That should be me 8 <3 (14+) Justin Bieber - STOPPET!

Se beskrivelse i første kapitel.....

63Likes
84Kommentarer
17995Visninger
AA

9. Skype!


Jonas' synsvinkel:

Jeg åbnede min laptop og loggede mig på Skype. Havde en aftale med Victoria hér klokken 10 om formiddagen, så ville det være passende for hende, eftersom den var omkring seks om aftenen i Danmark. Jeg kunne med det samme se, at hun var online, så jeg tøvede ikke med at ringe hende op. Der gik også kun et øjeblik, så svarede hun på opkaldet. Jeg lyste op i et smil.

"Hey baby!", sagde jeg glad. Hun grinte svagt.

"Hej skat. Går alt godt?", svarede hun. Jeg smilte smøret og nikkede.

"Du kan næsten ikke gætte hvad jeg er gået i gang med?", grinte jeg smøret.

Hun pustede lettere ud og førte noget af hendes lange lyse hår om bag hendes ene øre.

"Well, er du kommet ind på det professionelle is-hockey hold?", spurgte hun med et smøret smil.

Jeg smilte og løftede det ene øjenbryn.

"Nej faktisk ikke. Jeg har valgt en anden uddannelsesretning i stedet og jeg er nærmest ret sikker på, at jeg ikke fortryder!", smilte jeg smøret.

Victoria så forundret ud i hovedet.

"What, gør du det alligevel?", spurgte hun overrasket. Jeg smilte smøret.

"Det kommer an på hvad du præcist mener baby?", spurgte jeg med et frækt blink med øjet.

Hun fniste og rødmede svagt kunne jeg se.

"Er du alligevel gået i gang med musikken?", grinte hun smøret. Jeg grinte smøret.

"Wow baby, hvordan kunne du gætte det?", grinte jeg smøret.

Victoria grinte på en drilsk måde og kneb øjnene sammen.

"Det var da ligesom indlysende skat! Så tit som du sidder og synger og spiller for mig, når vi skyper!", fniste hun.

Jeg rødmede svagt og trak lettere på skuldrene.

"Nå ja, du har nok ret baby?!", grinte jeg smøret.

Hun nikkede med et sødt smil.

"Hvornår kommer I til Danmark igen skat? Vi er jo ligesom gået ind i sommertiden, eller sådan da, selv om vi kun har d. 12 maj!", spurgte hun med et forsigtigt smil.

Jeg smilte lettere bedrøvet og sukkede svagt.

"Ved jeg faktisk ikke helt baby? Både Monique og Andrew har travlt med deres karrierer, så det trækker nok ud, til de begge får lidt ferie?!", sukkede jeg tungt. Victoria så ikke for glad ud.

"Jamen hvad så med os to? Kan du ikke bare selv komme til Danmark skat? Du er trods alt atten år!", smilte hun svagt. Jeg sukkede og nikkede svagt.

"Jeg må lige snakke med de gamle om det først. Ved ikke hvor glade de er for, at jeg rejser alene?", svarede jeg stille med et svævende spørgsmål. Victoria sukkede.

"Jonas! Du er atten år, du er fuld myndig!", svarede hun med et hårdt suk. Jeg nikkede med et lille smil.

"Du har ret baby. Jeg må snakke med mine forældre om det. Jeg kan dårligt huske hvornår vi sidst var sammen?", svarede jeg med et bedrøvet smil. Victoria smilte svagt.

"Det var d. 15 september 2031, da vi kyssede farvel i Kastrup Lufthavn!", svarede hun stille.

Jeg smilte svagt og nikkede.

"Du har en god husker baby!", smilte jeg kærligt.

Hun fniste stille og så væk fra cammet et øjeblik, inden hun så ind i det igen.

"Ja, hvad andet kan jeg gøre skat? Jeg går bare og glæder mig gang på gang til du og familien kommer, for jeg må jo ikke bare rejse løs, da jeg skal passe skolen. Vi kunne ikke engang ses hverken i efterårsferien, juleferien eller vinterferien, fordi i efterårsferien kunne du ikke, da dine forældre åbenbart mente at jeg IKKE skulle med på jeres ferie til Sydney og i juleferien kunne jeg ikke, eftersom mine forældre heller ikke ville have dig med på ferie til Norge og vinterferien kunne DU IKKE, fordi du skulle være med til et eller andet plat jeg ikke husker?", forklarede hun med et suk. Jeg sukkede og nikkede.

"Det i vinterferien var faktisk ikke noget plat. Jeg var med min far i Kina for at hjælpe dem på fode igen efter tyfonen. Det var skrækkeligt at opleve alle de ødelæggelser på nært hold, men det var også givende, at jeg og min far og en masse andre kunne hjælpe til.", svarede jeg med et svagt smil. Victoria sukkede hårdt.

"Jamen, kunne nogle andre ikke bare hjælpe til i stedet for du og din far skal springe rundt omkring alle fire verdenshjørner?", sukkede hun hårdt. Jeg så ned i skødet.

"Baby, jeg beder dig at tage dine ord i dig igen. Jeg tror ikke du ved hvor meget det betyder for min far, jeg og resten af familien, at vi virkelig kan hjælpe til når alt håb synes mest ude. Det er ikke for sjovt, at min far stadigt tager al det velgørende hjælp med rivende alvor. Det betyder virkelig noget for ham. Han har været i fortagende i mange år og den slags slipper han ikke bare igen, selv om han ikke køre med sin karriere længere.", forklarede jeg bestemt.

Victoria trak på skuldrene.

"Sorry Jonas! Så hvad hedder jeres foretagende, eller rettere din far's?", spurgte hun lettere hårdt.

Jeg sukkede. Brød mig virkelig ikke om, at hun på visse punkter kunne virke snæversynet. Jeg havde prøvet flere gange at se gennem fingrene med det. Måske det var derfor mine forældre ikke ville have hende med på vores ferier? Ja, jeg vidste snart ikke? Jeg sukkede og så ind i skærmen.

"Organisationen hedder, Pencils of Promise! You get it?", spurgte jeg lettere irriteret. Victoria smilte svagt.

"Jeg har aldrig hørt om det før?", svarede hun. Jeg nikkede svagt.

"Fair nok, det er jo ikke alle der kender til den, men okay, den har også kun eksisteret i hele mit liv, men what ever!", svarede jeg lettere olmt. Victoria sad og måbede.

"Er du sur?", spurgte hun olmt. Jeg sank en bitter klump.

"Neeej, men jeg gider ikke diskutere og særligt ikke over Skype, det virker så plat og ligegyldigt!", svarede jeg irriteret.

Jeg slog blikket ned og tog mig til panden. Alt blev stille et øjeblik.

"Jonas?"

"Mmh!", mumlede jeg blot uden at kigge på skærmen.

"Jonas kig på mig!", sagde hun bestemt.

Jeg snøftede stille og så op og så nogle tårer på hendes kinder, der rendte stille. Var ret sikker på, at jeg sad og græd stille selv.

"Undskyld skat...", sagde hun stille. Jeg smilte bedrøvet og nikkede.

"Jeg undskylder også baby!", svarede jeg stille. Hun sukkede.

"Det frustrerer mig bare, at vi ikke kan ses så meget!", snøftede hun.

Jeg nikkede bestemt og tørrede mine tårer væk fra mine kinder.

"Jeg skal nok finde ud af noget baby. Det lover jeg!", svarede jeg stille.

Victoria nikkede med et kærligt smil og sendte mig et hjertetegn, så jeg ikke kunne lade være med at grine svagt. Hun fniste.

"Jeg elsker dig Jonas!", svarede hun stille. Jeg nikkede stille.

"Og jeg elsker dig baby, tro ikke andet!", svarede jeg kærligt.

Hun nikkede stille med et lille smil.

"Skynd dig at find ud af noget, lov mig dét!", svarede hun.

Jeg smilte og lænede mig tæt på cammet og sendte hende et kys, så hun grinte.

"Jeg lover det baby!", svarede jeg med et kærligt smil.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...