Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4711Visninger
AA

8. Må jeg spørge om noget skørt? - Anna

 

 

Wuuiii, var til min sidste eksamen i dag, så nu har jeg sommerferie - hvor jeg bare vil skrive og læse og tegne og skrive og læse og tegne ^^

 

Mit hjerte hamrede af sted.

     Fem minutter efter selve kroningen stod jeg nu i et rum tæt ved balsalen, hvor festen blev holdt. Jeg kiggede mig selv i det spejl, der hang på væggen bare lige for at sikre mig, at alt var i orden. Min kjole sad, som den skulle, og det samme med mit hår, bortset fra en tot, der hang løst, som jeg fik flettet ind i frisuren igen. Jeg havde et nærmere nervøst sammenbrud lige før, hvor jeg nærmest begyndte at tude. Jeg ville lige sikre mig, at man ikke kunne se det, inden jeg gik ind i salen... til festen.

     Dette var måske den eneste aften, jeg nogensinde ville have for at kunne holde en fest og se andre mennesker, jeg måtte ikke spilde den, og jeg måtte se ordentlig ud.

     Mine øjne var en smule røde, men man lagde kun mærke til det, hvis man kiggede mig lige op i fjæset, hvilket jeg selv gjorde lige nu.

     "Du ser smuk ud," lød en stemme bag mig. Jeg fik øje på ham i spejlet. Han stod i døråbningen ud til gangen. Jeg drejede rundt og prøvede at se normal ud - ikke alt for hysterisk.

     "Hej, Hans," sagde jeg med en så normal stemme, jeg kunne mønstre.

     "Du har ikke en partner til festen, har du?"

     Jeg stirrede på ham, mens jeg spekulerede på hans spørgsmål. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. "Partner?"

     Hans sukkede med et smil. "Du ved... en dansepartner, en, man følges med til fester. Har du sådan en?"      

     "Skal man det?"

     "Man skulle tro, du aldrig havde været til en fest før," grinte Hans hjerteligt og gik hen imod mig.

     Jeg smilte kejtet. "Det har jeg egentlig heller ikke. Men spørger du mig, om jeg vil være din partner?"

     "Måske - vil du det?"

     Jeg trak på skuldrene og mærkede mine kinder blive varme. "Ja, selvfølgelig. Hvis du altså ikke har andre at følges med."

     "Jeg er kommet her alene, så nej," svarede Hans og førte mig med ud på gangen og hen imod salen. Jeg snublede selvfølgelig i min lange kjole, fordi jeg var for ivrig, og så blev Hans nødt til at hjælpe mig op.

     "Er du nervøs?"

     "Meget," svarede jeg flovt. Jeg måtte virkelig virke som en hystade i forhold til ham, der var så høflig og prinseagtig.

     Side om side gik vi ind i den enorme sal, som var stopfyldt med festklædte mennesker, der dansede til lystig musik. Jeg spærrede øjnene op og blev en anelse forskrækket, men Hans førte mig mildt med ind.

     "Skal vi tage den første dans?" spurgte han.

     "Gerne," svarede jeg og lod ham føre mig med ud på dansegulvet. Han var så meget bedre til at danse, end jeg var. Hans dansetrin var elegante og perfekte, som om det havde været en daglig udførelse for ham siden han var et barn. Jeg havde kun haft nogle få dansetimer med Gerda de sidste par dage, ellers havde jeg aldrig danset i hele mit liv. Men Hans brokkede sig ikke, når jeg kom til at træde ham over tæerne eller blev skubbet ind i ham af en af de andre dansere.

     Da musiknummeret var forbi stoppede alle med at danse og gav sig til at klappe af musikanterne. Hans grinte hjerteligt.

     "Du er virkelig nybegynder, hva?"

     Jeg skulle til at svare et eller andet smart igen, da der lød trompettrut oppe ved forhøjningen i den anden ende af salen.

     "Dronning Elsa af Arendelle," lød Kajs stemme gjaldende igennem salen. I det samme trådte Elsa ind ad en dør med hænderne foldet og med ret ryg. Hun var så smuk og lignede en, der var skabt til at være dronning. Hun stillede sig oppe på podiet og så ud over salen med et blik der fik alle tilstedeværende til at krympe sig i ærefrygt for hende. Jeg fattede ikke, hvordan hun gjorde det? Måske var det, fordi ingen fra Arendelle havde set hende de sidste mange år, jeg havde hørt rygterne om den mystiske kronprinsesse. Der gik mange teorier om, hvorfor hun havde lukket sig inde sådan. Den ene mere skør end den anden.

     "Det er din søster, er det ikke?" spurgte Hans.

     Jeg brummede et eller andet, som sikkert både kunne tolkes som et slags betvunget ja og "Kan det ikke være lige meget?".

     "Prinsesse Anna af Arendelle," lød Kajs stemme igen. Jeg sprang op. Nårh ja! Jeg havde glemt alt om de royales entré til fester, men nu havde Gerda også kun meget kort fortalt mig om det.

     "Det er mig," sagde jeg og skyndte mig op på podiet. Jeg smilte undskyldende til Kaj og stillede mig foran forsamlingen, der så respektfuldt på mig. Jeg vinkede lidt kejtet, da jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle gøre.

     "Ehm... Anna?" hviskede Kaj bag mig. Jeg vendte mig spørgende imod ham. "Lidt mere til venstre."

     Lidt længere til venstre? Ja, okay. Jeg rykkede lidt til venstre, ikke at det gjorde den større forskel.

     Kaj sukkede og sagde med en anstrengt tålmodighed: "Du skal op ved siden af Elsa, Anna."

     "Hvad? Er du sikker? Det virker ikke som - " Men jeg nåede ikke at få mere sagt, før Kaj fik mig skubbet helt hen til min søster, så jeg nærmest stod klistret op ad hende. Da han så væk tillod jeg mig at rykke mig lidt væk fra hende.

     Derefter gik festlighederne i gang igen. Jeg stod lidt og prøvede at tage mig sammen til at gå ned til Hans, men samtidig stod jeg lige her ved siden af Elsa, og måske skulle jeg sige et eller andet til hende. Vores forhold havde været af helvede til i årevis, og det her var en oplagt chance for at rette op på det. Men hvad skulle jeg sige?

     "Hej," lød en stemme ved min side. Smuk, lys og elegant. Jeg vendte mig om og det gik op for mig, at det var Elsas stemme. Hun så på mig med sine smukke blå øjne, der var så lig mine. Det eneste, vi stadig havde til fælles.

     Jeg mindes at samtalen var temmelig akavet. Jeg havde svaret et eller andet befippet, fordi jeg var så overrasket over, at hun overhovedet talte til mig. Ærlig talt ønsker jeg ikke at huske, hvad jeg svarede ordret, nu siger vi, at jeg svarede det her:

     "Hej, Elsa." - Med helt normal stemme.

     "Du ser smuk ud," havde Elsa så sagt. Endnu engang var mit svar vist ikke det klogeste. Jeg er ret sikker på, at jeg var kommet til at kalde hende tyk, fordi jeg kløjedes rundt i ordene og ikke anede, hvad jeg skulle svare. Nu siger vi, at jeg svarede det her:

     "Åh, mange tak. Du ser endnu mere smuk ud."

     Vi stod i nogle øjeblikke i tavshed, mens vi begge betragtede den dansende folkemængde. Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning. Næste gang, hun sagde noget, ville jeg være sikker på, at jeg sagde et eller andet, der faktisk gav mening.

     "Det her er utroligt," hviskede Elsa pludselig. Jeg vendte mig imod hende.

     "Hvad?"

     "Det her... festen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at en fest ville være så... festlig." Det sidste ord grinte hun nærmest ud.

     "Ja," svarede jeg - denne gang var det faktisk det, jeg svarede. "Og den duft af chokolade over det hele."

     "Gud, er det chokolade!" udbrød Elsa helt chokeret. Så gav hun sig til at grine. "Jeg har ikke duftet chokolade i meget lang tid. Vi holder ikke fester nok."

     Jeg grinte halvhjertet med hende. Hun havde da indset, at det var hendes skyld, at vi ikke holdt flere fester, var hun ikke?

     Jeg åbnede munden for at sige et eller andet - hvad som helst for at afbryde den pinlige tavshed, der var opstået mellem os. Elsa var også brat stoppet med at grine og stod og så væk fra mig med skam i sit blik. Men jeg nåede ikke at sige noget, før en eller anden krævede vores opmærksomhed.

     Jeg så hen imod den lille mand. Han var... ufattelig lille med et stort gråt overskæg og små næsebriller. Han var klædt i en formel galladragt stående med benene samlet og den ene arm omme på ryggen og brystet vendt fremad.

     "Deres majestæt," sagde han.

     "Åh nej," mumlede Elsa så lavt, at kun jeg kunne høre det. "Hertugen af Væselby," sagde hun så højere henvendt til den lille mand.

     "Wesselby, om jeg må bede," rettede den lille mand. Jeg kunne se, hvordan han kæmpede for ikke at bryde ud i et hysterisk anfald. "Deres majestæt, vi fik aldrig fortsat samtalen om hvorvidt handlen skal foregå. Hvad med at diskutere videre under den næste dans?" Hertugen rakte sin hånd ud.

     Jeg fulgte spændt med i, hvad der skete. Men Elsa tog ikke hans hånd, jeg havde også svært ved at forestille mig hende danse. Hun rystede på hovedet.

     "Nej tak, jeg danser ikke. Men min søster ville sikkert danse med Dem med glæde."

     Jeg smilte først, men så gik det op for mig, hvad hun lige havde sagt, og jeg stirrede befippet på hende, men jeg fik ikke et ord indført, før hertugen praktisk talt hev mig ned fra podiet og ud i dansemængden.

     Et par sekunder efter stod jeg og dansede lidt kejtet og improviseret mens den lille mand lavede de skøreste dansetrin i cirkler rundt om mig. En af dem kaldte han Den flyvende kalkun og en anden Snurretoppen - de så alle sammen højst bizarre ud. Hvad var det nu, jeg lavede her? Hvor skulle JEG danse med Elsas handelspartnere? Man skulle tro, at hun prøvede at flygte fra et eller andet.

     "Så, prinsesse Anna, var det ikke?" spurgte hertugen.

     "Ja," svarede jeg.

     "Jeg havde en samtale med Deres søster tidligere i går."

     "Angående handel?"

     "Ja - til dels." Hans blik blev fæstnet en smule sammen, og han så gennemborende på mig. Jeg begyndte at få en mistanke om, hvorfor Elsa ikke ville tale med ham. Han begyndte at give mig myrekryb.

     "Til dels?" spurgte jeg forsigtigt, selvom jeg havde mere lyst til at flygte.

     "Ja, vi der tidligere har ført handel med Arendelle, har i mange år undret os over, hvor... isoleret riget er. Flere handelsvarer har fået afbrudt handelen år for år. Mange af os er nysgerrige."

     "Åh... ja. Det er der skam en god... og naturligt og helt realistisk årsag til," svarede jeg - selvom jeg ingen anelse havde om, hvad årsagen var. Jeg havde selv været spærret alene inde på det her slot hele min barndom, talt dagligt med de personer, der havde fået stedet isoleret, men aldrig havde jeg fundet ud af, hvad den egentlige grund var. Og efter mine forældre døde havde jeg ingen mulighed for at finde ud af det.

     "Hvad er så den årsag?" spurgte Væselby... jeg mener Wesselby.

     "Det har jeg ingen anelse om," svarede jeg ærligt.

     "Du prinsessen sikker på, at hun ikke bare dækker over dronningen?"

     "Ja!" råbte jeg næsten. At han kunne sige sådan noget. Han havde ingen anelse om, hvad jeg havde været igennem.

     Jeg afbrød samtalen lidt efter og spiste nogle fyldte chokolader så jeg kunne slappe lidt af efter den omgang. Gid jeg aldrig mødte ham igen.

     Så gik jeg op på podiet til Elsa igen, siden hun stod der endnu. Hun så ud over dansemængden med et længselsfuldt blik. Hvorfor gav hun sig ikke bare til at danse med en eller anden? Jeg ville da gerne danse med hende, hvis hun spurgte pænt.

     "Hej," sagde jeg.

     "Hej," svarede hun. "Gik dansen godt?"

     "Ja... Din hertugven var meget... frisk. Og så havde han oven i købet høje hæle på. Jeg mener, hvem kan danse så vildt med høje hæle på?"

     Elsa grinte. "Du ser ud til at have det skønt."

     Jeg grinte lidt med. "Mon ikke. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har haft det bedre, jeg mener, det her er den første fest, jeg nogensinde har været til. Jeg har aldrig set så mange mennesker på slottet før. Det er en helt fantastisk ting at opleve. Man ville næsten ønske, at du blev kronet lidt oftere, ikke?"

     Det grinte vi lidt af. Så blev Elsa tavs og så lidt trist ud over mængden.

     Så fik jeg en idé. "Vil du med ud og danse? Bare lidt for os selv?"

     "Nej, helst ikke," sagde hun. "Jeg har allerede sagt, at jeg ikke danser."

     "Kom nu," plagede jeg og rakte ud efter hendes behandskede hånd, hun trak den tilbage med det samme og så næsten anklagende på mig.

     "Jeg danser ikke," gentog hun.

     Jeg sukkede og vendte mig væk fra hende. Det føltes, som om stemningen var gået lidt død. Hun virkede fjern igen - eller rettere som sædvanlig.

     Jeg besluttede mig for at gå ned og finde Hans, så jeg kunne få noget godt ud af aftenen. "Nå, men jeg går ned og danser, det her er jo en sjælden begivenhed."

     "Ja," svarede Elsa. Mere sagde hun ikke.

     Det fik mig af en eller anden grund til at stoppe op og kigge tilbage på hende. "Vi kunne også holde nogle flere fester. Jeg mener... hvorfor ikke?"

     "Det er en sød tanke, Anna," svarede Elsa stift. "Men det kommer ikke til at ske."

     "Jamen hvorfor ikke? Jeg mener - " Jeg gik op imod hende, men blev tavs i det øjeblik, hun trådte helt væk fra mig, som om hun var bange for, at jeg skulle bide hende.

     "Det kan det bare ikke, Anna! Prøv at forstå det."

     "Forstå hvad? Det ville være lettere at forstå noget, hvis man fik det forklaret!"

     "Anna..."

     "Nej... Elsa. Vil du ikke nok prøve at forklare mig det?"

     "Anna, hold så op! Det kan ikke blive anderledes! Hold så op med at plage mig!" Hun vendte sig væk fra mig - som sædvanlig. Som sædvanlig smækkede hun døren lige i hovedet på mig.

     Jeg stod lidt og betragtede hende. Hun så så kold ud, som hun stod dér med ryggen til mig. Hun var den eneste familie, jeg havde tilbage, og hun nægtede at se på mig, røre mig, tale med mig... Søstre burde kunne fortælle hinanden alt. Ligesom vi kunne engang. Tanken om det svage minde om de lege, vi havde engang, fik en tåre til at glide ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk, men jeg kunne mærke, at der var flere på vej.

     "Undskyld mig," sagde jeg grådkvalt og skyndte mig væk fra hende. Jeg spurtede igennem dansemængden og kom til at skubbe til Kaj og Gerda, men jeg var ligeglad og skyndte mig videre. Jeg måtte bare væk et øjeblik.

 

Jeg fandt en fredelig balkon i den anden ende af slottet, hvor der var fredeligt. Der anbragte jeg mig på gelænderet. Mørket havde lagt sig på nu. Inde ved fjordens bred kunne jeg se lysene fra landsbyen, ellers var bjergene helt stille i sommernatten.

     Jeg sad og græd lidt, mens jeg samtidig prøvede at tage mig sammen. Tænk at en fest kunne ødelægges så let. Jeg var ved at blive for følsom.

     I det samme mærkede jeg ens tilstedeværelse. Jeg var helt sikker på, at det var enten Gerda eller Kaj, men til min store overraskelse og lettelse opdagede jeg, at det var Hans.

     "Dit forhold med din søster virker anstrengt," sagde han.

     Så havde han bemærket det. "Jeg har ikke lyst til at tale om det."

     "Det behøver du heller ikke," sagde Hans og gik hen til mig. "Jeg ved, hvordan det er med søskende."

     "Har du da selv nogen?"

     Hans satte sig på gelænderet ved siden af mig og så ud over fjorden. "Jeg har tolv ældre brødre."

     Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg havde hørt forkert. "Hvor mange sagde du?"

     "Tolv. ældre. brødre," sagde Hans med en træt stemme.

     "Wow," sagde jeg. "Bare... wow - du må virkelig have det hårdt."

     "Og to af dem ignorerede mig bogstavelig talt i hele to år - ikke et eneste ord. De så aldrig til min side."

     "Virkelig?" Egentlig kunne jeg godt forestille mig det efter min egen erfaring med Elsa. "Hvorfor? Hvad skete der?"

     Han trak på skuldrene. "Det er lang tid siden. Det var vist et større skænderi, da vi var små. Men sådan er det jo med brødre. Man har sine skænderier."

     Jeg så væk fra ham. Jeg blev pludselig trist igen. Det, Elsa gjorde mod mig, var det virkelig normalt? "Så går jeg ud fra, at søstre også er sådan. Elsa og jeg... det har ikke altid været sådan imellem os. Vi var utrolig tætte, da vi var små, men... jeg aner ikke, hvad der skete, hun... gled væk fra mig, tror jeg, lukkede mig ude af sit liv."

     Jeg sad sådan i lidt tid, og ingen af os sagde noget.

     En enkel tåre trillede ned ad min kind, jeg skulle til at tørre den væk, men Hans gjorde det før mig. Han tog blidt om min hage og drejede mit hoved, så vi havde øjenkontakt. Han smilte svagt.

     "Skal vi lege en leg?"

     "En leg?" spurgte jeg forvirret. Var vi ikke lidt for gamle til lege?

     "Mhm, en leg, som vi leger der, hvor jeg kommer fra," svarede Hans. "Det er en måde at lære hinanden at kende på. Må jeg spørge om noget skørt? hedder den."

     "Så? Hvad går den ud på?"

     "Man skal på skift spørge hinanden om noget personligt."

     Jeg rynkede panden. "Hvor personligt."

     Hans trak på skuldrene. "Det sætter vi selv grænserne for."

     "Javel," sagde jeg og smilte en anelse. "Du starter."

     Hans nikkede og vendte blikket mod fjorden igen, mens han spekulerede over sit spørgsmål, gik jeg ud fra. Så vendte han blikket mod mig igen og spurgte: "Hvad er kærlighed for dig?"

     "Det var da et underligt spørgsmål!" Og jeg kendte allerede svaret. Jeg havde selv spekuleret over det før i tiden, hvad kærlighed egentlig var. Så jeg kendte svaret. Men det var for... bizart.

     "Kom nu, svar," sagde Hans med et let smil.

     "Nej, du vil synes, jeg er underlig."

     "Det synes jeg allerede," svarede Hans. "Det er det, der gør dig skøn."

     Jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede igen. Hans fik mig til at føle mig værdsat - sat pris på. Jeg havde det pludselig, som om jeg kunne fortælle ham alt. "Fint, men du skal ikke grine."

     "Det ville aldrig falde mig ind."

     Jeg vendte blikket mod mine flettede fingre og tommelfingrene, der trillede om hinanden. Så vendte jeg blikket mod hans smukke grønne øjne, jeg betragtede hans endnu smukkere røde hår, der mindede mig om mit eget. Hans smil var helt fantastisk, som han sad der og ventede på, at jeg skulle fortælle ham, hvad jeg følte. Jeg havde lige mødt ham, men jeg havde det allerede, som om jeg ville dø, når han tog af sted igen. Han havde sat mere pris på mig end nogen anden så langt tilbage, jeg kunne huske. Mor og far havde altid brugt mere tid på Elsa end på mig, Elsa havde frosset mig ude. Selvfølgelig var Gerda og Kaj der, men det var deres arbejde, de tjente penge på at være der for mig. Det var ikke det samme som en rigtig familie - som en rigtig ven.

     "Kærlighed..." sagde jeg og kunne mærke, at jeg rødmede så hele hovedet blev tomatrødt, "... ville være en åben dør for mig."

     Hans rynkede panden, og jeg kunne se på ham, at han ikke fattede et ord, men jeg gav mig bare til at tale, for jeg havde ligesom brug for bare... at snakke om det: "Eller... den behøver ikke ligefrem være åben, bare... jeg vil bare gerne have, at den skal åbne bare engang imellem, når man banker på den! Og at der engang imellem kommer nogen ud af den. At folk ikke bare ignorerer mig hele tiden! Er det virkelig så meget at forlange at blive bemærket bare engang imellem?"

     Hans lagde nu sin hånd på min, og jeg var helt sikker på, at han havde fået nok nu. Men i stedet sagde han: "Jeg bemærker dig."

     Jeg må virkelig have måbet. Jeg kan ikke have forestillet mig, at jeg kunne have gjort andet. Jeg følte mig i hvert fald virkelig målløs. "Virkelig?"

     "Virkelig. Nu er det din tur til at spørge om noget."

     Hvad skulle jeg dog spørge ham om? Hvad havde jeg virkelig lyst til at vide? "Ehm... det er ikke særlig personligt, men jeg undrer mig over det. Men har din familie nogen relation til vores?"

     "Ingen som helst."

     "Hvad laver du så her?"

     "Åh... Jeg har bare hørt en masse godt om Arendelle, smukke landskaber og sådan. Og jeg tænkte, at din søsters kroning ville være en god lejlighed. Og..." Han holdt en pause, mens han så ned. "Jeg har ligesom altid ledt efter et sted at starte på en frisk. Jeg har tolv ældre brødre, min ældste storebror skal arve tronen hjemme hos mig, to af de andre har fundet en kone i nogle andre kongeriger. Jeg... tror jeg leder efter et sted, hvor jeg... kan være mig selv og ikke bare er kendt som den yngste i geleddet."

     "Og hvad synes du så om Arendelle?"

     "Jeg... kan godt lide Arendelle. Jeg kan godt lide dig."

     Han gjorde det ikke ligefrem lettere for mig. Men jeg lod det bare ske, for hvert ord han sagde føltes bare... rigtigt og fortryllende. Jeg havde lige mødt ham, og jeg var ved at forelske mig i ham.

    

Selvom Elsa havde ødelagt min glæde godt og grundigt var det stadig den bedste aften til dato. Hans og jeg havde det skønt. Vi legede Må jeg spørge om noget skørt? hele aftenen, mens vi farede rundt på slottet, fordi jeg insisterede på at vise ham hvert et hjørne. Jeg viste ham en af salene, hvor gulvene lige var blevet poleret, så man med lethed kunne glide, hvis man var i bare sokker. Jeg viste ham det tag, som jeg holdt af at sidde på om aftenen og kigge på stjerner. Vi gik tur nede ved havnen, dansede i balsalen og spiste mere chokolade end vores maver kunne holde til.

     Sidst på aftenen løb vi over på den anden side af fjorden og ned i landsbyen, fordi jeg følte mig lidt mere vovet. Vi sneg os ned ad gaderne og hen imod bjergskråningen. Der fandt jeg et fint lille sted omringet af blomster, hvor man havde udsigt til slottet, hvor man fjernt kunne høre musikken fra ballet.

     Vi stod lidt sådan og bare så derud, mens vi bare nød hinandens selskab.

     Til sidst hviskede Hans helt tæt ved mit øre: "Må jeg spørge om noget skørt?"

     Jeg fnes lidt. Gad vide, hvad han havde i tankerne? Jeg var personligt løbet tør på spørgsmål. Havde han stadig et par i tankerne?

     Hans gik op overfor mig og faldt på knæ. Han tog min hånd. "Vil du gifte dig med mig?"

     Jeg tabte underkæben.

     Stirrede på ham.

     Kunne ikke fatte, hvad jeg lige havde hørt.

     Og svarede ja.

    

    

    

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...