Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4708Visninger
AA

6. For første gang i jeg ved ikke hvor længe - Anna

 

 

Tre år senere:

 

Gerda ventede på mig nede i køkkenet i kælderen.

     Gerda var en af de tjenestefolk, der ligesom altid havde været der. Mor fortalte mig engang, at hun havde været der ved min fødsel. Hun var i sit livs efterår og havde været i slottets tjeneste, siden hun var på min alder.

     Hun var den eneste, der var der, da mine forældre døde.

     "Hvad skal jeg?" spurgte jeg en anelse slukøret. Jeg var altid slukøret på denne dato - i hvert fald de sidste tre år. For i dag var det Elsas fødselsdag, hun blev 21 år. Og endnu var hun ikke kronet som dronning, for hun nægtede hvert år. Og i år var det sikkert det samme. Endnu et år, hvor kongeriget stod uden en styrer - ikke andre end Kaj, der var midlertidig regent.

     Ligesom Gerda var Kaj også en af dem, der altid havde været der. Han havde sikkert været der lige så længe som hun.

     Gerda smilede til mig, mens hun tog et sjal om de spinkle skuldre. "Vi skal i byen."

     "Ja, så siger vi det."

     "Nej, jeg mener det, Anna," sagde Gerda og rakte mig min egen kappe. "Du må da blive helt slukøret af at sidde inde på dette slot dag ud og dag ind. Tag ud og se byen og hils på dit folk. Du vil have godt af det. I dag er jo også en meget speciel dag."

     "I dag er Elsas fødselsdag. En speciel dag for hende."

     "Hun har skam planer om, hvad hun vil bruge dagen på, men vi to, vi skal ud og købe nogle kjoler til dig."

     "Uh, jeg elsker kjoler," lyste jeg op. Jeg har et hav af kjoler, og det har jeg altid haft. Jeg elsker, når jeg får nye kjoler. "Hvornår går vi?"

     "Vi går lige nu."

 

Jeg var sytten år og kunne ærlig talt ikke huske sidste gang, jeg var udenfor slottet. Det var en meget sjælden begivenhed for mig. Og så en virkelig dejlig begivenhed, fordi det gav mig chancen for at se mennesker.

     Vi kørte i en lille hestevogn ud af porten, som åbnede de sekunder, det tog os at komme ud. Der var den lige mere åben, end den havde været de sidste mange år. Vi kørte over broen og ind til bredden, hvor selve byen lå.

     "Har du ønsket Elsa tillykke med fødselsdagen?" spurgte Gerda efter vi havde været tavse under hele turen.

     "Hvorfor?"

     "Hun er jo din søster."

     "Ja - men vi taler ikke sammen mere. Det burde du af alle vide."

     "Måske skulle du prøve at lave om på det nu, Anna. Hun har sikkert lige så meget brug for dig, som du har for hende."

     "Det tvivler jeg stærkt på. Kan vi ikke tale om noget andet?" Jeg følte ikke for at tale om Elsa. Jeg havde knap nok set hende siden den aften, hvor vi kom op og skændes ved middagsbordet, og hun smækkede døren i til sine gemakker. Hun havde ikke rigtigt været ude siden. Somme tider så jeg hende dog på biblioteket, eller når jeg passerede hende på gangen, men 80% af døgnet var hun bag den dør. Og jeg blev vred hver gang jeg gik forbi den.

     "Har jeg nogensinde fortalt dig om, dengang jeg mødte Kaj?" spurgte Gerda efter endnu et par sekunders stilhed. Nårh ja, jeg glemte vist at nævne, at de var gift, hende og Kaj.

     "Nej," svarede jeg, mens jeg så ud af vinduet. Vi kørte ned ad en brostensgade overfyldt med mennesker, der lavede deres dagligdagsting. Hvor skulle vi egentlig hen?

     "Det var faktisk en nærmere lille... ulykke," fnes Gerda, som var hun en ung pige igen. "Jeg var på din alder, og jeg skulle finde min lillebrors kælegris, der var blevet væk fra ham. Jeg var enormt klodset. Da jeg fik øje på grisen jagtede jeg den igennem byen. Der var en byfest lige rundt om hjørnet, så på torvet var der dækket op med tærter, boder og udendørsaktiviteter. Grisen løb under et bord fyldt med hindbærtærter på, og da jeg løb efter den, kom jeg til at vælte bordet så alle tærterne gik i stykker - jeg var smurt ind i hindbærsaft og kagecreme fra top til tå. Det var Kaj, der hjalp mig op og stå. Han har taget på siden da. Dengang var han en ung flot mand en masse smukke kastanjebrune hår på hans hoved." Det var lidt svært at forestille sig, for Kaj var i dag en lille tyk mand med måne og skaldet isse.

     "Men i hvert fald," fortsatte Gerda. "Da jeg først så ham i øjnene, der var jeg solgt. Det var ægte kærlighed, og den slags kan man fornemme det øjeblik, man ser dem. Når det sker, betyder det, at man skal være sammen for evigt." Gerda sukkede.

     Jeg smilte skævt til hende. Hun var nu meget hyggelig. Men det kom nu aldrig til at ske for mig. Alle, der nogensinde havde elsket mig havde enten forladt mig eller... bare holdt op med at holde af mig. Mine forældre døde, og Elsa lukkede mig ude af hendes liv, som om jeg havde begået direkte forræderi imod hende. Jeg havde ikke flere tilbage til sidst.

     "Hvorfor fortæller du mig det her?" spurgte jeg.

     "Jeg synes bare, at du skal begynde at kigge efter noget ægte kærlighed. Finde din ridder på den hvide hest, du ved. Du kunne trænge til det, mit barn."

     Jeg kommenterede ikke på det. Sekundet efter stoppede vognen også, og Gerda sagde: "Så er vi der."

     Jeg kiggede. Vi var standset ved en lille butik ved et af gadehjørnerne. Der var et skilt over døren, hvor der stod med sort sirlig skrift: Gordons kjoler til festlige lejligheder.

     Jeg havde regnet med noget større. Jeg mener, jeg var prinsessen af Arendelle. Burde jeg ikke købe kjoler i noget større end en simpel hjørnebutik?

     "Festlige lejligheder?" spurgte jeg i stedet for at kommentere på den småborgerlige butik. "Som i balkjoler?"

     "Tja, har du lagt mærke til, at du ikke har en eneste balkjole?" sagde Gerda med et smil, da vi trådte ud.

     "Måske er det, fordi vi ikke holder nogen bal?"

     "Ja, men man bør altid være på den sikre side."

     Vi gik ind i den lille butik. Og derinde så jeg kjoler i massevis. Der var flere kjoler, end jeg nogensinde havde set. Og de var alle sammen smukke.

     "Jeg elsker det her, Gerda!" strålede jeg og løb rundt imellem de forskellige klæder.

     "Du må vælge én kjole," sagde Gerda. "Kig dig godt omkring."

     Og det gjorde jeg - i den grad. Jeg var inde i den butik i flere timer.

     Til sidst stod jeg i denne her smukke grønne kjole. Jeg elskede at være i den. Når jeg snurrede rundt i den, bredte skørtet sig ud i en stor cirkel om mig.

     "Må jeg få denne her?" spurgte jeg.

     "Selvfølgelig," svarede Gerda.

     Jeg smilede og så mig i spejlet. Mit røde hår var flettet i to fletninger, der hvilede på mit bryst. Min hvide lok ødelagde det som altid. Jeg prøvede at forestille mig det sat op i en flot frisure og måske med et flot diadem. Der var et diadem, der lå inde i tronsalen på en piedestal og bare ventede på, at Elsa skulle få det på. Jeg havde overvejet at tage det på for sjov så mange gange, men det føltes ikke rigtigt.

    

Da vi kom hjem var det sen eftermiddag. Endnu engang fortalte Gerda mig, at Elsa sikkert ville være glad for at få ønsket tillykke. 21 år fylder man jo ikke hvert år.

     Nej, ligesom alle andre fødselsdage.

     Jeg overvejede det faktisk. Det ville føles mærkeligt at tale med Elsa igen - men samtidig havde jeg virkelig lyst til det. Jeg havde kun et svagt minde om den glæde, jeg følte, da vi var børn. Et meget svagt minde om hendes smil. Og om alle de snemænd, vi byggede.

     Og hvordan Elsa var noget særligt. Hun var en trodsig ballademager, der aldrig opførte sig, som prinsesser skulle gøre. Hun fortalte mig, at oprøret var begyndt.

     Det tænkte jeg nogle gange tilbage på, når jeg så hende på gangene, med håret sat nydeligt, en lang dækkende kjole med høj hals og handsker på.

     Jeg besluttede mig for at sige tillykke. Det var jo kun et ord. Hun havde trods alt også sagt tillykke til mig, da jeg fyldte år.

     Så jeg gik hen imod døren til hendes værelse. I det samme blev den åbnet. Ud kom Kaj.

     "Kaj?" spurgte jeg. "Hvad lavede du inde på Elsas værelse?" Egentlig vidste jeg det godt. Han var nødt til at spørge Elsa, om hun var klar til at blive kronet i år. Hun havde såmænd nok svaret nej som sædvanligt.

     Han smilede skævt til mig, da han så mig. "Har du og Gerda været ude?"

     "Ja - vi skulle købe en balkjole til mig - bare i tilfælde af, at livet her nogensinde bliver anderledes."

     Han trak på smilebåndet. Så viftede han med sin pegefinger. "Kom med mig, Anna."

     Vi gik ind i spisesalen.

     "Hun vil ikke krones, vil hun?" spurgte jeg, så snart døren var lukket bag os. Og jeg vidste, hvad det betød. Kaj var ikke uddannet til at være regent - men vi havde ikke nogen, der var uddannet til det, så han havde været nødt til at tiltage sig posten. Men han ville da umuligt kunne klare det meget længere. Så godt gjorde han det heller ikke. Det betød, at vi blev nødt til at tage mig i stedet.

     "Jo," svarede Kaj.

     Jeg løftede blikket og så ham i øjnene. Men han smilte kun. "Laver du sjov?"

     "Nej, hun er gået med til at blive kronet. Vi har brugt hele dagen på at planlægge. Kroningen bliver om en uge, med alt hvad traditionen kræver: Kroningsceremonien i kirken, porten bliver for en dag åbnet for folket, der bliver markedsfest i slotsgården - og så selvfølgelig ballet i tronsalen. Alle regenter fra nabolandene, prinsesser og prinser, konger og dronninger, bliver inviteret." Han lød helt vild. Jeg følte mig også helt vild.

     Jeg sværger, jeg var tæt på at græde. En fest? Her? Og så for en hel dag? Og der blev ikke lavet fis med mig? Elsa skulle rent faktisk krones.

     "Så kjolen var til...?"

     "Ja, Elsa fortalte os, at hun ville krones i år her til morgen, så Gerda ville tage dig med ud og finde den helt perfekte kjole. Det bliver en stor dag. Uh, jeg glæder mig." Med de ord forlod han spisesalen med et lille spring. Jeg stod bare tilbage med hjertet bankende i mit bryst og kunne ikke tro, hvad jeg lige havde hørt.

 

Den følgende uge var... uvirkelig. Der var festforberedelser og festforberedelser. Tjenestefolkene havde en brav kamp med at få det hele klar til dagen.

     Aftenen før kunne jeg ikke sove. Jeg kunne bare ikke. Jeg mener, dagen efter var den dag, jeg altid havde ventet på. Den dag, hvor slottet for en gangs skyld... ikke var tomt. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville blive, når gangene havde været tomme så længe jeg kunne huske.

     Det bankede på døren. Jeg slog øjnene op og så lyset trænge ind. Jeg var faldet i søvn. Det var morgen. Jeg gabte og fik sat mig op i sengen.

     "Hvem er det?" spurgte jeg søvndrukkent.

     "Det er mig!" lød en tjeners stemme bag døren. "Portene åbnes om et øjeblik. Er Deres Højhed klar?"

     "Selvfølgelig," svarede jeg søvndrukkent. "Vent... klar til hvad?" Jeg ved ikke, hvad der er med mig, når jeg er træt, jeg glemmer altid de mest mærkværdige ting, når jeg er træt.

     "Til Deres søsters kroning. Ceremonien er om en halv time." Så hørte jeg skridt ned ad gangen.

     Jeg sad i lidt tid i sengen og fordøjede ordene. Kroning... Ceremoni.

     Så fik jeg øje på kjolen, der lå og flød over min kuffert, og da vågnede jeg op.

     "Det er hendes kroningsdag!" udbrød jeg.

 

"Du er smuk," sagde Gerda.

     Jeg stod og så mig selv i mit spejl. Jeg havde kjolen på, og håret var sat op i en flot frisure med et bånd dinglende i nakken. Jeg smilede tandsmil.

     "Må jeg gå nu? Jeg vil gerne være der, når døren åbner."

     "Selvfølgelig. Af sted med dig."

     Og jeg løb.

     Det var det mest vidunderlige, jeg havde set. Da jeg løb ned langs gangene var tjenestestaben ved at åbne alle skodder i de mange sale. Gardiner blev trukket fra, der blev rengjort over det hele.

     Jeg kiggede ud af vinduerne med front mod havnen. Sejlskibe i dusinvis kom sejlende ind i bugten, alle sammen fyldt med gæster. Vi skulle have gæster - jeg skulle have gæster.

     Jeg gik igennem balsalen. Jeg havde et svagt minde om at sidder der helt alene som lille og lege med dukker. Der havde altid været fuldstændig tomt. Jeg kunne ikke fatte, at her snart skulle være bal. Det ville være det første bal i... jeg ved ikke alene, for første gange nogensinde, tror jeg faktisk. Lige nu var der stillet borde op i siderne med stole, og tjenestestaben var ved at dække op. Og de kom ind med flere tallerkener endnu - vi havde godt nok mange tallerkener.

     Jeg gik ud af døren ud til slotsgården. Porten var ligefremme. Vagter og den slags var ved at gøre sig klar til at åbne den. Var de lige så spændte som mig? For jeg følte mig godt nok spændt.

     Jeg stod på stentrappen, da de åbnede porten. Jeg så formiddagssolen skinne ind, da de to døre blev spredt. Og jeg hørte snakken og glæden fra borgerne, der kom ind på min side af slottets mure.

     Jeg tror aldrig, at jeg havde følt sådan en glæde.

 

"Kom lige her, Anna," sagde Gerda og trak mig med. Jeg havde stået og gloet på den fyldte slotsplads i evigheder og bare beundret synet af, at mit hjem var... fyldt med mennesker for en gangs skyld.

     Jeg gik modvilligt med hende, da hun trak mig ud af fortryllelsen. "Hvad er der, Gerda?"

     "Jeg synes, at du skal tage ned til havnen og hente en for mig."

     "Øh..."

     "Ja, skibet er ved kaj 15 - Af sted med dig."

     "Men vent... hvorfor skal jeg?"

     "For at være en god vært. Du vil da gerne være en god vært, ikke?"

     "Jo... selvfølgelig vil jeg da - "

     "Så af sted - og husk at være her klokken 12, når klokkerne ringer. Der starter ceremonien," sagde Gerda og puffede mig af sted. Jeg gik bare uden flere spørgsmål ud af porten og over mod byen. Men jeg sendte hende nu et langt spørgende blik, men hun fnes bare og vinkede.

     Broen var overfyldt endnu, der kom stadig flere folk til med kæmpekager, tærter og andre typer mad. Det tog mig evigheder at presse mig igennem strømmen af mennesker.

     Omsider nåede jeg til havnen. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde havde været ved havnen før. Jeg betragtede molen foran mig. Lige nu var der skibe over det hele, så man kunne ikke se den sådan... helt vildt tydeligt, men mens jeg stod dér, så jeg for mit indre blik en helt tom mole ved solnedgang, og et skib, der skulle til at sejle. Og mine forældre, der var ved at gå ombord. Kaj, der vinkede farvel til dem. Jeg så det på lang afstand - oppe fra slottets vindue af. Det var sidste gang, jeg så dem.

     Jeg blev revet ud af visionen og løb så hen mod kaj 15.

     Hvad der helt præcist skete, da jeg mødte ham, er jeg stadig ikke helt sikker på. Jeg ved bare, at pludselig var der en hest, som puffede mig til siden, som jeg løb der på molen mod Kaj 15. Jeg blev skubbet så hårdt til siden, at jeg bakkede ind i en robåd, der lå og flød. Jeg snublede bagover og faldt ned i robåden, hvilket fik den til at glide bagud. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg ville falde direkte ned i vandet, men noget holdt mig oppe. Og det var såmænd bare hesten, der stod med det ene ben nede i robåden for at holde det oppe.

     "Hey!" sagde jeg surt.

     "Åh... undskyld. Kom du til skade?"

     Jeg kiggede nu op på hestens rytter. Han var... edderma'me flot. Hans hår var kastanjebrunt, og han var rank og flot, som han sad dér på den... skinnende hvide hest.

     "Oh..." Jeg sank en klump og følte mig pludselig enormt akavet. "Nej, jeg øh... jeg har det fint.." Jeg prøvede at komme op og stå, men mine ben rystede under mig, og jeg faldt ned igen.

     Rytteren sprang straks af sin hest og sluttede sig til mig i robåden. "Nu skal jeg hjælpe dig op." Han rakte mig sin behandskede hånd - jeg tog den - og han trak mig op. Men mine rystende ben ville stadig ikke adlyde mig, og det resulterede bare i, at jeg væltede forover, så han pludselig lå ned, og jeg lå... hen over ham.

     Jeg rødmede stort. "Gud, undskyld! Det må du virkelig undskylde... Det er virkelig akavet. Nej, ikke, at vi... du... er akavet. Jeg er akavet, for du er ikke akavet, du er faktisk det modsatte, du er enormt pæn, og jeg... jeg snakker."

     Manden grinte lidt over min fjogede udtale og hjalp mig op.

     "Nårh ja, jeg skal jo også præsentere mig," sagde manden lidt kejtet, da vi begge kom op og stå og ud af robåden. "Jeg er prins Hans af De Sydlige Øer."

     Jeg smilte bare og blev stadig ved med at rødme. "Jeg er Anna." Så kom jeg i tanke om kaj 15. "Gud, jeg skal ned til kaj 15 og hente en gæst!"

     "Hey, mit skib er ved kaj 15."

     Jeg bremsede op og stirrede på ham. Det kunne da ikke være rigtigt, jeg mener... og så gik det op for mig. Gerda vidste, at en så flot ung prins ville ankomme. Jeg smilte bare stort. "Åh, i det tilfælde: Jeg er faktisk prinsesse Anna af Arendelle."

     "Prinsesse!" Hans bukkede straks - hesten bukkede også, og den havde stadig sit ene ben i robåden, så den faldt i vandet. "Så undskylder jeg dybest for min fejl."

     "Nej, vent!" sagde jeg, imens jeg prøvede at komme mig over grineflippet over robåden flydende i vandet. "Der er noget, du har misforstået, altså... jeg mener... jeg er ikke den prinsesse, som i den prinsesse, der skal krones om lidt. Det er min søster, Elsa. Og jeg sværger, hvis du havde ramt hende så ville det ikke have været så godt for dig for... du ved... ja... hun bliver snart dronning, og hun er humorforladt og... sådan." Jeg lavede en hæs heh-lyd. Jeg følte mig lidt akavet. "Men... du er heldig. Bare mig." Jeg smilede stort. Det gik ikke for godt, det her...

     "Bare dig?" spurgte Hans med et forbløffet udtryk i ansigtet. Han fik det til at lyde, som om jeg rent faktisk betød noget, og det fik mig til at rødme endnu mere. Jeg stirrede bare på ham. Det føltes underligt, at en kunne sige den slags om mig, især, når han lige havde mødt mig. Jeg vidste ikke, at jeg var mere end en bare-person for nogen.

     Og pludselig forstod jeg, hvad Gerda mente, da hun for en uge siden havde fortalt om sit møde med Kaj.

     Jeg kunne se mig selv blive gift med Hans. Den måde, han smilede til mig på.

     Jeg kunne se mig bo på slottet sammen med ham. "Bare dig?"

     Jeg kunne se mig blive gammel med ham. Han fik mig til at grine.

     I baggrunden ringede kirkeklokkerne. Jeg stod bare og så på Hans, han så også på mig, og ingen af os havde tilsyneladende tænkt os at gøre noget ved det.

     Men så hørte jeg rent faktisk klokkerne, og jeg vågnede op. "Klokkerne! Ceremonien! Elsa!" Jeg bakkede bagud. "Farvel, Hans... jeg må gå. Vi øh... vi ses."

     Så løb jeg væk fra havnen og mod slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...