Mirror - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 21 nov. 2014
  • Status: Færdig
Dette oneshot handler om noget som vi alle døjer med: selvværd. Nogle har det mere end andre. For mig har det været svært - lige til den dag i dag har jeg stadig små problemer med selvværdet. Vi stræber efter det perfekte, men vi finder altid det uperfekte i os selv. Dette oneshot handler om at finde sig selv og lære af sig selv; at elske sig selv for præcis den man er.

68Likes
47Kommentarer
1641Visninger

2. Mirror


Træk vejret. Tæl til tre. Afspil musikken. Læs i roligt tempo.

 

 

I disse øjne så jeg tomheden selv. For hvad er det jeg så? Jeg så kun flænger i panden, flænger på halsen og den friske flænge i hånden. Men jeg så ikke mine egne kinder. De var væk. De var der kun til de røde, dryppende tårer, der løb fra de brune irisser, omkranset af den sorg for det knuste spejl, der blev ved med at spejle de forkerte sjæle.”

De sorte mure rummede. Jeg stod gemt under et enkel pære, der snart var ved at opgive sit lys. Jeg var ikke det værd, at lyse på. Jeg så kun det grimme i mig selv. Med ét lod jeg mine fingerspidser glide ned over ansigtet på mig, fortsatte langs min hage og ned ad min hals. Min hud var kold og føltes som tørt sandpapir.

Jeg duede ikke til noget. For sandheden var så enkelt sagt, at jeg var et dårligt menneske, der kun var der til at eksistere. Sjælen fortalte mig, at jeg på ingen måde levede. For jeg var ikke god nok til det. Et lille, fucking luderbarn. Skammen spejlede sig i mit tynde spejl, der kun viste mit eget billede omvendt.

 

 

Har du nogensinde følt, at du levede?

 

Har du nogensinde følt, at du gjorde noget forkert?

 

Nogensinde følt, at du ikke eksisterede?

 

For du hørte slet ikke til noget.

 

Kun til dig selv.

 

Dig selv.

 

 

Jeg så på mit eget tøj, der blev revet op på midten. Men det var ikke mig selv, der gjorde det. For her var ingen. Jeg så hvordan mine egne øjne langsomt blev blanke og matte. Hvordan mit hår lagde sig dullent hen over min svedige pande, der langsomt forvandlede sig til sten. Ned ad mine hvide ben, der slog ud fra det smeltende slim, der langsomt blev til hvid granit. Men jeg gjorde ikke noget. Jeg kiggede fortsat på mit eget, fordømte spejlbillede, der ikke ændrede sig for hvert minut der gik. Efterhånden var jeg blevet fuldstændig forstenet. Rundt i kanterne af spejlet hang der dalende tidsler. De var grønne, mørkegrønne. Mine øjne stak sig i smerte, hver gang jeg kiggede på de skarpe tjørner.

 

Der blev stille.

 

Jeg hørte mit eget skrig, min blodige knytnæve ramme spejlet. Tusinder af glitrende stumper fløj ud til alle sider. Smadrede den størknet granit, tilsyede alle mine friske ar. Jeg kunne høre latter i det fjerne, for mellem alle skårene regnede det ud med farver. Alle mulige farver. Klistrende, størkende farver. Det satte sig fast til min hud. Jeg lukkede øjnene, når lyden af mit skrig fortsatte ind i det knuste spejl. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke klare lyden. Smerte, angst, sorg, vrede.

 

Jeg var dér. Lige dér. Foran mig selv, stod jeg selv iklædt sort tøj. Spejlet var helt, som var det aldrig smadret. I stedet løb der små klatter maling ned ad mit spejlbillede. Men det gjorde ikke modstand. Det smilede, når jeg smilede. Jeg stod med maling i hele mit ansigt. Alle mulige farver. Mine øjne var ikke længere matte. De skinnede. Og de mørke vægge, der kun syntes at skrumpe ind ad, var der ikke længere. Det var blevet hvidt. Tre døre på hver side af væggene.

Langsomt lod jeg mine fingre glide hen over spejlbilledet af mig selv. Så blødt som dun. Med alle mine fingre kørte jeg dem hen over spejlet, lod dem døbe sig i malingen, der fulgte mine bevægelser hen over spejlet. Et lille smil bredte sig på min mund, da jeg sparkede til spejlet. Det lå tilbage i tusinde stumper på det hårde gulv.

 

 

Har du nogensinde følt, at du levede?

 

Har du nogensinde følt, at du gjorde noget forkert?

 

Nogensinde følt, at du ikke eksisterede?

 

Jeg eksisterer.

 

For der har altid været en hos mig hele tiden.

 

En, der kunne ændre på tingene, hvis jeg ville.

 

Jeg lever.

 

Jeg har gjort mange ting forkert.

 

Men jeg lever for de ting, der gjorde mig levende.

 

 

For altid.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...