Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4711Visninger
AA

28. Ofring af kær - Anna

 

 

Olaf hjalp mig.

     Jeg kunne knap nok løbe, på grund af det frosne hjerte, der gjorde mig så svag. Men jeg tvang mig selv til det.

     Vi løb ned ad gangen. Loftet frøs til, og det samme gjorde væggene. Store tykke istapper skød frem fra gulvet, så vi var nødt til at undvige dem. Til sidst var der så mange, at vi var spærret inde.

     "Hvad skal vi gøre...?" hviskede Olaf.

     "Jeg... jeg..." Jeg skulle til at svare, at jeg ikke vidste det, da jeg indså, at jeg godt vidste det. For jeg fik øje på et vindue lige dér, hvor vi stod, som ikke var helt komplet frosset til. "Vi kravler ud!"

     Jeg bankede vinduet op, hvorefter jeg kravlede op i vindueskarmen.

     Herude var jeg tæt på at fryse til døde. Kulden trængte helt ind til marv og ben. Jeg mærkede mine kinder. De var stenhårde og iskolde.

     Olaf fulgte lidt tøvende efter mig.

     Jeg kravlede ned langs taget, for så at rutsje ned ad en snedynge ned på den tilfrosne fjord.

     "Kristoff!" råbte jeg ud i snestormen. Jeg så ned på mine hænder og gispede, da jeg så, at fingerspidserne var helt blå. Ikke blå på den dér syge måde, men blå som om de rent faktisk var blevet til is.

     Jeg... jeg var ved at blive til is.

     "KRISTOFF!" råbte jeg nu af mine lungers fulde kraft.

     "Anna!" råbte en stemme. Jeg troede kort, at det var Kristoff, da jeg opdagede, at det var Olafs stemme. Jeg så mig over skulderen og så, at Olaf næsten blæste væk.

     "Olaf, bliv på jorden!"

     "Det kan du sagtens sige!" råbte Olaf.

     Men jeg havde ikke tid til at bekymre mig om den lille snemand.

     Jeg var nødt til at kæmpe mig videre, selvom hele min krop rystede, og jeg følte den blive til is lidt efter lidt.

     Og så... pludselig... skete der et eller andet.

     Snestormen forsvandt. Eller rettere... den stoppede ligesom. Snefnuggene blev hængende stille i luften, blæsten stoppede også, som om selve tiden var stoppet.

     Der var helt stille.

     Og nu kunne jeg se ham.

     Kristoff stod lige frem for mig. Tyve meter væk. Han så mig og smilte.

     "Kristoff..." hviskede jeg og vaklede frem imod ham. Han satte i løb imod mig, så han næsten gled på isen.

     Mit hjerte fyldtes med lykke og lettelse over, at jeg næsten var reddet. Jeg skulle bare... jeg elskede ham, og han elskede mig. Han ville redde mig.

     Så hørte jeg et sværd blive trukket op af en skede.

     Jeg så efter, hvor lyden kom fra, og så omkring ti meter væk Hans og Elsa.

     Elsa lå nærmest ned, vendt væk fra Hans. Hans stod med et sværd, højt løftet over Elsa, som om han...

     Han var ved at dræbe hende.

     "Nej... Elsa..." hviskede jeg.

     Jeg var kun et sekund om at tage beslutningen. Jeg satte i løb imod Elsa og Hans. Væk fra Kristoff.

     Elsa havde ofret sig for mig de sidste tretten år for at holde mig sikker.

     Nu var det min tur. Selvom det ville koste mig livet.

     Jeg løb ind imellem Hans og Elsa. Da Hans så mig, gispede han, men han kunne ikke stoppe sværdet.

     "NEJ!" råbte jeg og forsøgte at afværge sværdet med min arm.

     Jeg følte en underlig ro i det øjeblik, min krop frøs til is.

     Og så følte jeg ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...