Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4703Visninger
AA

24. Stop vinteren - Elsa

 

 

 Jeg sad på briksen inde i fangehullet. Det var da utroligt.

     De havde lænket mig på sådan en absurd måde. Mine hænder var kapslet inde i to jernbolte, som forhindrede min magi i at slippe løs.

     Jeg havde ikke engang gjort noget. Jeg var bare stoppet angrebet og stillet mig frem for at tale til Hans, da folk angreb mig bagfra og slog mig ned. Da jeg vågnede op var jeg hernede. Der var et lille vindue over fjorden, der var komplet frosset til. De havde vist gjorde sig umage med at vælge dette fangehul, så jeg rigtig kunne betragte, hvad jeg havde gjort ved Arendelle.

     Så blev døren åbnet og lukket igen. Jeg vendte mig imod den og så Hans, der stod dér med sine tålmodige øjne og lignede en, der ejede det hele.

     "Så nu vil du tale?" sagde jeg koldt.

     "Hertugen insisterede temmelig meget på, at vi bare halshuggede dig på stedet," sagde Hans. "Jeg reddede dit skind."

     "Jeg tvivler," sagde jeg og rystede hænderne, så kæderne raslede. "Hvor vover I at behandle mig sådan her? Jeg er dronning her! Dette er mit kongerige!"

     "Ikke ifølge hvad jeg har hørt."

     "Hvad har du da hørt?"

     "Jeg har hørt, at du går og kalder dig selv Isdronningen og har erobret Det Nordlige Bjerg som dit kongerige og bare har ladet os alle i stikken."

     "Du siger os som om du selv er en af os. Men det er du ikke. Du er gæst her, du har intet at skulle have sagt."

     "Anna gav mig ansvaret for Arendelle, da hun tog ud for at finde dig. Jeg har taget mig af Arendelle lige siden du frøs stedet til."

     "Anna..." hviskede jeg. Det var rigtigt, jeg var nødt til at komme til sagen. "Er Anna her?"

     Hans rystede på hovedet. "Vi har ikke set hende siden slaget."

     "I bliver nødt til at lade mig gå, så jeg kan finde hende! Det er vigtigt!"

     "Vi kan ikke lade dig gå, Elsa. Ikke sådan som tingene står til."

     Jeg følte mig nu helt modløs og satte mig ned på briksen igen.

     "Men der er en måde," sagde Hans og satte sig ned på briksen ved siden af mig. "Stop vinteren... det er det eneste, vi beder om."

     "Forstår I det da virkelig ikke?" sagde jeg. "Jeg kan ikke! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med det."

     "Kender du udtrykket Hvis man kan kravle op kan man også kravle ned igen?"

     "Det med træet?"

     "Ja."

     "Ja, det kender jeg."

     "Burde det ikke være nogenlunde det sammen med denne her vinter? Hvis du kan fryse den til, burde du så ikke også kunne tø den op igen?"

     "Det er ikke... sådan tingene fungerer. I forstår det tydeligvis ikke, fordi I ikke selv er forbandet med ismagi - plus en profeti, der siger, at I vil ødelægge jeres eget kongerige."

     Vi sad i lidt tid, hvor Hans blot betragtede mig. Så, til sidst, sagde jeg stille:

     "Jeg ramte Anna. I hjertet. Hun er døende, hvis vi ikke finder hende."

     "Hvordan kan vi redde hende?" spurgte Hans.

     "Jeg fik at vide at... kun en ægte kærlighedsgerning kan optø et frosset hjerte. Anna bliver nødt til at... gøre noget af ægte kærlighed for at redde sig selv." Jeg løftede blikket og så ham lige i øjnene. "Vil du ikke nok overbevise dem om at lade mig gå? Kaj og Gerda kender mig, de ville ikke holde mig fanget, og ham hertugen er skudt i hovedet - han har i øvrigt heller ikke noget at skulle have sagt. Og hvis du finder Anna, vil du ikke nok fortælle hende, hvad jeg har sagt?"

     "Jeg vil... gøre et forsøg..." Hans rejste sig og gik hen imod døren. Han åbnede og kiggede tilbage mod mig. "Men, Elsa, der er desværre ikke noget, jeg kan stille op med hensyn til din løsladelse. Hvis ikke du kan tø vinteren op... Så er der kun en eneste ting, vi kan gøre for at redde os selv."

     "Og hvad er det?"

     "At henrette dig. Det er den eneste udvej." Så gik han ud og lukkede og låste døren efter sig.

     Jeg stod tilbage i komplet stilhed og mærkede mit hjerte banke. Mine hænder rystede, og jeg følte, hvordan jernet omkring dem blev koldt som is, og hvordan det blæste op udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...