Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4737Visninger
AA

23. Selvfølgelig vil jeg bygge en snemand - Elsa

 

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog mig at komme til Arendelle. Jeg ved bare, at jeg ikke holdt pause, at jeg både løb og skøjtede, blev båret af laviner, som jeg selv fremmanede. Det føltes, som om jeg fløj det meste af tiden. Og jeg havde kun en ting i hovedet: Advare Anna og på den måde redde hende en sidste gang.

     Men problemet var, at det ikke engang var sikkert, at hun var i Arendelle. Pappy havde sagt, at hun ikke havde været der, da han kiggede. Men måske var hun kommet tilbage nu. Men under alle omstændigheder kunne jeg ikke gøre andet end at tage dertil, og hvis hun ikke var der, så kunne jeg i det mindste fortælle nyheden til Hans, Gerda, Kaj eller måske endda hertugen, hvis alle andre muligheder blev lukket. Og så måtte jeg drage ud efter hende igen.

     Og så var jeg nødt til at sige undskyld, og jeg var nødt til faktisk at forklare hende, hvorfor jeg knap havde talt eller set på hende de sidste tretten år. Det var tid, hun var nødt til at vide det. Måske ville hun ikke tilgive mig, hvis hun vidste det, men hun havde ret til at vide det, inden hun døde, hvis hun døde.

     Da jeg nåede til de skovdækkede bakker tæt på Arendelle, var jeg forpustet og lettet over at være nået frem. Men så hørte jeg skridt i sneen, og jeg gik i ly bag et træ. Jeg kiggede frem for at se, hvem det var, der kom gående.

     Så, til min store forbløffelse, så jeg, at det var ingen anden end Olaf.

     "Olaf!" råbte jeg. Olaf sprang tre meter op i luften af forskrækkelse og fór om imod mig, hvorefter han smilte stort.

     "Elsa!"

     "Shh!" vrissede jeg og trådte frem. "Hvad laver du her?"

     "Jeg leder efter Anna."

     "Kan du heller ikke finde hende?"

     "Hun er nok inde på slottet, men vagterne vil ikke lade mig komme ind. De ter sig, som om jeg er farlig eller sådan noget."

     "Okay..." Så kom jeg pludselig i tanke om noget, der gjorde mig ret vred. "Du beskyttede hende ikke! Det var meningen, at du skulle forhindre hende i at gøre noget dumt!"

     "Hvad mener du?"

     "Hun vadede lige ind i kampen og stillede sig lige foran mig! Hvordan er det ikke dumt?!"

     "Hun prøvede jo bare at stille dig til fornuft..." Olaf lignede en, der skulle til at flæbe af skam.

     "Åh du store..." hviskede jeg og tog mig til panden. "Olaf... du... Årh, det er lige meget. Bare... find Anna og fortæl hende, at jeg elsker hende, okay!"

     Jeg gik videre imod Arendelle. Jeg kiggede mig over skulderen tilbage mod Olaf, der stod lidt sønderknust og så efter mig. Jeg så væk.

     Olaf var den vigtigste ting, som jeg havde sammen med Anna. Men jeg havde mistet både ham og hende.

 

Da jeg gik igennem Arendelles gader løb folk nærmest skrigende væk. Jeg kunne sagtens forstå dem efter slaget. Men det var lige meget. Jeg var ikke deres dronning mere.

     Da jeg så kom til porten, stirrede vagterne på mig.

     "Luk mig ind," beordrede jeg.

     "Træd tilbage," sagde den ene af dem og pegede på mig med sin armbrøst. Jeg himlede med øjnene og lavede en fejende bevægelse med min hånd, så hans armbrøst frøs til is.

     "Jeg kommer kun for at tale, ikke for at skade nogen."

     "Heks," mumlede den anden.

     Så blev porten åbnet, og jeg gik ind i slotsgården. Slottet var lige foran mig. Jeg sukkede af en underlig hjemve ved at være så tæt på.

     Så skete der en masse ting meget hurtigt. En masse soldater løb ud på muren omkring slottet og pegede på mig med deres armbrøster. Og på samme tid skød de alle sammen imod mig. Jeg gispede og tænkte meget hurtigt, hvorefter jeg rejste fire mure af is omkring mig, som alle pilene kom til at sidde fast i.

     "Jeg vil bare snakke!" råbte jeg. "Hør på mig! Jeg skal tale med Anna! Eller Hans! Jeg skal tale med en eller anden, der har noget at skulle have sagt!"

     "Skyd ikke!" råbte en stemme. Jeg kiggede frem imod slottet, og oppe på balkonen stod Hans.

     Jeg tog ismurene væk igen. "Jeg skal tale med Anna."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...