 timer. 

Jeg fører jer nu med ud i vores køkken, og hopper op på mit sædvanlige hjørne på køkkenbordet. 
Min mor står på den modsatte side og min far til min venstre. 
Mor under emhætten og far bag baren. Okay det lød voldsomt. 
Min mor laver mad, og min far sidder bag "baren." Det kalder vi den, men det er faktisk bare et lidt højere skab, med nogle stole bagved. Men okay ja. - Det er lavet som en bar. 

Jeg spørger min mor, om vi skal gennem nogle tunneler og nogle høje broer. Bare for at få mig til at slappe lidt mere af med busturen. 
Generelt bekymre jeg mig meget om turen derned og hjem igen.
Faktisk kan jeg godt fortælle jer, at jeg slet ikke tænker på Barcelona, sol og varme. 
Jeg vil faktisk bare hellere blive hjemme. 

Aftenen falder på, og nattens mørke buldre. 
Jeg hopper ind i min seng, og ligger mig til at sove. 

Maven spænder underligt da min mor vækker mig, og fornemmelsen i min mave bliver værre og værre. 

Kom nu! Det skal nok blive fedt. Kører mine tanker rundt i hovedet for at opmuntre mig selv.

Vi kører ned mod fodboldklubben, hvor en gammel skrotbunke af en bus holder på parkeringspladsen. 
Nå 30 timers kørsel med dig? ARE YOU FUCKING FOR REAL FUCKING KITTING ME? 
Vi smider taskerne ind i bagagerummet, og går hen mod indgangen. 
Okay. There is no way back now. 

Jeg løfter mit ben, og bevæger det hen mod trappen ind i bussen. 
Min fod rører trappen, og jeg har lyst til at råbe til mine forældre at vi skal blive hjemme. Men det kunne jeg ikke. Mine forældre havde allerede betalt for os tre, og vi kan jo ikke fortryde nu? 10 min. før vi skal afsted. 

Vi bliver skubbet så langt frem som muligt i bussen, (som er en dobbeltdækker) og jeg bliver sat på 2. række helt henne ved det store vindue. I ved? Den plads man altid kæmper for at få. Det skal vise sig senere, at det var godt jeg ikke fik plads på den 1. række helt fremme ved vinduet ovenpå. 

Så starter motoren. Farvel tryghed, farvel normale hverdag, farvel sikkerhed, vi ses forhåbenligt igen en dag? 

_________________________________________________ 

Hej derude bag skærmen:) 

Jeg håber i vil forstå, at det faktisk er hårdt at fortælle sin historie. Det er jo 100% mig og 100% min personlighed jeg viser til en masse mennesker, jeg slet ikke kender. 

Men håber i vil følge med på denne autentiske historie!
Ikke så langt kapitel, men så er vi igang!

Knus fra mig til alle jer!:*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...