Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4713Visninger
AA

9. Festen er slut - Elsa

Jeg havde et svagt minde om engang, hvor vi grinte, sådan som vi lige havde gjort.

     Det var en sommernat som så mange andre. Anna og jeg var løbet ind i balsalen, hvor jeg havde lagt en dyne af sne over det hele. Jeg havde bygget en udgave af mit isslot, som var stort nok til, at vi begge kunne ligge på gulvet af is derinde og se oppe på den lille lysekrone, jeg havde lavet i det spidse loft.

     "Hvad skal man med en lysekrone, når man ikke kan tænde lys i den?" havde Anna spurgt.

     "Behøver der absolut være en grund til alting?" havde jeg så svaret.

     "Jada, ellers giver ting jo ikke nogen mening. Hvorfor er der en lysekrone uden lys i loftet på dit slot?"

     "Fordi jeg synes, den er flot," havde jeg så svaret. "Er det svar nok."

     "Må man godt pille ved den?"

     Jeg nikkede, og Anna rakte sine små tynde fingre op mod lysekronen, prikkede til den, og den gyngede svagt. Det grinte hun lidt af. "Så er det svar nok."

     "Åh Anna... vær sød aldrig at blive ældre," grinte jeg.

     "Okay," svarede Anna storsmilende og vi grinte begge to hjerteligt. På det tidspunkt var vi begge børn og vidste aldrig, hvordan ting ville forandre sig. Vi håbede, at tingene ville forblive sådan for evigt. Sommernætter, hvor vi kunne ligge i mit magiske slot af is og lege virkeligheden væk.

     Men den tid var forbi.

     Selvom jeg virkelig gerne ville have den tilbage. Bare et enkelt øjeblik med Anna, hvor min magi aldrig havde skadet hende, så hun næsten døde, hvor vi stadig delte værelse og havde det sjovt hver nat - bare et enkelt øjeblik, hvor vi var børn igen.

     Og da jeg så hende løbe grædende gennem dansemængden og væk fra mig, og jeg selv skulle lige til at græde, tog jeg en beslutning.

     Anna var voksen nu, sytten år gammel. Dengang mor og far havde beordret mig til at holde mine kræfter hemmelige for hende var hun et overgearet barn på fire år. Jeg kunne godt forstå, hvordan de tænkte dengang, men nu gav det ikke så meget mening mere. Anna havde ret til at vide det, hun havde ret til at vide, hvorfor jeg isolerede mig selv. Men... var jeg så også nødt til at fortælle hende, at jeg næsten havde slået hende ihjel? Og...profetien... Hvad nu, hvis Anna ville tro, at jeg var et monster, hun kendte mig jo knap nok længere, måske var jeg bare en fremmed for hende nu.

     Nej, jeg kunne ikke sige det. Det ville ødelægge alt imellem os. Det sidste imellem os. Hun kunne stadig huske glæden fra da vi var små. Hun behøvede ikke at huske det forfærdelige, det måtte jeg skåne hende for. Desuden ville hun aldrig tro mig alligevel.

     Men jeg blev nødt til at få afløb fra tankerne og gik ned i menneskemængden for at prøve at socialisere lidt med mine nabolandes regenter.

    

De næste par timer gik egentlig fint nok. Jeg fik talt med en masse mennesker, som jeg aldrig havde hørt tale om, og vi fik diskuteret en del angående isolationen, og jeg kom på en masse bortforklaringer, som egentlig ikke gav specielt meget mening, men så længe de hoppede på den var det fint med mig.

     Men samtidig begyndte min nye kjole at gøre ondt, den var al for stram omkring mit bryst og mit liv, og mine sko gnavede. Det begyndte at irritere mig grufuldt. Kunne Gerda ikke have fundet en bedre kjole end det? Og de sko... altså...

     "Elsa!" lød der pludselig en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med Anna igen. Hun så ikke så ked ud af det længere, hvilket bare var en lettelse for mig. Jeg var glad for, at hun glemte den slags ting hurtigt. Ved siden af hende stod der en eller anden rødhåret fyr, jeg ikke havde set før.

     "Må jeg præsentere dig for prins Hans af De Sydlige Øer," præsenterede Anna. Jeg nejede kort til Hans. Åh, det var ham, der var den yngste i den dér enorme kongefamilie, som far altid havde fortalt mig om. Han begyndte altid at grine, når han spekulerede på, hvor stuepigen måtte have det, når hun skulle lægge børnene i seng om aftenen.

     "Hans, det er så min søster, dronning Elsa," sagde Anna lidt anstrengt. Jeg havde gennemskuet, at hun bare prøvede at være formel for formelhedens skyld, der var intet formelt over Anna.

     Anna åbnede munden for at sige et eller andet til mig, men så begyndte hun at fnise. "Vi ehm..." begyndte hun, "vi vil gerne bede om din..." så begyndte de begge to at grine som små børn, og jeg stod bare helt befippet. De opførte sig som teenagekærester. Hvad var jeg gået glip af? De skulle ikke til at gøre grin med mig, vel?

     Så rettede Anna sig op og så pludselig helt alvorlig ud. "Dronning Elsa, prins Hans og jeg vil gerne bede om din velsignelse på vores ehm... vores..." Hun tøvede lidt og trippede lidt og så på Hans efter støtte.

     Han åbnede munden og sagde: "På vores ægteskab. Vi skal giftes."

     Ja, de lavede grin med mig. "Æ-ægteskab?" stammede jeg og rynkede panden.

     "Ja!" fnes Anna og knugede sig nu ind til Hans.

     "Anna..." sagde jeg, men ikke mere. Forhåbentlig kunne hun selv forstå, at det var en spøg lidt over stregen. Og jeg som for bare et par timer siden havde gået og tænkt, at hun var blevet ansvarlig. Og så drev hun gæk af mig på den måde.

     "Ja, jeg ved godt, at du måske synes, at det er lidt tidligt og sådan, men - "

     Og der gik det op for mig, at det ikke var en spøg. "Stop," sagde jeg. Hun blev tavs og stirrede spørgende på mig. Jeg stod og stirrede måbende på hende lidt for at være helt sikker. Hun rødmede en lille smule mens hun knugede sig ind til denne Hans, som om han var hendes et og alt. Det var... helt alvor. "Du vil... gifte dig med... med... Hans?"

     Anna nikkede ivrigt.

     "Jeg er forvirret," sagde jeg så. Jeg åbnede munden for at spørge, om jeg havde fået det på det rene, da Anna nu begyndte at pludre løs som en lille høne:

     "Så tag og tænk på os, vi mødte hinanden for kun en halv dag siden, og vi har i den grad ikke fået styr på detaljerne angående brylluppet. Jeg mener, selvfølgelig skal der serveres lammestuvning med kartofler og en masse fyldte chokolader til dessert. Hans vil gerne have hvide roser, og det synes jeg egentlig er fint nok, så vil det også matche min brudekjole. Åh gud, min brudekjole! Hvordan skal den se ud?! Vi skal i hvert fald bruge nogle dage til at finde ud af den slags ting..." Så vendte hun sig straks mod Hans, og jeg nåede ikke at få et ord indført, før hun spurgte ham om det utænkelige: "Skal vi bo her? Kunne du flytte hertil? Du sagde jo, at du godt kunne lide byen. Du kunne tage alle dine brødre med - og dine tjenestefolk og og og - " Hun var helt oppe og køre. Jeg blev nødt til at stoppe hende. Denne her idé måtte ud af hendes hoved.

     "Anna! Ro på!"

     Efter at have gentaget nogle gange stoppede hun sin talestrøm med Hans og vendte sig mod mig.

     "Tag det roligt, Anna, nu... tager vi det lige alle sammen roligt og tænker os om en ekstra gang. Ingen brødre eller tjenestefolk flytter ind her, ingen skal giftes og - "

     "Vent, hvad?" bremsede Anna mig op. Hun trak sig løs af Hans og vendte sig fuldstændig mod mig med rynket uforstående pande. Hendes øjne viste det, de altid viste: Uforståelse.

     Men hun måtte da kunne se det... Det kunne ikke lade sig gøre. Hvis mor havde været her, havde hun talt hende fra det på under et sekund. Nu var jeg selv nødt til det. Men jeg kunne ikke gøre det, når Hans var til stede, han irriterede mig, fordi han tydeligvis heller ikke var klar over, at man ikke bare kunne gifte sig så... så.... hurtigt. Og det gjorde ham naiv, og så var han heller ikke god for Anna. Anna havde brug for en mand, der kunne beskytte hende og vidste, hvad der var fornuftigt og hvad der ikke var.

     "Må jeg tale med dig et øjeblik, Anna?" spurgte jeg og bed mig i læben. Jeg vendte mig om for at gå hen i et stille hjørne med hende, men Anna gik ikke med mig.

     "Nej," sagde hun trodsigt. "Hvad du end har at sige, så sig det til os begge to. Vi er forlovede." Hun holdt nu om Hans igen som for at vise, hvor tæt knyttet de var. Det irriterede mig endnu mere. Gud, jeg måtte virkelig til det.

     Så jeg rettede mig op og forsøgte at virke så kold og stiv som muligt, da jeg sagde: "Anna, man kan ikke gifte sig med en mand, man lige har mødt. Det er alt for tidligt, og det må du da kunne forstå."

     "Det kan man godt, hvis det er ægte kærlighed!" sagde Anna med hævet stemme. Jeg kunne se det opildnede raseri i hendes blå øjne.

     "Anna, hvad ved du om ægte kærlighed?" sagde jeg koldt. Hendes trodsighed gav mig en vis lyst til bare at skælde ud på hende og behandle hende som et lille barn, når nu hun også opførede sig på den måde.

     "Ja, i hvert fald mere end du gør," sagde hun, og jeg stivnede. "Det eneste, du ved noget om, det er hvordan man lukker folk ude."

     Jeg sank en klump og følte mig pludselig som et forfærdeligt menneske. I mit stille sind gengav jeg alle de gange, jeg havde afvist hendes forespørgsler, alle de gange, jeg havde smækket døren i hovedet på hende. Alle de hemmeligheder, jeg havde haft for hende. Men hun vidste ikke, at det var for hendes eget bedste. At jeg havde lukket hende ude af frygt for, at jeg ville... komme til at skade hende ved at røre hende. Som den åndssvage hvide lok blandt hendes røde hår konstant mindede mig om. Jeg kunne mærke, hvordan skammen krøb sig ind på mig, hvordan presset for, hvad jeg skulle svare, fik magien i mig til at dunke.

     "I... bad om min velsignelse," sagde jeg og forsøgte at undgå øjenkontakt. "Men svaret er nej. I skal ikke giftes." Jeg kunne mærke, hvordan jeg var nødt til at komme væk nu, magien var ved at trænge sig alvorligt på. Den blev altid kraftigere, når jeg lod følelserne overtage. Jeg blev nødt til at komme hen til et stille sted, hvor jeg kunne få kontrol over mig selv. "Og nu, hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg trække mig tilbage." Jeg vendte mig for at gå.

     "Deres Majestæt, hvis De nu ville høre - " kunne jeg høre Hans, og jeg så stift på ham.

     "Nej," sagde jeg. "Det vil jeg ikke, og jeg synes du skal gå og lade min søster være i fred." Jeg vendte ryggen til dem begge og gik. En vagt, der stod næsten lige ved siden af, fordi det var hans arbejde at holde øje med mig, vendte sig spørgende imod mig, da jeg henvendte mig til ham. "Festen er slut, vagt. Luk portene og bed gæsterne om at gå."

     "Hvad?" hørte jeg svagt Anna hviske bag mig.

     Den dårlige samvittighed...

     Og pludselig hev hun fat i min hånd bagfra så hårdt, at min ene handske faldt af. I min skræk vendte jeg mig om så desperat på Anna. "Anna, giv mig min handske!"

     "Elsa, vær sød at høre på mig," sagde hun og holdt handsken ind til sig. "Jeg kan ikke holde ud at leve sådan her længere." Hendes blik var så plaget af fortidens spøgelser, og de tryglede mig om at sige ja, tryglede mig om for en gangs skyld at høre på hende.

     Men jeg hørte hende - altid. Hvis ikke om dagen, så om natten i mine længselsfulde drømme. Og pludselig vidste jeg, hvad der var det eneste, hun kunne gøre for at få et socialt liv, og hvor jeg stadig kunne være alene og beskytte hende på den måde. "Så rejs," sagde jeg med knust hjerte og så hende lige i øjnene. "Så rejs med Hans og gift dig med ham. Bo nede på De Sydlige Øer og lad mig være."

     Anna så chokeret på mig med tårer i øjnene. Og jeg vendte mig væk fra hende, omfavnede mig selv for at forhindre min handskeløse hånd i at gå amok og gik væk fra hende.

     Så råbte hun bad mig: "Hvad har jeg nogensinde gjort dig?!"

     Jeg så, hvordan folk omkring os kiggede. "Ti nu stille, Anna," sagde jeg sammenbidt og så ned på min hånd, der var kold som is. "Du slipper det løs," hviskede jeg stille, så kun jeg selv kunne høre det.

     "Nej!" råbte hun, så der ingen tvivl var om, at alles øjne i salen var rettet mod os. "Hvorfor lukker du mig ude, hvorfor lukker du alle ude?! Hvad er det, du er så bange for?!"

     "Ti så stille!" råbte jeg og for om mod hende. Alle for forskrækket tilbage, som min frie lod befolkningen se, hvem jeg var, da den lavede en mur af is rundt om mig.

    

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...