Hunger Games.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Dette er en historie om mig selv i en the hunger games arena. Lidt om mig: Pålidelig, beskyttende, sjov, glad, lidt naiv, klodset, tænkende, skrøbelig, dumdristig(nogen gange), udholdende, kreativ og en som altid sætter andre i første række. Jeg er hermed fra distrikt 8 stof.

2Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

2. Skrig.

Jeg rynker lidt på næsen og gaber. Pludselig opdager jeg at jeg ligger i en grotte. Var jeg ikke faldet i søvn sammen med Lucas i et træ? Jeg kigger til højre og ser Lucas sidde og stirre ind i en væg. "Er der noget galt?" Spørger jeg. Han kigger på mig. "Mikayla er død..." Jeg havde ingen idé om hvem Mikayla var. Det kunne han åbenbart se på mig. "Min distrikts makker." Jeg nikker forstående. Min distrikts makker, Amin, var han død? Han var 12 ligesom jeg. Jeg kunne faktisk godt lide ham, sådan lidt. Vi var bedstevenner. Ham, min veninde Amalia og så mig. "Hvad med...Min distriktsmakker?" Spørger jeg usikkert. "Han lever stadig," Svarer Lucas. Jeg kan mærke at jeg bliver lykkelig indeni. "Måske kunne vi finde ham? Få ham med i vores alliance?" Spørger jeg så. Lucas ryster opgivende på hovedet. "Hør her, Signe. At dig og ham var bedstevenner før det her, er ikke ens betydning med at han vil skåne dit liv! Det her spil forandre folk, gør dem til mordere!" Næsten råber Lucas. Kameraerne skyndte sig helt klart væk fra os da han sagde det. Jeg kiggede væk fra ham. Der gik han over stregen! Det sårede mig virkelig det han sagde. En tårer falder ned af min kind, men jeg tørre den dog hurtigt væk. "Undskyld...Jeg..." Stammede Lucas. Han var tydeligvis ikke vant til at lave fejl. Jeg nikkede bare. Pludselig hørte jeg en lyd ude foran grotten. Det gjorde Lucas også. Han tog en af sine små knive.  Jeg stoppede ham dog. "Det kan være at det bare er en kanin, jeg går ud og tjekker!" Sagde jeg. Lucas sukkede, men han lod mig gå. Jeg gik udenfor grotten og kiggede rundt. Pludselig blev jeg slynget ind i et træ. Jeg skreg højt. "LUCAS! LUCAS! HJÆLP MIG!!!" Men han kom ikke. Drengen som havde slynget med op grinte ondt. "Din ven kommer vist ikke..." Nærmest hviskede han. Man kunne tydeligt se på hans onde attitude og muskuløse krop at han var ambisoner. "LUCAS HJÆLP!" Skreg jeg igen. Lucas ansigt dukkede frem. Så løb han hen mod ambisoneren. Inden længe lå Lucas på jorden med sit hovede halvt siddende på. Tårene løb ned af mine kinder. Ambisoneren vender sig om mod mig. "Du er et fjols! Du kunne have løbet imens at jeg gennemtæskede din livsvagt. Kanonen kunne høres. Drengen tog sin store kniv med takker. Jeg skreg og skreg og skreg og skreg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...