Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4704Visninger
AA

15. Til sommer - Anna

 

 

"Der er nogen," mumlede jeg for mig selv. Kristoff sendte mig et undrende blik.

     "Hvad mener du?"

     "Jeg mener, at nogen følger efter os."

     Skoven var nu helt stille, det tykke lag af sne lagde også en dæmper over næsten al lyd. Men jeg vidste, at der var nogen. Jeg syntes hele tiden at kunne ane dem i øjenkrogen, jeg syntes hele tiden at kunne høre dem, et eller andet sted.

     "Ja, og hvad så?" spurgte Kristoff.

     Jeg sukkede. "Da jeg... Der er en hertug, der er på besøg i Arendelle, han var med til Elsas kroning. Han var meget fjendtlig, da han fandt ud af, hvad Elsa kunne. Han var vist mest opsat på at slå hende ihjel. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke skynder mig, så vil han dræbe hende."

     "Så... du tror, at det er ham?"

     Jeg trak bare på skuldrene.

     Vi gik stille i nogle timer. Først var jeg et heldigt asen at have Kristoff til rådighed, fordi han da kendte vejen - det troede jeg i hvert fald. Men pludselig gik vi bare forvirrede rundt i skoven og anede ikke, hvilken vej, vi skulle gå. Jeg begyndte at gå i panik.

     Meget mod min vilje holdt vi pause ved frokosttid for at få noget at spise. Mine fødder var ret ømme, og jeg var smaddersulten, så jeg protesterede kun en lille smule. Vi stoppede op ved et frosset vandfald, der løb ned i en lige så frosset sø. Her var en masse piletræer. Pilegrenenes blade var faldet af, men det så ud, som om de var blevet erstattet af blade af is, og de klingede mod hinanden, hvis man svingede dem lidt. Jeg stod og hyggede mig med det, mens Kristoff fandt brødet frem. Sven nød også af dem, og da han kom tilbage til os var hans gevir blevet angrebet af pilegrene, der klingede muntert hver gang han bevægede sig. Jeg var nødt til at hjælpe ham fri til sidst.

     Imens vi sad og spiste, og jeg betragtede omgivelserne omkring os, kom jeg vist til at slippe et suk løs, for i det samme kiggede Kristoff undrende på mig.

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "Hvad er der galt?"

     Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste det ikke rigtigt. Dette område var bare så smukt. Og Elsa havde skabt det hele. "Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen vil skjule evner som de her."

     Kristoff sagde ikke noget videre til det, og jeg sagde heller ikke mere om emnet.

     Så hørte jeg pludselig en lystig nynnen et sted bag træerne.

     Kristoff og jeg rejste os op og så os omkring. Jeg spekulerede over, om der virkelig var nogen. Den nynnende nærmede sig.

     Men jeg kunne ikke se nogen.

     "Hallo?!" råbte Kristoff ud i skoven. "Er der nogen?!"

     "Om der er nogen?" lød en yderst bekendt stemme et sted fra. "Jada! Hvem er I?"

     "Vis dig!" råbte Kristoff.

     "Vis dig," fnes stemmen. Jeg syntes virkelig, at den virkede bekendt, men jeg kunne ikke gennemskue hvorfra. "I vil nok alligevel ikke kunne se mig for al den sne. Jeg mener, det er over det hele! Nogle gange kan jeg ikke engang se mig selv, så hvid er jeg! Ville det ikke være bedre med lidt andre farver end hvidt? Lyserødt, grønt, gult... nej vent, gult... nej, gul sne er ikke særlig hygiejnisk - men man ville jo kunne se mig i det tilfælde. Nå, men kan I se mig?"

     Stemmen var pludselig lige bag os, og jeg fór om og så...

     Jeg skreg panisk og sparkede til det væsen, der lige havde vist sig for mig. Hovedet røg af, hvilket bare fik mig til at skrige endnu mere. Nu holdt Kristoff et hvidt hoved med to kæmpestore øjne i favnen.

     "Hej," sagde hovedet energisk.

     Kristoff stirrede på det. "Du er uhyggelig." Så kastede han det til mig.

     "Jeg vil ikke have det!" skreg jeg og kastede det febrilsk tilbage mod ham, men missede. Hovedet røg ind i et træ, for så derefter at blive kastet tilbage mod den lille hvide krop, som snublede baglæns.

     "Hvad... jeg mistede lige orienteringen der," sagde hovedet. Det var rigtigt nok, hovedet sad omvendt på. "Der er vendt op og ned på det hele."

     "Øh... undskyld," mumlede jeg og gik hen til væsnet for at sætte det ordentligt på. Nu kunne jeg rent faktisk se, hvad det var for et væsen. Han lignede en... snemand.

     Han havde en rund krop og to små runde vraltende fødder og et stort hoved. Han havde endda to grene som arme, og han bevægede dem med fuld førlighed.

     "Hvad...?" mumlede Kristoff.

     "Så, nu er det hele meget bedre," sagde den lille snemand kækt. "Måske skulle vi starte forfra. Det her gik jo slet ikke." Han rømmede sig og han smilte stort og spredte sine arme ud. "Hej med jer, jeg hedder Olaf, og jeg elsker varme krammere!"

     Jeg stivnede.

     Olaf smilte til mig.

     Jeg spærrede øjnene op.

     Olaf så lidt usikkert på mig og lod armene falde.

     Jeg tabte underkæben.

     Olaf vendte sig imod Kristoff, der bare trak på skuldrene.

     "Er du... har du det godt?" spurgte Olaf nu.

     "Jeg..." sagde jeg hæst. "Olaf...?"

     Han nikkede. Olaf...? Virkelig? Nu huskede jeg min barndomsven. Min fælles barndomsven med Elsa før hun havde forladt mig. Olaf var den snemand, vi altid byggede sammen.

     "Det er mig," sagde Olaf.

     "Du... lever," sagde jeg hæst. "Du taler til mig..."

     Olaf nikkede igen. "Ja...?"

     "Elsa og jeg byggede dig som børn..."

     "Anna!" råbte Olaf nu glad og sprang i favnen på mig, så jeg fik et helt chok. "Jeg fandt dig! Jeg har ledt efter dig i evigheder!"

     "H-har du det...?"

     Olaf nikkede.

     "Er der nogen, der vil uddybe det her?" spurgte Kristoff. Jeg kunne stadig ikke selv overkomme det.

     "Jeg... jeg ved ikke engang selv..."

     Olaf bakkede nu væk fra mig og så på Olaf og Sven. "Hvem er æslet?"

     "Det er Sven," svarede jeg og børstede noget af hans sne af min kappe.

     "Hej, Sven. Og hvad med rensdyret?"

     Jeg så op. Kristoff og jeg vekslede blikke. "Øh... Sven."

     "Åh... Oh..." Kristoff så på Kristoff og Sven. "Jamen det jo også langt lettere."

     "Olaf," sagde jeg, og Olaf vendte sig imod mig. "Hvordan kan du være i live? Er det... har Elsa lavet dig? Har hun brugt noget af sin... magi?"

     Olaf nikkede. "Jep - hvorfor?"

     Jeg fik pludselig en glimrende idé. "Og du... ved hvor hun er?"

     "Jep - hvorfor?"

     "Vil du føre os hen til hende?"

     Nu tøvede Olaf lidt, han stod og spekulerede i nogle stunder, før han så til sidst trak på det, der bedst kunne sammenlignes med skuldre, og sagde: "Jep - hvorfor?"

     Nu sukkede Kristoff dybt. "Lad mig fortælle dig hvorfor, Snebold. Vi skal bruge Elsa, så hun ligesom kan tø vinteren op igen - så det kan blive sommer, du ved."

     "Sommer?" sagde Olaf. Så sukkede han vemodigt. "Sommer..."

     Pludselig huskede jeg en af de lidt særere ting ved Olaf.

     "Jeg elsker bare idéen med blomster, græs, sol og hvor alt er varmt og - "

     "Undskyld jeg lige afbryder," sagde Kristoff. Jeg forsøgte febrilsk at signalere til ham, at han skulle holde sin kæft.

     "Hvad er der?" spurgte Olaf.

     "Du... vil gerne have, at det skal blive sommer?"

     "Jada!"

     "Så kan jeg nærmest gætte mig til, at du ikke har den største erfaring med varme?"

     "Ingen som helst - nøj hvor jeg glæder mig til at få det til at blive sommer, så jeg kan føle varmen, og hvor man rent faktisk kan SE mig! Kom, lad os gå hen og finde Elsa." Så vraltede han af sted.

     Kristoff sad total mundlam og gloede efter snemanden. Han stirrede på mig. Jeg trak bare på skuldrene.

     "Burde vi ikke fortælle ham, at...?"

     "Nej, lad ham nu bare drømme," sagde jeg med et let suk, hvorefter vi fulgte efter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...