System DK

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Penny er flyttet til slummen, Sektor C-8 sammen med sin bror og hans bande. Her overlever hun ved at underholde rige børn på rundvisning, mens hun prøver at finde ud af, hvor hun hører til.

2Likes
1Kommentarer
47Visninger
AA

1. Penny (Victoria Gregersen)

 

”Ja, eller...?”

Hun grinede og kastede med håret idet hun vendte sig bort fra den svedige mand der hang ved baren. Hun skulle ikke have noget af hans skidt! Så let gav han dog ikke op, drengen bag baren skænkede hende en øl, idet han nikkede i retningen af manden. Hun bed sig i læben og skubbede solbrillerne ned over øjnene, idet hun lænede sig ind over baren og forklarede drengen, at han godt kunne bringe øllen tilbage til sin ejermand, hun skulle ikke have noget af den.

”Man siger vel ikke nej til en gratis øl?”

Casti var dukket op bag hende. Hans ansigt var roligt, og hans mørke øjne alvorlige. Hun bed sig igen i læben, og perrede lidt til hans sko med foden. Hun forsøgte sig med et undvigende smil, men hans øjne forblev skarpt rettet mod hende. Alle forsøg på at gengælde han blik var forgæves og hun slog øjenen ned og kiggede i stedet på hans brystkasse. Det var varmt på Herberget og regnen der stadig sad i hans tøj fik det til at dampe fra ham. Casti havde åbnet jakken og pludselig blev hun grebet af lysten til bare at trykke sig ind til hans varme trygge krop. I stedet rykkede hun sig lidt væk.

”Han er gammel og klam Casti, jeg gider ikke have noget med ham at gøre, han har alligevel kun skidt.”

”Og hvis jeg nu fortæller dig, at det egentlig var mig der betalte for øllen?”

Et øjeblik så hun rådvildt på ham, så kastede hun med håret og trak sig grinende væk fra ham, og ud på dansegulvet.

 

Musikken tordnede ud af højtalerne og de vilde rytmer trak i kroppen, og svingede den frem og tilbage og rundt. Gennem røgen og det blinkende lys kunne hun stadig se Casti stå ved baren, øllen stod der også, urørt...

John kom hen til ham. Hun kunne se de snakkede sammen. John rystede vand ud af sit hår. Det karekteristiske lyse hår, der da de var små, havde fået folk til at joke med at de var tvillinger. Men det var de nu ikke. John var hendes storebror med fire år og alt hvad det indebar. Hans øjne gled over dansgulvet og hun mødte dem, smilede til ham og vinkede. Han vinkede og smilede tilbage. Casti så også på hende, men han smilede ikke.

Tempoet eksponerede, og lyset blinkede mere og mere hektisk. Der var mennesker alle vegne, dansende, svedige, skæve, fulde. Hun snublede i de høje støvler, og var et øjeblik ved at miste balancen. Hun kunne ikke mere, hun måtte ud, væk.

 

Den kolde natteluft ramte hende i ansigtet, og gjorde hende et øjeblik så svimmel, at hun måtte læne sig tungt mod en gammel tønde, efterladt i krogen. Gispende stod hun sådan. Omkring hende var alting tåget, hun kunne ingenting se og ingenting overskue. Hendes hoved dunkede og tankerne flaksede. Hurtigt, som havde den sneget sig ind på hende, og luret på hende i containerens skygge, kom frygten. Skælvende faldt hun ned på knæ og krøb panikslagen over i krogens mørke. Tårerne vældede frem, og sminken omkring hendes øjne løb ud. Rystende og hulkende rodede hun febrilsk gennem sin taske, hældte det hele ud på jorden og kastede tasken fra sig. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at skrige højt. Med armene slynget om benene og panden hvilende mod knæene gav hun op.

 

Hun kunne ikke huske hvordan hun var kommet op og hjem. Kun at det havde regnet.

Sofia og Lousa havde siddet i bandens container. Sofia nynnede mens hun nussede med Lousas hår. Penny havde smilet til dem og grinet af sin egen våde tilstand. Så havde hun skiftet til noget tørt tøj, rettet makeup'en og ladet sig dejse om på en madras.

 

Det var Nick der vækkede hende. Hans solbriller sad skævt i panden på ham, og det blå hår glinsede i det dæmpede lys.

”Ohøj Penny!” sagde han og hans øjne kørte rundt i hovedet.

”Casti og John spør' efter dig, det er A-kids'ne.”

Hun rejste sig uden at fortrække en mine. Tog jakken på, og tasken over skulderen. Så fulgte hun med Nick tilbage til Cornerbar hvor Casti og John slængte sig dovent i et hjørne sammen med Nicci og Malou.

”Tøsen her var sgu' faldet i søvn,” grinede Nick og klaskede hende i ryggen, inden han kækt slog sig ned i skrædderstilling blandt de andre.

Penny blev stående. John klaskede med hånden på en pude mellem ham og Casti, og hun satte sig ned ved dem.

”Er du okay?” spurgte han lavt.

Hun nikkede og smilede til ham, idet hun gav hans hånd et let klem. Nicci var ved at fortælle John et eller andet og lænede sig ind over ham for at få hans opmærksomhed. Hendes bryster var tydelige i den nedringede neonfarvede top og han drejede sig da også med det samme og lagde armen om hendes skuldrer

”Så du var faldet i søvn...?” spurgte Casti hende sagte, på sammen anklagende måde, som med øllen. Irriteret lod hun hovedet falde tungt ned på hans skulder.

”Der kommer en helvedes masse A-kids i aften Penny, og de skal have hele turen. De skulle jo gerne komme igen næste weekend.”

”Selvefølgelig... Jeg er frisk...”svarede hun ham, men tankerne var et helt andet sted.

 

Gruppen var ved at bryde op, for at forbedrede til når A-kidsne's kom. Men inden de gik fra hinanden, dannede de cirkel, mens stofferne skiftede hænder, så alle havde det der skulle til. Penny tog imod sit, og stoppede det hurtigt af vejen ned i tasken, mens de andre indtog deres. Kun Casti bemærkede det, og han kiggede mistænkeligt på hende.

De andre gik, og Penny skulle til at følge efter, da Casti greb fat i hendes arm. Med faste fingre holdt han hende tilbage, til de andre var forsvundet, så vendte hun sig om mod ham, og fangede hans truende blik.

”Du tog ikke dit.” Hans blik var stadig låst i hendes, og hun turder ikke kigge væk.

”Tjae... jeg tænkte jeg ville gemme dem lidt, til lidt senere.” Et forsøg på at se en smule uskyldig ud, og selvom hun vidste det ikke ville virke, fortrak han ikke en mine, der kunne tyde på, at han ikke troede på hendes undskyldning. I stedet for at irettesætte hendes dumhed, trak han frem fra lommen en lille pose med et par piller i.

”Godt, du kan gemme dem, og tage de her i stedet.” Han smilede ikke, da han lagde posen i hendes hånd. Hun lukkede fingrene om den, og stod et øjeblik bare og så på den lukkede hånd.

Med blikket i gulvet viskede hun sagte:

”Casti jeg, øhh... jeg er ikke rigtig i humør til det i aften...”

Han tog fat om hagen og løftede hendes hoved.

”Så var det måske en idé at fortælle mig hvad der foregår?” Han kiggede indgående på hende, og  i hans blik anede hun nærmest en smule bekymring. Igen følte hun denne lyst til bare at give op, krybe ind i hans varme favn, græde og fortælle ham det hele, i stedet bed hun sig i læben og så væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...