Pennywise - klovnen fra IT

Historien handler (som I kan se på overskriften) om Pennywise (klovnen fra filmen 'IT'). Uden at afsløre for meget, så handler den om Pennywises fortid og mit bud på hvem han er, da jeg ikke synes at filmen beskriver ham godt nok. Det er (forhåbentlig) en uhyggelig historie om hvordan han næsten slår en pige ihjel.

3Likes
9Kommentarer
1294Visninger
AA

5. Kapitel 5

Bonnie

 

Jeg sad og snakkede med James om det med helikopteren, da døren pludselig låste. Af sig selv!
Jeg kiggede på James og opdagede at han ikke havde set det, fordi han nu lå på ryggen i sengen. Jeg skulle til at fortælle ham det, da udlejerens datter pludselig stod foran døren. Jeg gispede og trak i James.
”Hvad nu, Bonnie?”
”Udlejerens datter er herinde!”
James satte sig op. ”Hej. Jeg fik aldrig spurgt dig hvad du hedder.”
”Jeg hedder Cloey. Hør, jeg har noget meget vigtigt at fortælle jer.”
Vi satte os alle tre i sengen og hun begyndte at fortælle om sin far.
Da hun var færdig, forsøgte James at gengive det vigtigste.
”Så… din far er en klovn. Der hedder Pennywise. Ligesom i filmen, IT. Bortset fra at han er en ånd og ikke en edderkop. Du er ligesom ham. Altså død. Og Bonnie er i fare fordi du har dræbt en 7-årig dreng med dit dødslys?”
”Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men det er sandt. I må tro på mig! Bonnie skal ud af huset! Pennywise er farlig!”
James så stadig skeptisk på hende, men nåede ikke at sige noget, for min mor tog pludselig i håndtaget og fandt ud af at døren var låst.
”Hvad foregår der derinde? Hvem snakker I med?”
Cloey rejste sig.
”I bliver nødt til at rejse hjem.”
Så tog hun sin halskæde af og forsvandt.


 

Cloey

 

Jeg burde have vidst, at de ikke ville tro på mig. Jeg følte virkelig at jeg havde svigtet, da jeg gik tilbage til loftet.
Du har ikke svigtet før du har givet op. Så længe du ikke giver op, kan du heller ikke svigte!
Min far sad som sædvanlig foran hans skrivebord og kiggede interesseret på sin computerskærm. Han så op, da han hørte mig, nærme mig.
”Hvorfor tog det så lang tid?”
”Lad mig være i fred!”
Jeg smed halskæden i hans retning og gik videre hen til mit improviserede værelse. Slottets loft var desværre ikke inddelt i rum, så vi havde sat en papplade op som væg og tegnet et tv på den. Det sidste var noget min far havde fundet på. Han var så stolt af sit krøllede tv og jeg fandt ham ynkelig.
”Har du fortalt dem noget om mig?”
”Skaf nu bare 5 millioner og lad mig være!”
Han sukkede irriteret og gik.

 

 

Mary

 

Lørdag kl. 12:00
Det ringede på døren. Da jeg åbnede den, stod der en mand i et jakkesæt med en kuffert i hånden.
”Goddag Mary. Her er pengene jeg lovede jer.”
Han virkede alt for venlig. Selv hans smil var for sødt. Jeg tog alligevel imod kufferten og så at der ganske rigtigt lå 5 millioner i kontanter. Jeg sagde ”Tak.” og lukkede døren. Da jeg vendte mig om stod Bonnie og kiggede på mig.
”Der er noget galt med dem.”
Det var præcis hvad jeg havde tænk da jeg lukkede døren.
”Ja.”
”Er det klogt at blive her?”
”Det ved jeg ikke.”
Hun nikkede, vendte sig og gik ovenpå.

 


Bonnie

 

Selvom, det var svært, troede jeg på Cloey. Det forsvindingsnummer hun lavede, kunne, kun være fordi hun var en ånd, med en menneskelig halskæde af en slags.
Og hendes far…
Da min mor tog imod kufferten og kiggede i den, stirrede Pennywise på mig, på en måde der fik mig til at krympe mig. Han kunne sagtens være den livsfarlige klovneånd, som Cloey påstod, han var.
Jeg var på vej mod mit værelse da jeg pludselig blev tromlet ned af et eller andet. Jeg kiggede mig forvirret omkring og opdagede at jeg lå på ryggen, på gulvet. Over mig svævede en kniv fra side til side som om nogen sloges om den. Jeg rejste mig hurtigt op, styrtede ud på badeværelset og låste døren. Så satte jeg mig på gulvet og forsøgte at få styr på mine tanker.
Pennywise må have været ved at stikke mig ned, da Cloey kom forbi og skubbede mig væk. Derefter må Pennywise have villet ’gøre arbejdet færdigt’ men Cloey tog fat i kniven inden han nåede det. Og så begyndte de at slås om kniven. Men… hvorfor slår han 7-årige ihjel? Det kan da ikke kun være på grund af Cloey.

 


Pennywise

 

Efter det lille slagsmål om kniven havde jeg hevet Cloey med op på loftet.
”Hvad fanden har du gang i! Du har altid foretrukket at ødelægge børnene mentalt før du slår dem ihjel! Hvad skete der! Blev du træt af din syge humor?”
Det var rigtig, at jeg plejede, at ødelægge børnene mentalt før jeg dræbte dem, men at jeg gjorde det fordi, det var sjovest, passede ikke.
Jeg havde ladet sulten vente for længe. Den drev mig til vanvid. Jeg kunne snart ikke længere holde den nede, før uhyret overtog mig, fuldstændig. Jeg var derfor nød til at spise. Meget snart.

 

 

Cloey

 

Der var noget galt. Pennywise havde ikke taget et barn, de sidste 30 år. Han kunne umuligt kun ville gøre det for sjov, når han pludselig angreb dem. Og så med en kniv!
”Far. Fortæl sandheden. Hvorfor dræber du børn? Og du skal ikke sige at det er for min skyld. Dine øjne lyser rødt og du kigger sultent på mig. Hvad sker der?”
”Jeg vidste at jeg ikke kunne blive ved med at holde det skjult for dig. Da jeg døde, stak naboens dreng ganske rigtigt en nål med åndevæsken i min arm. Men det var 5 år før du døde. Da jeg blev ånd, så jeg at nålen sad i den venstre arm. Jeg havde nærmest skåret det ud i pap for ham. Nålen skulle i den højre arm, ellers ville den forvandle mig til et uhyre. 2 år senere fandt jeg ud af at børn i 10-års alderen bærer på en speciel slags blod, som jeg skulle bruge for at holde uhyret i mig nede. Jeg udviklede, med uhyrets hjælp, et dødslys der kom frem når uhyret krævede mad. Den aften, hvor du holdt drengen op mod muren, stillede jeg mig bag dig, og det var mig der dræbte ham. Jeg kunne senere bruge dig som undskyldning for at dræbe børn i den alder.”
”Men… jeg så dig hver dag. Du var der da jeg døde. Hvordan kunne du være en ånd på det tidspunkt?”
”Jeg lavede en klon af mig selv, så du aldrig ville opdage at jeg var en ånd.”
”Så den far jeg har hadet i alle de år, fordi han dræber små børn for sjov, er i virkeligheden slet ikke dig?”
”Nej, det er uhyret. Hvis jeg skal dræbe et barn, bliver det hurtig og så smertefrit som muligt, men det bliver meget snart uhyret du skal leve med, hvis jeg ikke får et barn at... spise.”
”Det bliver ikke Bonnie.”
”Men Cloey. Du kender hende jo knap nok. Vil du lade den far, du kender og elsker, dø for at en fremmed pige kan overleve?”
”Ja, det vil jeg! Uhyre eller ej, så har jeg lovet hende, at stoppe dig.”
Jeg så min far i øjnene og kunne ligefrem se hvordan uhyret inden i ham, kæmpede for at komme ud.
Jeg nåede lige akkurat at kaste mig til siden, da han stormede imod mig. I stedet sprang han ned på 1. sal og løb imod badeværelset.

 


Bonnie

 

Jeg rejste mig op og gik hen til vasken, da jeg hørte en lyd. Det lød som om, det kom fra afløbet. Jeg løftede ’proppen’ og kiggede ned. Til min store skræk så jeg en klovn, med et hvidt hoved og noget rødt strittende hår der gik rund om hans hoved, fra øre til øre. Resten af hovedet var skaldet. På kroppen havde han en klassisk klovneagtig sparkedragt. Han stod og strakte armene op imod mig, og jeg nåede slet ikke at tænke over hvor lille han var, for han talte pludselig til mig med sin uhyggelige, lokkende stemme.
”Hej Bonnie… Kommer du ikke og leger med os? Her er børn ligesom diiig… De svæver… Aaaaalting svæver herneeede… Også ballooonerne… Vil du have en ballooon?”
Derefter hørte jeg et hviskende ekko af børnestemmer.
”Kom og leg med os. Kom og leg med os. Kom og leg med os.”
Jeg fik fremstammet noget der lød som:
”Aldrig!”
Pennywise der før var glad og lokkende blev nu rasende.
”Fint! Jeg spørger bare igen seeeeenere!”
Så forsvandt han og afløbet blev normalt… i to sekunder.
Derefter stod der en stråle af blod, op af afløbet, der oversprøjtede resten af badeværelset og mig. Jeg skreg og vendte mig mod toilettet for at kaste op, da jeg fik noget i munden. Men da jeg løftede låget, stod der også en stråle af blod op af det. Jeg kastede mig imod døren, flåede i håndtaget og styrtede ind på min brors værelse.
Jeg var så skrækslagen at jeg gispede. ”Hjælp! Badeværelset! Så meget blod!”
Jeg faldt hulkende sammen midt på gulvet og James gik hen til mig og holdt om mig.
”Shh… tag det roligt og forklar mig, hvad der er sket.”
Det gjorde jeg så. Da jeg var færdig, sagde han:
”Jamen du er jo ikke fuld af blod, Bonnie.”
Jeg kiggede fuldstændig målløst op på ham.
”Hvordan kan du sidde og sige det? Jeg har efterladt et kæmpe blodspor, hele vejen fra badeværelset og herind!”
”For det første, ligger badeværelset for enden af gangen, og mit værelse ligger lige ved siden af og peger mod dit. Der er ikke langt. For det andet, nej du har ikke. Der er ikke noget blod.”
Jeg rejste mig op, rystede på hovedet, bakkede langsomt ud af værelset og smækkede døren. Derefter gik jeg over på den anden side af gangen, og ind på mit værelse.
Hvorfor kan han ikke se det! Jeg er fuld af blod!
Jeg tog et håndklæde fra skabet og forsøgte at fjerne det meste. Da håndklædet pludselig begyndte at dryppe af blod, smed jeg det i vasketøjskurven og tog et nyt.
Da jeg følte mig nogenlunde fri for blod, skiftede jeg tøj og satte mig på min seng.
Pludselig slog en tanke ned i mig.
Cloey sagde at han dræbte 7-årige! Det er jo derfor! James kan ikke se det fordi han er 16! Hvilket betyder at mor heller ikke kan se det, så jeg får meget svært ved at overbevise dem om at vi må væk herfra.
Jeg lagde mig på ryggen med et højlydt suk.
Jeg ender med at dø i det her hus!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...