Moolight

Historien handler om en heks ved navn Kestrel som lever i nutiden og har nu vandret rundt på jorden i mange år. Der er disse specielle månelys-kugler som kan udløses ved midnat og Kestrel har en af de ældste som hun vil forsøge at ødelægge. Både gode og dårlige ting kan gemme sig i kuglerne og det bringer hende ud på en mærkelig rejse, da hun møder formskifteren Arximo.

1Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

1. Vejrfenomenet.

En sky drev over Kestrel's hoved, da hun læste videre i bogen og kørte håret væk fra ansigtet. Hun kunne regne ud hvad vejret skyldtes og det var også en af grundene til, at hun havde holdt sig afsides mennesker i over 500 år. Udødeligheden kunne være ensom til tider, og alt virkede så stille den morgen. Måske fordi at Kestrel havde sat sig i et træ væk fra de andre på efterskolen og var nu i gang med at læse. En masse skøre, og dog yderst interessante tanker, flød rundt i hendes hoved, imens hun bladrede videre i den gamle, keltiske, besværgelsesbog. En let brise strømmede forbi hendes hår, da hun igen mærkede den bidende hovedpine, som efterhånden havde stået på i flere dage. Det havde lykkedes hende at formindske smerten en smule, men de var igen vendt tilbage. Uden videre at tænke over det, faldt Kestrel ned af den tykke gren, som hun nu engang havde sat sig på. Da hun mærkede dunket, fra faldet, gjorde det ikke kun ondt, men hun blev også irriteret. Det eneste der skete, efter at hun ramte jorden, var blot suset af følelser og de forskellige auraer der strømmede forbi. En af dem, nej to, bevægede sig hen mod hende. To drenge vidst. "Du ved godt, at du ikke kan flyve," kommenterede den ene og rækkede hende hånden. Den anden spurgte kort om hun havde det fint, og som svar, nikkede hun blot og sendte ham et lille smil, af ren høflighed. Planlæggelsen af 'flugten' væk fra de to drenge hang stadig ved hende, da hun besluttede sig for høfligt, at tage den første af drengenes hånd og rejse sig, med bogen under armen. Et sug gik igennem hende, da deres hænder berørede hinanden og hun næsten væmmedes ved billedet der dukkede op i hendes hoved. Det gav hende samtidig også lyst til at løbe hendes vej, og holde sig langt væk fra drengen så muligt. Han hed Andrew, kunne hun føle sig til og normal var han ihvertfald ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...