Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4714Visninger
AA

12. Oakens - Anna

"Elsa!"

     Jeg mindedes ikke engang, at det var så koldt i vinters. Som i vinteren, der var for kun tre måneder siden. Sommeren var kun lige begyndt, og nu var det allerede vinter igen. Jeg hadede vinter.

     "Elsa!"

     Der var helt stille i skoven. Sneen lå tykt over de steder, hvor der i går havde vokset mørkegrønt smukt græs og blomstre i alverdens farver. Farven grøn var virkelig forsvundet. Og jeg som elskede grøn.

     "ELSA!"

     Nårh ja, jeg havde jo min kjole, den var da grøn. Oh... ja... jeg hadede også min kjole i det øjeblik, for den var af tyndt stof, det er den slags kjoler, man har på om sommeren. Alle mine vinterkapper var da pakket langt væk, jeg tænkte ikke engang på at finde en frem, når jeg for to måneder siden pakkede den sidste væk og glædede mig til ikke at skulle tage den på de næste mange måneder. Men næh nej.

     "ELSA!!"

     Hun får så meget med mig at bestille, tænkte jeg for mig selv, som jeg red igennem den stille skov. Hvor kunne hun dog finde på at være så unormal og speciel og så ikke engang fortælle det til mig? Hvordan kunne hun dog finde på at fryse min sommer til og så ikke engang fortælle mig, at der var en fare for, at det kunne ske? Var hun sindssyg?

     Gud, hvor jeg glædede mig til bare at lægge mine hænder om halsen på hende og bare kvæle hende for hendes forræderi.

 

Da jeg forlod Arendelle var jeg fuld af adrenalinen over, hvad der lige var sket, hvordan den forbandede hertug forsøgte at dømme min storesøster til døden, og hvordan jeg var fast besluttet på at redde hende fra, hvad der så end kunne ramme hende derude.

     Men efter at have brugt en halv dag, hvor jeg kun havde min hest og mig selv at snakke med, kom jeg til den konklusion, at jeg hadede Elsa. Ja ja, hun havde iskræfter, som hun vist følte sig bange for. Men ikke at fortælle mig det? Var det virkelig derfor, at jeg havde været så ensom og forladt hele min barndom? Fordi Elsa virkelig var så bange for sin mirakelgave, at hun ikke engang kunne fortælle mig om dem?

     Jeg mindede mig selv om, at det første, jeg ville sige til hende, når jeg fandt hende, var, at hvis hun havde indviet mig i sin lille hemmelighed, havde hun aldrig frosset vores hjem til, for så ville jeg ikke have været så desperat på at få nogle svar til, at jeg trak den handske af hende og fik hende til at gå isgrasat.

     "Du er enig, er du ikke?" sagde jeg sammenbidt til min hest. Den svarede ikke - ikke at jeg blev overrasket over det.

     Nå, men jeg red lidt rundt de næste par timer og råbte på Elsa i ny og næ. Jeg mødte ikke en sjæl, hvilket irriterede mig ret så meget, da jeg godt gad at spørge nogen, om de havde set en forvildet dronning et eller andet sted.

     Min lunte gik ligesom lidt, da min hest også forlod mig.

     Jeg ved bare, at jeg red lige så roligt rundt, mens jeg fløjtede lidt for mig selv, da der pludselig landede en stor gren og en kæmpe bunke sne foran mig, så både jeg og hesten fik et ordentligt chok. Vi gjorde begge de ting, som man nu engang gør, når man bliver forskrækket. Jeg skreg i vilden sky, og min hest stejlede, så jeg faldt af, hvorefter den galopperede væk - i den retning, jeg kom fra.

     "Nej, vent! Kom tilbage dit forræderiske dyr! Du skal ikke forlade mig!" Jeg kom hurtigt på benene og løb så hurtigt mine ben kunne bære mig efter hesten, men den var allerede halvvejs tilbage mod Arendelle indså jeg nu, så jeg endte bare med at stå helt modløs og stirre ud i luften.

 

Så faldt mørket på, og jeg begyndte at brokke mig over sneen.

     Den dybe kolde sne, der med lethed trængte igennem mine sommersko og direkte ind til mine nu følelsesløse tæer. Jeg var lykkelig for, at det i det mindste var vindstille, så resten af min krop ikke led endnu mere overlast.

     Jeg svor, at jeg var parat til at lægge mig til at dø, da jeg pludselig så noget, som jeg da var helt sikker på måtte være en illusion, så vidunderligt et syn var det.

     En hytte! En træhytte med lys i vinduerne og røg stigende fra skårstenen. Hvilket betød ild! Hvilket betød varme!

     Jeg satte straks i løb igennem sneen, løb så hurtigt, at jeg ikke engang ænsede den å, jeg var krydset. Jeg faldt direkte igennem isen og ned i det iskolde vand. Jeg stivnede fuldstændig til, som kulden spredte sig overalt i min krop, helt ud til fingerspidserne og op til hovedet.

     "Koldt... koldt..." mumlede jeg med klaprende tænder, som jeg stiv overalt rejste mig op og vraltede det sidste stykke mod hytten i med mit skørt fuldstændig frosset til.

     Jeg kom med noget besvær op på verandaen og så op på skiltet, der meget sjusket var bemalet med disse ord med sort maling:

 

VANDRENDE OAKENS

HANDELSPOST

(Og sauna)

 

Nede under skiltet var der sømmet et mindre skilt fast, hvor der med røde bogstaver stod:

 

SOMMERTILBUD

LETTE SOMMERKJOLER -50%

BADEDRAGTER -25%

SANDALER -80 %

 

I det mindste solgte han da tøj. Han måtte da også have noget, man kunne være bekendt at gå i om vinteren. Og han havde da sauna...

     Så jeg trådte indenfor. Varmen var vidunderlig. Den knitrende ild i pejsen fik straks min kjole til at tø op, og mine ben sank næsten sammen under mig. Jeg trængte virkelig også til at sidde i en stol eller sove eller et eller andet. Ilden gav mig lyst til at sove.

     "Wuhu," fløjtede en eller anden latterlig stemme.

     Jeg snurrede rundt og fik øje på en mand i sweater bag en disk med et stort smil.

     "Øh... hej," sagde jeg.

     "Der er sommertilbud, 50% rabat på sommerkjo - "

     "Ja, det er godt," bremsede jeg ham op. "Jeg leder mere efter... kapper... vinterkjoler. Støvler især."

     "Det vil så være i vores vinterafdeling," sagde manden kækt og pegede hen imod et lille hjørne af butikken. Jeg bevægede mig derhen. Først nu lagde jeg mørke til, hvad her blev solgt. Her var de mest underlige dingenoter og himstergimster jeg i mit liv havde set. Legetøj, køkkenredskaber, bjergudstyr og endda en lille afdeling med grøntsager.

     Da jeg ankom til vinterafdelingen blev jeg slemt skuffet. Den var ikke stor. Der var kun et par kjoler at vælge imellem, en kappe og nogle gamle støvler. Jeg tog, hvad jeg kunne stille mig tilfreds med og gik tilbage mod manden bag disken.

     "Jeg tænkte også på, om der har været andre her?" spurgte jeg, som jeg lagde vintertøjet. "Altså indenfor de sidste timer. En kvinde. Lyst hår... dronning tilfældigvis." Det sidste blev tilføjet gennem en bitter mumlen.

     "Ingen andre end dig har været skøre nok til at gå ud i det her vejr," sagde manden ufortrødent.

     Man skulle tro det var et slags stikord. For i selv samme øjeblik blev døren åbnet og smækket i igen. Vi vendte os begge imod den, og jeg fik øje på en stor mand dækket af sne fra top til tå.

     "Nårh ja, dig og så Kristoff," sagde manden en smule slukøret. "Kristoff, du skulle prøve min solcreme, jeg har selv lavet den, og jeg - "

     "Ikke nu, Oaken," brummede manden og troppede hen imod os. Han ænsede mig ikke. "Kan du ikke se, hvilket vejr, det er udenfor?"

     "Jo jo, men det er sikkert bare noget forårsfrost."

     "Det er juni!" bed jeg - og åbenbart også manden - ad ham. Jeg sendte et stift blik imod manden, og han så nu direkte på mig. Jeg fik nu set ordentligt på ham. Han var godt klædt med vintertøj fra top til tå, og sneen klæbede til det. Kun hans øjne forblev synlige. De var kastanjebrune. Jeg skyndte mig at se væk igen. Han stirrede på mig med et næsten tilintetgørende blik. Jeg kunne godt regne ud hvorfor. Her stod jeg med håret fint opsat, i balkjole og et dyrt smykke om halsen, mens han selv lignede en, der kæmpede sig til føden dagligt.

     "Gulerødder," brummede han, mens han fortsat stirrede på mig.

     Jeg glippede med øjnene og så spørgende på ham.

     "Bag dig," sagde han sammenbidt.

     Og da gik det op for mig, at jeg stod klæbet op ad hylderne med alle grøntsagerne. Jeg skyndte mig at rykke til side, så langt fra ham, som jeg kunne komme altså. Han snuppede nogle gulerødder derfra og gik hen mellem de andre hylder og fandt nogle ting og sager, som jeg ikke kunne se, hvor var.

     "Det er faktisk lidt af et usædvanligt vejr," sagde Oaken tænksomt.

     "Synes du?" mumlede jeg sarkastisk.

     "Gad vide, hvor den kom fra?"

     Fra min søster, tænkte jeg for mig selv, men nævnte ikke noget. Der lød et fnys henne fra de andre hylder af.

     "Det kommer sikkert fra Det Nordlige Bjerg," brummede Kristoff.

     "Hvorfor skulle det komme derfra?" spurgte jeg med bankende hjerte.

     "Det ved jeg ikke, jeg ved bare, at jeg så noget magisk hurlumhejsa deroppe lige før. Og alt ved det her virker unaturligt. I går, da jeg kom ned efter at have hugget is fra de høje bjerge, var vejret skønt, men da aftenen faldt på begyndte det bare at sne. Temperaturen skiftede på et sekund. Og så midt om sommeren. Aldrig har jeg oplevet noget så mærkeligt. Men det må gerne forsvinde snart. Det er ikke ligefrem godt for min forretning."

     "Det tør siges," mumlede jeg. Han sendte mig et tilintetgørende blik. Jeg kiggede væk. Jeg faldt hen med mig selv igen. Var det mon dér, Elsa var? på det dér Nordlige Bjerg? Jeg kunne ikke vide det med sikkerhed, men det var det eneste, jeg havde at gå efter.

     "Hvad?! Det bliver 10!" brummede Kristoff pludselig, og jeg blev revet ud af min tankestrøm. Det gik op for mig, at han og Oaken var ved at diskutere prisen på de ting, Kristoff ville købe, hvilket var det bundt gulerødder, jeg havde spærret for, et reb og en hakke. Og de diskuterede nu i heftige råb - hvilket vil sige, at Kristoff brummede gennem sit tykke halstørklæde, og Oaken peb kækt med sin skingre jodlestemme. Det lød som en diskussion, de havde haft en masse gange før. Det endte med, at Kristoff blev smidt ud af butikken uden hverken sine gulerødder eller redskaber.

     "Nå, tilbage til dig, kære pige," fløjtede Oaken efter at have taget fat i Kristoffs krave og bogstavelig talt kylet ham ud af døren, hvor han havde vist, at han ikke var lige så lille, som han så ud bag den disk. "Vil du have det i en pose, eller foretrækker du at klæde om i baglokalet?"

     Jeg stod lidt og stirrede forskrækket på ham. Så glippede jeg med øjnene og vendte blikket mod Kristoffs ting. Og en idé begyndte at tage fat i mit hoved.

     "Ved du hvad," sagde jeg. "Jeg køber også gulerødderne og redskaberne med. Og ja, jeg vil godt klæde om ude bagved, tak."

     Først stirrede Oaken forbløffet på mig. Derefter pegede han stumt på døren bag ham mens han tog imod mine penge.

 

Jeg fik klædt mig op og sat mit hår om til to fletninger, hvorefter jeg skyndte mig ud og finde Kristoff. Han måtte da være nået langt nu.

     Men så hørte jeg noget guitarspil et sted fra. Jeg vendte mig imod lyden og så et lille skur ikke langt fra Oakens hytte. Der var lys inde. Jeg kunne ganske svagt høre en synge - det lød som Kristoff.

     Jeg sneg mig hen til døren, skulle til at åbne, men standsede, da jeg nu kunne høre ham tydeligt. Først troede jeg, at der var en anden sammen med ham, men så gik det op for mig, at han bare forvrængede sin egen stemme halvdelen af tiden.

 

"Rensdyr er bedre end mennesker

Sven, synes du ikke, at det er sandt?

 

Ja, mennesker vil slå dig, forbande dig og snyde dig

Alle er slemme, undtagen dig

 

Men mennesker lugter bedre end rensdyr

Sven, synes du ikke, at jeg har ret?

 

Det er sandt nu engang

med alle undtagen dig

 

Der fik du mig

Så lad os sige godnat

Godnat

 

Godnat

 

Lad ikke frosten bide på"

 

Den sidste sætning blev sunget stille og langtrukkent, og der blev helt stille bagefter.

     Jeg stod helt forfjamsket på den anden side af døren. Manden var jo sindssyg. Men jeg var nødt til det. Han kunne hjælpe mig med at finde min søster, så jeg var nødt til det. Så jeg tog mod til mig og trådte ind.

     "Flot duet," sagde jeg køligt.

     Kristoff lå i en bunke hø, men sprang op, så snart han så mig. Ved siden af ham stod et rensdyr, som der også gik et spjæt i.

     "Oh... det er dig," mumlede han og sukkede dybt. Han var lidt mere afklædt. Både hans hue og halstørklæde manglede, så jeg nu kunne se hele hans ansigt og hår. Han havde korngult strittende hår og en meget bred hage. Men hans øjne så faktisk en smule venlige ud i skæret fra den tændte olielampe, der hang fra loftet. "Hvad vil du?"

     "Er det dit rensdyr?" spurgte jeg og gik hen til dyret. Jeg kløede det lidt bag øret. Det så ud til at nyde det.

     "Det er Sven," brummede Kristoff.

     "Sven...? Åh!" Han havde sunget en falsk duet med sit rensdyr. Det var næsten værre end, hvis han havde sunget med sig selv.

     "Men hvad vil du her?" spurgte Kristoff endnu mere indtrængende.

     "Jo, jeg ville være lykkelig, hvis du ville tage mig med op til Det Nordlige Bjerg."

     Kristoff kneb øjnene sammen. Så sukkede han og lagde sig ned og lukkede øjnene. "Nej. Det kommer ikke til at ske."

     Jeg sukkede dybt. Så fandt jeg posen frem med hans redskaber og kastede dem direkte i maven på ham. Han fór op igen.

     "Lad mig omformulere det," sagde jeg myndigt. "Tag mig op til Det Nordlige Bjerg - tak."

     Han lidt skeptisk posen og tog rebet og hakken ud. Først stirrede han bare forfjamsket på dem, så kiggede han skeptisk op på mig.

     "Hvem tror du, at du er?" spurgte han.

     "Prinsesse Anna af Arendelle."

     Nu spærrede han øjnene op, åbnede munden for at sige et eller andet, men han var vist helt stum. Jeg smilte tilfredst.

     "Har vi en aftale?"

     Han var stadig helt stum. Han hverken nikkede eller rystede på hovedet.

     "Hør her..." sagde jeg så. "Jeg ved, hvordan jeg skal stoppe denne her vinter. Det er en person, der har skabt den. Hun... hun er stukket af fra Arendelle."

     Nu spærrede han endnu mere øjnene op og åbnede munden på vid gab. "Som i...?"

     "Profetien?" spurgte jeg. "Nej. Det er en misforståelse. Men har vi en aftale?"

     Han sukkede dybt og lagde sig opgivende ned i høet. "Fint. Vi kører ved daggry. Nårh ja, du glemte Svends gulerødder."

     Jeg blev en smule sur. Det skulle være nu! Fattede han ikke, hvad det her afhang af?! Så jeg tog bundtet med gulerødder og lavede samme nummer igen. Men denne gang kom jeg til at ramme ham i hovedet.

     "Av!" jamrede han og tog gulerødderne. Et kort øjeblik så han ud til at kaste dem efter mig, men han kom vist i tanke om, hvem han havde med at gøre.

     "Vi kører nu," sagde jeg stædigt. "Lige nu."

     Så drejede jeg rundt og gik mod døren. Men jeg blev stoppet af Kristoff.

     "Hvorfor tror du overhovedet, at denne person vil lytte til dig? Der er vel en grund til, at hun er stukket af."

     Jeg vendte mig rundt imod ham. Der gik lidt tid, før jeg svarede. Men så sagde jeg:

     "Fordi hun er min søster - dronning Elsa af Arendelle."

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...