Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4704Visninger
AA

29. Kærlighed helbreder et frosset hjerte - Elsa

 

 

Jeg kiggede op.

     Jeg så Anna løbe ind imellem mig og Hans. Hun var ikke død.

     Men så frøs hun til is i netop det øjeblik Hans' sværd ramte hende.

     En magisk kraft fra hendes forvandling blæste Hans omkuld. Han fløj flere meter væk og landede besvimet på isen.

     Jeg så op på Anna. Hun stod der stadig, i en beskyttende position, men... fuldstændig tilfrosset.

     "ANNA!" råbte jeg og rejste mig. Jeg så på hende. Hans havde løjet for mig for at få fat på mig. Men... Anna var død... lige nu, lige her. Og det var mig, der havde slået hende ihjel. "Nej... nej... nej!" Jeg skreg og faldt hende om halsen. Jeg kunne ikke have slået hende ihjel! Det kunne ikke være rigtigt! Det kunne bare ikke ske...

     Jeg skreg og græd og havde bare lyst til at tæve på hende for at få hende til at vågne op. Hun kunne ikke forlade mig, ikke bare sådan.

     "Ikke forlad mig... ikke forlad mig..." hviskede jeg. "Undskyld, undskyld, Anna. Jeg er så ked af det... bliv hos mig. Tilgiv mig... tilgiv mig... Jeg beder dig... tilgiv mig."

     Jeg græd og skreg mod Annas tilfrosne skikkelse. Min lillesøster var død. Min lillesøster var død.

     Men så mærkede jeg, hvordan hendes kappe blev blød og fugtig, hvordan hun bevægede sig.

     Jeg så op på hendes ansigt. Det smilte til mig. Anna... smilte til mig...

     "Anna?"

     Hun stod dér med sine røde fletninger, sit rødkindede ansigt og blå øjne og så på mig med et stort smil.

     "Du er ikke død..." hviskede jeg, hvorefter jeg smilte stort. "Du lever! DU LEVER!" Og jeg faldt hende om halsen og jublede. Hun omfavnede mig.

     "Du... ofrede dig selv for mig?" spurgte jeg og trak mig væk.

     Anna trak på skuldrene. "Selvfølgelig, jeg... jeg elsker dig jo."

     Jeg smilte stort. En ægte kærlighedsgerning optøede et frosset hjerte. "Anna, jeg kom til at skade dig, da vi var små. Jeg trak mig ikke væk, fordi jeg hadede dig, det må du ikke tro, jeg gjorde det virkelig, fordi jeg elskede dig. Jeg var så bange for at skade dig igen. Du må aldrig nogen sinde tvivle på, at jeg elsker dig, for det gør jeg virkelig."

     Anna smilte bare. "Det ved jeg. Jeg ved det hele. Du prøvede bare at beskytte mig."

     Jeg smilte og så omkring mig. Kristoff stod lidt væk, Olaf stod der også, han lignede en, der var rørt til tårer.

     "Min magi er en del af mig," hviskede jeg. "Jeg har det, som om jeg kan gøre hvad som helst lige nu."

     "Så gør det," grinte Anna.

     Jeg nikkede. "Kom med mig!"

     Vi løb alle fire op på en af de skibe, der var tilfrosset i fjorden.

     Her stillede jeg mig midt på dækket, tog en dyb indånding, hvorefter jeg optøede mit kongerige.

     Det føltes lige så let som at klø sig i nakken. Min magi var en del af mig, og det var kun mig selv, der satte grænser for, hvad jeg kunne gøre med den.

     Isen fra fjorden smeltede. Sneen, der havde lagt sig over kongeriget hævede sig op på himlen i form af små snefnug. Jeg samlede dem op på himlen lige over mig, hvorefter jeg bredte mine arme ud, så de selv spredte sig ud i form af skyer på himlen.

     Og i det samme var Arendelle blåt og grønt igen.

     Himlen var blå, havet glimtede og befolkningen jublede.

     "Jeg vidste, at du kunne gøre det," sagde Anna. Jeg lo.

     Jeg hørte en stønnen henne fra rælingen af. Vi så alle sammen derhen. Hans kæmpede sig op over rælingen og bumpede ned på dækket.

     Kristoff skulle til at marchere hen imod ham, men Anna stoppede ham.

     "Lad mig," sagde hun med et glimt i øjet. Så gik hun selv hen til Hans. Da han så hende, stirrede han.

     "Du burde være død," sagde han. "Elsa havde frosset dit hjerte."

     "Beklager, Hans," svarede Anna. "Men det eneste frosne hjerte heromkring er dit." Så smilte hun, hvorefter hun gav ham sådan en på tuden, at han faldt tilbage i vandet.

     "Årh, det her er den bedste dag i mit liv," sukkede Olaf lykkeligt, selvom hele hans krop var ved at smelte. "Og... sikkert også den sidste."

     "Hov hov," sagde jeg. "Vent lige lidt, kammerat." Jeg genskabte ham let med hjælp fra lidt magi. Han rejste sig op på nu, og oppe over ham skabte jeg en lille sky, der regnede ned på ham med sne.

     "Mit eget personlige snevejr!" jublede Olaf og hoppede op og ned af glæde.

     Jeg smilte.

     "Hans egen personlige sky," mumlede Anna. Jeg så på hende, hun så på mig. Så smilte hun.

     "Hans egen personlige sky," gentog hun nu og smilte stort, hvorefter hun gav mig en kæmpestor krammer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...