Pennywise - klovnen fra IT

Historien handler (som I kan se på overskriften) om Pennywise (klovnen fra filmen 'IT'). Uden at afsløre for meget, så handler den om Pennywises fortid og mit bud på hvem han er, da jeg ikke synes at filmen beskriver ham godt nok. Det er (forhåbentlig) en uhyggelig historie om hvordan han næsten slår en pige ihjel.

3Likes
9Kommentarer
1281Visninger
AA

6. Kapitel 6

Bonnie

 

Søndag kl. 4:00
Jeg vågnede ved at nogen kaldte på mig. Jeg sov stadig lidt, så jeg registrerede ikke hvem, før jeg åbnede øjnene. Jeg kastede mig baglæns, og stødte imod sengens hovedgærde, med dynen beskyttende foran kroppen.

Pennywise stod i den anden ende af rummet og kiggede på mig, med sit lokkende smil.
”Du er helt alene Bonnie… Din storebror tror at du er blevet sindssyg og så snart han fortæller det videre til din mor, vil hun tro det samme… De ender med ikke at ville have dig, men det vil vi gerne… Kom med mig til et sted hvor alting svæver. Fyldt med balloner og børn ligesom dig.”
”Du vil ikke have mig. Du vil slå mig ihjel! Du ville have gjort det i går, hvis ikke Cloey havde stoppet dig!”
”Du tager helt fejl, Bonnie. Jeg prøver at beskytte dig. Det var Cloey der ville slå dig ihjel med kniven. Hvorfor skulle hun ellers starte med at vinde din tillid, ved at vende dig imod mig? Hun vil have din menneskelighed, for at hun kan være sammen med James.”
Jeg fik tåre i øjnene.
”Det ville James aldrig tillade!”
”Så du ikke hvor forgabt han var i hende, den dag, I flyttede ind? Han kunne ikke tage øjnene fra hende.”
Jeg begyndte at græde.
”Så, så. Ikke græde. Vi vil gerne have dig. Kom med mig.”
Jeg rejste mig og gik tøvende hen til ham.
”Det var godt. Vi kan jo ikke have at Bonnie er ked af det.”
Så kom det hviskende ekko igen.
”Kan ikke have, at Bonnie ked af det. Kan ikke have, at Bonnie ked af det. Kan ikke have, at Bonnie ked af det.”
Det var min redning. Pludselig blev jeg vækket af trancen. Jeg stoppede og skreg af mine lungers fulde kraft.
Pennywise hvæste af mig og forsvandt.
Lidt senere, kom James styrtende, og jeg begyndte, igen, at græde.
”Hvad er der sket? Hvorfor skreg du?”
”Cloey havde ret. Pennywise er efter mig! Han prøver at lokke mig til at komme med ham. Han siger at du tror at jeg er sindssyg. Han vil slå mig ihjel!”
James så mig i øjnene.
”Bonnie, det er ikke sjovt! Jeg troede at der var sket noget alvorligt. Jeg gider ikke være offer for en dårlig joke.”
”Det er ikke for sjov! Jeg er i livsfare! Så tro dog på mig!”
”Godnat, Bonnie!”
”Vent!”
”Nej!”
”Hvordan havde du, det, da jeg ikke troede på dig?”
James stoppede i døråbningen.
”Sværger du at det med Pennywise ikke er for sjov?”
”JA!”
Han fik store øjne og vi satte os i min seng.
Jeg var lettet over at han troede på mig. ”Hvad skal vi gøre?”
”Vi bliver nødt til at overbevise mor, om at du er i fare og at vi skal væk herfra.”
”Og bo på gaden? Nej. Der må være en anden løsning. Hvis vi flytter, går det her jo bare ud over en anden 10-årig.”
”Bonnie, vi kan ikke tage ansvaret for alle 10-årige børn i verden. Folk bliver dræbt af alt mulig andet, hele tiden.”
”Vi skal have fat i Cloey og få alle informationer om hendes far.”

”Hvordan skal vi det? Vi aner jo ikke hvor hun er!"

 

 

Cloey

 

Jeg skyndte mig ind på Bonnies værelse, efter at have set Pennywise komme styrtende ud derfra. Heldigvis for mig, skulle han ikke bruge menneskelighed halskæden for at vise sig for Bonnie.
Da jeg gik derind snakkede de om mig. Jeg blev så lykkelig da jeg hørte at de endelig troede på mig og havde brug for mig. Jeg skyndte mig at tage halskæden på og vise mig for dem. James var den der først så op.
”Når man taler om solen.” mumlede han og Bonnie tog ordet.
”Cloey, jeg tror på dig. Din far er ude efter mig. Hvor meget ved du om ham?”

 

 

Bonnie


Cloey fortalte om at hendes far døde før hende og fik åndevæsken forkert i, så han blev halvt uhyre, halvt ånd. Hun fortalte også at det var ham der dræbte drengen, fordi, uhyret krævede næring. Og at hun havde levet med en klon fra han døde til hun døde.
Da hun var færdig med historien sagde hun til min store overraskelse: ”Vi må dræbe ham.”
James kiggede undrende på hende.
”Men halvdelen af ham er jo din far.”
”Han kan ikke leve med at skulle slå børn ihjel hvert 20. år. Prøv selv at se hvor langt ud, han er kommet, fordi han har udskudt det med 10 år. Det er lige så meget for hans egen skyld, at vi bliver nødt til at gøre det.”
”Men hvad så med dig?”
”Ja, det var så mit næste emne. Med den her halskæde, er jeg et rigtigt menneske. Der skal spise, ældes, drikke og alle andre menneske ting. Jeg tænkte at jeg ville spørge om…”

 

Cloey


James åbnede munden, men Bonnie kom først.
”Du må gerne bo her.”
Vi kiggede begge to på hende.
”Uden dig kunne jeg være død nu. Det er det mindste jeg kan gøre for at gengælde det.”
James skyndte sig at tilføje:
”Jeg er ked af at jeg ikke troede på dig. Jeg havde bare meget svært ved at tro, at vores normale tilværelse, kunne ændre sig, så meget, og så hurtigt.”
Jeg smilede til ham. 
”Det gør ikke noget James.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...