Pennywise - klovnen fra IT

Historien handler (som I kan se på overskriften) om Pennywise (klovnen fra filmen 'IT'). Uden at afsløre for meget, så handler den om Pennywises fortid og mit bud på hvem han er, da jeg ikke synes at filmen beskriver ham godt nok. Det er (forhåbentlig) en uhyggelig historie om hvordan han næsten slår en pige ihjel.

3Likes
9Kommentarer
1284Visninger
AA

1. Kapitel 1

Cloey

Fredag morgen (år 3014)
”Cloey! Cloey, kom og se! CLOOEEY!!!”

Jeg åbnede besværet øjnene. Kl. var 5 om morgenen og jeg gad virkelig ikke at ’komme og se’ noget som helst. Solen var ikke engang stået op endnu!

”Cloey! Kom nu! CLOOEEY!!!”
Jeg stønnede irriteret og kæmpede mig op i siddende stilling.
For hans skyld håber jeg virkelig at det er vigtigt!
Efter at havde diskuteret med min søvnige krop endte det med at jeg stod op. Jeg gik slingrende hen til klædeskabet, åbnede det og greb fat i noget tilfældigt. Det blev et par tætsiddende jeans og en sort rullekravebluse. Derefter gik jeg hen til døren og fulgte den irriterende lyd af min fars stemme.
Jeg fandt ham på sit kontor. Han sad foran sit skrivebord og kiggede intenst på sin computer. ”Hvorfor tog det, så lang tid!”
”Du må meget undskylde, men jeg sov altså!”
”Lad det ikke ske en anden gang! Nå. Men, der er nogen der har købt slottet. De kommer og flytter ind om 3 dage. Altså på mandag. Det er en Familien Johnson. Den består af en mand ved navn Ricard, hans kone ved navn Mary, deres søn, på 16 år, ved navn James og deres barn ved navn Bonnie, på 10 år.”
Begejstringen i hans stemme var afskyelig.
10 år, og så vil han bare tage hendes - sikkert udemærkede - liv fra hende! Hun har jo knap nok, nået at leve det!
”Hvad har det med mig at gøre, at slottet er solgt? Mennesker kan jo alligevel ikke se os. Vi er jo for fanden, ikke i live! Vi er bare latterlige ånder!”
Jeg ventede ikke på svar, på mit udbrud. Jeg vendte mig bare, og gik tilbage til mit værelse.
Da jeg var kommet ind af døren, sigtede jeg mod min seng, men endte med at falde om på gulvet.
10 år…
Pludselig hamrede minderne imod mig og jeg kunne intet gøre for at stoppe dem, kun være en ufrivillig tilskuer mens min hjerne gennemgik Det Der Skete…


Klovnen Pennywise, også kendt som min far, var ved at blive gammel. Han var derfor ikke lige så sjov som da han var ung, men jeg kunne se at han virkelig brændte for at fortsætte med sit latterlige arbejde som klovn, og kunne derfor ikke nænne at tale ham fra det. Jeg fattede ikke, at han fandt sig i, at børnene råbte nedladende ting til ham og smed affald efter ham.
Efter forestillingen gik jeg hen til en drengegruppe. Den bestod af 5 drenge på cirka 10 år. Jeg trak, ham, der havde råbt højest, med udenfor, med en kommentar, om en gratis ballon, til moren.
Da vi var kommet ud af cirkusteltet, begyndte jeg på rutinerettelserne som ”Kast ikke affald efter klovnen” og ”I skal være stille under forestillingen” og min nyeste ”Jeg beklager meget, at han ikke er sjov, men I kan ikke få pengene tilbage”
Og ligesom de andre begyndte han at grine og gik sin vej. Jeg vidste egentlig godt at det var, ’at lege med ilden’, men jeg havde virkelig en dårlig dag og kunne derfor ikke lade være.
Jeg tog fat i drengens overarm og vendte ham imod mig. ”Av! Slip mig dog, din dumme klovnepige!”
Det var ligesom at blive vækket midt om natten med en spand koldt vand. Han kunne kalde mig hvad som helst, undtagen én ting. Jeg ville ikke sammenlignes med min far! Jeg glemte alt og alle omkring mig og tog hårdere fat i ham. Jeg rev ham med ud i baglokalet til cirkusset og låste døren.
Derefter vendte jeg mig, imod ham og hamrede ham op af væggen, med et fast tag i hans krave. ”Jeg siger kun det her én gang: Jeg vil ikke sammenlignes med Pennywise! Det er ikke min skyld at han vælger at ydmyge sig selv! Og hvis jeg selv kunne vælge, var han fucking, ikke min far!”
Drengen så lettere forskrækket ud, men det var ikke nok. Jeg var rasende og jeg ville se ham ligge på knæ og tigge om forladelse! Jeg hamrede ham imod væggen igen. ”Hørte du hvad jeg sagde! Jeg har intet med klovne at gøre!”
Med begyndende gråd i stemmen og tåre i øjnene sagde drengen:
”Undskyld. Du har ret. Du er ikke en klovn. Jeg ville meget hellere, have en klovn som far, end en sindssyg storesøster!”
Jeg stirrede chokeret på ham. Pludselig var det som om, noget inden i mig gik i stykker, og jeg stirrede drengen i øjnene. Jeg forsøgte at give slip på ham, men jeg kunne ikke. Drengen begyndte at skrige og jeg gik i panik. Jeg kunne mærke mine hænder tage hårdere fat i hans krave og presse ham længere ind mod væggen. Det var som om en anden styrede mine bevægelser og gav mig uendeligt meget styrke.  Pludselig holdt drengen op med at skrige og der kom en hvid lysstråle ud af mine øjne. Panikken tiltog i styrke og jeg ønskede for alt i verden at det var en drøm, men var hundrede procent sikker på at det var virkelighed. Jeg blev ved med at kunne se genspejlingen af den voldsomme lysstråle i hans øjne.
Pludselig kunne jeg se hvordan drengens sjæl langsomt forlod den lille krop og sivede ind i min egen.
Da drengens krop blev slap, kunne jeg endelig give slip. Jeg stirrede panisk på drengens livløse krop. Jeg havde ingen idé om, hvad der lige var sket. Jeg stod sådan i nogle sekunder, inden jeg vendte mig om, for at gå. Jeg standsede mit i bevægelsen, da der pludselig faldt et reb ned foran mig. Undrende samlede jeg det op og løb.
Da jeg stoppede, stod jeg i skoven, ved siden af en flod. Jeg satte mig stakåndet i græsset og kiggede på vandet. Jeg tillod mig selv, at lukke øjnene, et øjeblik, inden jeg kiggede op.
Der stod et stort træ, lige bag mig, med en kraftig gren, der hang ud over vandet, lige over mit hoved. Derefter kiggede jeg på rebet i min hånd og tænkte at når det blev serveret for mig, måtte jeg hellere tage imod det. Så skrev jeg en sms til min far og slukkede mobilen:
Farvel for evigt.
Cloey


Derefter rullede jeg rebet ud, bandt det til grenen, hentede en stor træstub og stillede mig op på den. Så bandt jeg rebet om min hals og så til min store skræk at min far kom løbende. Jeg kiggede på min mobil. Den var ikke slukket. Jeg havde glemt at ’bekræfte at jeg ville slukke den’.
Fucking møgapparat!


”Cloey. Tænk over hvad du gør. Tænk over, alt det, du smider væk.”
”Tro mig. Jeg tænker over, hvad jeg smider væk! Jeg har dræbt en dreng! Med mine øjne!”
”Lad mig nu forklare!”
”Hvordan vil du forklare at jeg er en morder!”
”Det er noget du er født med. Det hedder et dødslys. Det reagere når du føler dig truet. Bind nu rebet op og lad os tage hjem.”
”Jeg var træt af at jeg altid er ’klovne tøsen’. Jeg ville bare gerne have en normal far. Men ved du hvad. Jeg gider ikke længere vente på, at mine ønsker bliver opfyldt. Jeg gør selv noget ved det. Og du kan ikke stoppe mig!”
Jeg kunne se at han overvejede, hvad han mere skulle sige og jeg udnyttede pausen og sprang.

 

60 år senere…
Da jeg vågnede stod min far bøjet over mig. Jeg kunne se en bekymret rynke i hans pande. Jeg var temmelig forvirret.
”Hvor er jeg?”
”Du er hjemme.”
Jeg kiggede rundt. Jeg lå på en smuk dobbeltseng i et endnu smukkere værelse. Der var fantastisk flotte malerier på væggene og et stort hvidt klædeskab, der stod på klem, så jeg kunne se de smukke kjoler, det indeholdt. Der var også et gigantisk vindue, der fik mig til at tænke på hvor højt der var til loftet.
”Vi bor i et lille bondehus på landet. Hvad er det her?”
”Det er godt at høre at du har din hukommelse i behold. Det her er min overraskelse til dig. Vi bor nu på et slot!”
Jeg kom pludselig i tanke om noget.
”Jeg kan ikke ligge her! Jeg er død! Jeg begik selvmord ved floden i skoven!... Jeg… har dræbt… en dreng!”
”Shyy. Det er en lang historie. Efter, du var sprunget - og dermed havde hængt dig selv - bandt jeg rebet op, og tog dig med hjem. Jeg var knust. Jeg havde holdt dødslyset hemmeligt for dig hele dit liv, for netop at undgå den situation. Jeg havde også skjult min kæmpe viden om fysik- og kemiens verden for dig, med klovne jobbet…”
”Hvorfor?”
”Det er irrelevant.”
”Hvorfor fortæller du mig det så?”
”Ti nu stille. Men altså: Jeg havde i mange år bygget på en maskine der i teorien skulle, kunne opbevare en død menneskekrop, uden den rådnede. Da du døde, var jeg lige blevet færdig med den. Jeg lagde dig ned i beholderen, og arbejdede videre med mit andet projekt: At opfinde en væske der kunne gøre dig til et levende menneske igen. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det var umuligt, men jeg opfandt noget andet i stedet for. En væske der gjorde dig til en ånd.
Du ældes ikke, du har ikke behov for hvile, mad eller drikke. Du har kort sagt ikke menneskelige behov, eller et bankende hjerte længere. Men du kan til gengæld gå igennem vægge og mure.”
”Så… jeg er 16 år for evigt?”
”Ja.”
”Men… er du også en ånd?”
”Ja, søde skat. Vi er i år 2030.”
”Men… Så er det jo… 60 år siden, jeg… døde… Har jeg virkelig ligget i koma så længe?”
”Ja desværre. Jeg opfandt godt nok væsken lang tid før det, men jeg turde ikke afprøve den på dig - min eneste datter - så jeg købte en dreng af naboen og bad ham om altid, at følge efter mig med væsken til hvis jeg nu… du ved… stillede træskoene. Men da han så havde livet mig op, skulle jeg lave mere for at der var nok til dig, og det tog sin tid.”
”Hvordan døde du?”
”Jeg blev slidt op. Tabet af dig var så stort at jeg døde 2 år senere. Jeg sværgede derfor at dræbe alle 10-årige børn, på jorden, så du aldrig bliver mindet om det der skete!”
Jeg gispede.
”Vil du tage uskyldige børns liv! Fordi, jeg begik en fejl? Det er jo vandvittigt!”
”Det er kærlighed.”
”Så er det en syg form for kærlighed! Du kan ikke bare slå uskyldige børn ihjel!”
”Jeg er din far. Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre og ikke gøre! Jeg vil ikke se dig forlade dette rum før kl. 23:00 i morgen!”
”Er det en forskruet måde at give mig stuearrest på? Hallo! Vi er i det 21. århundrede! Sig det dog ligeud!”
”Godnat Cloey!”
Jeg kiggede rundt i værelset og fik øje på et ur. Klokken var 3 om natten.

Jeg tog mig til ørene. Det føltes som om mit hoved hvert øjeblik kunne eksplodere, så høj var lyden...
Lyden af hvad?
Jeg åbnede øjnene og det gik op for mig at det kom fra mig selv. Jeg lå sammenrullet på gulvet og skreg af mine lungers fulde kraft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...