Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4714Visninger
AA

10. Heksen fra Arendelle - Elsa

Der var et lille øjeblik, hvor jeg ikke tror, at jeg følte noget som helst. Et lille øjeblik, hvor jeg var så chokeret, at jeg hverken overvejede muligheder eller følte skrækken skubbe hjertet helt op i halsen på mig, så jeg blev kvalt i den.

     Alle på den anden side af ismuren, som min bare hånd havde skabt, stirrede på mig, som om de lige havde set et spøgelse. Bare endnu værre. De havde set ismagi. De havde set profetien.

     Jeg kom først til mig selv, da jeg hørte en hviskende mandestemme et sted: "Trolddom... jeg vidste, at der var et eller andet galt med det her sted." Mit blik søgte stemmen og fandt dens ejermand. Det var den lille hertug af Wesselby, der stod beskyttet af sine to livvagter og så på mig to sammenknebne øjne, der kunne dræbe, jeg kunne se den ild, han ønskede at sætte mig til, i dem.

     "Elsa?" hørte jeg en anden stemme, og jeg vendte blikket mod Anna, der stod helt forvirret, og jeg kunne samtidig se skrækken i hendes blik gennem isen.

     Og så løb jeg ud af døren, mens alle var fortsat lammede af forbløffelse.

     Der var kun en tanke i mit hoved: Flugt. Jeg måtte væk herfra, inden de fangede mig. Jeg var ligeglad med, hvor jeg tog hen, jeg måtte bare væk. Jeg holdt den ene hånd ind mod mit bryst, så den blev forhindret i at lave andre ulykker - skade nogen. Det ville bare gøre det hele værre.

     Jeg løb ned ad en lang gang, til jeg kom til en stor port, som jeg slog op med min stadig dækkede hånd. Og så mødte et hav af klappen mig. Jeg blev så forskrækket, at jeg næsten snublede.

     Jeg havde nået slotsgården og blev mødt af mit folk. Hele landsbyen var her, og der var knap nok plads til dem, så mange var der. Og de smilede og klappede.

     Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg skulle møde dem omkring det her tidspunkt og sige et par ord. Nu følte jeg mig komplet fanget og anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

     Men så hørte jeg trin et sted bag mig og var nu ligeglad med menneskemængden. Jeg løb bare ud blandt dem og kom til at skubbe til en del af dem.

     "Dronning Elsa..."

     "Deres majestæt..."

     "Hvilken ære..."

     "Deres forældre ville have..."

     Alle sammen sagde de et eller andet og prøvede at nå mig, men jeg hørte dem knap nok. Pludselig var jeg komplet omringet af dem, og jeg så mig desperat omkring, som de blokerede vejen mod hovedporten.

     Pludselig var der en kvinde med et spædbarn i sin favn, der henvendte sig til mig: "Deres majestæt, er der noget i vejen?"

     "Nej, jeg..." hviskede jeg og bakkede bagud, mens jeg desperat prøvede at finde en eller anden udvej, men de var overalt. Jeg stødte ind i et eller andet og kom til at lægge min bare hånd på noget koldt sten. Jeg vendte mig om og så, at det var det store springvand. Der var bare ikke så meget springvand over det længere. Min bare hånd havde smittet af på det og havde forvandlet vandet til is, så det var frosset fast oppe i luften og lignede en stor isskulptur. Alle omkring mig bakkede straks forskrækkede væk.

     "Fang hende!" hørte jeg en stemme henne ved døren ind til slottet. Det var hertugen og hans livvagter.

     "Hold jer væk!" råbte jeg, da de to vagter skulle til at sætte efter mig. "Jeg beder jer, hold jer væk!" Men jeg kunne ikke styre mig selv længere. Min hånd sendte en stråle af is direkte imod dem og frøs stengulvet til, som de alle tre gled i.

     "Monster... heks... troldkvinde!" forbandede den lille mand i et væk.

     Jeg så mig omkring, og der var nu fri passage, fordi alle sørgede for at holde sig lang langt fra mig. De var mit folk, og nu var de skrækslagne for mig.

     Men jeg kunne ikke gøre noget ved det nu, jeg måtte væk, så jeg ikke kom til at skade nogen.

     Så jeg løb, og landsbyborgerne flyttede sig uden videre.

     Porten var bemandet nu, og de to vagter holdt deres spyd imod mig. "Dronning Elsa..." Den ene prøvede at sige det med beroligende stemme, men hans stemme rystede for meget af skræk. Han åbnede munden for at sige et eller andet mere, men han var tydeligvis ikke klar over, hvad det skulle være. Men de havde ikke tænkt sig at åbne portene. Jeg var fanget, og min frie hånd var koldere end nogensinde før. Hvis jeg ikke snart kom væk, ville jeg ende med at... med at... gøre et eller andet forfærdeligt snart.

     Så jeg drejede brat væk fra porten og løb ind ad en lille dør til slottet. Jeg løb ned ad gangene. Jeg havde gået i dette slot hele mit liv, og lige nu var jeg så desperat, at jeg var tilbøjelig til at tage bagvejen.

     Bagvejen var en lille dør, hvor der gik en sti direkte ned til fjorden, men der var ingen bro, og typisk var der heller ikke nogen båd, men jeg var parat til at svømme væk, hvis det var det, der skulle til.

     Så jeg løb ud af døren og ned ad stien, til jeg kom til det klare vand, der skinnede klart i måneskinnet.

     "Elsa!" hørte jeg et desperat kald et sted fra slottet af. Jeg genkendte Annas stemme, og det gjorde mig bare endnu mere desperat. Hun måtte ikke nærme mig i den tilstand, jeg var i nu.

     Da Anna dukkede op i døråbningen med Hans ved sin side følte jeg, at alt i mit frøs til is. Hun kunne ikke være så tæt på mig, det gik ikke. Jeg trådte et skridt bagud og opdagede, at jeg gled en lille smule. Der opdagede jeg, at jorden var frosset fuldstændig under mine fødder, magien var sluppet igennem mine sko. Den havde også frosset noget af vandets overflade til is.

     I det øjeblik fik jeg en idé, en desperat idé. Jeg trådte ud på isen, og ja, jeg havde ret, i det samme, som min skospids ramte isen, blev der dannet et nyt og tykkere lag under mine fødder. Jeg satte begge mine fødder på isen, og jeg kunne stå der.

     "Elsa, vent på mig!" råbte Anna, og jeg vendte mig om. Hun løb ned imod mig.

     "Anna!" råbte jeg med en så kommanderende stemme, jeg kunne mønstre, og hun stoppede op. "Bliv der, lov mig det, du holder dig væk!"

     "Men Elsa..."

     Jeg lod hende ikke få nogen ord indført, før jeg simpelthen løb hen over fjorden og ind imod land. Mine fødder dannede et tykt lag af is under mig, som holdt mig ovenpå vandet.

     Jeg så mig ikke tilbage, før jeg var ovre på den anden side og dækket af skyggerne af den mørke skov. Jeg kunne svagt se Anna stå ved bredden sammen med Hans på den anden side. Den is, jeg havde dannet ved jorden spredte sig, spredte sig og spredte sig til den dækkede hele fjorden. Mit hjerte bankede hurtigere. Forhåbentlig smeltede det om lidt. Så fik jeg noget andet at tænke på, da jeg så en hel gruppe af ryttere ride i fuld galop over broen - mod mig.

     Så jeg løb videre og stødte lige ind i en eller anden.

     Jeg så op og stirrede direkte ind i to vagters øjne. De var mindst et halv hoved højere end mig, begge to.

     "Deres majestæt, nu må de tage det roligt," sagde den ene, men jeg kunne ikke tage det roligt, når han samtidig havde et spyd rettet imod mig.

     "Hold jeg væk," sagde jeg og bakkede bagud.

     "Dronning Elsa, kom med tilbage og så kan vi... løse det her..." sagde den anden og rakte mig hånden.

     "Nej!" råbte jeg næsten. "Som jeres dronning kommanderer jeg jer til at lade mig være!"

     Men det nyttede ikke noget. I samme øjeblik tog den ene fat i min arm og holdt mig tilbage, og han var meget stærkere end mig, der var intet, jeg kunne gøre...

     ... Undtagen det, som jeg åbenbart altid kom til.

     Mine frie hånd sendte i det samme et eller andet koldt af sted, og da jeg vendte mig mod de to vagter så jeg, at de var fuldstændig dækket af is, fastfrosset i deres løbetag mod mig. Den ene vagts fastfrosne arm holdt stadig fast i min. Ganske langsomt og forsigtigt, mens mit hjerte hamrede af sted, trak jeg min arm fri.

     "Undskyld," hviskede jeg, mens desperate tårer begyndte at løbe ned ad mine kinder. "Jeg... undskyld." Så løb jeg videre.

     Der gik ikke længe, før jeg var i baghold igen.

     Der var omkring et kvarters tid, hvor jeg skjulte mig og løb, skjulte mig og løb, mens der var vagter over det hele, der søgte efter mig. Mange af dem havde jeg kendt i årevis, de havde bevogtet mine døre, jeg havde leget med deres børn, da jeg var lille, men der var ingen af dem, jeg stolede på. Og mange af dem holdt jeg for meget af til, at jeg kunne tillade mig at nærme mig dem.

    

Der gik nogle minutter, hvor jeg ikke stødte på nogle vagter og der virkede helt stille omkring mig. Jeg overvejede, at de måske havde opgivet jagten og var taget tilbage til slottet. Den klare blå himmel var dækket af grå skyer nu, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor godt det passede situationen.

     Jeg nåede til en lysning. Først stod jeg og lurede i skygger fra træerne for at se, om der var nogen derude. Det så der ikke ud til at være, så jeg løb derud. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle løbe hen. Om jeg bare skulle flygte ud i det uendelige, til jeg døde af sult? Det ville være det bedste for alle, kunne jeg ikke lade være med at tænke. Men jeg kunne ikke overveje den slags, før jeg var kommet langt langt væk fra Arendelle.

     "Deres majestæt, hold inde," lød en kommanderende stemme et sted fra, da jeg var næsten halvvejs gennem lysningen, og jeg stoppede brat op. Hvor kom den fra?

     Ud af skyggerne kom en mand på en høj hest. Hans tykke overskæg og de små næsebriller afslørede ham alt for let.

     "Hvad laver De her?" spurgte jeg. Jeg var for forbløffet over, at jeg i det hele taget var i stand til at sige noget.

     "Hvis Deres majestæt gerne vil overleve, må De følge stille og roligt med mig," sagde hertugen af Wesselby. Han var en lille mand, men han virkede både høj og skræmmende på den høje fuldblodshest.

     "Jeg tager ikke tilbage," sagde jeg. "De kan ikke stoppe mig."

     "Jeg kan måske ikke," sagde han. "Men hvad med resten?"

     I det samme dukkede en hel cirkel af mænd frem af skyggerne og omringede mig. De havde armbrøster og spyd rettet imod mig. Jeg holdt hånden knyttet ind imod mig og havde ingen anelse om, hvad jeg skulle stille op.

     "Vær nu fornuftig, Deres majestæt," sagde hertugen. "De ønsker vel ikke at dø her, gør De?"

     "Jeg ønsker ikke at skade flere," mumlede jeg og vendte mig mod hertugen. "Lad mig komme forbi!" råbte jeg desperat. "Eller jeg... eller jeg..."

     "Eller De gør hvad...?" spurgte hertugen, han prøvede at lyde truende, men der var også frygt i hans stemme.

     Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre noget. Det kunne jeg bare ikke. Der var ikke mere, som jeg kunne gøre.

     Frygten var så stor, at jeg rystede, og hele min krop blev iskold, fuldstændig iskold. Jeg kunne mærke, hvordan hverken mit tøj, mine sko eller mine handsker kunne stoppe forbandelsen, den strømmede ud af mig, og der blev dannet en snestorm omkring mig. Alle mændene veg forskrækkede tilbage.

     "Lad mig komme forbi!" skreg jeg desperat og lukkede øjnene. Jeg havde ikke lyst til at overvære det, når de fangede mig.

     Jeg faldt på knæ, mens snestormen bare spredte sig omkring mig, og der var ikke noget, jeg kunne gøre for at stoppe den.

     Så mærkede jeg, hvordan jeg blev helt energiløs, som om selve dele af min sjæl blev revet fra mig, og jeg stønnede af en udmattelse, jeg ikke anede hvor stammede fra.

     Så hørte jeg et brøl... nej... flere brøl... og åbnede med besvær øjnene. Jeg hørte nu forskrækkede skrig, og så nu det mest utrolige.

     I en beskyttende ring om mig stod fem kæmpestore uhyrer af sne. Hertugens hest stejlede i forskrækkelse, og han faldt af. Alle mændene flygtede, som de store uhyrer sendte kaskader af sne, som de dannede fra deres egne kæmpenæver, imod dem.

     Og pludselig var jeg alene. Jeg så forskrækkede på de store sneuhyrer, som nu vendte sig imod mig. Der lå besvimede vagter i snedriver omkring mig, resten var flygtet, og man kunne stadig høre deres skrig langt væk.

     Og nu vidste jeg, at jeg skulle dø. De ville gøre det af med mig.

     Men de kastede ikke nogen kæmpesnebolde efter mig. I stede bukkede de sig ned på knæ.

     "Høje Isdronning," sagde de i kor, som var de en og samme stemme. Det gik op for mig, at det var min stemme, de snakkede med, bare en større og mægtigere end, der gav ekko i skoven,

     Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne heller ikke sige noget. Jeg følte mig så magtesløs, al energien var taget fra mig. Det gik op for mig, at det var mig, der havde dannet de fem store snegiganter, og ved dannelsen havde det taget så meget energi fra mig, at jeg ikke havde noget tilbage nu. Jeg faldt om på det kolde græs og så op på den skydækkede nattehimmel. Noget koldt ramte min næse. Så så jeg nogle snefnug drysse ned mod mig. En forvirret tanke strejfede mig lige inden jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...