A New Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
At se sin far dø lige foran sig er ikke sjovt. Det er heller ikke sjovt at have en mor der ikke vil rejse sig fra sengen i et helt år, eller blive sendt på børnehjem. Sådan et liv har May. Hun så sin far blive kørt ned, hendes mor var der ikke da hun havde brug for hende og nu er hun så blevet sendt til London for at bo i hos en plejefamilie... Men hvad sker der da hun møder den charmerende fyr på hendes skole.. Find svaret her.. DENNE MOVELLA LÆSES PÅ EGET ANSVAR!! DER KAN MULIGVIS KOMME FRASTØDENDE SCENER

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg er alene. Ingen til at bakke mig op i det jeg laver. Ingen. Alt er fortabt. Flok ser ikke op på mig, men ned. Hvordan endte mit liv sådan?  Jeg er alene i en ny by.  I en by, hvor jeg ingen kender. Jeg er fanget. Jeg føler jeg står i et sort hul, og kan ikke komme op. Jeg kan høre og se folk, men de kan hverken høre eller se mig. Jeg er som fortabt her.  En høj lyd, for mig til kigge op. Jeg prøver at finde hen til det klasseværelse, jeg har matematik i.

Det er første dag i gymnasiet i en hel ny by. Jeg kender ikke et øje. Alle er fremmede for mig. Jeg er flyttet til London, fordi en psykolog mener, jeg ikke kan bo i Bristol mere. Det vil bringe for mange minder frem. Jeg savner allerede min mor. Hun må være helt nede. Selvom jeg er glad for min plejefamilie, synes jeg at jeg ikke passer ind.

Endelig finder jeg klasseværelset. Der er en ledig plads bagerst i klassen, så den tager jeg.  Lige nu vil jeg gerne tilbage til Bristol. Hjem til min mor. Jeg savner hende. Hun var den eneste person, jeg havde tilbage, da min far forsvandt.

Læreren kommer ind, og begynder undervisningen. Jeg hører endeligt ikke efter. Jeg sidder mere i mine egne tanker.

 

***

Endelige kun 5 minutter tilbage! Glæder mig til at slippe. Har fået en ven. Er ret glad for allerede, at have fået en ven. Han hedder Adrian. Han er vildt sød. Han fortalte mig en underlig fact. Du tror nok ikke på mig, når jeg fortæller det, men jeg er ligeglad. Han fortalte, at drengene fra selveste One Direction går på dette gymnasium. Der er så også noget dårligt ved det. Adrian siger, de er pisse irriterende. Altså de skulle ikke være opmærksomheds krævende, men bare irriterende. Mere fik jeg ikke af vide.

Endelig ringer klokken! Jeg siger farvel og god weekend til Adrian, og smutter ud af lokalet. Jeg skynder mig hen til mit skab for at hente min jakke.

Skab 105 hvor gemmer du dig henne.. Kom frit frem. Uh der er du!

Jeg tager hurtigt min jakke, og smækker skabet i. Jeg finder hurtigt ud af skolen, og skal til at gå hjemad da nogen råber efter mig… Irriterende, kan de ikke se jeg er på vej hjem. Jeg vender mig irriteret om… Okay bare kald mig dum, men jeg kan ikke se dem der råber efter mig.. Pinligt.

Jeg vender mig om igen for at gå hjem.. Da råbene bliver ved ignorerer jeg dem, og tager min mobil. Jeg sætter mine hørertelefoner i ørene og begynder at hører Roller Coaster med Justin Bieber. Uh hvor jeg dog elsker ham! Han er som en gud.

Jeg er ret glad for jeg ikke bor specielt langt fra skolen, så jeg er hjemme på fem minutter.

Efter fem minutters gang, er jeg hjemme. Endelig er vildt træt. Dejligt at have weekend. Det er endeligt underligt at starte i skole en fredag. Mærkelig skole. Fuck det, er glad for at det er en mærkelig skole.

Hele min weekend er allerede planlagt. Min plejefamilie vil bruge hele weekenden på at være sammen med mig og lære mig at kende.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Det var andet kapitel! Sorry hvis jeg er lidt langsom, har ret travlt i skolen... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...