Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4730Visninger
AA

18. Kærlighedseksperterne - Anna

 

 

"Elsa! Nej, ELSA!"

     " Hvis du virkelig tror, at jeg er profetien, så er det også det, jeg bliver."

     Hvert et ord hørte jeg, og jeg begyndte at skrige og råbe efter hende, mens gigasnemændene slæbte os ud - hele vejen ud af ispaladset. Vi blev kastet ned i dyner af sne ved porten.

     "Elsa!" råbte jeg og løb op imod slottet igen. Men en eller anden hev fat i mig bagfra. Jeg så mig over skulderen og så, at det var Hans.

     "Lad være, Anna," sagde han. "Du hidser den bare op."

     "Jeg vil ind til min søster! Lige nu!"

     "Du kan ikke tage ind til hende! Se på slottet! Se på himlen!"

     Jeg så på slottet. Det lignede lidt, at isen splintrede, den skiftede farve til en underlig lilla farve, som om Elsas paniske følelser gik lige ind til det. Og himlen dumrede faretruende over os med et tykt skylag.

     "Jamen... Hun bliver nødt til at vide, at jeg..." Så blev jeg pludselig rasende og skubbede Hans væk. Jeg sprang simpelthen på den ene af vagterne, som lige nu var ved at børste sneen af sit ene ærme. "Dit svin! Vi sagde, at I skulle forsvinde! Og så kommer I alligevel?! Og går til angreb på hende?! Det er jeres skyld! DET ER JERES SKYLD!"

     "Anna! Hold op!" råber Hans.

     Jeg vendte mig om imod Hans. "Og du... Hvorfor... Hvad laver du her?"

     "Din hest kom galopperende tilbage til Arendelle," sagde Hans. "Jeg red herud for at finde dig. Og så mødte jeg de to tidligere i dag. De fortalte, at de bare havde været bekymrede for dig og selv var draget ud. De... Det var åbenbart ikke helt sandt."

     "I drog herud for at dræbe Elsa," sagde jeg og kiggede på de to igen. "I ville dræbe dronningen - det er forræderi. Jeg burde få jer dræbt for det her!" Igen kunne jeg mærke raseriet. Og tårerne begyndte pludselig at løbe. Jeg kunne ikke magte det. Hvad skulle jeg gøre?

     "Anna...?"

     Det var Kristoffs stemme. Jeg vendte mig om og så, hvordan han lå i sneen med Svend, der gik uroligt rundt om ham. Hans ene ben var helt rødt af blod.

     "Åh, du store," gispede jeg og løb hen til ham. "Åh nej, åh nej. Kristoff, jeg er så ked af det."

     "Hvem er han?" spurgte Hans.

     "Det er Kristoff," svarede jeg. "Han fulgte mig på vej. Uden ham ville jeg sikkert være blevet ædt af ulve på nuværende tidspunkt. Vi skylder ham en ny slæde."

     "En ny slæde?"

     "Ja, den faldt ned i en kløft."

     "Åh du store..." mumlede Hans.

     "Undskyld," gispede Kristoff. "Men jeg er lidt i smerter her, kunne vi ikke...?"

     "Jo, lad os få dig til Arendelle," sagde jeg og skulle til at hjælpe ham op og stå, da han så sagde:

     "Nej, ikke Arendelle. Jeg... jeg kender nogle andre. Lad os tage derhen. Jeg er opvokset hos dem. De har forstand på den slags."

     Jeg vendte blikket imod Hans, som trak på skuldrene. Jo, jeg burde vel tage med ham tilbage til Arendelle, men Kristoff virkede ligesom vigtigere lige nu.

     "Bare tag hjem," sagde jeg. "Jeg bliver nødt til at ordne det her først. Så kommer jeg også."

     "Jeg vil ikke have, at du er herude alene," sagde Hans. "Jeg bliver her."

     "Nej, jeg har brug for, at du er i Arendelle og tager dig af folket indtil Elsa kommer tilbage. Lov mig, at du tager tilbage til Arendelle, og at du ikke forlader det igen."

     "Jeg..."

     "Lov mig det."

     "Jeg... lover det."

     Det var godt. Nu skulle jeg bare have Kristoff op på det pokkers rensdyr og så få ham hen til de dér... folk, han snakkede om. Så kunne vi tage hjem, og jeg kunne finde ud af en løsning på det her rod.

     "Men lov mig, at du passer på dig selv, Anna," sagde Hans og omfavnede mig. "Kom hjem så hurtigt som muligt."

     "Det lover jeg," sagde jeg.

     Hertugens to håndlangere hjalp Kristoff op på Svend.

     Nu gik det op for mig, at her manglede et eller andet.

     "Hvor er Olaf?"

     "Olaf?"

     "Olaf, han er... Årh glem det." Hverken Hans eller de to håndlangere ville tage mig seriøst, hvis jeg fortalte dem om Olaf.

     "Han blev nok hos Elsa," sagde Kristoff.                 

     "Sikkert," mumlede jeg.

 

Natten fortsatte, og jeg blev bare endnu mere træt, som jeg gik i stilhed i den høje sne. Kristoff sad overlæns på Sven og jamrede sig over sit ben.

     "De dér... folk, du snakker om..." sagde jeg.

     "Ja...?"

     "Hvem...?"

     Jeg nåede ikke at fuldende mit spørgsmål, for i det samme hørte jeg nogen kalde:

     "Kristoff! ANNA!"

     Det var Olafs stemme.

     Sven stoppede op, Kristoff og jeg så os over skulderen ind imellem træerne. Og så fik jeg øje på den lille snemand, der kom vraltende imod os med et stort smil og en vinkende træarm.

     "Der var I!"

     "Hvor har du været?" spurgte Kristoff mistænksomt.

     "Hos Elsa, selvfølgelig."

     Jeg tog en dyb indånding. "Hvordan har hun det?"

     "Hun har det såmænd strålende. Hendes aura er lilla."

     Så vraltede han videre. Kristoff og jeg sendte hinanden blikke, hvorefter Sven fortsatte og jeg gik videre.

     "Du spurgte om noget," mumlede Kristoff træt.

     Jeg nikkede. "Hvem er de? Vi er stadig ude i skoven, og det eneste, jeg kan forestille mig bo herude, er trolde."

     "Ja... Det er også noget i den retning."

     "Og du er opvokset hos dem?"

     "Jep."

     "Er de dine kærlighedseksperter?" sagde jeg hånligt.

     Han nikkede. "De ved alt om kærlighed, det er helt utroligt."

     "Hvad med dine forældre? Hvor er de?"

     "De døde, da jeg var lille. Det var kun mig og Sven i et stykke tid, men... ja, de tog sig til mig. De er min familie nu. Men jeg advarer dig. De er tunge... virkelig tunge. Og de kan godt være nærtagende, så ofte ser de ikke mennesker, de har ingen manérer eller forstand på høflighed på det punkt. Men der er ikke nogle hænder, jeg hellere vil lægge mit bens overlevelse i, end i deres."

     Jeg smilte. De lød dejlige - på deres egen måde. "Jeg glæder mig til at møde dem."

     "Jeg kan godt lide at betragte mig selv som en kærlighedsekspert," påpegede Olaf med en hævet pegefinger. Vi gloede bare på ham, men sagde ikke noget til det.

     Så nærmede vi os hen imod morgenstunden. Jeg begyndte lige netop at kunne se solen titte frem over bjergtoppene, og jeg var simpelthen så søvnig, træt og udmattet efter at have vandret hele natten. Men Kristoffs sår blev ligesom værre. Olaf vraltede bare fløjtende foran os uden nogen situationsfornemmelse for, hvad der foregik.

     Og pludselig mærkede jeg den så. Det var nok i det øjeblik, Sven åbnede munden og tog tungen ud som en eller anden hund. Og jeg kunne se Kristoff smile.

     Varmen.

     En virkelig behagelig varme i denne her vinterkulde. Varme fra et hedt boblebad. Alle disse behagelige sommertanker steg bare op i mig.

     Jeg trådte nogle skridt frem, ind imellem nogle klipper, og så stod mine fødder på blødt mos. Meget blødt mos. Trætheden vældede bare op i mig. Her kunne jeg godt lægge mig til at sove.

     "Så er vi her," sagde Kristoff. Sven gik lige lovlig hurtigt ind imellem alle klipperne, og pludselig stod vi lige midt i en oase, en varm oase. Varmen kom fra små kilder langs siderne. Jeg er temmelig sikker på, at jeg bad Olaf blive ved siden af mig, så han ikke kom for tæt på de dampende kilder, men jeg kan faktisk ikke huske det, fordi jeg var så træt.

     Jeg kan dog huske, at der stod to runde sten midt inde på pladsen, og at Kristoff haltede hen til dem støttende op ad Sven og begyndte at tale til dem.

     "Hej, Runhild," sagde han til den ene sten. Den... reagerede ikke. Han forsøgte igen. Så sagde han: "Sover du eller noget? Hey, Ragnhild, også dig. Jeg ved, at I ikke sover!"

     "Kristoff, du taler til sten..." mumlede jeg. "Han taler til sten, gør han ikke?" sagde jeg så til Olaf.

     "Skynd dig at løbe, jeg skal nok distrahere ham. Han er bindegal." Olaf så vagtsomt på de to sten.

     Så begyndte den ene sten at fnise - højlydt. Den anden begyndte nu også at fnise. Og før, jeg vidste af det, rullede stenene om, og jeg så nu, at de rent faktisk både havde ben, arme og hoveder. Med en stor skraldgrinende mund.

     Det var trolde.

     "Trolde...?" mumlede jeg. Ja, jeg trængte til søvn. Jeg var begyndt at se syner. Alvorlige syner.

     Før jeg vidste af det, havde jeg nærmest smidt mig på mosset og faldet i søvn.

 

Jeg vågnede i den blødeste og varmeste seng. Den var ufattelig lille, men i den grad behagelig. Tæppet duftede af mos.

     Jeg åbnede øjnene og så op i et loft meget nær ved mit hoved, et loft af mørkt klippesten. Her var varmt. Hele min krop var varm.

     "Nå, du er vågnet op?" lød en behagelig stemme. Jeg gav et gisp fra mig, satte mig så hurtigt op, at jeg bankede hovedet op i loftet.

     "Undskyld størrelse, men vores senge er ikke så store. Selvfølgelig er der Kristoffs, men den bruger han desværre selv. Og det ville aldrig være muligt at få HAM ind i sådan en alkove dér."

     Jeg vendte mit blik imod stemmen og så en trold. En kvindetrold, tror jeg da, at det var. Hun havde en stor rund næse, fortænder og blødt brunt hår.

     "Hvor lang tid har jeg sovet?" spurgte jeg.

     "Otte timers tid, tror jeg. Det er middag."

     "Og Kristoff... hvordan har han det?"

     "Du vil måske gerne høre om Kristoff?" sagde troldekvinden i et sådant tonefald, at jeg fik en mistanke om, at hun troede der var et eller andet mellem mig og ham.

     "Øh... bare om han er blevet rask."

     "Ja, han har det fint. Stærk og sund som han altid har været. Han kan løfte fem af os på en gang - og det siger ikke så lidt. Han har altid været meget veltrænet."

     "Ja... men..."

     "Han har altid været en rigtig kraftkarl, har han. Og hjælpsom, han hjalp mig altid med maden. Det er takket være ham, at jeg er blevet så god til at lave suppe. Vil du have noget suppe?"

     "Ja..." sagde jeg bare. Så gik det op for mig, hvad hun rent faktisk havde spurgt om: "JA! Ja, tak."

     Min mave rumlede pludselig efter mad. Lige nu kunne jeg ikke engang huske, hvornår jeg sidst spiste.

     Troldekvinden hældte noget varmt flydende ned i en lille skål af sten. Jeg stirrede på hende imens hun gjorde det. En trold, jeg kunne ikke fatte, at jeg virkelig var i samme stue som en trold. Jeg havde hørt om trolde hele mit liv, men de blev mere betragtet som sagnvæsner end sådan... rigtig levende væsner.

     "Kristoff fortæller, at du hedder Anna," sagde troldekvinden og rakte mig skålen. Jeg nikkede.

     "Det er mig."

     "Du kan bare kalde mig lillemor," smilte trolden.

     "Lillemor?"

     "Ja... ingen har rigtig kaldt mig andet siden jeg tog Kristoff til mig."

     "Så... du er på en måde Kristoffs... mor?"

     "Det kan man godt sige, ja. Spis nu din suppe."

 

Lillemor sendte mig op af et hul i loftet, der åbenbart skulle gå for at være døren. Udenfor i oasen gik troldene rundt og gjorde hvert deres, som trolde nu gør i deres daglige liv. Olaf dansede rundt sammen med nogle troldeunger, der ikke var større end småsten.

     Da troldene fik øje på mig, fik jeg en masse lange blikke, som jeg gik hen over mosplænen for at komme hen til den hule, hvor Kristoff opholdt sig.

     Hulen var ikke særlig stor, kun et rum, hvor der var højt nok til loftet til, at jeg næsten kunne stå oprejst. Det var da altid noget. Henne i hjørnet var en alkove, som til gengæld var stor nok til, at der kunne ligge to mig'ere i. Men der lå nu kun én Kristoff og læste i en bog.

     "Jeg vidste ikke, at du var bogtypen," sagde jeg.

     "Det er jeg heller ikke... normalt," mumlede Kristoff og pakkede bogen væk. Han vendte sig om imod mig og smilte. "Så du er vågnet."

     Jeg nikkede. "Og dit ben...?"

     "Stærkere end aldrig før."

     "Nå, så du må være Anna," lød en gammel stemme bag mig. Jeg vendte mig om og fik øje på den ældste trold, jeg indtil nu havde set. Hans stenlignende hud var helt rynket, og øjnene så gamle og grå ud.

     "Ja... det er mig," sagde jeg.

     "Interessant," sagde den gamle trold og gik helt hen til mig. "Buk dig forover, min ven."

     En anelse forbløffet gjorde jeg, som han bad om. Han lod en tyk stenfinger strejfe mit hår og stirrede på det.

     "Højst interessant," mumlede han.

     "Hvad... Er interessant?"

     "Åh," sagde han en smule mere fattet. "Du har bare meget smukt hår. Jeg kan især godt lide den hvide tot."

     "Ja... jeg har... haft den... altid," sagde jeg. "Men jeg drømte, at jeg blev kysset af en trold."

     Trolden og Kristoff stirrede på mig. Så gav de sig begge to til at smile - dernæst skraldgrine.

     "Ahahaha, det var en god en," sagde den gamle trold og tørrede en tåre væk. "Nå, jeg vil gå tilbage til min hule og lave nogle forkølelsesmiksturer. Lageret er ved at slippe op. Og i øvrigt, Kristoff, tag den med ro i et par timer, så er du frisk som en havørn og kan tage ud på dine vandreture igen." Så kravlede trolden ud af hullet.

     Jeg stirrede efter ham, hvorefter jeg så satte mig på en skammel ved Kristoffs seng.

     "Det virkede, som om den trold... kendte mig på en eller anden måde," mumlede jeg.

     "Det virker, som om den trold kender alle," sagde Kristoff. "Han er vores medicintrold, den ældste og viseste af troldene. Stol altid på ham, for hans ord er sandhed."

     Jeg nikkede.

     Vi var tavse i nogle sekunder. Og så, ud af det blå, sagde Kristoff:

     "Hvordan har du det, Anna?"

     "Hvad mener du?"

     "Du ved... med... din søster og sådan."

     "Jeg har det fint! Jeg ville ønske, at hun måske havde været ærlig for mig fra start men... jeg har det fint." Jeg kunne mærke, hvordan ordene blev mere og mere til løgn. Jeg havde det ikke fint, overhovedet. Jeg følte mig rasende og forrådt.

     "Anna... Det har jo været på grund af profetien."

     "Det ved jeg," fnøs jeg.

     "Jamen... hvad er det så?" Kristoff kunne vist godt fornemme, hvordan jeg var blevet mere og mere snerrende. "Når du nu godt... kan forstå hende?"

     Der gik min dråbe. Jeg så komplet rasende på Kristoff og rejste mig op så hurtigt, at skamlen væltede bagover.

     "Jeg forstår hende ikke, Kristoff! Det er ikke så enkelt!" Jeg tog en dyb indånding, og så begyndte jeg ellers at fortælle: "Hør her, hvis jeg var født med iskræfter og en eller anden profeti sagde, at jeg ville ødelægge mit hjem en dag, så ville jeg da også være skrækslagen, det er da klart. Men du var der ikke. Du var der ikke den morgen, jeg vågnede op, og Elsa bare... flyttede ud af vores værelse. Du var der ikke hver evig eneste gang, hun smækkede døren i hovedet på mig. Og det var ikke bare det. Mine forældre vidste det, og de fortalte mig det ikke, de skjulte det for mig sammen med Elsa. Det var, som om de tre var inde på den anden side af døren og havde deres egen lille krisesituation, mens jeg sad ude på gangen og havde min egen komplet ubetydelige. Nemlig det at være alene. Elsa kunne have fortalt mig det. Jeg kunne... jeg VILLE have hjulpet hende, jeg ville have støttet hende. Altid. Jeg ville have hjulpet hende til at forstå, at hendes kræfter ikke er så farlige, som hun har gået og troet. De byggede et kæmpe slot, de gjorde vores barndomssnemand levende. De er smukke og fantastiske, men hun kan ikke se det. Jeg ville have hjulpet hende til at forstå det. Elsa har været rædselsslagen, men hun har også være selvisk. Hun burde kunne se, at jeg ville være der for hende. Altid."

     Kristoff var stille lidt og bare betragtede mig. Så sagde han stille:

     "Har du overvejet, at der måske ligger mere i det end det?"

     "Og hvad skulle det være?"

     "Det ved jeg ikke. Måske... skulle du prøve at spørge dig selv om det."

     Jeg gad ikke høre på ham. Han forstod det ikke. Ingen forstod det. "Jeg går udenfor," mumlede jeg, hvorefter jeg gik hen imod døren.

     "Vent," sagde Kristoff. Jeg vendte mig om imod ham. "Tak, fordi du gad at følge med herhen."

     "Det skylder jeg dig jo - efter hvordan du hjalp mig."

     "Så... ham den rødhårede var din forlovede?"

     Det var lidt af et emneskift. "Ja."

     "Hvornår?"

     "Det ved jeg ikke. Alt det her skal vist være overstået først."

     "Fint," mumlede Kristoff og lagde sig til rette i sengen igen.

     "Du, Kristoff?"

     "Ja?"

     "Tak... fordi du gad hjælpe mig. Jeg ville ikke have klaret den til slottet, hvis ikke du havde været der til at vise mig vej."

     Jeg gik ud. Og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder var brandvarme.

   

Resten af dagen ventede jeg bare på, at Kristoff skulle blive frisk. Jeg hjalp lillemor med alt, hvad der overhovedet kunne hjælpes med. Vi vaskede tøj, vi gjorde rent, vi lavede mad og jeg brugte forbløffende meget tid på at fortælle de små troldebørn om livet som menneskelig prinsesse.

     Lillemor og jeg var sammen med Olaf på vej ned imod en varm kilde for at lægge noget vasketøj i, imens hun konstant himlede op om Kristoff:

     "... Og Kristoff var ikke engang højere end mig, da jeg greb ham og det lille rensdyr i at udspionere vores dagligdag. Jeg adopterede selvfølgelig det lille pus, der ikke havde nogen steder at gå hen. Han har altid været så hjælpsom. Men selvom han benægter det, tror jeg også, at han har været temmelig ensom. Han trænger sådan til en pige i sit liv, og nu, hvor du er her så - "

     "Hey... stop lige.." sagde jeg og bremsede op. Lillemor standsede også, mens Olaf ikke ænsede noget og bare vraltede videre. "Du... tror ikke, at Kristoff og jeg er... sammen, gør du?"

     "Er I da ikke det?"

     Jeg tog en dyb indånding og satte mig ned på hug, så vi var på øjenhøjde. "Lillemor... jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det her, men... Kristoff og jeg er... ikke sammen. Jeg er faktisk forlovet... med en anden."

     Lillemor blinkede

     "Åh... ja, unge mennesker... I kører jo også jeres eget liv. He, vi mødre kan da heller ikke følge med i noget længere. Jeg... jeg ved jo godt, at Kristoff også kan være lidt... ufølsom engang imellem og... barnlig... og selv voldelig. Og han er lidt af en enspænder... socialt akavet. Han har heller aldrig rigtig kendt en pige i sit liv, så han ved sikkert ikke engang, hvordan de skal behandles. Men... Kristoff har det også meget hårdt for tiden, især med al den vinter, der gør, at han ikke kan få solgt sin is. Det har fået ham til at træffe nogle ret vanvittige valg. Men altså... mennesker træffer dårlige valg, når de... er stressede eller bange, og Kristoff... har været meget bange og stresset på det sidste. Men.... man skal bare være der for dem og sige, at man elsker dem og... man skal bare give dem kærlighed, så... kommer de sig af sig selv."

     Hun var allerede så småt begynde at stortude, jeg kunne knap nok høre de sidste sætninger for bare gråd.

     Men jeg sad bare dér og stirrede på hende. Pludselig havde jeg glemt alt om Kristoff. Kristoff var blevet erstattet af Elsa. Jeg kunne kun tænke på, hvor stresset og bange, hun måtte have været.

     Var jeg ikke en temmelig forfærdelig søster, hvis jeg bare hadede hende for det?

    

"Jeg går," sagde jeg idet jeg kom vadende ind i Kristoffs hule med en fuldt pakket rygsæk. "Lige nu."

     "Vent," sagde Kristoff, som han kom på benene, han stod fint på det skadede nu. "Bare dig, alene."

     "Jeg har da Olaf."

     "Ja, jeg tager med dig," sagde Kristoff prompte og gik hen imod huleudgangen.

     "Kristoff, du har allerede hjulpet mig nok, du behøver altså ikke at gøre mere."

     "Jeg bliver hos dig, Anna. Du finder aldrig hjem på egen hånd fra det her sted. Du er allerede faret vild og spist af ulve inden natten er omme."

     "Så hvad vil du gøre? Tage med mig tilbage til Arendelle? Hjælpe mig med at redde min søster fra at blive dræbt af baronen?"

     "Det er lige, hvad jeg har tænkt mig at gøre."

     "Nej, Kristoff..."

     "Anna, jeg tager med," sagde Kristoff bestemt, og det afsluttede samtalen, som han stod dér og så mig i øjnene. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede igen.

     "Fint," sagde jeg bare. "Så tager du med."

     Vi var allerede oppe på Sven et kvarter efter. Troldene kom alle sammen for at hilse os farvel og på gensyn. Den gamle medicintrold kom også, og han tog min hånd og så mig dybt i hånden.

     "Lad ikke frygten overtage hende, Anna," sagde han. Sven satte af, og jeg stirrede mig bare over skulderen og så tilbage på den gamle trold, der nu smilende vinkede sammen med dem alle sammen.

     Og pludselig havde jeg en fornemmelse af, at der virkelig var et eller andet, jeg ikke vidste.

     Så fik jeg øje på himlen. Der var nordlys i aften, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev varm indeni af gamle minder.

     "Se, Sven," sagde Olaf til rensdyret, og de kiggede begge to op på himlen. "Himlen er vågen."

 

    

    

    

    

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...