Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4727Visninger
AA

2. Prolog 1: Himlen er vågen

Det var en nat ligesom alle andre.

     I kongeriget Arendelle oppe i norden var vinteren lang og sommeren kort. Når den endelig var der, og man kunne se solen dagen lang og gå uden overtøj, nød folk det i fulde drag.

     Men børn elskede nu vinteren alligevel. Godt nok var det varmt om sommeren, og de kunne lege ting, de ikke kunne om vinteren.

     Men om vinteren kunne de skøjte på isen, de kunne kælke på bakkerne. Og vigtigst af alt, så kunne de bygge snemænd, hvilket var nogle af de største glæder ved at være barn.

     Så de fleste børn ville vælge vinteren frem for sommeren.

     Og nogen børn fik mere vinter end andre.

     Det var som nævnt en nat ligesom alle andre.

     Nordlyset lyste ned over den store fjord, som kongeriget lå ved. Der gik en lang bro ud til en lille ø, hvor der lå et slot. Et stort og prægigt slot, en af nordens stoltheder.

     På dette slot sov to børn.

     Hvilket vil sige, at den ene var vågnet.

     En lille rødhåret pige løb ud på balkonen ved sit soveværelse og så med et stort smil op på de mange nuancer på nattehimlen.

     "Himlen er vågen," hviskede hun og løb ind igen.

     Inde i rummet stod to senge. Den ene var hendes egen, som hun lige var sprunget ud af. I den anden lå der en lidt ældre pige og sov endnu.

     "Elsa!" hviskede den rødhårede pige højt. Hun ruskede lidt i sin søster og hev i hendes ærme. "Du skal vågne." Hun kravlede op i sengen.

     Elsa rømmede sig og slog træt øjnene op. Anna, hendes lillesøster, havde haft en del besvær med at falde i søvn på grund af sommervarmen, og det var gået ud over hende. Og nu kom hun igen klokken... hvad var klokken?

     "Anna, vil du ikke nok bare... lægge dig til at sove? Kom nu, din seng er derovre, hop op i den, sov!"

     "Men himlen er vågen, Elsa..." tryglede Anna og sad og så på hende med underlæben helt fremme. Hendes turkisfarvede øjne var større end æg. "Jeg kan ikke sove, når himlen er vågen."

     "Kan du ikke bare ignorere den?" spurgte Elsa træt og gned sine øjne. Men så så hun i noget tid på sin lillesøsters store bedende øjne. Og hun holdt også af at... nej, glem det. Det kom ikke til at ske. Hun lukkede øjnene og prøvede at sove videre.

     "Kom nu, kom nu, kom nu. Vi bliver nødt til at lege, Elsa!" Anna ruskede i hende.

     "Leg med dig selv," sagde Elsa og skubbede Anna ned fra sengen.

     Anna faldt ned på gulvet, hvor hun sad i lidt tid og tænkte over, hvad hun skulle gøre. Så fik hun en idé. For der var den ene ting, som Elsa ikke kunne modstå. Så hun sprang op i sengen og sagde nu med en mest lokkende stemme, hun kunne frembringe:

     "Hvad med at lave en snemand?"

     Elsa åbnede ganske langsomt øjnene og så på sin lillesøster. Den lille pige smilte forhåbningsfuldt. Så sukkede hun opgivende og sagde med et ganske lille smil:

     "Fint."

     Det var en nat ligesom alle andre.

 

Det var over midnat, og hele slottet sov. Så derfor forsøgte søstrene at være så stille som muligt, mens de løb ned ad gangene.

     Kort listede Elsa hen til kongen og dronningens soveværelse. Hun kiggede kort ind, men forældrene sov tungt. De ville ikke opdage noget. På det sidste havde de været påpasselige med, hvad Elsa gjorde og ikke gjorde. Der var ting, der burde forblive hemmelige, mente de. Men det skulle ikke stoppe Elsa fra at gøre det, hun holdt allermest af. Og desuden var det også det, Anna holdt allermest af.

     De løb ned ad trappen og videre ned mod den store balsal. Der lukkede de døren efter sig og gav sig til at skraldgrine. Balsalen lå så langt væk fra alle  soveværelser, at de ikke kunne høres.

     "Jeg vil se magi! Jeg vil se magi!" tryglede Anna højrøstet, mens hun løb i cirkler rundt om Elsa. Elsa grinte.

     Hun formede en bold af luft med sine hænder, og snart begyndte energien at strømme ud i hendes fingerspidser så hun dannede små glimtende konturer af glimtende is. Så strakte hun armene op over sig, og ismagien fløj op i loftet og spredte sig til skyer. Sekundet efter begyndte det at regne ned med tusindvis af snefnug.

     Anna jublede lykkeligt og løb rundt i salen, mens hun prøvede at gribe de små fnug.

     Elsa elskede at se sin søster juble af hendes magi. Det var en af de eneste grunde til, at hun gad stå op midt om natten.

     "Se lige det her," sagde hun og slog foden ned i gulvet. Energien strømmede ud i hendes tåspidserne, gennem tøflen og videre ud på gulvet. Der blev spredt et tykt lag af gennemsigtig is ud over hele balsalens gulv.

     Anna jublede nu endnu mere og lod sig glide med af isen, så hun snublede ned i en bunke af samlet sne.

     "Få det til at sne igen!" sagde hun og rejste sig hurtigt op igen.

 

Det var en nat præcis ligesom alle andre, hvor de to prinsesser af Arendelle legede rundt i sneen inde i balsalen. Om vinteren gjorde de det i slotshaven, og om sommeren gjorde de det i salen i ly af natten, hvor ingen var der til at irettesætte dem. Den slags elskede børn - især de to, der ofte overskred alle grænser.

     "Lav Olaf! Lav Olaf!" plagede Anna, mens de skøjtede rundt hånd i hånd.

     "Okay, okay," grinte Elsa. Hun begyndte at skabe to store snebolde med sin magi, den ene dobbelt så stor som den anden. Imens begyndte Anna at samle sne ind til hovedet.

     "Det er klart," sagde hun. Så løftede Elsa hovedet op og satte det på kroppen. Hun formede to udhulninger i hovedet og vendte sig imod sin søster.

     "Har du armene og knapperne med?"

     Anna nikkede straks og gav hende to tynde pinde og nogle stykker kul, som de altid havde liggende under Annas seng.

     Elsa satte dem på.

     "Sæt dig," sagde hun. Anna lod sig falde ned i snebunken og så til med et stort smil.

     Elsa gik i skjul bag snemanden og styrede armene som i et dukketeater.

     "Hej med dig, Anna," sagde hun med en påtaget dyb stemme. "Jeg hedder Olaf, og jeg elsker varme krammere!"

     Anna grinte. "Skal jeg give dig et kram?"

     "Ja!" svarede Elsa med Olafs stemme.

     "Yay!" Anna løb hen til snemanden og omfavnede den. "Jeg elsker dig Olaf."

     Elsa smilte.

     Men så opdagede Anna noget og bakkede bagud. Hendes smil var blegnet.

     "Han har ikke nogen næse! Vi glemte at hente hans næse!" Hendes underlæbe bævrede.

     Elsa gik hen til sin søster og prøvede at trøste hende. Anna havde det med at blive let ked af det, især når det gjaldt Olaf.

     "Hvorfor glemte vi næsen?" snøftede Anna.

     "Det er okay, Anna," svarede Elsa. "Han ser faktisk bedre ud uden næse, at du ved det."

     "Du lyver! Han ser forfærdelig ud uden næse! Så kan han ikke dufte! Han har brug for at kunne dufte, så han kan dufte blomsterne udenfor."

     "Han smelter jo, hvis han kommer udenfor, Anna."

     "Ikke hvis du bruger magi. Du kan give ham hans egen sky, der kan holde ham kold, så han ikke smelter."

     Elsa grinte nu. Hun fik en idé. "Det har du ret i. Men jeg har en løsning på problemet med næsen. Se her."

     Elsa formede en lang gulerod af sne og satte den under øjnene. Så så hun smilende tilbage på Anna.

     "Hvad siger du så?"

     Anna jublede. "Jeg elsker dig, Elsa!"

     "Jeg elsker også dig, søs."

     Det var bare en nat ligesom alle andre. De to søstre skøjtede rundt på isen sammen med Olaf.

     Elsa lavede høje bjerge af sne, som Anna kunne hoppe fra og til, og det var Elsas job at lave et nyt snebjerg, hun kunne springe over på, så hun ikke faldt ned. De gjorde det altid til et eventyr, når de legede i balsalen. Om dagen og om aftenen var det bare denne her kedelige tomme sal, hvor voksne dansede rundt eller snakkede, og hvor de to piger skulle forholde sig roligt og gøre, som der blev sagt. Men om natten var den deres, og de kunne gøre, som de ville.

     Men lige netop denne nat...

     Denne nat sprang Anna fra snebjerg til snebjerg med en sådan fart, at Elsa ikke kunne følge med.

     "Hey, Anna, sænk lige farten," mindede hun sin søster om.

     "Jaja," grinte Anna, men hun sænkede ikke farten. Faktisk sprang hun endnu hurtigere.

     "Jeg mener det, Anna!" Elsa blev nu lettere panisk. Hun prøvede at fremtrylle bjerge hurtigt nok, men Anna var så overgearet, at hun tog højde for, hvad Elsa var i stand til.

     Elsa bakkede bagud og snublede på den glatte is. Hun så sin søster springe med et stort smil på læberne, men der var ikke noget bjerg, hun kunne lande på.

     "Anna!" råbte Elsa og sendte en strøm af is i retning af lillesøsteren for at skabe en dynge af sne, hun kunne lande på, men i sin panik ramte hun forkert... hun ramte Anna.

     Anna gav et gisp fra sig og faldt til jorden. Der lå kun et tyndt lag af sne dernede, og Anna rørte ikke på sig.

     "Åh nej, åh nej, åh nej..." hviskede Elsa og løb hen til sin søster.

     Anna lå bevidstløs i sneen. Da Elsa løftede tog hende til kinden opdagede hun, at hun var iskold. Hun lagde mærke til, at en lok af hendes røde hår blev hvidt som sne. Hvad havde hun gjort?

     "Anna...?" hviskede Elsa i sin skræk. Hun omfavnede sin søster og var bange for, at hun var død.

     I sin panik strømmede en ubevidst energi ud fra hendes krop og spredt sig i hele rummet. Væggene og loftet frøs til is. Det blev til en stor sal af is.

     Men Elsa ænsede det ikke. Hun græd ved sin søster og bad til, at hun skulle vågne op.

     Der gik noget tid, hvor Elsa ikke anede, hvad hun skulle stille op.

     Så hørte hun stemmer ude på den anden side af døren.

     "Frosset til...?"

     "Det kommer derinde fra..."

     Der blev banket hårdt på døren. Den havde svært ved at give efter, men til sidst kom den op, og i døråbningen stod kongen og dronningen i deres nattøj. Deres øjne blev spærret op, da de så søstrene.        

     "Elsa, hvad har du...?" gispede kongen. "Vi har sagt, at du... Det her er gået over gevind!"

     Elsa så hen på sine forældre med tåre i øjnene. "Det var ikke med vilje!" råbte hun panisk. "Jeg kunne ikke styre det! Jeg er så ked af det, Anna... Undskyld..."

     Forældrene løb hen til deres døtre. Dronningen løftede den iskolde Anna op.

     "Du godeste," hviskede hun. "Hun er iskold. Elsa... du..."

     "Er hun død?" spurgte Elsa grådkvalt. "Hun må ikke være død..."

     Dronningen knugede Anna ind til sig.                   

     "Kæreste, er hun...?" hviskede kongen.

     Dronningen rystede lettet på hovedet. "Hvad skal vi gøre?"

     Kongen overvejede sine muligheder. Han så strengt ned på Elsa. Hun var udmærket godt klar over, at hendes kræfter var farlige, og alligevel brugte hun dem til leg. Og nu var det gået ud over Anna.

     Det var kun en ting, der kunne gøres.

     "Troldene," sagde han."

     Men alt kan ændres på sådan en nat ligesom alle andre.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...