Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4723Visninger
AA

13. Kulden generede mig alligevel aldrig - Elsa

 

 

Jeg vågnede op til en underlig ensom stilhed. Og samtidig kunne jeg høre tunge fødder mod sneen.

     Vent... sneen?

     Jeg slog øjnene op og så lige op mod en skydækket nattehimmel. Jeg lå i favnen på et eller andet koldt og så til min skræk, at det var en af de isgiganter, jeg havde set havde overfaldet hertugen og hans soldater.

     Jeg skreg og vred mig i dens favn. "Slip mig! Slip mig!"

     Isgiganten slap mig, og jeg landede ned i en blød dyne af sne. Jeg så mig omkring. Der var ikke mindre end femten isgiganter omkring mig, der alle var stoppet op og så på mig.

     "Hvad vil I mig?" spurgte jeg hæst.

     "Kun tjene dig," svarede den, der havde sluppet mig. "Isdronning."

     Så bukkede de alle sammen dybt. Jeg rejste mig op og børstede sneen af min kjole. "Jeg... jeg... hvad?" Hvorfor kaldte de mig Isdronning? Så så jeg mig omkring. Jeg befandt mig på et... bjerg, tror jeg. Der var snedækkede bjerge så langt øjet rakte til næsten alle sider. Til den sidste side kunne jeg skimte havet i horisonten. Arendelle...

     "Hvordan...? Har I ført mig hertil?"

     De nikkede, som om de var ét væsen.

     "Hvorfor?" spurgte jeg.

     "Fordi det var Deres ønske," svarede den, der havde båret mig. "De ønskede at komme væk inde i Deres inderste sind."

     Jeg stod lidt stille og spekulerede over det. Det var rigtigt. Det eneste, jeg havde ønsket, var at komme så langt væk som muligt. Og nu havde jeg forladt mit kongerige. Og min søster.

     "Hvor er vi...? Helt præcist?"

     "Det Nordlige Bjerg, Isdronning."

     Det Nordlige Bjerg... Her var altid dækket af sne. Her kom aldrig nogen, fordi kulden næsten frøs én ihjel. Men jeg kunne kun mærke den som et blidt kys mod min hud, som et strejf af frihed.

     Pludselig mærkede jeg en trang til at græde. Jeg havde mistet alt. Hele mit kongerige havde set, hvem jeg var. De måtte have regnet det ud med profetien. Jeg kunne aldrig komme hjem.

     "Jeg... jeg vil gerne være alene," sagde jeg grådkvalt. "Bliv her."

     Og så gik jeg op ad bjergets stille snedækkede vej.

 

Som jeg gik der, begyndte jeg at græde for alvor. Jeg stillede mig et sted fjernt fra alting med front mod bjergtoppen og bare græd min fortvivlelse ud i den ensomme stilhed.

     Hvordan kunne jeg dog have været så dum? Hvorfor kunne jeg ikke holde det inde, bare til jeg var kommet ud af balsalen? Og nu havde Anna endda også set, hvem jeg rent faktisk var.

     Jeg så ned på mine hænder. Den ene, der var bar og have forsaget al denne ulykke, og den anden, der stadig var handskedækket. Jeg tog handsken af min anden hånd og betragtede den lidt. Hvor jeg dog havde hadet den... men samtidig havde den været min eneste beskyttelse...

     I det samme tog en stærk vind fat i handsken og blæste den ud af min hånd. Der gik et spjæt i mig, og jeg rakte ud efter den, som den fløj væk. Jeg snublede og faldt med hænderne ned i sneen. Det fik mine hænder til at gå grassat og fryse sneen til is. Jeg trak dem til mig og trak mig selv væk. Jeg så mod den is, jeg havde skabt. Op af den blomstrede en smuk blomst af is. Jeg stirrede betaget på den. Var jeg... virkelig i stand til det...?

     Jeg rejste mig op og trak op i min kjole. Der kunne jo alligevel ikke ske noget. Jeg var helt alene. Hårdt stampede jeg min fod ned i sneen, og et stort ismønster spredte sig ud omkring mig. Suset, det gav, var vidunderlig. Jeg smilte, da jeg indså noget fantastisk. Jeg var alene! Der var ingen her, som jeg kunne komme til at skade, jeg kunne bare bruge mine kræfter, som jeg havde lyst til.

     Jeg spredte mine arme ud, og ud af mine håndflader kom der magisk is, der fik det til at sne ned over mig. Jeg lo. Det var fantastisk. En følelse, jeg ikke havde følt siden jeg var et barn.

     Jeg var... fri.

     I hele mit liv havde frygten for at skade Anna eller andre, jeg kendte, fået mig til at glemme, hvor fantastisk det føltes bare at slippe mine kræfter fri. Og nu kunne jeg omsider gøre det.

     Vinden tog fat i min kappe. Jeg spændte den op og lod den flyve væk. Mod Arendelle.

     Jeg knyttede mine hænder, som jeg så efter den. Nu var det tid til at se, hvad jeg kunne gøre, hvad jeg var i stand til. Der var intet, der forhindrede mig i det.

     Så jeg løb frem og længere op ad bjerget, mens en sti af glinsende is blev dannet, hvor jeg løb. Jeg kom til en kløft. Og min fantasi fik mig til at strække armene ud og skabe en smuk bro af is. Jeg trådte op på den og løb op af den, mens jeg mærkede den kolde vind mod det tynde kjolestof. Lod den tage i mit hår.

     Broen endte op på en stor vandret plads op ad klippesiden af bjerget. Jeg stod og betragtede området lidt, og en skør idé sprang frem i mig. Jeg ville være Isdronningen nu. Men det kunne jeg ikke være uden mit slot. Dette sted rummede muligheder.

     Så jeg løb ud, lige midt på pladsen, stampede min fod ned i sneen og dannede et cirkulært gulv af is. Så skabte jeg stolper af is under det, der rejste det op fra jorden. Jeg skabte væggene, jeg skabte hvert rum, hvert mønster, hver eneste lille detalje, bare forstørret. Jeg skabte mit isslot, som jeg altid havde drømt om.

     Jeg skabte taget, for så derefter at slutte af med islysekronen, der faldt elegant ned derfra og hang let dinglende.

     Nu stod jeg i en stor sal af is, den var præcis som jeg huskede den, bare meget større. Det var virkelig vidunderligt. Jeg tog mig til panden. Jeg svedte let af en pludselig udmattelse. Så mærkede jeg noget koldt metal mod mine fingerspidser. Det gik op for mig, at det var mit diadem. Symbolet på, at jeg var dronning over Arendelle.

     Jeg tog det af og kastede det hen i et hjørne. Jeg ville aldrig tilbage. Det var fortid nu. Og det samme var min frygt.

     Og som jeg tog mit diadem af, indså jeg, at jeg aldrig aldrig ville være en fin prinsesse længere. Jeg ville være mig selv - jeg ville endelig være mig selv. Så jeg løsnede min stramme frisure, så min lange platinblonde fletning faldt ned langs mit bryst.

     Jeg omdannede mine stramme vabelgivende sko til nogle højhælede af is. Ligeså gjorde jeg med kjolen. Jeg lavede en kjole af is og en lang spindelvævstynd kappe.

     Og nu stod jeg så her. I mit nye slot, min nye tronsal og så op på det imponerende loft, den imponerende lysekrone, som Anna ikke havde kunne forstå meningen med...

     "Hvad skal man med en lysekrone, når man ikke kan tænde lys i den?" havde Anna spurgt.

     "Behøver der absolut være en grund til alting?" havde jeg så svaret.

     "Jada, ellers giver ting jo ikke nogen mening. Hvorfor er der en lysekrone uden lys i loftet på dit slot?"

     "Fordi jeg synes, den er flot," havde jeg så svaret. "Er det svar nok."

     "Må man godt pille ved den?"

     Jeg nikkede, og Anna rakte sine små tynde fingre op mod lysekronen, prikkede til den, og den gyngede svagt. Det grinte hun lidt af. "Så er det svar nok."

     "Åh Anna... vær sød aldrig at blive ældre," grinte jeg.

     "Okay," svarede Anna storsmilende og vi grinte begge to hjerteligt.

     Anna ville have elsket det her. Hvis hun altså kunne huske, at jeg lavede det. Og pludselig blev jeg trist igen. Anna kunne ikke huske noget om mine kræfter eller disse fantastiske barndomsminder vi havde. Men det var nødvendigt at ofre dem, så hun ikke kunne huske dengang, mine kræfter løb løbsk.

     Men som jeg stod dér på mit gulv af is, ønskede jeg pludselig inderligt, at hun var her, og at vi kunne... bygge en snemand sammen. Bygge Olaf.

     Ganske stille lod jeg mine hænder cirkulære i luften og danne magisk sne og is, der fløj i luften og så til sidst dannede en bunke sne.

     "Olaf..." hviskede jeg. Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne af mig, som jeg savnede Anna noget så forfærdeligt. Mine forældre var døde, og Anna var væk.

     Jeg satte mig ned og med mine bare hænder formede jeg snemanden ud af sneen. Jeg tog mig god tid, og da Olaf var færdig, sad jeg i en stund og bare betragtede Anna og min fælles ven.

     "Jeg elsker varme krammere," sagde jeg selvmedlidende med Olafs stemme.

     "Jeg elsker dig, Olaf," mumlede jeg så og omfavnede den lille Olaf stille, mens jeg græd og savnede Anna noget så frygteligt.

     Derefter rejste jeg mig op og gik væk fra Olaf, der nu stod ensomt i den store issal. Jeg gik op ad trappen mod næste etage. Og der fortsatte jeg ud til min balkon. Jeg åbnede den gennemsigtige issdør og trådte ud, hvor jeg nu kunne se, hvordan solen brød natten og daggryet tittede frem. Og mod slottet kom de femten isgiganter gående imod mit slot. Alle sammen var de villige til at beskytte og tjene mig. Jeg havde skabt dem. De var en del af mig. Alt dette var en del af mig.

     Pludselig hørte jeg et host inde fra slottet af. Jeg vendte mig chokeret om og gik indenfor.

     "Hallo?"

     "Elsa?" lød en stemme. En stemme, som jeg aldrig havde hørt før, men som alligevel virkede så... bekendt.

     Jeg trådte ned på trappen og så ud over tronsalen. Så spærrede jeg øjnene op. Midt ude på gulvet havde den lille snemand rejst sig og trippede forvirret rundt på de små runde fødder.

     Olaf fik nu øje på mig, og han brød ud i et stort smil, hvor jeg kunne skimte to tænder af is.

     "Elsa!"

     "Olaf?!" kvækkede jeg.

     "ELSA!" råbte Olaf glad og løb mod trappen. Jeg bakkede bagud.

     "Hvordan kan du være levende? Du... du... du er af sne!"

     Olaf standsede op og så forvirret på mig. Han kløede sig i hovedbunden med sin tynde pindearm. "Det ved jeg ikke. Du byggede mig... tror jeg."

     Det forklarede ikke særlig meget. Men så kom jeg i tanke om isgiganterne udenfor. Olaf var ligesom dem. Jeg... kunne skabe liv med mine kræfter. Det var... utroligt.

     Og netop da indså jeg meningen med det.

     Isgiganterne var kommet som store beskyttere, da jeg var ude af mig selv af skræk.

     Olaf var netop nu kommet som et symbol på min kærlighed og mit savn til Anna efter at jeg havde siddet og mindet de gamle dage.

     Jeg... kunne overføre mine følelser til sne og is gennem mine kræfter.

     Det var helt igennem utroligt.

     "Ved du... hvem Anna er?" spurgte jeg stille.

     Olaf nikkede straks med et stort smil.

     "Kan du... finde hende?"

     Han nikkede igen. "Ja, hvorfor?" spurgte han kækt.

     "Find hende. Find hende og... og sørg for, at hun er sikker. Sørg for, at hun aldrig kommer her. Men fortæl hende, at jeg har det godt."

     Olaf nikkede bare kækt, hvorefter han hoppede lystigt ud af salen og åbnede døren. Netop som han gjorde det, røg hans gren af en arm fri, og han blev nødt til at sætte den på igen. Derefter vraltede han ud, let nynnende.

     Jeg blev nødt til at nive mig i armen for at være sikker på, at jeg ikke drømte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...