So Wrong - But So Right 2 ♥ Justin Bieber

Folk ændre sig hele tiden, men hvorfor? Er der en speciel grund? I Isabells tilfæld, er der. Hendes kærlighed har giftet sig, og efterladt hende med et knust hjerte. Derfor har Isabell fundet kærlighed i alkohol, og er dermed blevet en helt anden person. Så hvad sker der, når Justin tager sagen i sin egen hånd og beslutter sig for, at få den gamle Isabell tilbage? Opstår den samme kemi, eller ender det hele i kaos? Justin sætter sit ægteskab i fare, for at rede Isabell, men er det det værd? Bliver det nogensinde det samme?

60Likes
48Kommentarer
5491Visninger
AA

18. Saved.

*Justin Biebers synsvinkel.*

Stemningen inde i spisestuen var intenst og trygget. Miley sad og skævede over til mig, sendte mærkelig og uforståelig grimasser. Forretten var overstået, så vi var gået i gang med desserten som var et stykke almindelig chokolade kage, med et par vanilje kugler ved siden af.

For tyvende gang, tog jeg en slurk af hvidvinsglasset, og tvang vinen ned selvom det bare gav mig endnu mere kvalme. Tanken om, at Emily ledte efter Isabell, der måske var endt i en gyde eller i en ukendt seng – gjorde mig nervøs.

Selvom jeg havde troet at Selena var det rigtige valg, følte det ikke rigtigt. Jeg kiggede rundt på folk, der sad og småsnakkede. Selvfølgelig vidste de, hvad skænderiet havde omhandlet om.

Men ingen havde involveret sig, bare holdt sig udenfor og lade som ingenting.

Jeg kunne ikke klare tanken om Isabell, der tog til og nye muligheder dukkede op. Tænk, hvis de nu havde gjort værre ting end bare at voldtage.

Hvad hvis…

Jeg rejste mig vredt fra stolen, så den fløj et par meter bag ud og dermed fik jeg alles opmærksomhed. Uden et ord, vendte jeg om og styrtede mod entréen. Jeg kunne ikke bare blive og lade som om, at alting var i den fineste orden. Jeg kunne ikke sidde med en falsk facade, og elske Selena.

Hun tilhørte ikke mit hjerte – det gjorde Isabell.

Forbavsende, fulgte Selena efter mig og begyndte i vrede, at kaste ting efter mig. Selvfølgelig kunne jeg godt forstå Selena, jeg havde jo lige knust hendes hjerte og valgt en anden frem for hende.

”Er du nu sikker på, at det her virkelig er det rigtig valg?” kom det fra Alfredo, der åbenbart var fulgt med og stod med et forvirret blik. Jeg kastede et blik mod døren, derefter et blik mod Alfredo og Selena. ”Måske har jeg før taget dårlige valg og fortrudt dem, men Isabell gør bare et eller andet ved mig, som Selena har kunnet,” svarede jeg og tiltalte Selena i tredjeperson, hvilket fik hende til at række ud efter en vase og kaste den efter mig.

Jeg kastede mig mod væggen, så vasen fløj forbi mig og smadrede lige ind i hoveddøren. ”SKRID MED DIN FUCKING IDIOT!” skreg Selena og flere ting fløj mod døren.

Hurtigt åbnede jeg døren, greb et sæt bilnøgler og smækkede døren efter mig. Jeg trykkede på bilnøglen og havde dermed taget min hvide Ferrari 458, som var en af mine yndlings biler – men lige nu forholdte jeg mig ikke til hvilken bil jeg havde taget – derimod mere til at hjælpe Emily med at finde Isabell.

***

”Har du ikke bare den mindste tanke om, hvor hun er?” spurgte jeg en anelse irriteret, da jeg for tiende gang vendte bilen rundt og kørte hen til pubberne, der lå langs vejen. ”Nej, jeg ved sgu da ikke hvor hun er – ellers havde jeg nok fundet hende!” råbte Emily og hamrede en hånd mod vinduet.

Jeg satte foden på bremsen og bremsede hårdt op. ”Hvad fanden laver du? Stop med at prøve at ødelægge alt!” råbte jeg og højt. Emily udstødte et håneligt grin, ”ødelægger jeg alt? Jeg har jo ikke fucket med en anden, mens jeg havde en kæreste.”

”LUK RØVEN ELLER SKRID!” råbte jeg direkte ind i hovedet på hende, hvilket fik hende til at synke ned i sædet og kiggede samvittighedsfuldt ud af vinduet.

”Lad os nu bare få fundet hende, så kan vi tage det andet bagefter,” sukkede jeg og parkede bilen.

 Emily nikkede svagt og steg ud af bilen, og gik over vejen. Pubberne, der lå ved vejen så lukket og sjusket ud. De så forfaldende ud, og lignede ikke mere en pub. Vi gik igennem en lille gyde og endte i selve centrum, hvor der var liv i gaderne og folk rendte stive rundt.

”Har du ingen idé om, hvor hun kunne være? Havde I ikke en club, hvor I altid tog hen?” spurgte jeg opgivende og slog hun med armene.

”Desværre,” mumlede Emily og satte sig på en sten, der stod tæt på havnekanten og kiggede udover vandet og bådene. Jeg tog plads på stenen ved siden af hende og trak ned i min hættetrøje, da et par piger gloede efter mig og småfniste.

Jeg vendte mig mod Emily, der sad og stirrede følelsesløs ud i vandet. ”Emily, undskyld. Jeg skulle ikke have råbt af dig, men jeg blev bare sur – du kunne idet mindste havde advaret mig om, at du ville fortælle sandheden til Selena,” undskyldte jeg og følte stemningen blive en anelse trygget. ”Justin, det har intet med sagen at gøre. Jeg var bange for at miste Selena som veninde, hvis jeg ikke gjorde noget,” svarede Emily en anelse irriteret.

”Jeg ville jo bare hjælpe hende væk fra stofferne – hun havde jo ingen ret til at ende i et helvede, bare fordi jeg havde valgt en anden. Derfor ville jeg hjælpe hende væk fra stofferne og at det drikkeri, jeg ” – ”jeg ved hvor hun er!” afbrød Emily mig, da hun sprang op fra stenen.

Hun løb forbi et par butikker og ind igennem gyden, hvor vi kom fra og hen til min bil, der holdte uskadt og stadig så flot ud.

”Skynd dig nu!” skyndte hun på mig og hev ivrigt i dørhåndtaget, hvilket fik mig til at låse bilen op hurtigt og hoppe ind bag rettet.

***

Lige da jeg parkerede ved fortovet, et lille stykke væk fra pubben, skyndte Emily sig ud af bilen og løb over vejen, uden at kigge sig op. I det lille, korte øjeblik gik det op for mig, hvad Isabell egentlig kunne være udsat for og spurtede hen til indgangen, hvor der stod et par unge udenfor og røg.

Jeg skulle til at skubbe mig forbi dørvagten, men fik et hårdt skulderskub og blev skubbet tilbage. ”Luk mig for helvede ind!” råbte jeg og kunne i øjenkrogen se, at Emily blev overrasket over min reaktion.

”Desværre, klubben har lukket for flere – der kommer kun folk ud,” svarede han roligt og kiggede derefter ligegyldigt ud i luften. Irriteret, gravede jeg min ene hånd ned i bukselommen og trak et par sedler op.

”Kan vi komme ind?” hvæssede jeg og pressede sedlerne ned i hånden på ham.

Han nikkede en smule chokkeret og trådte forbi, så vi kunne komme ind. Jeg skyndte mig ind, efterfulgt af Emily og kiggede forvirret rundt på dansegulvet. Det ville tage millioner af år, før vi overhovedet ville se skyggen af hende.

”Har du nogle om, hvor hun kan være?!” råbte jeg spørgende, for at overdøve basen, hvilket var umuligt. Basen strømmede ud af højtalerne og gjorde det umuligt at føre en samtale. ”Hold kæft hvor er det klamt, at hun bare lå sit eget bræk. Hun så sgu da hjælpeløs ud,” lød det skingret fra en pige, der skubbede sig forbi Emily og jeg.

Hurtigt fik jeg øjenkontakt med Emily, der uden et tegn, allerede var på vej mod toilettet. Hvis nogle havde sat en finger på hende, skulle jeg fandeme nok få dem bortvist. ”Slap nu af, Justin – der er ingen, der har rørt hende,” kom det fra Emily, der åbenbart havde hørt mine tanker.

Vi skyndte os ind på pigetoilettet, hvor der stod et par piger, som var opslugt af deres eget spejlbillede. ”Smut tøsser!” beordrede jeg og pegede mod døren.

De fnyste fornærmet, men gik deres vej og lod os være.

Jeg faldt på knæ ved Isabell, der lå med lukket øjne og en uregelmæssig vejrtrækning. ”Ring efter en ambulance,” beordrede jeg endnu en gang, og lagde hendes hoved i mit skød. Af ren kærlighed, begyndte jeg blidt at stryge hende på panden.   

***

Selvom ambulanceredderne havde taget over forlænges, så hendes stadig i min og jeg havde ingen idé om at slippe den. Men ambulanceredderne havde andre idéer, for de fik skubbet mig pænt væk og fik hende om bag ambulancen.

Jeg skulle til at hoppe med ind, da en hånd trak mig tilbage. ”Jeg syntes, at du skal tage hjem og hvile dig – tænke dig godt om,” sagde Emily og kiggede hårdt på mig. Jeg rystede bestemt på hovedet. ”Jeg har lige fundet hende, så jeg forlader hende ikke,” svarede jeg bestemt. ”Justin, lad nu vær,” sukkede Emily og trak mig lidt væk fra ambulancen.

”Du kan se hende i morgen, for du trænger til søvn. Hun vågner jo heller ikke før i morgen,” forklarede hun og klappede mig kort på armen. ”Hvor ville du have, at jeg skulle sove? I skoven eller hvad?” vrissede jeg, da hun ikke kunne bestemme, hvem der måtte være i nærheden af Isabell. Sukkende, fandt Emily et sæt nøgler frem fra sin jakkelomme og lagde dem i hånden på mig.

”Tag hjem til os, sov ud og kom over på hospitalet i morgen,” sagde hun og gav mig et lille puf, over til bilen, som stadig holdte og så ny ud.

Jeg satte mig ind bag rettet og lod kroppen synke ned i sædet. Hvorfor havde Isabell udsat sig selv for sådan en stor fare?

Kunne idet mindste have drukket sig omkuld?

______________________________________________________________

Såååå nærmer vi os en slutning – men der er 1 – 2 kapitler tilbage.

Kapitlet er ikke rettet igennem, hvilket jeg undskylder meeeeget overfor! :/ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...