Bundet på hænder og fødder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 22 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vandet hældte jeg stille ned på hans ryg. En håndfuld. To håndfulde. Tre håndfulde. Jeg fortsatte indtil, at der ikke var mere blod på hans ryg. Kun det der løb. Det løb langsomt. Langsommere end før. Han virkede mere slap, men han trak stadig vejret.

3Likes
0Kommentarer
285Visninger
AA

1. første og sidste kapitel

 

Piskeslagene haglede ned over drengen. Han kunne ikke gøre noget. Måtte ikke gøre noget. Lige meget hvad han ville gøre for at komme væk, eller få det til at stoppe, så var han klog nok til at blive hvor han var. Ellers ville straffen blive værre.
 

Hans hænder var bundet sammen over hovedet på ham, for at han ikke skulle kunne gøre godsejeren noget. Piske slagene, de blev ved med at komme. De ville ikke stoppe. Han ville ikke stoppe. Ingen forstod hvorfor, at han skulle straffes for det lille uheld, som skete lige præcis der, hvor at godsejeren kom ud af bygningen.

At han spildte kartoffelvandet, få skridt væk fra hvor at det skulle hældes ud alligevel. Dét kunne medføre piskeslag, når godsejeren så det. 

 

Slagene fra pisken de stoppede ligeså stille, og drengen fik lov til at få bundet hænderne op igen. Ingen hjalp drengen. Ingen turde hjælpe drengen. Ikke mens godsejeren stadig stod nede i gården.


Drengen lå der bare. Han lå der længe, for godsejeren valgte at blive nede i gården i noget tid. Drengens ryg blødte. Drengens ryg blødte meget. Det ville ikke stoppe. Det skulle stoppe, men hvordan?

Godsejeren gik inden for igen, og så løb de over til drengen. Alle løb. Mor løb. De gamle løb. Børnene løb, selv jeg løb hen til ham.

Sårene på ryggen var dybe. De var meget dybe. Drengen sagde ikke noget. Han lå der bare.

De bar ham ind i stalden. Ind i stalden til hestene. Lagde ham i halmen, han sagde stadig ikke noget. Ikke en lyd. Ikke den mindste lille lyd, kom over hans læber.

De ville gøre noget. De ville gøre meget. De ville gøre noget ved det her. Men de kunne ikke. De kunne ikke gøre noget. De turde ikke gøre noget, for hvad ville godsejeren så ikke gøre ved dem?

Selv om de turde så kunne de ikke få lov. Godsejeren ville ikke give lov. De måtte ikke gå efter en læge.

Drengen sagde stadig ikke noget, men man kunne se at han led. Han led meget. Han led rigtig meget.

 

Blodet blev ved med at løbe ned af hans flænsede ryg. Det løb. Det løb hurtigt. Det løb hurtigere.

Han var i smerter, men hvor længe. Hvor længe skulle han blive i smerter. Han var i smerter på grund af noget kartoffelvand.

Pinslen stod nu malet i hans ansigt. Forvrængede det. Ændrede det.

Han var kun 16 år.

Hans brune hår der før virkede så glansfuld, virkede nu så mat. Hans gyldne hud, virkede så bleg.

Alle gik tilbage til det de lavede. Det de lavede før. Det de var i gang med at lave inden drengen blev straffet.

Jeg blev tilbage. Jeg blev ved ham. Han skulle ikke være alene. Ikke med de smerter.

Mor kom med en spand vand. En spand vand til ham. Vand til at vaske ham med.

Hun fik ham vendt om. Vendt om på maven. På maven i halmen.

Hans trøje hang ikke sammen på ryggen, ikke et eneste sted.

Vandet hældte jeg stille ned på hans ryg. En håndfuld. To håndfulde. Tre håndfulde. Jeg fortsatte indtil, at der ikke var mere blod på hans ryg. Kun det der løb. Det løb langsomt. Langsommere end før. Han virkede mere slap, men han trak stadig vejret.

Mor kiggede på mig og rystede på hovedet. Jeg lukkede øjnene. Hun vendte ham om igen. Om på ryggen. Om på den flænsede ryg.

                                  

Hans hoved slappede mere af nu. Han sagde stadig ikke noget. Ikke ét ord forlod hans læber. Hovedet så mere normal ud igen. Var ikke længere fordrejet i smerter, manglede bare noget farve.

Det lugtede af blod. Det lugtede af meget blod. Det lugtede af rigtig meget blod.

Hans vejrtrækning blev mere og mere ujævn. Han blev mere og mere slap.

Mor kunne ikke gøre noget. Jeg kunne heller ikke gøre noget. De gamle kunne heller ikke, og børnene ville slet ikke kunne gøre noget ved det.

Han åbnede øjnene og kiggede op på mig. De brune øjne. De chokoladebrune øjne. De smukke chokoladebrune øjne.       

Han lukkede dem i igen. Åbnede dem ikke mere. Aldrig mere skulle han se verden. Kun mørket bag hans øjenlåg.

Hans åndedrag stoppede. Han trak ikke vejret mere. Han blev helt slap. Rørte sig ikke.

Aldrig mere skulle han føle smerte. Aldrig mere skulle han mærke piskens slag.

Mor hældte det sidste vand på mine hænder. Skyllede blodet af. Skyllede hans blod af.

Mor gik ud med spanden. Jeg rejste mig også op. Jeg gik hen mod døren. Åbnede den. Trådte udenfor, men vendte lige hovedet, for at se hans ansigt en sidste gang.

 

Mor kunne ikke have gjort noget. De gamle kunne heller ikke. Slet ikke børnene, og jeg kunne heller ikke.

Han havde ikke en chance. Ikke en eneste. Vi kunne ikke stille noget op. For vi er bundet på hænder og fødder.

               

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...