Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4727Visninger
AA

17. Jeg kan aldrig blive fri - Elsa

 

 

"Nej... lidt til venstre," sagde jeg. Snemændene bar min istrone lidt til venstre. Jeg lagde hovedet på skrå. Så beordrede jeg den en millimeter til højre. Ja, det var bedre. Helt perfekt faktisk.

     "Perfekt," sagde jeg med et smil og snurrede lidt rundt med iskappen flagrende omkring mig. "Helt perfekt."

     Snemændene lod mig være lidt alene, og jeg dansede lidt rundt inde i min tronsal. Hvert eneste øjeblik af disse dage var vidunderlige. Her var intet at frygte. Hvis min magi løb løbsk, skadede den ikke nogen, for her var ingen. Men det bedste af det hele var, at der ikke skete noget, min magi løb ikke løbsk. Det føltes som at være barn igen.

     Men Anna manglede nu alligevel. Hun havde altid været et selvfølgeligt objekt i min verden af is. Men jeg var nødt til at ofre hendes tilstedeværelse for, at hun kunne være sikker. Vi var nødt til at være skilt ad, for jeg vidste, at jeg ikke kunne kontrollere min magi, når hun var i nærheden. Følelserne var for stærke.

     Og så i det samme kom nogle snegiganter ind, og jeg så afventende på dem.

     "Deres lillesøster er her, Deres Højhed."

 

"Hvordan kan hun være her?!" råbte jeg komplet panisk, så alle væggene blev lilla. Olaf trippede lidt akavet.

     "Jeg eh..."

     "Meningen var, at du skulle beskytte hende! Ikke føre hende hertil!"

     "Men hun bad mig om det, og hun... hun siger, at det er vigtigt..."

     "Hvad kan være så vigtigt, at hun vil risikere sit liv ved at komme herud?"

     Olaf svarede et eller andet mumlende, hvorefter han vraltede ud.

     Jeg stod i nogle øjeblikke og forsøgte at tage mig sammen. Jeg blev nødt til at gå ud til hende. Gå ud til hende og bede hende om at gå. Jeg var nødt til at afvise hende for hundredetusinde gang i mit liv. Men sådan var det nødt til at være.

     Så gik jeg ud ad døren og ind i den store lysekronesal, hvor Anna stod og så en smule nervøst rundt sammen med en eller anden fyr, der stod lænet langs væggen.

     "Anna?" kaldte jeg. Anna vendte sig om. Da hun så mig, måbede hun og sendte mig et elevatorblik.

     "Elsa du... du ser anderledes ud."

     "Øh... tak...tror jeg." Jeg lagde armene over kors. Det var sandt, jeg så meget anderledes ud end sidst Anna så mig. Min fletning, der hang løst ned, iskjolen og iskappen. Jeg var ikke den Elsa, som hun kendte.

     "Oh øh..." sagde Anna og vendte sig imod fyren. "Det her er Kristoff. Han har... fulgt mig lidt på vej."

     "Har du nu fundet endnu en fyr?" brummede jeg og sendte hende et skarpt blik. Hun trak bare på skuldrene.

     "Kristoff," sagde jeg. "Vil du være rar at lade mig snakke alene med min søster?"

     Jeg havde af en eller anden grund forventet, at tingene ville gå på samme måde som da Anna kom med ham Hans. Men der var ingen protest, Kristoff fik med det samme, og jeg var alene med Anna.

     "Anna," sagde jeg så. "Jeg er nødt til at bede dig om at gå."

     "Jeg kan ikke gå," sagde Anna. "Ikke endnu."

     "Anna, du er nødt til det. Jeg kan ikke have dig her."

     "Hvorfor ikke? På grund af profetien?"

     Jeg stivnede. Hvordan kendte hun til profetien? "Hv-hvad har du hørt?"

     "Kun at en vis dronning ville fryse landet til is og dermed dræbe os alle sammen," sagde Anna monotont. "Men hør... Elsa... Jeg tror ikke på, at du er profetien."

     "Gør du ikke?"

     "Selvfølgelig ikke! Godt nok frøs du hele kongeriget til, men du har jo ikke - "

     "Vent, hvad?!" Jeg bakkede lidt bagud. "Hvad sagde du?"

     Anna så først forvirret på mig, så måbede hun. "Du... du... du ved det ikke?"

     "Ved hvad?" spurgte jeg med skælvende stemme.

     "Du... du kom til at fryse Arendelle til is. Der er vinter og sne over det hele. Lagde du virkelig ikke mærke til det?"

     Jeg var besvimet... jeg vågnede først op, da jeg var heroppe på bjerget, hvor der alligevel altid var sne. Men... det ene snefnug, jeg så. Det... jeg frøs Arendelle til sne.

     "Jeg er virkelig profetien..." hviskede jeg.

     "Nej, du er ej!" råbte Anna.

     "Hvad får dig til at tro det?! Hvordan kan du tro andet?"

     "Fordi du aldrig har skadet nogen! Og det var min skyld, at du frøs Arendelle til! Du ville aldrig skade nogen - og din magi, den er... den er smuk." Hun vendte sig nu om og så op på lysekronen. Jeg spekulerede lidt på, hvad hun mon tænkte, når hun så den. "Dette sted er fantastisk, Elsa... dine kræfter er fantastiske..."

     "Synes du... virkelig det?" hviskede jeg.

     Anna nikkede. "Hvorfor, Elsa, har du aldrig fortalt mig om dem? Vist mig dem? Jeg kunne støtte dig, hjælpe dig med at kontrollere dem? Hvorfor stolede du på mor og far men ikke på mig?"

     "Jeg..." Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare. Jeg så væk fra hende. "Jeg..."

     En tåre må være sluppet løs, for i det samme sagde Anna:

     "Undskyld, Elsa. Det er lige meget, fuldstændig lige meget. Det er fortid det hele. Lad os lægge det bag os. Lad os nøjes med at koncentrere os om nutiden."

     "I nutiden er jeg nødt til at være alene," sagde jeg.

     "Nej, du skal tilbage til Arendelle sammen med mig - og der skal du tø stedet op og være dronning igen."

     "Jeg har ikke engang nogen anelse om, hvordan jeg skal bære mig ad med det. Og jeg kan ikke tage tilbage. De ser på mig som et monster."

     "Måske," sagde Anna. "Men jeg vil være der, Elsa. Og jeg vil overbevise dem om, at du ikke er profetien, og at du ikke er farlig. Jeg sørger for, at der ikke sker dig noget." Hun rakte ud efter min hånd. Jeg så på hende, og hun så på mig. Og et kort øjeblik var jeg faktisk ved at tage hendes hånd, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke kunne røre hende. Jeg trak hånden tilbage og vendte mig om.

     "Anna, der... der er noget, jeg ikke har fortalt dig..." hviskede jeg. Nu var det nu. Nu måtte hun vide, hvilket monster jeg var, og hvordan jeg næsten dræbte hende, da hun var lille.

     "Hvad?" spurgte Anna.

     Jeg åbnede munden for at fortælle min dybeste hemmelighed, da døren pludselig blev flået op. Og ind ad døren kom et dusin soldater og... Hans.

     Jeg gispede og bakkede bagud. Kristoff kom nu ud fra det rum, han var gået ind i, og han stirrede på soldaterne.

     "Dronning Elsa," sagde Hans.

     "Hans..." hviskede Anna.

     Men to soldater sprang frem - dem, der var under tjeneste af hertugen. En af dem affyrede en pil fra en armbrøst direkte imod mig, og jeg beskyttede mig selv med mine arme, jeg opdagede, at et beskyttende værn af is havde rejst sig foran mig og havde fanget pilen i en frosset bevægelse.

     "Anna!" råbte Hans og løb hen imod Anna. Anna krøb ind i hans favn.

     Så skete der en masse ting på en gang.  

     De andre soldater gik til angreb, fem isgiganter stormede ind og gik til modangreb. En af dem kom til at skubbe til ham Kristoff, der faldt lige ned i en istap, som jeg havde skabt i panik. Han skreg, som det skar sig ind i hans lår.

     Og mit blik mødtes med Annas. Og jeg kunne se det i hendes øjne. Det var... et tryglende blik, der bad om tilgivelse.

     Og da indså jeg, hvordan det hang sammen.

     "Du... du... du tog dem med hertil!" råbte jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. "Du ville have dem til at fange mig og få mig tilbage til Arendelle!"

     "Nej... Elsa... nej..."

     Hun havde løjet. Da hun sagde, at hun ikke stolede på, at jeg var profetien, da hun kaldte min magi smuk. Hun havde løjet. Min søster troede, at jeg var et monster. Hun troede, at jeg var profetien.

     "FÅ DEM VÆK! FÅ DEM UD! NU!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft, så væggene blev stærkt mørkelilla, og lysekronen rystede og faldt ned fra loftet, lige foran mig, og jeg så den splintre mod gulvet, og jeg så koldt til, mens isgiganterne slæbte soldaterne, Hans og Kristoff ud. Og Anna.

     "Elsa!" råbte Anna.

     "Hvis du virkelig tror, at jeg er profetien," sagde jeg, ikke højt, men jeg vidste, at hun hørte hvert et ord. "Så er det også det, jeg bliver."

     Og så smækkede døren, og jeg var alene igen.

 

Og det er så efter dette kapitel, at ændringerne for alvor starter. Indtil videre har den fulgt filmen meget godt (Lige med undtagelse af de sidste to kapitler selvfølgelig). Jeg har ændret nogle småting, som både har stor og lille betydning - eller bare ingen overhovedet (I ved fordi-jeg-kan-ændringerne).

Men det er fra nu af, at ændringerne virkelig bliver åbenlyse, og fra nu af bliver historien meget anderledes end den oprindelige.

Ps. Don't worry, jeg har ikke glemt Elsas isangreb på Anna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...