Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4704Visninger
AA

4. Vil du være med til at bygge en snemand? - Anna

 

 

4 år

Jeg vidste ikke, hvad der skete.

     Det var mange år siden, og minderne var temmelig slørede, men en ting huskede jeg dog: Jeg huskede dagen, hvor mit liv forandrede sig, uden jeg forstod hvorfor.

     Jeg vågnede som jeg altid gjorde. Det var sommer, solen skinnede, og jeg så frem til endnu en varm dag, hvor jeg kunne lege med Elsa i slotshaven.

     Men sådan blev det ikke. For den dag vågnede jeg op, fordi jeg hørte to mænd snakke sammen og hamre i træ. Jeg satte mig op i min seng og så, hvordan de to mænd var ved at skille Elsas seng ad. Alle hendes ejendele i værelset var væk. Hele hendes halvdel af værelset var tomt.

     "Hvad laver I?" spurgte jeg forvirret og kravlede hen til sengekanten. "Hvor er Elsa?"

     "Jamen... du er jo vågnet," sagde den ene mand forskrækket. Den anden mand så et kort øjeblik bebrejdende på ham, hvorefter han så vendte sig mod mig og sagde:

     "Vi flytter din søsters seng ud. Hun har fået et værelse nede i midterfløjen."

     "Hvorfor?"

     "Fordi hun er ved at være stor og gerne vil have noget privatliv."

     "Jamen hvorfor?"

     "Måske skulle du bare snakke med dine forældre om det."

 

Og det gjorde jeg. Jeg pilede ned ad gangene så hurtigt jeg kunne til jeg kom ned til midterfløjen, hvor jeg så ind i det midterste værelse med åbent dør. Derinde stod mine forældre og Elsa. Mor og far var ved at sætte hendes ting på plads, mens Elsa sad i en stol og så ud i luften som et spøgelse.

     "Hej, Elsa," sagde jeg. Hun kiggede op og lyste op i et stort smil.

     "Hej, Anna," sagde hun.

     "Hvorfor har du flyttet værelse?"

     Det var ikke Elsa, der svarede, men mor: "Din søster er ved at blive stor, og en ung dame bliver nødt til at have sit eget værelse."

     "Men ikke Elsa, Elsa elsker at dele værelse med mig, gør du ikke, Elsa?"

     Elsa svarede ikke, og hun så ikke på mig.

     Jeg sank en klump, da jeg ikke kunne tyde nogens ansigter. De så alle sammen så fjerne ud og undgik øjenkontakt med mig. Så prøvede jeg Elsa igen: "Men vil du med ud og lege, Elsa?"

     Elsa så kort op og åbnede munden for at svare et eller andet, men far kom hende i forkøbet:

     "Elsa har ikke tid lige nu, I kan lege en anden gang."

     "Men Elsa har altid tid til at lege! Du ved ikke, om hun - "

     "Jeg har ikke lyst til at lege nu, Anna," sagde hun og så mig direkte ind i øjnene. De øjne, der var lige så blå som mine, så direkte på mig, men de virkede anderledes. "Du bør hellere gå."

     Men hvis hun sagde det på den måde...

     Så jeg gik - som jeg fik besked på.

 

Når nu Elsa ikke ville lege med mig måtte jeg finde en anden.

     Elsa og jeg havde denne her ven som var blandt tyendet. Han var et år ældre end mig og havde forældre, der arbejde i køkkenet. Han boede selv på slottet.

     Så jeg spænede ned i køkkenet for at finde ham. Så opdagede jeg, hvordan hele hans familie kom gående med kufferter og tasker på vej ud i gården til en hestekærre.

     "Hvad laver I?" spurgte jeg. Anders, som han hed, vendte sig straks mod mig med et stort smil på læben med et hul mellem tænderne, hvor han havde mistet sin første mælketand.

     "Hej, Anna," sagde han kækt.

     Hans mor vendte sig imod mig med et smil.

     "Hej Anna, vi er kede af det, men vi er blevet nødt til at flytte ind til byen."

     "Hvorfor?"

     "Kongen og dronningen har sagt, at vi og en masse andre ikke kan arbejde her mere. Det er kun ganske få, der får lov til at blive arbejdende på slottet. Så Anders kan desværre ikke lege med dig mere."

     "Men... hvorfor?"

     Min stemme knækkede over, da jeg en sidste gang prøvede at få svar. For jeg forstod ikke noget.

 

De dage sad jeg alene i mit nu næsten tomme værelse og spiste min morgenmad - alene. Elsa plejede altid at sidde ved siden af mig. Men denne gang sad jeg alene og spiste mine røræg, mens jeg utålmodigt spiste, så jeg kunne komme udenfor. Elsa og jeg plejede altid at lege med maden og proppe bacon i håret. Men det var ikke lige så sjovt, når jeg var alene.

     Så jeg skyndte mig at spise og gik udenfor.

 

Hver eftermiddag skulle Elsa og jeg sidde og drikke te med vores underviser. Den sidste uge havde Elsa ikke været her, så jeg havde siddet der alene og drukket af det varme vand og spist min sandkage.

     Elsa og jeg plejede altid at lave sjov med underviseren. Elsa havde det her hemmelige trick med at hælde isterninger ned i hans te, så den blev iskold. Og så blev han altid bindegal. Jeg syntes altid, den smagte bedst kold.

     Desuden kom vi altid næsten et kvarter for sent, fordi vi havde leget ude i haven, og så blev vores barnepige nødt til at gøre os anstændige først.

     Cirka en uge efter Elsa var flyttet ud, hvor jeg næsten ikke havde set hende, spankulerede jeg ned mod pavillonen til eftermiddagsteen som jeg plejede. Men denne gang sad hun der og ventede på mig. Jeg lyste op i et stort lykkeligt smil.

     Hendes platinblonde hår var samlet i en nydelig fletning ned langs ryggen, og hun sad der i sin fineste fløjskjole og drak sin te uden at se på mig.

     "Hej, Elsa," sagde jeg lykkeligt.

     "Du kommer for sent," sagde underviseren bidsk.

     "Og hvad så?" spurgte jeg.

     "Styr dit sprog, Anna," sagde Elsa hårdt. Men hun mente det ikke, det ønsker jeg ikke at tro. "Lad os nu bare drikke vores te og øve alfabetet, så vi kan komme tilbage."

     Tilbage til hvad? spurgte jeg mig selv. Jeg satte mig ned ved siden af min søster og skævede til hende, hvorefter underviseren bad mig om at remse alfabetet op fra A til Å.

     Jeg kom til at springe Q over. Elsa rettede mig.

     Det var sådan, det startede - jeg vidste som sagt ikke, hvad der skete. Jeg vidste ikke, hvorfor Elsa talte sådan til mig eller hvorfor hun nu så anderledes på mig. Og hvorfor hun var flyttet ud af vores værelse.

     Men en ting vidste jeg:

     Jeg måtte have gjort noget virkelig forfærdeligt for at få hende til at hade mig sådan.

 

Ugerne gik. Elsa sad mest inde på sit værelse. Jeg gik forbi tre-fire gange dagligt - og hver gang bankede jeg på, og hver gang åbnede enten mor eller far. Og hver gang sagde de, at Elsa ikke kom ud, fordi hun havde travlt.

     Og hver gang blev jeg ved med at plage dem, men de fortalte mig aldrig noget. Og Elsa talte ikke til mig.

     Til sidst holdt jeg op. Jeg skar mine bank ned til et par gange om ugen. Til sidst gjorde jeg det næsten aldrig. Men dagene gik langsomt, for der var næsten ikke nogen mere, efter der kun var en fjerdedel af tjenestefolkene tilbage, og de var alle sammen voksne.

     Så blev det vinter. Det gjorde mig bare endnu mere nedtrykt, fordi det blev koldt og vejret blev bidskt og det enten blæste eller regnede hele tiden, og jeg sad bare indenfor og gloede ud, mens jeg prøvede at tælle regndråberne.

     Så faldt den første sne omsider. Det gjorde mig ellevild, og jeg løb lykkeligt hen til Elsa.

     Vi skulle bygge en snemand, vi skulle bygge en snemand. Det kunne hun ikke sige nej til, det havde hun aldrig nænnet at sige nej til.

     For Olaf elskede vi begge to.

     Så jeg bankede livligt på døren og spurgte med den mest sukkersøde stemme, jeg kunne præstere;

     "Elsa, vil du være med til at bygge en snemand?"

     Men der var ingen, der svarede.

 

6 år

Jeg så næsten aldrig Elsa mere. Morgenmad spiste jeg alene, frokost spiste jeg alene. Jeg legede med mig selv dagen lang, og jeg så kun min søster ved middagsbordet sammen med vores forældre.

     Jeg indså rigtigt først, hvad Elsa tænkte om mig, da vi sad til time.

     Elsa sad nydeligt ved sit bord i fløjskjole og håret sat stramt op - og så bar hun handsker, som om hun var bange for at få snavs på hænderne.

     Men jeg kunne ikke sidde stille, når vi havde regning. Så jeg begyndte at lave fis med hende.

     "Sæt dig ned, Anna," sagde hun. "Hør efter."

     "Hvorfor?" spurgte jeg flabet.

     "Så du kan blive klog og vokser ud af dit barnlige forskruede sind," sagde hun, mens hun ikke så på mig.

     Jeg kneb øjnene sammen.

     "Prinsesser," påmindede underviseren. "Jeres opførsel. Prinsesse Anna."

     Jeg satte mig ned igen ved mit bord og så op imod tavlen, hvor det hvide kridt peb mod overfladen, mens underviseren skrev et regnestykke op.

     Så smilte jeg kækt og fik lyst til at lave lidt sjov med Elsa. Så jeg gik til angreb på hende og trak den ene handske af hendes hånd.

     "Anna!" udbrød hun næsten panisk.

     "Hvad vil du gøre?" Jeg løb over i den anden ende af skolestuen.

     "Giv mig min handske!" Hun holdt den ene hånd stramt ind til sit bryst og havde den knyttet, mens hun så rasende på mig.

     "Hvorfor? Er du bange for at få snavs på hænderne?"

     "Bare giv mig den!"

     "Piger!" råbte underviseren, men ingen af os lyttede. "Anna, giv Elsa hendes handske."

     Elsa lagde virkelig op til at løbe efter mig, men hun lod være. Jeg holdt handsken højt oppe i luften i håbet om, at hun ville prøve at få fat på den. Men det gjorde hun ikke.

     I stedet rettede hun sig op og tog en dyb indånding. Så så hun strengt på mig:

     "Det er på tide, at du vokser op, Anna. Du er en prinsesse, hvad med at opføre dig som en i stedet for at løbe rundt og lave alt det barnlige pjat?"

     Så satte hun sig ned igen.

     Og da begyndte tårerne at løbe uden jeg kunne stoppe dem. Sådan noget havde hun aldrig sagt til mig før - aldrig. Vi havde hørt om prinsesser lige siden vi var helt små, og vi havde altid prøvet ikke at opføre os, som man sagde, de skulle. Vi... vi vidste bedre, som Elsa altid fortalte mig.

     Så jeg smed handsken på hendes bord og styrtede ud af lokalet i dyb gråd.

 

Elsa og jeg havde denne her topersonerscykel, som vi altid cyklede rundt på.

     Vi havde ikke cyklet på den i lang tid, fordi Elsa åbenbart hadede mig. Men jeg savnede den cykel, så jeg trak den ud af skuret og satte mig op på den.

     Men den var for høj til mig. Det var altid Elsa, der padlede og mig, der havde benene svingende ud i luften, mens jeg råbte:

     "Her kommer vi, her kommer vi! Af banen!"

     Men denne gang kunne jeg ikke engang cykle en halv meter uden at falde. For Elsa var her ikke. Jeg var alene.

     Og slottet var fuldstændig tomt. Det var, som om det bare samlede støv. Der var langt fra nok tjenestefolk til at rengøre det hele ugentligt, så der var mange af gangene, der lignede noget, som ingen havde nærmet sig i årevis.

 

12 år

Det var tordenvejr udenfor.

     Mor, far, Elsa og jeg sad ved det lange bord i den store spisestue og spiste vores middagsmad. Mor og far snakkede med hinanden, mens Elsa bare spiste for så tavst at rejse sig igen, mens jeg som regel aldrig kunne lide maden og bare gik ned og stjal noget i køkkenet senere.

     Som sædvanlig sad Elsa og jeg og skævede til hinanden hen over bordet uden at ytre et ord.

     Her den sidste tid havde jeg forsøgt at samle mod til at spørge min far.

     Og denne aften havde jeg besluttet mig for at gøre det:

     "Far, hvorfor har vi ikke flere folk ansat?"

     Kongen så ud, som om han fik et eller andet galt i halsen. Han hostede i hvert fald og skyndte sig at drikke noget vand. Så svarede han hæst:

     "Det er alt for dyrt, min egen."

     "Vi sælger varer til alle vores nabolande - vi er det mest indflydelsesrige land i hele Skandinavien. Penge kan da ikke være problemet." Jeg havde undersøgt på sagen. Han skulle ikke have nogle modargumenter for at slippe for at tale om det. Jeg ville have svar.

     "Vi kan ikke have flere ansat," sagde far i sådan en tone, der sagde, at det var slut på diskussionen.

     Jeg sad i nogle sekunder og så tvært ned i min mad. Så så jeg på ham igen.

     "Så vil jeg gerne gå i skole i byen."

     "Hvad vil du?" udbrød mor og far i kor.

     "Det kan ikke lade sig gøre," sagde mor. "Du er en prinsesse, du går ikke i skole sammen med borgerne."

     "Hvad er det, der går dig på, Anna?" spurgte far.

     "Der er ikke et eneste barn på det her slot," sagde jeg. "Kun mig og Elsa, og Elsa er der ikke noget ved."

     "Hey," protesterede Elsa, men hun så ikke på mig, og det var ikke engang særlig højt.

     Jeg ignorerede det. "Jeg vil have selskab."

     "Der er ting, der sker for tiden, Anna," sagde mor. "Ting, der forhindrer, at vi kan - "

     "Jamen hvad er det? Kan I ikke bare fortælle mig det?" Jeg vendte mig nu mod Elsa. "Eller også kunne du fortælle mig det."

     Elsa så på mig og blinkede forvirret. "Hvad snakker du om?"

     "Du er grunden til, at der ikke er nogen tjenestefolk," sagde jeg. "Du bad dem lukke portene. Og du lukkede mig ude! Du har nægtet at tale med mig - ja endda nægtet at se på mig siden vi var børn! Hvad er det, der sker, Elsa? Hvad med at fortælle mig det? Er det mig? Er det noget, jeg har gjort?"

     Elsa tørrede sin mund med en serviet og rejste sig op. "Vi tager ikke denne her samtale, Anna."

     "Hvornår så?" spurgte jeg. "Hvorfor opfører du dig, som om hele verden er vendt imod dig?! Hvorfor opfører du dig præcis, som vi altid har svoret, at vi ikke ville opføre os?"

     "Anna!" udbrød mor. Jeg ignorerede hende.

     Hun var på vej imod døren og standsede op. Hun så ikke på mig, og hun havde ryggen til mig, men alligevel vidste jeg, at hun græd. "Der er så meget, du ikke forstår. Du er et fjols, du ser kun det, du ønsker at se."

     Så gik hun videre mod døren. Så udbrød jeg i mit dybeste raseri:

     "Jeg hader dig! Du er forandret, Elsa! Du er forandret!"

     Så smækkede døren, og Elsa var der ikke længere.

     "Anna!" udbrød mor igen. "Hvor vover du at tale sådan til hende?"

     Jeg vendte mig surt mod hende. "Hun begyndte."

    

Den aften lå jeg og faldt grædende i søvn.

     Og dagen efter regnede det hele dagen, og jeg sad bare i vinduet og så ud, mens jeg græd stille.

     Så om aftenen besluttede jeg mig for at slutte fred og sige undskyld til min søster.

     Så jeg gik hen til hendes lukkede dør og bankede stille på.

     "Elsa?"

     Intet svar.

     "Elsa, hold nu op, jeg ved, at du er derinde. Og jeg... jeg er ked af, at jeg råbte sådan af dig. Men jeg er forvirret og... og ensom. Vil du ikke nok komme ud, så vi kan tale sammen? Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der foregår? Måske kan jeg hjælpe dig."

     Men der var ikke noget svar.

     Jeg blev stående der i nogle minutter, men der så ikke ud til at blive åbnet.

     Og Elsa kom ikke ud igen.

     Mit forhold med hende sluttede den aften.

 

Der var nogle håbefulde uger, hvor jeg hele tiden holdt øje med Elsas værelse, for på et tidspunkt måtte hun da komme ud. Hun kunne ikke blive derinde for tid og evighed.

     Ved siden af hendes værelse lå den store sal med malerierne. Det var egentlig bare en stor nyttesløs sal, som ingen brugte til noget. Men der var malerier fra gulv til loft.

     Og mens jeg ventede på Elsa begyndte jeg at føre små samtaler med dem. Og det blev jeg ved med. Det var, som om de var mit eneste selskab.

     Men ærlig talt, så tror jeg ikke, at det var helt sundt.

     Men hey, hvad skal man gøre, når man nærmest bor alene på et stort slot med ens storesøster, der stædigt bliver inde på sit værelse?

 

14 år

Når man ikke har nogen at være sammen med udover voksne, der ærlig talt ikke rigtig finder interesse i at tilbringe tid med en, bliver man nødt til at finde måder at få underholdning nok i sig selv.

     Så jeg begyndte at læse.

     Jeg læste eventyrbøger i store mængder. Læste om prinsesser og prinser, sådan som eventyrerne så dem. Og jeg begyndte at få de her vilde fantasier om min egen prins på den hvide hest, der en dag ville komme og få mig væk herfra - eller måske bringe liv til det her livløse slot.

     Jeg begyndte at prøve kjoler i massevis. De få tjenestefolk, der var, gik i byen for mig og købte alverdens kjoler. Jeg satte håret op i mange frisurer og forestillede mig, når jeg gik forbi en buste, at det var en ung mand, og jeg forsøgte at opføre mig så høfligt som muligt. Jeg kunne føre mange samtaler med fantasiprinser i mit hoved.

     En enkelt gang stod jeg inde på mit værelse og så mig i spejlet, mens jeg var klædt i en grøn balkjole og det røde hår sat op i en stram knold. Den enkelte lyse lok fik det til at se dumt ud, men den havde altid været der, så jeg måtte leve med det. Det var alligevel sikkert kun mig, der lagde mærke til, at den var der.

     Pludselig hørte jeg en stemme:         

     "Hvad laver du?"

     Jeg vendte mig om og fik øje på ingen anden end Elsa, det stod ude på gangen og kiggede ind (Min dør var på vid gab).

     "Øh... jeg prøver kjoler," sagde jeg.

     "Hvorfor? Det er jo ikke, fordi vi holder bal her snart." Elsas stemme var hård som den plejede.

     Og min stemme var lige så hård, da jeg svarede: "Det ved jeg."

     Jeg ved, at jeg burde være taknemmelig for, at Elsa gad snakke med mig, men de seneste år havde vi ikke haft det bedste forhold. Elsa var fyldt atten nu, og hun så nu på mig nærmest som en undersåt, fordi hun var arvefølge til tronen. Og det gjorde mig bare sur. Og hun var stadig låst inde på sine gemakker 24/7.

    

Den sommer skulle mor og far ud på en tur.

     Mor havde en søster nede i nabolandende, og hendes datter skulle giftes, så de skulle med til brylluppet. Jeg prøvede ikke at være alt for sur over, at de ikke tog mig med. For der var sikkert fest og farver og bal og alt den slags, jeg aldrig ville komme til at se herhjemme.

     Men de bad mig ikke komme med.

     Så jeg gik rundt og var pigefornærmet i et par dage, før jeg til sidst gik hen til dem og spurgte:

     "Må jeg komme med?"

     Mor og far så spørgende på mig.

     "Hvad?" spurgte far.

     "Til brylluppet," sagde jeg. "Jeg har praktisk talt ikke været udenfor det her slot hele mit liv, og Elsa er der ikke meget ved. Vi har aldrig holdt en eneste fest, ikke engang en fødselsdagsfest for mig da jeg fyldte rundt. Må jeg ikke tage med?"

     "Det er en meget lang tur, min egen," sagde mor. "Fem dage med båd derud, fem dage med båd hjem."

     "Det er det værd, hvis jeg kan komme med til et eller andet, der bare minder om noget socialt," mumlede jeg.

     Mor lo. "Vi lover dig, at en dag vil du komme med til en fest. En dag vil vi åbne portene, og en dag vil alt blive fint." Hun omfavnede mig. Og jeg anede ikke, hvad hun talte om. Gid jeg gjorde... gid jeg gjorde.

 

Så tog de af sted. Jeg kom lige og gav dem et farvelkram, hvorefter de gik ned i slotsgården og blev kørt ned til havnen. Jeg stod og så det hele ud af vinduet. Jeg så skibet forsvinde i horisonten.

     Jeg så aldrig det skib igen.

     Og de kom aldrig hjem igen.

     En uge senere kom der et brev, hvor der stod, at skibet aldrig havde nået frem.

     Jeg stod klædt i sort til begravelsen, mens præsten talte. Jeg hørte ikke efter, hvad han sagde. Jeg ænsede ikke så meget andet end en tom følelse. En følelse af intethed.

     Det var først efter begravelsen, at jeg fandt et dækkende ord for følelsen: Forladt.

     Elsa var ikke med til begravelsen.

     Hun havde forladt mig. Ligesom mor og far. Men jeg valgte at tilgive hende. Det var jeg nødt til. Hun var det sidste, jeg havde tilbage.

     Så en allersidste gang gik jeg hen til døren og bankede på. Og ganske stille talte jeg til min søster, som sad et eller andet sted på den anden side:        

     "Jeg tilgiver dig, Elsa. Jeg tilgiver dig for alt, hvad du har gjort. Og jeg undskylder for alt det, jeg har gjort. Jeg vil gøre alt... jeg vil gøre alt for, at du vil tale til mig igen, se på mig igen eller lege åndssvage små lege igen. Vi kunne bygge snemænd, som vi gjorde, da vi var små. Bare for at være barnlige en gang. Elsa, jeg beder dig... vi har jo kun hinanden, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre."

     Jeg lagde kinden helt ind mod døren og lukkede øjnene, mens tårerne løb ned. "Elsa, luk mig ind, vil du ikke nok?"

                     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...