Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4723Visninger
AA

5. Skjul det, ikke føl det - Elsa

4 år:

     Jeg er født med magi. En kraftfuld og smuk magi. Der kan lave is og sne. Far har altid sagt, at det skal være noget, jeg må være påpasselig med. Men jeg har altid været alene med at kunne magi, for ingen, jeg kender, kan det, og mine forældre siger, at det er en meget sjælden ting at kunne.

     Men stadig håbede jeg.

 

Far ledte mig ned ad den stille gang.

     Mit hjerte bankede. Jeg kan stadig huske, hvor spændt jeg var.

     Vi kom hen til en dør. Far åbnede den. Bag døren lå mor og fars soveværelse. Ved siden af drømmesengen stod en vugge med blonder og tæpper. Mor sad på en skammel ved den og smilte til mig, da hun så mig. Jeg husker stadig hver evig eneste lille detalje ved den vugge. De små lyserøde sløjfer, tæppernes beaudeauxrøde farve. Og den lille babylyd.

     Jeg gik helt hen til vuggen og så ned i den. Dernede mellem alle tæpperne lå et spædbarn med det smukkeste røde hår store blå øjne. De havde samme farve som mine.

     Mor rejste sig og gav mig et kys på panden. Så gik hun, og jeg sad alene i rummet sammen med min lillesøster.

     Sammen med Anna.

     Jeg så ned på hende med et smil og rakte min hånd derned. Hun tog den med den mikroskopiske babyhånd.

     "Hej," sagde jeg. "Så du er min nye søster?"

     Spædbarnet smilte sit babysmil, og jeg smilte mit. Pludselig var jeg ligeglad med, om hun også kunne magi. Bare hun blev ved med at smile sådan til mig. Så ville jeg i hvert fald også smile sådan der til hende.

     "Du ved... vi er prinsesser, vi to," fortalte jeg hende. "Vores kongerige hedder Arendelle, og her er vores far konge. Jeg skal også være dronning engang, mens du bare fortsætter med at være prinsesse. Men det skal du ikke være ked af, for det er faktisk en ret fed ting at være. Men du skal være forberedt på, at de forventer en masse fra os. Men det skal du heller ikke være ked af, for måske synes de, at der er ting, vi bør og ikke bør gøre, men de kender os ikke. De ved ikke bedre - men det gør vi. Vi ved bedre."

 

Anna voksede. Det viste sig, at hun ikke havde mine evner. Det var jeg lidt ked af, men ikke særlig lang tid, for Anna forgudede dem til gengæld. Hun elskede dem, og det samme gjorde jeg. Far så på dem som en forbandelse, Anna så på det som en velsignelse. Det var fantastisk at opleve.

     Vi tegnede også, da vi var små. Om sommeren, når vi om dagen blev nødt til at være artige, og så ventede til det blev nat, hvor vi kunne snige os ned i balsalen og lege på den rigtige manér.

     Jeg kan godt lide at designe ting. Især slotte. Jeg tegnede altid det her isslot. Det havde jeg gjort lige siden Anna en dag kaldte mig for Isdronningen, og at jeg burde have et slot af is. Så jeg tegnede det her slot på et stykke papir.

     En nat foreslog hun, at vi byggede det. Hvilket vil sige, at jeg byggede det. Og det gjorde jeg. Jeg byggede denne her lille version først, i dukkehusstørrelse, hvor Anna og jeg legede med dukker i. Siden hen lavede jeg et, der var stort nok til, at vi begge kunne være derinde. Det var virkelig sjovt at lege på den måde. Jeg var altid Isdronningen, mens Anna var min højre hånd.

     Men slottet var aldrig helt perfekt, aldrig helt som jeg forestillede mig det. Og jeg nåede aldrig rigtig at få det fuldendt.

     Anna og jeg lavede altid skæg med alting. Om morgenen kunne vi aldrig spise ordentligt, og jeg frøs altid alting til af latter. Det var altid lige et sekund fra, at barnepigen opdagede det. Og for ikke at tale om vores underviser. Om eftermiddagen, når vi skulle drikke te med ham og lære alfabetet, frøs jeg altid hans te, så det bare var en stor isterning i en kop, som hans tunge sad fast i.

     Når far opdagede det, skældte han mig altid utroligt meget ud. Men jeg lyttede aldrig. Anna stod også altid i baggrunden og fnes.

     Og jeg vidste, at hun altid ville være der.

     Og jeg vidste, at mine evner var en gave. Godt nok mente min far ikke, at det var til for at blive brugt til noget så latterligt som leg og fjol, men vi vidste bedre.

     Vi vidste bedre.

     Indtil det skete.

 

8 år:

Medicintrolden slettede hendes hukommelse, så Anna ville aldrig huske det. Men det ville jeg. Hver dag resten af mit liv ville jeg huske det. Altid.

     Anna sov længe. Eftermiddagen efter uheldet sad jeg i min seng overfor hendes og betragtede hendes sovende skikkelse. Jeg vidste ikke engang, om hun ville vågne op.

     Alle mine ting var flyttet ud - jeg skulle flytte over i midterfløjen. Langt væk fra Anna. Jeg kunne ikke bære at tænke på det. Jeg kunne ikke bære at skulle forlade hende. Og jeg hadede mor og far for at tvinge mig til det.

     Så kom de ind.

     "Det er tid," sagde far. "Sengen skal flyttes."

     Jeg nikkede og sukkede. Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til Anna. Den hvide lok mellem alt det røde hår var alt for tydelig. Den ville ikke forsvinde. Måske ville den altid være der, så den kunne minde mig om den nat, jeg sårede hende.

     "Du er ikke alene, Anna," hviskede jeg til hende. "Jeg lover, at jeg ikke vil forlade dig. Aldrig."

     "Elsa, du bør ikke..." sagde far.

     "Hvad bør jeg ikke?" spurgte jeg surt. "Røre hende? Er det det, du prøver at fortælle mig?"

     "Måske. Du så jo, hvad der skete med hende i nat."

     "Ja," mumlede jeg. "Det gjorde jeg. Og det uretfærdigt, at det her skal være følgerne."

     "Selvfølgelig kan du stadig være sammen med hende, Elsa," sagde mor. "Du skal bare lære at kontrollere dine evner først."

     "Jeg kan kontrollere dem," mumlede jeg og gik hen imod dem. Jeg kiggede kort tilbage mod Anna og spekulerede på, om hun overhovedet ville vågne op. Hun havde sovet i lang tid nu.

     Så gik jeg med mine forældre ud af mit værelse... mit tidligere værelse.

    

En halv time senere stod Anna i døråbningen til det rum, der skal være mit værelse.

     Mor, far og jeg vendte os alle sammen imod hende.

     Jeg lyste op i et stort smil. "Hej, Anna!" Hun var vågnet.

     "Hvorfor har du flyttet værelse?" spurgte min lillesøster forvirret. Det slog mig i hjertet, men jeg kunne ikke bære at svare hende. Og desuden vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Mor svarede for mig:

     "Din søster er ved at blive stor, og en ung dame bliver nødt til at have sit eget værelse."

     "Men ikke Elsa, Elsa elsker at dele værelse med mig, gør du ikke, Elsa?" Anna så nu direkte på mig med sine store blå øjne, men jeg så væk. Jeg kunne ikke bære at se på hende. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på.

     "Men vil du med ud og lege, Elsa?" spurgte hun - en anelse mere forsigtigt.

     Hvor ville jeg dog ønske, at hun ville tie stille... lade være med at gøre det sværere for mig. Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at lege med hende, men mor og far stod og så på mig, som om jeg var et monster, og de ville ikke risikere, at jeg skadede hende igen. Inde i mit hoved prøvede jeg at berolige mig selv. Jeg tænkte til mig selv, at jeg bare skulle vente, til episoden var kommet lidt i glemmebogen, og mor og far måske havde lagt det bag sig. Så kunne jeg måske flytte tilbage på værelset og være sammen med Anna igen. Jeg åbnede munden for at svare noget alla: "Snart", men far kom mig i forkøbet.

     "Elsa har ikke tid lige nu, I kan lege en anden gang."

     "Men Elsa har altid tid til at lege! Du ved ikke, om hun - "

     "Jeg har ikke lyst til at lege nu, Anna," sagde jeg og så hende nu direkte ind i øjnene. De øjne, der var lige så blå som mine, så direkte på mig, de var store og uforstående - og sårede af, at jeg afviste hende. "Du bør hellere gå." Vent på mig, Anna, jeg er der snart igen. Bare vent.

     Hun så væk fra mig - og hun gik.

 

 

9 år:

Men mor og far glemte det aldrig. De insisterede på, at jeg blev på værelset og holdt mig for mig selv, indtil jeg fik styr på mine kræfter. Men de forstod ikke noget. Det var mig, der var født med dem, ikke dem. Jeg vidste godt, hvad jeg gjorde.

     Hver evig eneste dag frøs jeg værelset til og skøjtede rundt. Jeg byggede snemænd derinde eller forsøgte at fuldende mit slot. Men jeg byggede trods alt ikke Olaf. Det kunne jeg ikke gøre mod Anna. Gad vide, om medicintrolden havde ladet mindet om Olaf blive hos hende?

     Og hver gang mine forældre kom ind, skyndte jeg mig at tø al isen op. De opdagede aldrig, hvordan jeg trodsede dem dagligt.

    

Der var en vinter, hvor jeg bare sad inde i vinduet dagen lang og læste i mine bøger. Jeg kiggede ned i slotshaven, der var begravet i sne. Der betragtede jeg Anna, der var nede og bygge snemænd. Jeg kunne genkende snemanden som Olaf, men hun kunne alligevel ikke finde ud af at ramme ham perfekt. Det kunne kun jeg. Men jeg var lykkelig over, at hun kunne huske ham.

     Hun prøvede hundredvis af gange den vinter, men hun ikke kunne finde ud af at fuldende ham.

     Til sidst, en dag, hvor jeg vidste, at mine forældre ikke var i denne her del af slottet og heller ikke nede i slotshaven, besluttede jeg mig for at give Anna en gave.

     Jeg sendte en bølge af ismagi ned til haven, og så let som ingenting byggede jeg Olaf, mens min søster havde ryggen til. Da Anna vendte sig om igen, så hun nu på den Olaf, vil altid byggede sammen,

     "Hej, jeg hedder Olaf," mumlede jeg. "Jeg elsker varme krammere." Det smertede mig overalt, at hun ikke kunne høre mig sige det. Hvor ville jeg gerne ned til hende.

     Anna så sig forvirret omkring og råbte, om der var nogen til stede.

     Men det var der ikke.

     Kun en søster, der elskede hende.

 

10 år:

Vinteren efter havde Anna ikke opgivet håbet. Hun bankede stadig på min dør engang imellem og spurgte, om jeg ville lege. De fleste gange ignorerede jeg hende.

     Men der var denne ene gang, hvor hun bare blev ved med at plage. Hun spurgte om og om igen: "Vil du være med at lave en snemand?" Og jeg hørte hende sige inde i nøglehullet: "Det behøver altså ikke at være en snemand."

     Jeg kunne ikke modstå det. Jeg måtte have hende væk. "Gå din vej, Anna," sagde jeg hen imod døren. Det kom til at lyde hårdt, og jeg brød mig ikke om at tale sådan til hende, men der var ikke andre måder, jeg kunne få hende til at gå på.

     Og hun gik. Jeg hørte i hvert fald ikke mere.

     Jeg gik hen til vinduet og betragtede hende lege. Hun kedede sig, kunne jeg se.

     "Elsa?" hørte jeg en stemme bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen og så min mor stå der. Hun så medfølende på mig, og det gik op for mig, at jeg havde grædt.

     "Må jeg ikke nok gå ned til hende?" bad jeg. "Jeg lover, at jeg ikke bruger magi, bare jeg må lege med hende igen."

     "Er du helt sikker på, at du kan styre det?" spurgte hun.

     Jeg nikkede. "Jeg har altid kunnet styre det, det er så let som ingenting. Bare lad mig lege med hende."

     Mor så et øjeblik bare på mig. Så nikkede hun til sidst. "Fint, men jeg er altså dernede og holder øje med jer."

     Jeg smilte stort. "Tusind tak, mor."

 

"Anna, her kommer jeg!" råbte jeg til hende, i det øjeblik jeg kom ned i haven.

     Anna kiggede op, og da hun så mig, blev hendes øjne spærret op. Så lyste hele hendes ansigt op i stor glæde.

     "Elsa!"
     "Skal vi lave en snemand?" spurgte jeg med et stort smil, mens vi krammede.

     "Ja!" jublede Anna.'

     Vi legede, som vi ikke havde leget i to år. Det var det bedste øjeblik i mit liv.

     Og jeg brugte ikke mine evner. Dog skævede jeg hele tiden over til mor, der sad på en bænk og kiggede bekymret på os.

     Men der ville ikke ske noget, jeg havde styr på det.

     Men jeg kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til den hvide lok blandt Annas hår. Hvor mon, hun troede, at hun havde den fra?

     Jeg prøvede at bringe det på bane:

     "Din lok er fin. Den har samme farve som mit hår - næsten altså."

     Anna smilte. "Jeg er født med den."

     Hun troede, at hun var født med den.

     "Eller måske har Isdronningen ramt dig," jokede jeg.

     "Elsa," irettesatte mor mig henne fra bænken af. Jeg holdt min mund. Anna grinte bare af min joke uden at fatte hentydningen. Hun kunne ikke huske noget overhovedet.

     Hun anede ikke, hvem jeg var.

     Men det var okay, så længe vi kunne være sammen. Og jeg skulle nok vise mor, at jeg kunne styre mine evner fint. Og så ville hun fortælle det til far, og så ville de komme på bedre tanker, og de ville holde op med at isolere mig. Det var jo bare en dum profeti. Det var ikke engang sikkert, at den handlede om mig.

     Vi indsamlede en stor snebold til kroppen til en snemand, som jeg havde forestillet mig skulle være Olaf - men jeg kunne ikke finde ud af at bygge ham, medmindre jeg brugte magi, så det blev bare en almindelig navnløs snemand uden personlighed.

     Den var meget tung at rulle igennem haven, og Anna og jeg hjalpes ad. Den var så tung, at jeg virkelig skulle anstrenge mig.

     Og der gik det galt.

     Et kort øjeblik overvejede jeg, at jeg måske bare kunne bruge en lille smule magi til at hjælpe med at slæbe snebolden. Men jeg ombestemte mig - men magien havde allerede taget en beslutning for mig.

     Isen flød ud igennem mine vanteløse fingre og ind i snebolden - lagde sig udenom snebolden.

     "Av!" hylede Anna, da isen nåede hendes vanter - gik igennem hendes vanter. Hun faldt bagover af forskrækkelse.

     Jeg veg tilbage og stirrede forskrækket på mine hænder. Magien havde bare udløst sig selv, jeg havde ikke haft noget med det at gøre. Så så jeg hen på Anna, der nu grinte over, hvad der var sket.

     "Du skulle se dit eget ansigt!" jublede hun.

     Men jeg var for chokeret. Der kunne have sket hvad som helst. Hvad nu, hvis magien var gået så grasat, at den havde skadet hende igen? Hvis den kunne udløse sig selv... så... så var der ingen grænser for, hvad den kunne gøre.

     "Jeg kunne have skadet dig," hviskede jeg. Så løb jeg væk fra hende.

     Mor rejste sig op og så anklagende og forskrækket på mig. "Elsa..."

     "Lad mig være!" råbte jeg hysterisk og løb indenfor.

     Jeg kunne mærke, hvordan isen kæmpede for at komme ud af mine hænder. Jeg så mig tilbage og så, hvordan jeg efterlod et langt spor af is nede ad gangene.

     Hvad skulle jeg gøre? Hvad nu, hvis jeg frøs slottet til, ligesom jeg gjorde dengang?

    

Far stod inde på sit kontor i færd med at kigge bøgerne igennem.

     Jeg kom løbende ind og lukkede døren efter mig. I det øjeblik, jeg rørte ved dørhåndtaget, frøs det til og døren med. Alle væggene frøs til. Rød is. Hvorfor var den rød? Var det min frygt? Min panik?

     For jeg følte mig panisk. Og jeg græd.

     "Anna..." hviskede jeg.

     Far kiggede forvirret på mig. Han så sig om i lokalet. "Elsa, hvad er der sket? Tag det roligt..." Han gik hen imod mig.

     "Nej! Rør mig ikke! Jeg vil ikke skade dig! Jeg var ude og lege med Anna, men det gik galt. Min magi løb løbsk, jeg kunne have såret hende! Jeg kan ikke styre den! Hjælp mig! Den vil ikke holde op!"

     Magien strømmede ud af mig og frøs hele rummet til med blodrød is. Og jeg græd bare.

     "Elsa, du skal ikke være bange," beroligede far. "Lad være med at føle, så falder det ned. Dine kræfter udløses af følelser - lad være med at føle. Tag en dyb indånding og luk alle følelser og tanker ud af dit hoved."

     Jeg prøvede at gøre, som han sagde. Jeg trak vejret dybt ind og ud, og jeg prøvede at lade være med at føle panikken. Jeg prøvede at lade være med at tænke på Anna.

     Til sidst stoppede isen og forsvandt.

     "Du havde ret," hviskede jeg til sidst og tørrede mine øjne. "Det er en forbandelse - jeg kan ikke styre den."

     Far gik hen til mig, men jeg ville ikke lade ham røre mig. "Jeg ved, hvordan du kan styre den."

    

Far fandt et par handsker i en skuffe. Små blå handsker, fuldkommen tætte.

     "De her vil hjælpe," sagde han og gav mig dem på. "Hver eneste gang, din magi løber løbsk, så tænk disse ord: Skjul det, ikke føl det."

     "Vis det ikke frem," mumlede jeg.

     Han havde sagt det til mig en million gange før, men jeg havde aldrig lyttet. Men nu havde han haft ret hele tiden.

     Skjul det, ikke føl det.

     Skjul det, ikke føl det.

     For Annas skyld.

 

15 år:

Forbandelsen havde taget til. Hvert år blev den stærkere og stærkere. Skjul det, ikke føl det var blevet de fem mest populære ord i mit ordforråd.

     Jeg prøvede at fokusere på alt andet end Anna og min magi.

     Og jeg vidste, at jeg var tronearving, og skulle være dronning engang. Så jeg forberedte mig og forberedte mig. Far og mor hjalp mig sammen med et utal af rådgivere. Mor lærte mig at være anstændig. Hvilke kjoler, jeg skulle gå i, hvordan mit hår altid skulle sidde. Jeg måtte aldrig mere bare have min fletning mere. Nu blev mit platinblonde hår strammet op til en knold i nakken. Og mit ansigt blev angrebet af sminke. Det var sådan, mit liv var nu. Jeg følte mig mere og mere isoleret, jeg følte mig fanget i en kronprinsesses krop - og selvom jeg hadede hvert minut, så hjalp det mig med ikke at føle som mig selv - og det hjalp mig med at holde magien under kontrol.

     En af dagene ville de have mig til at skulle øve mig til min kroningsceremoni, når den engang ville finde sted. Om lang tid forhåbentlig. Far og mor jokede hele tiden med, at jeg nok først var i tresserne, når jeg skulle krones, for de regnede med at være der mange år endnu.

     Jeg smilte svagt af deres jokes.

     Ærkediakonen gik hen og tog et lille guldskrin og en lang lysestage fra bordet. De skulle forestille at være et scepter og et rigsæble. Jeg var en smule spændt, og da han rakte dem til mig, skulle jeg til at tage dem, da han afbrød mig:

     "Åh, prinsesse Elsa."

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "De må ikke have handsker på, mens de holder dem. De skal være i kontakt med Deres hud. Sådan er reglerne."

     "Må jeg... ikke have handsker på?" hviskede jeg og så forvirret hen på mor og far.

     Det kunne de da ikke forvente af mig! Jeg kunne ikke styre mine evner, når jeg var nervøs, og der var ingen chance for, at jeg ikke ville være nervøs til ceremonien. Og når jeg var nervøs, frøs jeg altid alting jeg rørte ved til is.

     "Nej, De må ikke have handsker på," sagde ærkediakonen. "Tag dem af."

     "Nej," sagde jeg og rynkede panden. Jeg veg tilbage. "Kan vi ikke gøre en undtagelse til min ceremoni? Kan jeg ikke bare have handsker på? Hvad skader det?"

     "Ifølge reglerne og traditionerne skal alle have bare hænder mens de holder om kronregalierne og under remsen. Vi kan ikke gøre undtagelser."

     "Jamen så..." hviskede jeg og kunne mærke, hvordan magien pressede sig på under handskerne. Jeg holdt dem ind mod mig for at varme dem. "Så vil jeg ikke krones! Lad mig være!"

     "Elsa..." sagde far.

     "Nej! Gå, alle sammen! Jeg vil være alene!"

     Jeg lukkede øjnene og forsøgte at holde det indeni mig selv. Til sidst var der stille omkring mig, og jeg kiggede mig omkring. De var væk.

     Jeg åndede lettet op og prøvede at tage mig sammen.

     "Elsa?" lød endnu en stemme.

     "Hvad?!" spurgte jeg lettere hysterisk og vendte mig om. Jeg spærrede øjnene op.

     Det var Anna.

     Hun stod i døråbningen og så forvirret på mig. "Hvorfor flippede du ud på ærkediakonen?"

     "Det... rager ikke dig," mumlede jeg og så væk. Jeg prøvede at holde min magi inde. Jeg kunne ikke koncentrere mig, når hun var i nærheden.

     Anna var stille i noget tid. Så til sidst, spurgte hun, meget stille:

     "Elsa, hvad foregår der? Hvad er det, der er galt? Hvorfor er du så fjern for alting?"

     "Hvad med bare at blande dig udenom?" vrissede jeg.

     Anna så medfølende og uforstående på mig. Så trak hun sig væk for at gå. Men hun kiggede lige en gang over skulderen på mig og sagde: "Jeg kan hjælpe dig, Elsa. Hvis bare du vil lade mig." Så gik hun.

     Og jeg stod alene tilbage.

     Og da indså jeg, hvor meget jeg savnede hende.

     Og inde i mit hoved forestillede jeg mig, hvis jeg skulle fortælle hende, hvad der foregik med mig, hvad jeg så ville sige. Hvordan jeg ville starte.

 

Anna

Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig

Noget jeg altid har villet fortælle dig

Da vi var små legede vi altid. Kan du huske det?

For det kan jeg

 

Jeg savnede hende mere end noget andet.

     De følgende dage skrev jeg til hende hver dag. Hvilket vil sige, at jeg skrev på et stykke pergament og smed det ud, for jeg vidste, at jeg aldrig kunne fortælle hende det. Aldrig.

     Men jeg ønskede, at hun skulle vide det, for jeg havde brug for hende. Og hun havde brug for mig, det fornemmede jeg på hende hver evig eneste dag.

     Men forbandelsen skilte os ad.

 

Jeg er speciel

Jeg er anderledes

Jeg er født med en forbandelse

Og jeg har en profeti imod mig

Og jeg skadede dig

 

18 år:

Årene gik, og jeg holdt mig på evig afstand af Anna. Som otteårig fik jeg besked på at styre mine evner. Far sagde, at det var helt sikkert, at jeg kunne lære at kontrollere det.

     Men jeg havde ikke lært det endnu. Og før jeg havde lært det, kunne jeg ikke være sammen med Anna. Jeg kunne ikke risikere, at hun blev offer for forbandelsen.

     Men mor og far var der for mig. Det var takket være dem og dem alene, at jeg kunne styre mig. De hjalp mig med at kontrollere dem. De beroligede mig, hvis det gik galt. De trøstede mig, hvis jeg blev ked af det.

     Jeg var afhængige af dem.

     Selvom det eneste i denne verden, jeg virkelig ønskede, var Anna.

 

Siden da har jeg været bange for, at det skulle gentage sig

Jeg er bange, når jeg ser dig, når jeg ser din hvide lok, jeg er bange, når jeg ser mig i spejlet, jeg er bange, når jeg kommer til at fryse en blomst til is.

Jeg er bange altid

 

Så kom dagen, hvor mor og far skulle af sted. Jeg havde virkelig ikke lyst til, at de tog af sted. Jeg brød mig ikke om, at jeg i to uger var på egen hånd. Der var godt nok ikke mange tjenestefolk på slottet, men hvad nu hvis det gik galt, mens de ikke var der til at ordne det?

     Hvad skulle jeg så gøre?

     Men jeg holdt det for mig selv og ønskede dem god tur.

     Den aften, hvor de rejste, ventede jeg på dem nede ved trappen, da de kom ned med deres kufferter.

     Jeg nejede for dem, som det var god skik, men da mor så omfavnede mig, kunne jeg ikke holde det tilbage.

     "Er I nødt til at gå?" hviskede jeg.

     "Elsa, det skal nok gå," sagde far. "Vi er snart hjemme igen. Det er kun to uger."

     "To uger er lang tid," mumlede jeg.

     "Der er ikke sket nogen uheld i flere måneder nu, min egen," sagde mor. "Du kan godt klare dig i to uger."

     Hun havde sikkert ret. Men jeg havde ikke lyst til at være alene.

     Da jeg gik op ad trappen igen så jeg Anna, der stod deroppe og så ned på os. Hun så sur ud. Det var sikkert, fordi hun ikke måtte komme med. Jeg kendte hende dog stadig godt nok til at vide, at Anna altid ville foretrække at være blandt mennesker.

     Hvor måtte det have været hårdt for hende at bo i så tomt et slot hele sit liv.

Jeg ved, at du føler dig alene, og jeg er ked af, at det må være sådan

Men jeg kan ikke skade dig igen - aldrig

Og for at det skal kunne lade sig gøre, må vi være skilt ad

Og slottet bliver nødt til at være tomt

Jeg er lige så ensom som du er

 

Dagene gik ok. Jeg holdt mig inde på værelset og prøvede ikke at tænke for meget på det faktum, at de ikke var her, hvis det gik galt.

     Og jeg begyndte at tage det roligere, da jeg indså, at jeg klarede det fint.

     Men en nat vågnede jeg ved, at det bankede på. Jeg spurgte, hvem det var. Det var bare en tjener, og jeg gav tilladelse til, at han kunne komme ind.

     Han rakte mig noget sammenfoldet pergament. "Jeg er så forfærdelig ked af det, Deres Højhed."

     Jeg tog imod den og bad ham gå ud. Jeg undrede mig lidt over hans udtale.

     Jeg læste hvad der stod, så snart han var ude.

     Pergamentet frøs til is, og jeg tabte det på gulvet.

     Dagen efter bankede Anna på for at spørge, om jeg ville med til begravelsen. Men man kunne ikke ligefrem kalde det en begravelse, for de var aldrig blevet fundet. Men jeg svarede ikke, og jeg kom ikke ud.

     Hendes stemme var grådkvalt - og jeg forsøgte alt, hvad det stod i min magt, for at ignorere det. Jeg måtte kontrollere det.

     Skjul det, ikke føl det.

     Skjul det, ikke føl det.

     Ikke føle...

     Slottet blev tomt.

     Og først da lod jeg mig selv føle...

 

 

Men jeg hører dig, Anna

Hver dag hører jeg dig

Du taler, du synger, du græder

Og jeg har bare lyst til at fortælle dig alting

Men jeg er forbandet

Den eneste måde at skjule forbandelsen på, er ved at skjule mig

Jeg må ikke føle

 

Anna bankede på endnu engang en time efter. Hun græd på den anden side af døren og snakkede til mig.

     Og jeg ønskede at svare hende. Men det kunne jeg ikke, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende.

     I stedet tænkte jeg ordene inde i mit hoved og begravede mig selv i min egen frygt og sorg, mens jeg sad lænet op ad døren i værelset, der var frosset fuldstændig til og hvor snefnuggene hang i luften, som om selve tiden også var frosset.

     Alt omkring mig var frosset.

 

Men jeg føler for dig

Jeg lukker ikke døren, fordi jeg hader dig

Jeg lukker døren, fordi jeg elsker dig

Jeg elsker dig utrolig højt

Jeg prøver at beskytte dig - imod mig selv

Jeg er forbandet og fortabt

... og frosset

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...