Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4730Visninger
AA

19. Isdronningen - Elsa

 

 

Væggene omkring mig rystede og splintrede. Isen gik fra krystalgennemsigtig til en lilla kulør. Jeg kunne mærke, hvordan jeg selv indeni var ved at blive knust sammen med isen.

     Men jeg var ligeglad. Jeg stod bare dér midt på det lilla gulv af is og stirrede på døren, som de lige var blevet ført ud af.

     "Isdronning!" råbte stemmer. Jeg genkendte dem som mine isgiganter på den anden side af den nu meget ustabile dør.

     "Forsvind!" råbte jeg hysterisk, hvilket resulterede i, at døren rent faktisk blev splintret i tusind stykker. Isgiganter kom selvfølgelig vadende ind nu og hen til mig. Jeg krøb grædende sammen på gulvet og mærkede, hvordan alt omkring mig var ved at splintre i tusind stykker.

     "Isdronning, de er væk nu," forsøgte en af dem at berolige mig. "Vi har smidt dem ud."

     "Anna tror, jeg er et monster," mumlede jeg, nok mest til mig selv. Anna var den eneste, som jeg nogensinde følte, måske troede på mig som andet end et monster. Men hun var præcis ligesom de andre. Hertugen, mine forældre, landsbyfolkene. De så alle sammen på mig som den heks, der  ville tilintetgøre Arendelle. Og her havde jeg brugt al min energi siden jeg var otte på at beskytte Anna imod mig, og så betalte hun mig tilbage på den her måde.

     Det var ikke til at bære.

     "Olaf," hviskede jeg. Så rømmede jeg mig og sagde højere: "Hvor er Olaf?"

     "Jeg er lige her." Olaf vraltede frem imod mig.

     "Jeg har brug for, at du gør noget for mig," bad jeg. "Jeg vil gerne have, at du finder Anna, og at du bliver hos hende - altid. Du skal sørge for, at hun er sikker, og at hun ikke gør noget dumt."

     "Som hvad da?"

     "Som nogensinde at nærme sig mig igen."

 

Det tog mig hele natten at få styr på mig selv. Jeg var helt knust indeni, og mit kammer af is var helt splintret i stykker.

     Men da det var blevet morgen følte jeg, at jeg havde mere styr på mig selv. Jeg tog en dyb indånding og gik alle isvæggene op og stå igen, samt døren. Jeg var klar over, hvad jeg var nødt til at gøre for rent faktisk at være fri. Jeg var nødt til at give slip på Anna - glemme hende. Ellers ville jeg aldrig lære at få ordentlig styr på mine kræfter igen. Det havde altid været det med at beskytte hende, der havde gjort dem så svære at styre.

     Men sådan skulle det ikke være mere.

     Efterhånden, som jeg vænnede mig til tanken, blev jeg faktisk ret lettet om hjertet. Jeg begyndte at føle en ægte frihed, der var intet, der tyngede mig ned mere. Måske havde jeg ikke rigtig så mange at tale med, men det havde jeg alligevel heller ikke tid til. Jeg brugte dagene på at tilføje små detaljer og møbler til mit palads. Og hver dag kom nye, meget gladere, isgiganter til. Omkring paladset blev der nærmest formet en lille landsby af is, som jeg skabte. Her flyttede isgiganterne ind.

     Men min lykke var væk den dag, da en isgigant dukkede op i min tronsal med lidt af en besked.

     "Jeg kommer lige fra Arendelle, Isdronning," lagde den ud.

     "Ja?"

     "Hertugen... Han har overtalt folkene til..."

     "Til hvad?" spurgte jeg, selvom jeg havde en grum fornemmelse af det.

     "De har tænkt sig at angribe os - Dem - dræbe Dem."

     Nu følte jeg mig helt på bunden igen. Det var da også for meget. Jeg gav et suk fra mig og sagde:

     "Stil vagter rundt om slottet og islandsbyen. Hvis nogen fremmede nærmer sig, så rapporter det til mig."

     Isgiganten nikkede, hvorefter han gik.

 

To mænd kæmpede sig igennem sneen på mig bjerg på deres to heste. Jeg stod i skyggerne og betragtede dem. De havde Arendelles sejl på deres uniformer. Og de var bevæbnede. Det gjorde mig rasende, at mine tidligere vagter nu var mine fjender. Og det fik mig til at slå til.

     Sne og is fløj op omkring dem, snoede sig omkring deres kroppe og trak dem op i luften, hvor jeg holdt dem fast. Jeg trådte ud i månelyset, så de kunne se mig.

     "Dronning Elsa," stammede den ene.

     "Deres majestæt," hikstede den anden.

     Jeg himlede med øjnene. "Spar jer. Jeg ved udmærket godt, at I ikke ligefrem ser på mig som jeres højtelskede dronning længere. Men det er fint med mig, jeg har andre undersåtter nu."

     De sagde ikke noget til det, de vekslede bare nervøse blikke.        

     "Nå, lad os komme til sagen," sagde jeg og knyttede mine hænder, hvilket resulterede i, at isgrebet om soldaterne strammedes, og de gispede. "Hvad laver I på mit bjerg? Burde I ikke være hjemme i gode gamle Arendelle, hvor I hører til?"

     "Vi... vi..." hikstede en af dem.

     "Hvad?" strammede jeg på.

     "Vi kommer med et forslag," næsten hviskede den ene.

     Jeg kneb øjnene sammen, jeg lod dem komme ned på jorden.

     "Sig frem."

     "Det er hertugens forslag."

     "Sig frem," snerrede jeg.

     "Vi... vi foreslår, at De overgiver Dem, og så vil der blive vist nåde."

     "Javel," sagde jeg. "Og hvad sker der så, hvis jeg IKKE overgiver mig?"

     "Så vil hertugen angribe med alle Arendelles soldater. Men..."

     Jeg stirrede bare stift på dem.

     "Tø vinteren op, så vi... undgår dette her," sagde soldaten meget forsigtigt.

     Jeg følte mig i den grad trodsig. Trodsig og rasende over, at mit eget folk vendte sig imod mig. "Nej," sagde jeg fast. Så slog jeg den hårde tone fra og smilte ondt. "Nå, så hertugen vil angribe mig med den sølle hær, som Arendelle har til rådighed? Lad os se, hvad de er oppe imod."

     Jeg lavede en fejende bevægelse med min hånd, hvorefter der op af sneen rejste sig hundredvis af rødøjede isgiganter, der brølede af de to soldater. De skreg i vilden sky, hvorefter de løb efter deres heste, der allerede var galopperet væk.

     "Hvad nu, Isdronning?" sagde den isgigant, der stod ved siden af mig.

     "Nu," sagde jeg tålmodigt. "Nu går vi i krig."

    

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...