Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4732Visninger
AA

3. Prolog 2: Profetien

Kongen og dronningen hastede ned ad gangene. Dronningen havde den bevidstløse Anna i sin favn. Hun havde hyldet barnet ind i så mange tæpper, det var hende muligt.

     Elsa hastede efter dem, men de ænsede hende ikke. De havde for travlt med at bekymre sig om Anna og prøve at finde ud af, hvad de skulle gøre. Lige siden de havde nævnt trolde havde Elsa haft åbne ører hele tiden. Hun havde godt hørt om trolde, men de var så isolerede og sjældne, at man kun skrev eventyr om dem. Men var det nogen, der kunne hjælpe Anna? Det håbede hun i hvert fald på.

     Mens hun løb efter sine forældre bemærkede hun, hvordan alle væggene var frosset til. Døren ind til forældrenes soveværelse var på vid gab, og sengen var nærmest blevet til is. Det var vel sådan, de var vågne. Elsa havde frosset alle væggene til.

     Dronningen og kongen løb ind i et stort rum med bogreoler og nogle borde. Dronningen knugede Anna ind til sig for at prøve at give hende kropsvarme.

     "Tror du virkelig, at de vil hjælpe os?" spurgte hun kongen.

     Kongen rodede mellem nogle støvede bøger og hev en bestemt frem. Da han åbnede den faldt et pergament ned på gulvet. Elsa kunne ikke nå at se, hvad det forestillede, før kongen samlede det op igen.

     "Jeg ved det ikke," svarede han. "Men jeg bliver nødt til at håbe."

     "Mor... far?" spurgte Elsa.

     "Ikke nu, Elsa," sagde moren med ryggen til hende.

     Elsa rynkede panden og blev hidsig. Så hidsig, at gulvet frøs til. Forældrene så skrækslagne på hende.

     "Elsa, prøv at kontroller dig selv," sagde kongen strengt. "Prøver du at fryse os ihjel?"

     Elsa kunne ikke bære, at han talte sådan til hende. "Fortæl mig, hvad det er for nogle trolde, I snakker om! Er det nogen, der kan hjælpe Anna?"

     Dronningen sukkede og gik hen til sin datter. "Ja, det er det. Du må bare stole på, at vi ved, hvad vi gør. Men vi skal ud på en ridetur. Vi skal langt væk, så kom i overtøjet."

     Elsa nikkede straks og løb ind for at skifte tøj.

 

Under det stadig skinnende nordlys galopperede to heste over broen fra slottet og gennem gaderne. De galopperede ind i skoven og videre i retning af det nordlige bjerg.

     Elsa sad foran sin far på hans hest, mens hun hele tiden havde blikket på Anna. Hun havde været bevidstløs lige siden uheldet. Hvorfor ville hun ikke bare vågne?

     Efter et par timers ridt noget kongefamilien frem til noget, der mest af alt lignede en varm oase bestående af mos. Elsa blev hjulpet af hesten og så sig omkring. Her var små dampende kilder, som gjorde, at temperaturen var meget hed. Gad vide, om her nogensinde var vinter?

     Men forældrene brugte ikke tid på at beundre stedet, de gik direkte ind i midten af noget, der lignede et naturskabt amfiteater.

     "Trolde!" råbte kongen. "Vi har brug for hjælp."

     Elsa gik hen til sine forældre og så sig om efter væsnerne.

     I det samme kom en masse sten rullende. Kæmpestore som kroppen til en snemand, men med mos i stedet for kulknapper. Stenene omringede familien og foldede sig ud til noget, der mindede Elsa om havenisser.

     De var nærmest af sten. De havde runde kroppe og klæder af mos. Deres næser var enorme.

     "Det er kongen," sagde en af dem, og straks begyndte hele flokken at hviske og mumle med hinanden.

     "Vi har brug for hjælp," sagde kongen igen. "Kan I sende os jeres medicinmand... medicintrold?"

     Men det var ikke nødvendigt. Der lød en stemme inde i mængden:

     "Flyt jer, lad mig komme frem."

     Troldene flyttede sig, og straks stod der en gammel trold foran dem. Han lignede en, der var flere hundrede år gammel.

     "Hvad er problemet, Deres Majestæt?"

     "Min datter Anna er blevet såret under en ulykke," svarede kongen, mens dronningen satte sig ned, så trolden kunne se på Anna.

     Medicintrolden gik hen og lagde sin stenede hånd mod den hvide lok i Annas hår. Elsa sank en klump.

     "Hvordan skete dette?" spurgte trolden. "Det er kraftig magi, der er blevet brugt her."

     "Det er... min datter Elsa," sagde kongen så og lagde en hånd på Elsas skulder. "Hun har magiske evner, men hun er ikke særlig god til at styre dem endnu, og de er blevet kraftigere med tiden."

     Nu vendte medicintrolden sig mod Elsa, der automatisk bakkede et skridt bagud.

     "Vær ikke bange, mit barn," sagde han med en faderlig stemme. "Ræk mig din hånd." Han rakte selv sin hånd ud. Elsa tog den.

     Et kort øjeblik stod de sådan. Medicintrolden stod med rynket pande og så ned på hendes hånd. Så vendte han sig til sidst mod kongen.

     "Er evnerne blevet givet til hende eller... er hun født med dem?" Der var noget ved den måde, han sagde det på, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Elsa.

     "Hun er født med den," sagde kongen med rynket pande. Han forstod heller ikke tonefaldet i troldens stemme.

     Lige så snart det var sagt begyndte troldene rundt omkring at mumle og hviske vildt med hinanden. Elsa så sig omkring og forstod ikke noget af det, der foregik.

     "Stille, mine medtrolde," sagde medicintrolden, ikke engang særlig højt, men hele flokken blev tavs på et sekund. Så vendte han sig igen mod Elsa og spurgte hende:

     "Er du bange for dine kræfter?"

     "N-nej," svarede Elsa tøvende og rystede på hovedet. "Hvorfor? Burde jeg være det?"

     Trolden rystede på hovedet, mens han så tænksomt ned i jorden, hvilket satte Elsa i dyb tvivl. Hvad var det, han ikke fortalte hende?

     "Hvad med min datter?" lød dronningens stemme nu. "Kan hun helbredes?"

     Medicintrolden vendte sig væk fra Elsa og gik hen til Anna igen. Han nikkede. "Ja, det er godt, at det kun er hendes hoved, der blev ramt. Hovedet er det letteste punkt på kroppen at manipulere med. Hun kan reddes. Men I bør passe på. Jeres datters magi kan let gå hen og blive farlige for hendes omgivelser. Hun bliver nødt til at lære at styre dem." Han så kort hen på Elsa, så ind i hendes krystalblå øjne.

     Elsa rynkede panden og forstod ikke, hvad der foregik omkring hende. Det havde været et uheld. Anna havde gjort noget dumt, og hun havde reageret, som enhver anden ville have gjort. Den slags sker. "Jeg styrer mine kræfter helt fint!"

     "Elsa..." sagde kongen, men Elsa lod ham ikke tale ud.

     "Nej, far! Jeg styrer dem helt fint, men i nat... Det gik galt... jeg gik i panik, og jeg... men normalt går det slet ikke sådan her! Jeg styrer dem helt fint."

     "Jeg ved, at det er sådan, du har det lige nu, Elsa," sagde medicintrolden til hende. Hans stemme var så faderlig, at Elsa ikke kunne lade være med at lytte til ham, også selvom hun ikke havde lyst. "Men det vil kun blive værre, kræfterne vil blive ved med at vokse. Og desuden så..." Han bremsede sig selv.

     "Hvad?" Nu blev Elsa nysgerrig. Medicintrolden så ned i jorden. Lige så gjorde alle troldene omkring dem.

     Dronningen og kongen undgik også at se på hende. De vidste, hvad der foregik.

     "Hvad er der?" spurgte Elsa.

     "Vi ønskede ikke, at du skulle vide det, at du ikke skulle lade dig skræmme af det, men der er en... en..." Kongen sagde ikke mere. Han bed sig i underlæben.

     "En hvad?"

     "Der er en profeti," sagde medicintrolden nu og løftede blikket. Han så Elsa direkte ind i øjnene. Der kom en lang tavshed, hvor ingen sagde noget, og vinden suste nede fra bjergene af og ned i den lille oase. Den tog et godt tag i Elsas platinblonde fletning. Til sidst fortsatte trolden: "Vi har kendt til den i århundreder. Der er en chance for, at den handler om dig, mit barn."

     "Om mig? Jamen hvad siger den? Hvad handler den om?"

     "Jeg er ikke helt sikker på, at jeg bør..." trolden så ned igen. Men kongen bød ind:

     "Jeg synes, du skal fortælle hende det. Hun bør vide det, det er hendes ret. Vi kan ikke blive ved med at holde den skjult for hende."

     Medicintrolden nikkede. Ud af hans ru fingerspidser kom lilla glimt, der så strømmede op på himlen og dannede scenarier som nordlys.

     Først dannedes der et billede af et slot omringede af et stort kongerige. Medicintrolden remsede nu op, mens hele flokken af trolde gjorde det samme enstonigt, som var de alle sammen af samme sjæl:

"Din fremtid er dyster

dit rige vil splintres

Dit land vil forbandes med uendelig vinter."

 

Kongeriget, der blev vist på himlen blev udvisket, som blev det angrebet af en isstorm. Billedet blev afløst af et andet billede. En ung kvinde i blåt blev vist og lavede isbjerge og snestorm med magi. Folk led under hende og frøs til is.

"Født med magi

vil der udøves trolddom

af en hersker med et frosset sind

alt da vil omkomme i is og sne."

 

Kvinden af is sendte en storm imod Elsa, og Elsa blev skræmt. Men så blev billedet afløst af endnu et. Et sværd, der blev slynget igennem luften og splintredes, da det ramte et eller andet, som Elsa ikke kunne se.

"Medmindre du frigives

ved en ofring af kær."

 

Så opløstes scenariet, og troldene blev tavse. Medicintrolden vendte sig imod Elsa. Elsa stod skrækslagen og så op på himlen endnu. Det kunne umuligt være hende.

     Hun så nu på trolden, og med en skrækslagen stemme sagde hun:

     "Jeg ville aldrig skade nogen, I må tro mig! Den profeti kan umuligt være om mig!"

     Ud af hendes fødder strømmede isen i cirkler og frøs det mørkegrønne græs til. Den standsede lige foran trolden, der så forbavset ned på det, men kiggede dernæst medfølende op på Elsa.

     "Det ved jeg, du ikke vil - men der er ting, man ikke kan sætte sig op imod. Men fat mod, mit barn." Han gik hen til hende og tog hendes rystende hånd. "Du må bare lære at styre dine evner, du må ikke lade de negative følelser som panik, frygt og vrede få overtaget, for så kan der ske lignende ting, som det, der skete med din søster. Du må passe bedre på fra nu af."

     "Men hvad nu, hvis der sker noget lignende igen?" spurgte Elsa, men prøvede at styre sin panik. "Jeg kan da ikke styre mine følelser dagen lang, især ikke når jeg leger med Anna!"

     Dronningen og kongen vekslede blikke. Elsa bemærkede det godt og så hen på dem.

     "Vi har snakket om det før," mumlede dronningen til kongen. "Måske..."

     "Måske er det virkelig det sikreste," mumlede kongen tilbage. "Jeg havde håbet, at det ikke ville komme så vidt."

     "Vores folk kender til profetien, alle børn hører om den, fra de er små," sagde dronningen. "Hvis du hører om Elsas kræfter vil de gå ud fra, at..."

     "Du har ret," sagde kongen. "Det er nok det sikreste."

     "Hvad er det sikreste?" spurgte Elsa. "Hvad snakker I om?"

     Kongen sukkede og vinkede Elsa hen til sig. Hun gik ind i hans favn, og han lagde armen om hendes skuldre og sagde: " Jeg har mange gange snakket med dig om, hvor farlige dine kræfter kan være. I nat frøs du næsten slottet til, hvem ved, hvad du ellers kan komme til at lægge i is og sne? Din mor og jeg har længe diskuteret om, hvad vi skal stille op med det. Og vi synes, at det er bedst, hvis vi holder dine kræfter hemmelige for verden. Det vil ikke være sikkert for dig, hvis kongeriget finder ud af, at du har dem. Så vi... så vi synes, det er bedst, hvis vi lukker ned."

     "Lukker ned?" spurgte Elsa. "Hvad mener du med det?"

     "Ja, vi skærer ned for tyendet, kun ganske få udvalgte skal forblive arbejdende på slottet. Lader være med at holde bal hver anden aften, lukker ikke fremmede ind. Vi... lukker portene. På den måde kan du være sikker til at lære at kontrollere dine kræfter."

     "Jamen jeg kan styre mine kræfter," sagde Elsa og trak sig væk. "Det går bare galt engang imellem!"

     "Som nu..." sagde kongen.

     Elsa så ned og bemærkede, hvordan græsset omkring hende blev til is. "Jeg..."

     "Du kan ikke styre dem," sagde kongen. "Men vi vil beskytte dig, indtil du kan det. Ingen vil nogensinde finde ud af det, ingen. Du må lære at holde dem inde."

     "Men jeg har... ikke lyst til at holde dem inde..." hviskede Elsa.

     "Det ved jeg, men nogle gange er det hårde valg, man bliver nødt til at træffe. For at beskytte andre."

     Elsa så nu hen på Anna, der stadig lå bevidstløs og iskold i dronningens arme. Så vendte hun sig imod medicintrolden. "Kan du ikke helbrede hende? Hun kan ikke dø på grund af mig."

     Medicintrolden nikkede og gik hen til Anna. Et øjeblik stod han bare og betragtede pigens snehvide lok blandt alt det røde hår. Han lagde sin hånd mod den og lukkede øjnene.

     "Nej, vent lige," sagde dronningen. Trolden åbnede øjnene igen og så spørgende på hende. Dronningen så på kongen, og han nikkede. Så vendte hun sig imod den gamle trold igen. "Er det muligt for dig, at... fjerne Annas hukommelse?"

     "Hvad mener De, Deres Majestæt?" spurgte trolden.

     "Anna kan ikke vide noget om Elsas kræfter. Det vil være sikrest for hende på den måde. Anna bliver let overentusiastisk og gør ting, der går over gevind. Se bare, hvordan det endte i nat. Anna kan ikke vide noget, det er både sikrest for Elsa og for hende på den måde. Kan det lade sig gøre?"

     "Det kan det godt," svarede trolden. "Men det er ikke noget, vi foretrækker at gøre ved mennesker, det kan skabe mange konsekvenser senere i livet. Men hvad nu, hvis jeg lader det sjove forblive hos hende? Så hun kan huske alle de gode stunder, hun har haft med Elsa, men under omgivelser, der ikke indeholder magien?"

     Dronningen smilte og nikkede.

     "Vent," sagde Elsa. "Vil hun... vil hun ikke huske, at jeg har magi? Vil hun slet ikke vide noget om det, når hun vågner op?"

     "Det er bedst på den måde," sagde kongen til hende.

     "Jamen... jamen vil det sige, at vi ikke kan lave snevejr i balsalen mere? At vi ikke kan skøjte rundt på gulvet? Magien var det, vi havde sammen? Tager I... det fra hende? Fra... fra mig?" Hendes stemme begyndte at bævre, hun kunne ikke styre det.

     "Det er sikrest for Anna, at hun ikke ved noget om dine evner, så kan vi være sikre på, at sådan noget, som det der skete i nat, ikke sker igen. Ønsker du ikke for hende, at hun skal være sikker?"

     "Jo, men," mumlede Elsa. Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne. "Det er uretfærdigt..."

     "Det skal nok gå fint," sagde kongen trøstende og trak hende ind i sin favn. "Bare rolig." Han gjorde tegn til medicintrolden, at han kunne gå i gang med behandlingen af Anna.

     Medicintrolden lagde nu for tredje gang sin ru hånd mod Annas hvide lok og lukkede øjnene. Denne gang afbrød ingen ham. Han mumlede nogle ting, og nogle sekunder efter fjernede han hånden igen og åbnede øjnene.

     "Alle minder om magi er slettet, og hendes forfrysninger i hovedet er ved at tø op," han så med et lille smil på kongeparret. "Dog vil den lyse lok forblive der som et ar. Men jeg har sørget for, at den ifølge hende altid har været der."

     Elsa så på Anna med tårevævede øjne. Hendes lillesøster så nu ud til at sove fredløst og lignede ikke længere en, der var ved at fryse ihjel. Med rystende stemme spurgte hun: "Hvad så nu?"

     "Nu... tager vi hjem," svarede kongen. "Og det første, vi gør, er at give dig dit eget værelse, så du lettere kan holde dine kræfter skjult for Anna."

     "Men er der ikke nogen chance for, at hun kan vide det?"

     "Det ville ikke være nogen god idé," svarede kongen. "Hun vil sikkert få det fint, selvom hun ikke ved det. Kom, lad os tage hjem."

     Kongen og dronningen rejste sig op og gik tilbage til deres heste.

     Elsa blev stående og så kort på alle troldene, der så nysgerrige på hende med stirrende øjne. Hun så på medicintrolden. Hans blik viste kun medfølelse.

     "Er det virkelig slut?" spurgte hun og tørrede sine øjne. "Jeg kan aldrig nogensinde lege i sneen med Anna igen, for at forhindre, at mine kræfter går amok?"

     "Lad os ikke håbe, at det nogensinde kommer så vidt," var det eneste, trolden svarede.

     Elsa nikkede og gik hen til sine forældre. Kongen løftede hende op på hesten, og hun så op på nordlyset, det, der altid var stikordet til at lege om natten, for Anna kunne aldrig sove, når himlen var vågen.

     Det kunne Elsa sikkert heller aldrig igen... nogensinde.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...