Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4723Visninger
AA

11. Sne i juni - Anna

Elsa!" råbte jeg. Kun stilhed mødte mig. Det var blevet køligere, meget køligere, og himlen var stadig dækket af de grå skyer. Hvorfor var det så koldt.

     Skoven var uhyggelig om natten, jeg brød mig ikke om at være herinde, men jeg måtte finde hende. Vagterne var redet herind for lang tid siden, men var ikke kommet ud igen. Bare de ikke havde gjort hende noget.

     "Anna?" hørte jeg Hans' stemme. Han kom frem fra træerne.

     "Har du fundet hende?" spurgte jeg.

     Han rystede på hovedet. Sammen gik vi længere ind i skoven og kaldte sammen.

     "Vidste du det?" spurgte han lidt efter. "Vidste du, at hun var en... en heks?"

     "Hun er ikke en heks," sagde jeg. "Men nej, jeg vidste det ikke. Hun har aldrig sagt det." Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule rasende. Hun havde aldrig fortalt mig noget! Nu vidste jeg, hvorfor hun havde lukket mig ude hele sit liv, men... hvorfor havde hun aldrig fortalt mig det? Jeg var hendes søster, mig kunne hun da betro alt til.

     Pludselig ramte noget koldt min næse. Jeg så op, og det gik op for mig, at det sneede. "Sne...?" mumlede jeg og rakte min hånd frem. Der landede et lille koldt snefnug i min håndflade, der smeltede med det samme.

     "Ligesom fjorden. Den er også helt frosset til," sagde Hans. "Hvordan kan det lade sig gøre?"

     "Elsa har skabt vinter," mumlede jeg. Et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvor sejt det egentlig var. Men jeg sagde det ikke højt.

 

Sneen faldt hurtigt.

     Inden et kvarter lå der en dyne af sne i skovbunden, og mine tynde balsko var slet ikke nok, jeg frø forfærdeligt. Så kom vi til en lysning, hvor jeg snublede over et eller andet. Jeg kiggede mig over skulderen, og det gik op for mig, at det var en krop. En af vagterne.

     "Hans..." sagde jeg med rystende stemme. Jeg holdt om mandens håndled og kunne mærke en puls. Han var bare besvimet.

     "Han er ikke den eneste," sagde Hans. Vi kiggede begge to rundt. Der lå et helt dusin af vagter fra Arendelle rundt omkring. Så fik jeg øje på en lille mandeskikkelse på den anden side.

     "Det er hertugen," sagde jeg og løb hen til ham. Jeg ruskede i ham. Han havde ledet mandskabet herud. Han måtte da vide et eller andet om Elsa.

     "Hertug?" sagde jeg, da han åbnede øjnene op.

     Først så han lidt forvirret op, og hans overskæg vibrerede, da nogle snefnug ramte ham. "Sne...?" mumlede han. Så spærrede han øjnene op. "Det var, som jeg frygtede." Han satte sig op så hurtigt, at han svajede lidt og tog sig til hovedet. "Hovedpine..."

     "Undskyld, at jeg spørger, hertug," sagde Hans, som han hjalp den lille mand op og stå. "Men hvad var, som De frygtede?"

     "Det tror jeg, at hun kan forklare Dem," vrissede hertugen, som han kiggede stift på mig.

     "Mig?" sagde jeg befippet. Hvad snakkede han om? Men det var lige meget, jeg måtte vide, hvor Elsa var. "Hvor er Elsa?"

     "Monsteret? Hun må være flygtet efter hun slog os alle omkuld med sine uhyrer."

     Nu snakkede han bare nonsens. Hans og jeg så bekymret på hinanden.

 

Vi fik vækket de forskellige vagter og fundet hertugens hest, der gik uroligt rundt i sneen lidt væk. Han tilbød mig at ride, mens de andre gik. Jeg ville have afslået, hvis ikke det var, fordi mine fødder var så stivfrosne efter at have gået i sneen.

     Da vi næsten var ved skovens udkant, så jeg noget, der fik mit hjerte til at springe helt op i halsen på mig.

     Der stod to vagter, fastfrosset i klar is.

     "E-er det...?" stammede jeg.

     Nogle af de andre vagter var hurtige, de skyndte sig hen til dem og forsøgte at få dem fri på en eller anden måde, hvilket ikke gik særlig godt, når vi nu ikke havde noget varmt på os.

     Hertugen brummede et eller andet hadsk, som han gik videre. Jeg var helt lammet, mens Hans trak hesten videre og resten af følget fulgte med, mens de to vagter blev og forsøgte at redde de to andre.

     Var det Elsa, der havde gjort det? Og hvorfor ville hun dog gøre det? Det var to vagter fra slottet, to vagter, vi næsten dagligt havde hilst på hele vores liv...

     Som vi kom tilbage til landsbyen dukkede der bare flere spørgsmål op.

     De forskellige landsbyborgere var tage tilbage til byen og gik nu forvirrede rundt i sneen og mumlede oprørt til hinanden.

     "Sne..."
     "Juni..."

     "Profetien..."

     "Ja... det er præcis ligesom profetien..."

     "Mor, skal det nu være vinter for evigt?"

     Nogle græd bare håbløst, mens andre sad stive af chok på bænke eller oppe af husmurene. Et par stykker kom os i møde og udspurgte os, men det eneste, vi kunne fortælle dem, var, at hun var væk. Elsa var forsvundet.

     "Hans?" spurgte jeg stille Hans, der holdt om hertugens hests tøjler. "Hvad snakker de om? Hvad er det for en profeti?"

     Han trak på skuldrene. "Ikke nogen jeg har hørt om."

     Vi kom tilbage til slottet, hvor jeg sad af hesten. Grethe kom mig straks i møde og puttede mig ind i et tykt tæppe og gav mig varm gløgg.

     "Er der sket dig noget? Der er ikke sket dig noget, vel?" klynkede hun med tårerne løbende. Så brød hun sammen over min skulder, og jeg blev nødt til at trøste hende.

     "Såså, Grethe," mumlede jeg.

     "Min lille Elsa..." græd hun. "At være født med sådan en forbandelse... åh... at den skæbne skulle overgå hende..."

     Nå, så var jeg da i det mindste ikke den eneste, der ikke vidste noget om det. Men lige nu kunne jeg ikke havde synderligt ondt af Elsa, jeg var lidt for sur på hende.

     Men hvad mente hun med en skæbne?

     Jeg vidste med det samme, at det havde noget med den profeti at gøre. Jeg løsrev mig fra Grethe og anbragte hende på et trappetrin op til døren og lod hende græde lidt, før jeg besluttede mig for at finde hertugen. Hans var med mig hele tiden.

     "Vi må efter hende," sagde hertugen bestemt til sine personlige vagter. "Dræbe hende før det er for sent."

     "Dræbe hende?!" udbrød jeg, og alle tre mænd vendte sig imod mig. "Undskyld, men er De skudt i hovedet?"

     Hans så helt forskrækket på mig. Jeg vidste godt, at man ikke burde tale sådan til en hertug, men jeg fortrød ikke mine ord. Han talte om at myrde min storesøster.

     "Nånå, prinsessen ønsker måske at lade vinteren fortsætte til evig tid?" sagde hertugen.

     "Selvfølgelig gør jeg ikke det."

     "Nå, men det er det, der vil ske, hvis den heks forbliver i live."

     "Hun er ikke nogen heks!"

     "Åh jo hun er. Og hun er farlig, se, hvad hun har gjort ved fjorden, hvordan hun har forhekset vejret. Det er præcis som i profetien!"

     "Hvad for en profeti?! Hvad snakker De om?"

     Pludselig smilte han grumt, et nederdrægtigt smil, og jeg tog Hans' hånd. Jeg blev pludselig bange for den lille mand.

     "Så prinsessen er ikke klar over det?" sagde han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. "Man skulle ellers tro, at profetiens lillesøster ville kende alt til det."

     Han ramte et svagt punkt, og jeg så ned. Jeg knyttede næverne i raseri over, at hun aldrig havde fortalt mig noget. "Hvad er det for en profeti?" spurgte jeg sammenbidt, mens jeg rettede blikket direkte mod ham. "Hvad siger den?"

     Der var nu en, der rømmede sig bag mig. Hans og jeg vendte os om og så Kaj.

     "Det kan jeg vise dig, Anna," sagde han. "Følg med mig."

 

"Det er troldenes ældgamle profeti," sagde han, i det øjeblik jeg, Hans, hertugen og han selv trådte ind i slottets bibliotek.

     "Troldenes? Som i dem fra eventyrerne?" spurgte jeg. Kaj nikkede.

     "De er så isolerede, at man kun kan høre om dem i eventyrerne. Men de findes endnu, og de er vise og de kan spå i stjernerne. For lang tid siden annoncerede de en profeti."

     "Og den handler om Elsa?"

     "Højst sandsynligt." Kaj gik ned ad gangene. Han hev en gammel slidt bog ud af en reol og lagde den på et bord.

     Han bladrede i den, til han fandt en side, hvor der stod en remse med snørklet skrift. Han begyndte at læse op:

"Din fremtid er dyster

dit rige vil splintres

Dit land vil forbandes med uendelig vinter.

 

Født med magi

vil der udøves trolddom

af en hersker med et frosset sind

alt da vil omkomme i is og sne.

 

Medmindre du frigives

ved en ofring af kær."

 

Mit hjerte røg helt op i halsen, som han læste op. Det lød som Elsa.

     "Se selv," sagde hertugen. "Hvis ikke hun dræbes vil denne vinter aldrig stoppe, og vi vil alle fryse ihjel. Riget vil dø."

     "Lad være med at sige sådan noget!" sagde jeg hysterisk. "Elsa skal ikke dø! Og desuden er det ikke det, den siger! Den siger ikke, at hun skal dø! Den siger, at en eller anden skal ofres, en kær."

     "Hun har været alene i meget lang tid," mumlede Kaj. "Skjult sig for alle."

     "Jeg sender folk ud for at finde hende," sagde hertugen og vendte sig om.

     "Nej!" sagde jeg. Han stoppede op. "Jeg tager ud efter hende - alene," tilføjede jeg, da Hans trådte hen imod mig. "Jeg er skyld i det her, jeg... skræmte hende og... tog hendes handske af." Det sidste sagde jeg meget stille, mens jeg stirrede ned på den blå handske i min hånd. Hun havde gået med dem for at forhindre, at sådan noget som det her, skulle ske. For at forhindre, at folk så hendes magi.

     Men jeg havde mest af alt brug for at finde hende, så jeg kunne få svar på alle mine spørgsmål.

     "Profetien er ikke hende," sagde jeg.

     Alle så nu på mig med store øjne.

     "Selvfølgelig er profetien hende!" sagde hertugen.

     "Jeg tror ikke på det," sagde jeg. "Elsa er ikke sådan. Hun ville aldrig lade os alle sammen dø - aldrig. Hun bekymrer sig om folket. Og et frosset sind? Hvad skal det betyde? Elsas sind er ikke frosset, og hun er ikke ond. Kaj, vil du finde min hest?"

 

"Det er latterligt," sagde Hans. "Tage ud i ødemarken alene, det er... komplet latterligt."

     "Det ved jeg, Hans, men jeg er hendes søster. Hun kan stole på mig." Jeg steg op på min hvide koldblodshest.

     "Anna, er du helt sikker? Hvis profetien virkelig er hende, er det ikke sikkert, at du vil komme tilbage i live. Og jeg vil ikke have, at der skal ske dig noget."

     "Det ved jeg," sagde jeg. "Vil du tage dig af Arendelle imens? Jeg tror ikke, at Kaj orker mere, han var så glad, da Elsa blev kronet, så han endelig kunne slippe. Du vil sikkert også bare være glad for at kunne have ansvaret for et kongerige et par dage."

     Hans smilede svagt. "Selvfølgelig. Men kom nu sikkert tilbage. Lov mig det."

     "Det lover jeg."

     Og så satte jeg i galop ud gennem porten og red ud i den lange nat.

     Da jeg var nået lidt ind i skoven kom jeg i tanke om, at jeg måske burde have skiftet til vintertøj. Men jeg kunne ikke vende om nu.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...