Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4734Visninger
AA

26. Nogen er værd at smelte for - eller fryse inde for - Anna

 

 

Gerda og Kaj hjalp mig ind i en stue, hvor hertugen, Hans og en masse andre forretningsmænd var.

     "Anna!" råbte Hans og kom mig i møde. Jeg sprang nærmest i favnen på mig.

     "Hans, jeg..." hviskede jeg. Han hjalp med at holde mig oppe, jeg kunne ikke engang selv stå nu.

     "Vi... lader jer være alene," sagde Gerda og skubbede Kaj ud.

     "Hvad foregår her?" spurgte hertugen.

     "Kom, nu!" sagde Gerda bestemt, og alle fulgte med hende ud, så vi nu kun var mig og Hans i stuen.

     "Hvad er der sket, Anna?" spurgte Hans og hjalp mig hen i sofaen.

     "Elsa, hun... frøs mit hjerte," mumlede jeg. "Det tror jeg i hvert fald, det er dér, det gør allermest ondt."

     "Du... du sagde at hun aldrig ville gøre dig ondt."

     "Jeg tog fejl," flæbede jeg. "Jeg troede, at hun var anderledes, men det er hun ikke. Hun er ond, Hans, og hun... hun havde nær slået mig ihjel, og det værste er, at jeg tror, at det lykkes. Jeg har det, som om jeg er ved at fryse til is indefra - og jeg mener det ikke engang på en eller anden absurd poetisk måde."

     "Nejnej, selvfølgelig ikke."

     "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," hviskede jeg, mens mine tænder klaprede.

     Hans sad helt tæt på mig, han så mig i øjnene. Jeg havde sådan en lyst til at kysse ham, bare et først og sidste kys.

     Men Hans kyssede mig ikke. I stedet trak han sig væk og rejste sig op. "Tja, sådan går det jo."

     Han gik hen til vinduet ud imod slotsgården og trak gardinerne for.

     "Hvad...?" hviskede jeg.

     "Det er jo perfekt det her," sagde Hans, nok mere til sig selv end til mig. "Jeg behøver knap nok gøre noget selv. Du er så godt som død, og Elsa er så godt som død med den position, hun står i."

     "Hvad... hvad snakker du om?"

     Hans vendte sig imod mig med et smil - ikke et kærligt Hans-smil, men et grumt et, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. "Når man er nummer 13. i rækken til at blive konge i sit eget land er der ikke ligefrem de store chancer her. Så jeg... så mig lidt omkring. Det oplagt valg ville selvfølgelig have været at gå efter Elsa, men... der var du, så komplet ivrig efter at blive elsket af en eller anden, at... tja, det hele var for let. Selvfølgelig, når vi var gift, ville jeg være nødt til at... arrangere et uheld for Elsa, sådan så jeg kunne blive konge - lige her. Men I har simpelthen ordnet det hele for mig. Jeg skal bare vente på, at du vist dysser hen på egen hånd, og Elsa er... som sagt ikke dronningemateriale længere."

     "Du... du lod som om...?"

     "Jeg elskede dig? Ja, det gjorde jeg."

     "Og nu..."

     "Nu vil jeg gå ud af den dør og lade dig ligge her og dø."

     "Det kan du da ikke!" råbte jeg, hvilket gjorde, at jeg faldt ned fra sofaen og tog mig til hjertet. Jeg følte mig iskold over det hele.

     "Jeg har allerede gjort det, Deres Højhed." Hans satte sig ned på hug og løftede min hage, så vi så hinanden i øjnene. "Du troede da ikke for alvor, at ægte kærlighed dukker op så... pludseligt, gjorde du?"

     "Jeg var tydeligvis en idiot," sagde jeg stift og sendte ham et tilintetgørende blik.

     Hans smilte, hvorefter han rejste sig og gik hen til døren. Han åbnede døren, så han lige kunne komme ud, og så smilte han til mig og tilføjede:

     "Åh ja, Elsa kom i øvrigt hastende tilbage til Arendelle her tidligere. Hun var noget så ulykkelig over, at hun havde frosset dit lille hjerte. Hun sagde, at det eneste, der kan redde dig, er, hvis du udfører en rigtig kærlighedsgerning. Er det ikke bare bedårende?" Så grinte han, hvorefter han gik ud og lukkede døren efter sig.

     "Elsa...?" hviskede jeg. Så blev døren låst. "Nej! Vent! Hvorfor skulle Elsa - ?!" Jeg prøvede at åbne den, men den var låst, og jeg var for svag. Jeg gled ned langs døren og sad bare dér, frøs og hviskede efter en hjælp, der ikke kom.

 

Jeg lå på gulvet, mens det blev koldere og koldere, både udenfor og indenfor.

     Så fik jeg øje på dørens håndtag, som nu lirkede, som om en eller anden forsøgte at komme ind.

     "Hjælp," hviskede jeg.

     Døren gik op, og i låsen sad intet andet end en gulerod, der havde lirket den op.

     Og ind kom Olaf vraltende. Da han så mig, gispede han og smilte så. Han hjalp mig op og sidde.

     "Hvad smiler du af?" hviskede jeg.

     "Du er ikke død - endnu."

     "Hvorfor troede du, at jeg var død?"

     "Jeg hørte Hans snakke med nogle andre i den anden ende af slottet. Han sagde, at du var død, og at I... havde sagt jeres ægteskabsløfter eller et eller andet. Og så er du ikke engang død endnu."

     "Hans er... en forræder, han... han er ikke den, som jeg troede, at han var..."

     "Du er kold," sagde Olaf. "Lad os tænde pejsen!" Komplet upåvirket af situationen, vraltede han hen og tændte op i pejsen.

     "Nej, vent..." hviskede jeg, da jeg indså, hvad der ville ske, hvis han var i nærheden af ilden. Men det var for sent, ilden var tændt, og Olaf stod bare og stirrede.

     "Så det her er varme, det er... dejligt..." Han rakte sin pindearm ud, som rørte ved ilden, men da han brændte sig skyndte han sig væk. "Ikke røre, dårlig idé." Han løb hen til mig og trak mig blidt hen til ilden, så jeg kunne få varmen.

     "Dit hår er kridhvidt," sagde Olaf.

     "Elsa ramte mig med sin magi."

     "Stakkels dig - og hende selvfølgelig."

     Jeg valgte at ignorere ham. Jeg måtte høre syner, sådan som alle pludselig talte om hende.

     "Men hvad skete der med Hans?" spurgte Olaf.

     "Han... forrådte mig. Det var ikke ægte kærlighed. Jeg... jeg ved virkelig ikke noget som helst om kærlighed. Elsa havde ret. Jeg er bare... dum..."

     "Du er da ikke dum, du er en af de klogeste mennesker, jeg kender. Og angående det med kærlighed gør det da ikke noget, for - jeg ved en masse om kærlighed. Jeg kan fortælle dig om det. Kærlighed er, når du... sætter dine egne behov under andres, som da Elsa..."

     "Vær sød ikke at tale om Elsa..." sagde jeg.

     "Nå, så bruger jeg da bare et andet eksempel." Olaf tænkte sig lidt om. Så sagde han: "Som da Kristoff brugte flere dage af sit liv på dig, selvom han nok hellere ville oppe i bjergene og hugge is. Eller da - nårh ja, dér hvor jeg så ham aflevere dig ved porten, så du kunne være sikker, men han var nødt til at efterlade dig for evigt."

     Jeg stirrede på den lille naive snemand og kunne ikke fatte, hvad jeg hørte. "Prøver du at fortælle mig, at Kristoff... elsker mig?"

     Nu stirrede Olaf på mig. "Wow," sagde han. "Du ved virkelig ikke noget om kærlighed, hva'?"

     Jeg smilede skævt, og han smilte til mig. Så så jeg, at hans snehud glimtede og nogle små dråber vand glide ned langs hans snemandskrop.

     "Olaf," sagde jeg. "Du er nødt til at komme væk derfra, du... du smelter. Ilden..."

     "Vi kan ikke slukke ilden, for så dør du af kulde."

     "Men... Olaf..."

     "Nogen er værd at smelte for, Anna." Olaf så mig lige i øjnene, og jeg følte en sådan varme bare ved at se på ham. Hans øjne var blå, præcis ligesom mine og Elsas.

     "Men lad os i det mindste gå lidt væk," foreslog jeg.

     Vi kravlede lidt væk fra ilden, og jeg lagde mig tættest på pejsen. Olaf lagde sig ved siden af mig, og der lå vi så. Jeg vidste ikke, hvor lang tid, jeg ville leve endnu, men en ting vidste jeg: Hvis jeg skulle dø, ville jeg gerne dø her med Olaf ved min side.

     "Nogen er også værd at fryse inde for," mumlede Olaf.

     "Hva'?" sagde jeg. Hvad sagde han?

     "Hva'? Åh, ikke noget." En dyb vejrtrækning fortalte, at han var faldet i søvn

     Men han havde sagt noget. Nogen er værd at fryse inde for. Hvad betød det?

     "Olaf...?" hviskede jeg, men han sov. Jeg lagde min hånd på hans pindearm for at vække ham, men det blev ikke til noget. For i det samme, jeg rørte ham, skete der noget andet.

 

"Anna, vent på mig!"

     "Skynd dig!"

     Jeg var et barn igen. Og jeg løb ned ad gangene sammen med Elsa. Vi løb hen imod balsalen, hvor vi altid legede sammen i de varme sommernætter.

     "Vis mig magi, vis mig magi," råbte jeg glad.

     Og en otteårig Elsa badede balsalen i sne og is. Sammen byggede vi hendes slot, og vi legede hele natten, hvor vi blandt andet byggede Olaf, som vi skøjtede rundt med.

    

Jeg sprang rundt på nogle store sneklitter, som Elsa fremmanede til mig.

     Men jeg ved ikke, hvad der skete. Lige pludselig var der bare ikke en klit at lande på.

     "Anna!" råbte Elsa panisk. Jeg skreg, da jeg faldt, og et eller andet ramte mig, som om jeg fik en isterning i hovedet. Jeg besvimede.

 

Så skete der noget andet... jeg så ting fra en helt anden vinkel, ikke fra min egen, men jeg nærmest observerede scenariet.

     Elsa skreg panisk, som hun løb hen til den besvimede mig. Lidt efter kom mor og far ind.

     Mor og far tog den besvimede mig og Elsa med ud og ride. Langt væk fra Arendelle, ud til en oase fyldt med trolde.

     Og der observerede jeg medicintrolden fortælle hende om profetien. Og der kom mor og far med et forslag, der kom meget bag på mig.

     "Vi har snakket om det før," mumlede mor til far. "Måske..."

     "Måske er det virkelig det sikreste," mumlede far tilbage. "Jeg havde håbet, at det ikke ville komme så vidt."

     "Vores folk kender til profetien, alle børn hører om den, fra de er små," sagde mor. "Hvis du hører om Elsas kræfter vil de gå ud fra, at..."

     "Du har ret," sagde far. "Det er nok det sikreste."

     "Hvad er det sikreste?" spurgte Elsa. "Hvad snakker I om?"

     Far sukkede og vinkede Elsa hen til sig. Hun gik ind i hans favn, og han lagde armen om hendes skuldre og sagde: " Jeg har mange gange snakket med dig om, hvor farlige dine kræfter kan være. I nat frøs du næsten slottet til, hvem ved, hvad du ellers kan komme til at lægge i is og sne? Din mor og jeg har længe diskuteret om, hvad vi skal stille op med det. Og vi synes, at det er bedst, hvis vi holder dine kræfter hemmelige for verden. Det vil ikke være sikkert for dig, hvis kongeriget finder ud af, at du har dem. Så vi... så vi synes, det er bedst, hvis vi lukker ned."

     "Lukker ned?" spurgte Elsa. "Hvad mener du med det?"

     "Ja, vi skærer ned for tyendet, kun ganske få udvalgte skal forblive arbejdende på slottet. Lader være med at holde bal hver anden aften, lukker ikke fremmede ind. Vi... lukker portene. På den måde kan du være sikker til at lære at kontrollere dine kræfter."

     "Jamen jeg kan styre mine kræfter," sagde Elsa og trak sig væk. "Det går bare galt engang imellem!"

     "Som nu..." sagde far. Jeg kunne ikke fatte, hvad jeg hørte.

     Elsa så ned og bemærkede, hvordan græsset omkring hende blev til is. "Jeg..."

     "Du kan ikke styre dem," sagde far. "Men vi vil beskytte dig, indtil du kan det. Ingen vil nogensinde finde ud af det, ingen. Du må lære at holde dem inde."

     "Men jeg har... ikke lyst til at holde dem inde..." hviskede Elsa.

     "Det ved jeg, men nogle gange er det hårde valg, man bliver nødt til at træffe. For at beskytte andre."

     Elsa så nu hen på den besvimede mig, der stadig lå i mors arme. Så vendte hun sig imod medicintrolden. "Kan du ikke helbrede hende? Hun kan ikke dø på grund af mig."

     Medicintrolden nikkede og gik hen til mig. Et øjeblik stod han bare og betragtede min snehvide lok blandt alt det røde hår. Han lagde sin hånd mod den og lukkede øjnene. Pludselig indså jeg, hvordan jeg fik min lok. Jeg var ikke født med den. Det var Elsa...

     "Nej, vent lige," sagde mor. Trolden åbnede øjnene igen og så spørgende på hende. Dronningen så på far, og han nikkede. Så vendte hun sig imod den gamle trold igen. "Er det muligt for dig, at... fjerne Annas hukommelse?"

     "Hvad mener De, Deres Majestæt?" spurgte trolden. Det ville jeg også gerne vide!

     "Anna kan ikke vide noget om Elsas kræfter. Det vil være sikrest for hende på den måde. Anna bliver let overentusiastisk og gør ting, der går over gevind. Se bare, hvordan det endte i nat. Anna kan ikke vide noget, det er både sikrest for Elsa og for hende på den måde. Kan det lade sig gøre?"

     "Det kan det godt," svarede trolden. "Men det er ikke noget, vi foretrækker at gøre ved mennesker, det kan skabe mange konsekvenser senere i livet. Men hvad nu, hvis jeg lader det sjove forblive hos hende? Så hun kan huske alle de gode stunder, hun har haft med Elsa, men under omgivelser, der ikke indeholder magien?"

     Mor smilte og nikkede. Jeg gispede og rystede på hovedet.

     "Vent," sagde Elsa. "Vil hun... vil hun ikke huske, at jeg har magi? Vil hun slet ikke vide noget om det, når hun vågner op?"

     "Det er bedst på den måde," sagde far til hende.

     "Nej!" råbte jeg. "Nej, det vil ej!"

     "Jamen... jamen vil det sige, at vi ikke kan lave snevejr i balsalen mere? At vi ikke kan skøjte rundt på gulvet? Magien var det, vi havde sammen! Tager I... det fra hende? Fra... fra mig?" Hendes stemme begyndte at bævre. Det samme gjorde min.

     "Det er sikrest for Anna, at hun ikke ved noget om dine evner, så kan vi være sikre på, at sådan noget, som det der skete i nat, ikke sker igen. Ønsker du ikke for hende, at hun skal være sikker?"

     "Jo, men," mumlede Elsa. Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne. "Det er uretfærdigt..."

     "Nej, far!" råbte jeg. "I kan ikke... nej!" Jeg råbte og skreg, men scenariet forsvandt og blev skiftet til et andet.

 

Nu observerede jeg i klip, hvordan jeg sad på den anden side af døren og var ensom, mens Elsa sad inde på sit værelse, hvor mor og far holdt hende.

     Og jeg observerede, hvordan hun nogle få år efter fik lov til at lege med mig. Men at det gik galt. Det var derfor, hun løb væk... jeg kunne godt huske det... hun var blevet komplet skrækslagen...

     Elsa kom løbende ind på fars kontor og lukkede døren efter hende. I det øjeblik, hun rørte ved dørhåndtaget, frøs det til og døren med. Alle væggene frøs til. Rød is.

     Hun græd.

     "Anna..." hviskede hun.

     Far kiggede forvirret på hende. Han så sig om i det tilfrosne lokale. "Elsa, hvad er der sket? Tag det roligt..." Han gik hen imod hende.

     "Nej! Rør mig ikke! Jeg vil ikke skade dig! Jeg var ude og lege med Anna, men det gik galt. Min magi løb løbsk, jeg kunne have såret hende! Jeg kan ikke styre den! Hjælp mig! Den vil ikke holde op!"

     Magien strømmede ud af hende og frøs hele rummet til med blodrød is. Og hun græd endnu mere.

     "Elsa, du skal ikke være bange," beroligede far. "Lad være med at føle, så falder det ned. Dine kræfter udløses af følelser - lad være med at føle. Tag en dyb indånding og luk alle følelser og tanker ud af dit hoved."

     Hun prøvede vist at gøre, som han sagde. Hun trak vejret dybt ind og ud.

     Til sidst stoppede isen og forsvandt.

     "Du havde ret," hviskede hun til sidst og tørrede mine øjne. "Det er en forbandelse - jeg kan ikke styre den."

     Far gik hen til hende og sagde: "Jeg ved, hvordan du kan styre den."                

     Far fandt et par handsker i en skuffe. Små blå handsker. Jeg gispede ved synet af de velkendte handsker.

     "De her vil hjælpe," sagde han og gav Elsa dem på. "Hver eneste gang, din magi løber løbsk, så tænk disse ord: Skjul det, ikke føl det."

     "Vis det ikke frem," mumlede Elsa.

     Hun mumlede det mange gange for sig selv, og jeg observerede hende gøre det.

     Elsa elskede sine kræfter af hele sit hjerte - og det samme gjorde jeg. Men en nat gik det galt, hun skadede mig, og mor og far tog glæden fra hende.

     De ødelagde hende. Måske tænkte de, at det var det bedste, men...

     De ødelagde hende...

     De ødelagde min søster...

    

Elsa talte ikke til mig igen som sådan. Hun... prøvede at beskytte mig. Altid, prøvede hun at beskytte mig imod sig selv.

     Hendes kræfter blev umulige at kontrollere. Efterhånden som hun blev mere og mere bange for dem, blev de sværere og sværere at kontrollere.

     Som teenager sad hun på sit værelse og skrev. Jeg observerede hende gøre det.

     Hun smed en masse papirer i sin papirkurv. Da hun forlod skrivebordet, gik jeg hen og læste det, der stod på et pergament, der lå fremme:

 

 

"Anna

Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig

Noget jeg altid har villet fortælle dig

Da vi var små legede vi altid. Kan du huske det?

For det kan jeg

 

Jeg er speciel

Jeg er anderledes

Jeg er født med en forbandelse

Og jeg har en profeti imod mig

Og jeg skadede dig

 

Siden da har jeg været bange for, at det skulle gentage sig

Jeg er bange, når jeg ser dig, når jeg ser din hvide lok, jeg er bange, når jeg ser mig i spejlet, jeg er bange, når jeg kommer til at fryse en blomst til is.

Jeg er bange altid

 

Jeg ved, at du føler dig alene, og jeg er ked af, at det må være sådan

Men jeg kan ikke skade dig igen - aldrig

Og for at det skal kunne lade sig gøre, må vi være skilt ad

Og slottet bliver nødt til at være tomt

Jeg er lige så ensom som du er

 

Men jeg hører dig, Anna

Hver dag hører jeg dig

Du taler, du synger, du græder

Og jeg har bare lyst til at fortælle dig alting

Men jeg er forbandet

Den eneste måde at skjule forbandelsen på, er ved at skjule mig

Jeg må ikke føle

 

Men jeg føler for dig

Jeg lukker ikke døren, fordi jeg hader dig

Jeg lukker døren, fordi jeg elsker dig

Jeg elsker dig utrolig højt

Jeg prøver at beskytte dig - imod mig selv

Jeg er forbandet og fortabt

... og frosset"

 

Jeg stirrede længe på ordene. Især det sidste ord.

     Frosset.

     Og så skiftede scenariet igen.

     Pludselig var jeg i Elsas palads, nede i den store sal, hvor jeg så medicintrolden. Oppe på balkonen stod Elsa, sådan som hun så ud nu.              

     "Jeg... Jeg fik nys om det, der skete tidligere i dag," sagde medicintrolden til Elsa. "Du frøs din søsters hjerte."

     "Ja," svarede Elsa og så ned. Jeg bemærkede, at hun var helt grådkvalt. "Det gjorde jeg."

     "Jeg er ked af at sige det, Elsa, men det er i den grad ikke godt. Hjertet er det sværeste af kurere."

     Elsa stivnede helt. "Er det slet intet, som du kan gøre?"

     Medicintrolden rystede på hovedet. "Der er intet, som jeg kan gøre. Kun noget, som Anna kan."

     "Anna...? Jamen hvorfor kommer du så ikke til hende?!" Elsa lød vred.

     "Jeg kan ikke finde Anna," forklarede trolden tålmodigt. "Jeg var i Arendelle, men hun var der ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede efter hende. Men jeg vidste, at du var her. Så du bliver nødt til at finde hende og fortælle hende, hvad hun skal gøre."

     "Anna ville alligevel aldrig tro på mig - hun hader mig. Det er spild af tid at få mig til at finde hende."

     "Jeg hader dig ikke, Elsa," hviskede jeg, og jeg kunne mærke tårerne løbe. "Jeg har været så dum..."

     "Elsa... hvis du virkelig elsker hende..." sagde trolden.

     "Elsker hende...? Tror du ikke, at jeg elsker hende? Jeg elsker Anna af hele mit hjerte!" Jeg så nu op på Elsa, der så komplet rasende ud. "Har du ingen idé om, hvad jeg har været igennem de sidste tretten år?! Jeg døde lidt hver evig eneste dag lige siden ulykken! Min magi er en del af mig, det har den altid været! Uden den er jeg ikke MIG! Men jeg har været NØDT til at holde den væk for at holde Anna sikker - jeg har været nødt til at holde mig selv væk fra hende, for at hun kunne være sikker. Det har været så hårdt, og jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg er ikke engang mig selv mere. Min magi er ustabil - jeg er ustabil. Men jeg vil blive ved, jeg vil blive ved med at skjule den og skjule mig til den dag jeg dør, hvis jeg er nødt til det. For det er, hvad storesøstre gør. Det er det, jeg altid ville gøre for Anna. Jeg ville gøre alt for at holde hende sikker, selv... hvis det betød, at jeg var nødt til at... miste mig selv." Elsa så ned på sine hænder, og hun mumlede nu, men jeg hørte hvert et ord. "Miste den del af mig, der gør mig til mig. Den del, der gør mig hel. Det er den slags storesøstre gør. Og det gør ikke noget, for... jeg er et monster. Profetien har ret."

     "Gør denne sidste ting for hende," sagde trolden. "Hvis ikke du gør det, så vil hun dø. Det er dig, der kender hende bedst. Du er nødt til at fortælle hende, at kun en ægte kærlighedsgerning kan tø et frossent hjerte."

     Jeg huskede det, som Hans havde fortalt mig, lige inden han forlod lokalet. Elsa havde fortalt ham det. Elsa havde...

     En ægte kærlighedsgerning...

 

"Elsa!" råbte jeg.

     Jeg var pludselig tilbage i lokalet på slottet. Vinduet ud til slotsgården var fløjet op på grund af den stærke snestorm. Olaf gispede og styrtede hen for at lukke det. Jeg så op i loftet, det var ved at fryse til. Hvad foregik der?

     "Olaf..." hviskede jeg.

     "Du fryser ihjel," sagde Olaf, han skulle lige til at lukke vinduet. "Hold da op, det blæser en pelikan, derude. Gad vide, hvad der sker? Hov vent, jeg kan se noget."

     Olaf tog en istap fra vindueskarmen og kiggede igennem den som en kikkert. Jeg spejdede selv. Så gispede han glad.

     "Kristoff! Det er Kristoff! Han kommer tilbage hertil!" Så lød han nærmere skuffet. "Han elsker dig vist ikke så højt, som han troede."

     Og så indså jeg noget.

     Jeg var nødt til at leve.

     Jeg var nødt til at finde Elsa. Det var jeg simpelthen nødt til!

     Og... og derfor var jeg nødt til at finde...

     "Kristoff! Vi skal finde Kristoff!" Jeg rejste mig vaklende op.

     "Næh nej," sagde Olaf. "Du bliver her!"

     "Nej, jeg skal finde Kristoff, så..."

     "Hvorfor?"

     "Fordi en ægte kærlighedsgerning optør et frosset hjerte."

     Olaf stirrede på mig. Han fattede intet. Jeg himlede med øjnene.

     "Bare stol på mig! Men Kristoff kan redde mit liv, hvis han virkelig elsker mig. Vi er nødt til at finde ham. Kom nu!"

     Olaf virkede som om han var temmelig okay med at stole på mig, og sammen løb vi ud af døren ud på gangen.

 

 

 

    

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...