Hunger Games.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Dette er en historie om mig selv i en the hunger games arena. Lidt om mig: Pålidelig, beskyttende, sjov, glad, lidt naiv, klodset, tænkende, skrøbelig, dumdristig(nogen gange), udholdende, kreativ og en som altid sætter andre i første række. Jeg er hermed fra distrikt 8 stof.

2Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Løb!

Jeg står næsten allerede med tårer i øjnene. Jeg ville sikkert dø efter to minutter. Jeg ser en mini rygsæk cirka 2 meter foran mig. Den ville jeg tage! Areanen var en stor skov. Bum basta. Da gongongen lyder snupper på 0,5 sekunder rygsækken og spurter til højre. Jeg kan tydeligt hører at jeg bliver forfulgt. Jeg har lyst til at standse og bede om nåde, men kan ikke få mig selv til det. Jeg ser et træ, hvor der næsten er en trappe af grene op. Jeg hopper op på første trin og kan hører at det knirker. Shit! Jeg fortsætter alligevel op til cirka 3 meter over jorden. Shit hvor var der langt ned! Drengen som fulgte efter mig står og ser på mig. Jeg var 12 år, ikke meget at se på. Drengen kigger alligevel interesseret. Pludselig ser jeg en pige snige sig ind bag på ham. "Pas på!" Råber jeg og drengen vender sig om. Han spider pigen med en lille kniv. Kanonen høres. Jeg skriger og tårerene falder ned ad mine kinder. Jeg kan se at drengen prøver at kravle op. "Nej...Vil du ikke godt lade være med at dræbe mig..." hvisker jeg næsten. Drengen kigger på mig og så på kniven. "Har du nogle våben på dig?" Spørger han med en overraskende mørk stemme. "N-nej. Jeg ville væk fra hornet hurtigt, jeg fik kun den her rygsæk." Jeg viser rygsækken til ham. Han fnyser. "Hvilket distrikt er du fra?" Spørger han så. "8..." Hvisker jeg stille. Han sukker. "Kan du noget?" Spørger han så. Kunne noget? Jo, jeg kunne godt noget. "Jeg kan løbe eller gå længe og jeg kan synge og spille musik" svarer jeg nervøst. Han sukker dybere. "Giv mig en grund til ikke at dræbe dig?" Spørger han så. Jeg kigger rundt. Jeg var nødtil at være snedig. Godt nok havde jeg virkelig lyst til at græde, men jeg måtte holde hovedet koldt. "Fordi at jeg reddede dig fra hende pigen..." Svarer jeg usikkert. Han sukker igen. "Fint. Men siden vi nu snakker så kan vi lige så godt alliere os, ikk'?" Spørger han. Jeg nikker ivrigt. Det var for godt til at være sandt. "Tjek lige rygsækken." Jeg nikker og åbner den. I den lå der: 3 poser med tørret kød. En signalpistol med 5 skud. Et reb og en klud. Jeg viser det til ham og han nikker tilfreds. "Jeg vil altså kun fat i 3 små knivskarpe knive og en enkel pil. Han viser pilen. Jeg snupper den hurtigt og undersøger den. Jeg var god til at opfinde ting. Jeg binder rebet omkring pilen. "Hvad laver du?" Spørger drengen. Jeg svarer ham ikke men tager bare de 5 skud ud af signalpistolen og sætter pilen ind i den. Jeg binder den anden ende af det lange reb fast til en solid gren. Drengen forstod tydeligvis ikke hvad jeg havde gang i. Drengen? Jeg burde da vide hans navn. "Jeg hedder Signe. 12 år." Siger jeg. "Lucas. Distrikt 3. 17 år." Svarer han. Nu var min plan færdig. "Se her!" Jeg skyder pilen og rebet ud og pilen borer sig lang ind i et træ cirka 5 meter fra os. "Hvad skal vi bruge det til?" Spørger han så. Kæft en idiot. "Hvis vi ser andre, kan vi skyde dem med den her, uden at vi behøver at gå ud og hente pilen. Vi skal bare hive i rebet, så kommer den tilbage. Desuden, har jeg det ikke godt med at se folk dø." Svarer jeg. Han nikker imponeret. "Du er da også kløgtig." Smiler han. Jeg smiler igen. På det punkt var jeg rigtig glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...