Pennywise - klovnen fra IT

Historien handler (som I kan se på overskriften) om Pennywise (klovnen fra filmen 'IT'). Uden at afsløre for meget, så handler den om Pennywises fortid og mit bud på hvem han er, da jeg ikke synes at filmen beskriver ham godt nok. Det er (forhåbentlig) en uhyggelig historie om hvordan han næsten slår en pige ihjel.

3Likes
9Kommentarer
1294Visninger
AA

7. Kapitel 7

Bonnie

 

Søndag kl. 9:15
Jeg vågnede med en fornemmelse af at blive kigget på. Jeg forsøgte at ignorere den og vente mig om på den anden side, for at sove videre. Det virkede ikke. Fornemmelsen blev stærkere. Jeg stønnede irriteret og vendte mig om på ryggen. Jeg stivnede midt i bevægelsen. Der var nogen inde på midt værelse! Jeg lagde mig forsigtigt på venstre side igen. Jeg hørte en knurren. Jeg åbnede øjnene og så…
Lige ind i et stort gab, med alt for mange tænder, efter min mening. Jeg peb forskrækket og rullede hurtigt over i den anden side af dobbeltsengen. Fra lidt – men meget behagelig - afstand kunne jeg se at det var en stor schæferhund. Jeg ville skrige på hjælp, men kom så i tanke om, at James ikke ville kunne se hunden, hvis den var, hvad jeg frygtede.
På den anden side, er der en chance for at Pennywise, ikke kan ’spise’ med publikum.
Jeg gøs ved tanken og kaldte hurtigt på James. Han kom næsten lige så hurtigt og kiggede forskrækket rundt i rummet.
”Hvad er der?”
”Der… står en stor… hund… ved… sengekanten!”
James hoppede forskrækket et skridt tilbage.
Hunden hoppede nu op på sengekanten med forpoterne.
”Hjælp!”
”Hvad nu!”
”Den går tættere på mig!”
”Hvad skal vi gøre?”
”Alt andet end det her! Kald på Cloey!”
James havde det tydeligvis ikke godt med at kalde på en ånd, men gjorde det alligevel: ”CLOEY! SKYND DIG AT KOMME! CLOEY!!!”
Det virkede… Sådan da… Hunden forsvandt… Men min mor kom styrtende.
”Hvad foregår her!”
James kiggede, lettere panikslagent, på mig.
”Øh… Det er fordi… James øver sig i… at kalde… på hjælp… hvis… han en dag…”
”Har en stor hund efter sig.”
Min mor og jeg kiggede undrende på James.
Han lavede nogle ’hjælp mig!’ signaler med øjnene og jeg skyndte mig at tage ordet, inden min mor begyndte at stille spørgsmål.
”Ja. Jeg har nemlig læst på nettet at det sker meget i det her område. Derfor… er det vigtigt… at kunne…”
Min mor så mere og mere tvivlende ud, som om hun overvejede at give os stuearrest indtil ’vi er blevet normale igen’ eller at sige ’hvem vil have morgenmad?’ og så glemme alt det om hunden.
”Hey mor. Bonnie har vist mig en lækker opskrift på æbletærte og hun har snakket meget om at lave den med dig.”
Imens James snakkede gik jeg diskret tættere på ham.
”Ja… Det har jeg åbenbart.”
Min mor kiggede først på mig og så på James. Da hun så væk, sparkede jeg, James over skinnebenet og trak min mor med ned i køkkenet.

 

Søndag kl. 15:30
Det havde været en kæmpe udfordring at bage en æbletærte, sammen med min mor. Først skulle vi på indkøb efter ingredienserne. Så kom min mor, i tanke om, at hun havde glemt, at spørge mig, hvad vi skulle bruge. Jeg svarede at jeg ikke kunne det i hovedet og at opskriften lå derhjemme. Hun sukkede og vi kørte hjem igen. Da vi var kommet hjem, hentede jeg min IPad og fandt en tilfældig æbletærte opskrift.

Den endte med at være fuld af smør, og smagte elendigt. Min mor havde derefter sagt at hun ikke længere stolede på James’ dømmekraft og jeg fik dermed et billigt grin, da han skulle til at forklare, hvad der var så godt ved den.
Til sidst rystede hun på hovedet af ham og vi gik ud i haven.
”Du kunne da, i det mindste have valgt en god kage! Nu tror kvinden jo at jeg er – som hun selv ville sige - fuldstændig fra den!”
”Hey! Det var dig der begyndte! Du sagde at jeg kendte en opskrift.”
Vi begyndte at grine.
”Touché!”

 


Cloey

 

Søndag kl. 19:00
Jeg sad på min seng, oppe på loftet, og legede med halskæden, da jeg hørte min far komme. Jeg fløj op, løb over til skabet, og smed halskæden, ned i det hemmelige rum, i bunden.
”Hhhejj… lllille vvvennn…”
Ad. Nu kan han så heller ikke tale uden at læspe!
”Ssså fiiin dddu eer i dddag!”
”Gider du holde din kæft!”
”Ooog ssså temmppperrammmenntsfuuuld!”
”Skrid nu med dig!”
Pennywises øjne blev pludselig ildrøde og han lignede en der ønskede at dræbe mig.
Han gik tættere på mig.
”Pennywise. Hvad laver du?”
”Ssså fiiin dddu eer…”
Jeg tog halskæden og løb forbi ham. Han jagtede mig.
”Lad mig nu være i fred!”
”Ssså fiiin…”
”Da jeg stod udenfor Bonnies dør, tog jeg halskæden på og stormede ind i rummet.

 


Bonnie

 

Jeg sad på min seng og så tv, da Cloey pludselig kom styrtende ind ad døren. Jeg nåede ikke engang at åbne munden før hun havde løftet mig og var på vej ned ad trappen. James der var på vej op ad trappen blev på mystisk vis hevet med uden at falde.
Heldigt at mor ikke er hjemme.
Cloey løb pludselig igennem hoveddøren. Jeg kunne se at hun var på vej, hen til den mere tilgroede del af haven.
Pludselig hørte jeg et højt skrig og vi faldt igennem jorden.
Jeg rejste mig og opdagede at vi var i en kælder. Cloey og James lå lidt længere fra mig, i en underlig klump, som James sikkert - på trods af smerterne - syntes var ganske behagelig.

 


James

 

Jeg åbnede øjnene, og kiggede lige ind i Cloeys øjne. Et øjeblik lykkedes det mig, at forestille mig, at alt var okay, og at vi bare var faldet igennem en åben lem, og nu lå i en skjult kælder. Men så snart jeg hørte brølende fra Pennywise - som havde jagtet os indtil for et øjeblik siden - gik min drøm i stykker og virkeligheden væltede ind over mig.
Bonnie kom over imod os og vi kom på benene.
Så snart, hun havde set at vi var okay, gik hun i gang med at undersøge kælderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...