Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4731Visninger
AA

25. Et frosset hjerte - Anna

 

 

Jeg lå stadig på klippetoppen, da Elsa flygtede. Alt omkring mig blev stille. Jeg følte mig svag, og jeg frøs.

     Tænk, at hun gjorde det imod mig. Det ville jeg aldrig tro om hende. Hun var... min søster!

     "Anna!" råbte en stemme meget nær mit øre. Jeg kiggede op. Det var Kristoff.

     "Kristoff," hviskede jeg. Kristoff bar mig op. "Hvad skete der?"

     "Hun... hun ramte mig."

     "Vi må få dig væk." Kristoff satte i løb ned fra klippetoppen og helt ned til skovbrynet, hvor Svend stod og ventede på os. Der insisterede jeg på, at han lod mig slippe.

     "Jamen du..." sagde han.

     "Jeg har det fint!" Og det passede. Jeg have det faktisk bedre nu. Han lod mig stå selv, og med en lille vaklen stod jeg selv. Jeg smilte skævt til Kristoff, men han stod bare og stirrede på mig som besat. "Hvad?"

     "Dit hår er...?"

     "Fortryllende pænt?" håbede jeg lidt, at han skulle til at sige.

     "Hvidt..."

     "Åh, du mener lokken..."

     "Nej, jeg mener, at dit hår er ved at blive hvidt!"

     Jeg rynkede panden og så nu på min ene fletning og spærrede øjnene op. Han havde ret. Forbløffende mange af hårene var kridhvide, præcis som min lok.

     "Det er... fordi hun ramte dig, ikke?"

     Jeg nikkede. Men... hvad med den lok, jeg havde i forvejen? Hvor kom den fra?

     "Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg.

     "Vi... lad os spørge troldene, de ved jo så meget." Kristoff satte mig op på Svend, før jeg kunne nå at protestere, før han også til sidst sprang op, og vi red derud af.

    

Vi red i lang tid, Svend var i fuld galop hele vejen. Jeg havde hele tiden lyst til at bede dem om at sagtne farten, så han ikke faldt om af udmattelse, for så slemt havde jeg det heller ikke. Og da jeg endelig sagde det, fnøs Kristoff bare af mig og øgede farten yderligere, så Svend prustede.

     Nogle timer senere ankom vi omsider til troldenes oase. Her sprang Kristoff af Svend og råbte efter en, der hed Pappy, som jeg af en eller anden sær årsag straks gik ud fra var den gamle medicintrold.

     Men Pappy kom ikke ud, men det gjorde en masse andre til gengæld.

     "Kristoff!" råbte Lillemor og sprang op i favnen på Kristoff. Så fik hun øje på mig og smilte stort. "Jamen dog, så I gifter jer alligevel! Sikke en nyhed! Lad os vie jer!"

     Alle troldene jublede straks, men Kristoff fik dem tysset ned. Han var tomatrød i kinderne. Jeg selv følte mig også brandvarm.

     "Vi har brug for Pappy," sagde Kristoff.

     "Pappy er her ikke, han føg af sted for nogle timer siden," sagde Lillemor.

     "Hvorfor?"

     "Han mumlede et eller andet med et eller andet, han havde set i sin krystalkugle. Gad vide, hvad det var..."

     "Men vi skal bruge ham! Det er vigtigt!"

     "Hvad er det da galt?"

     "Anna er... Hun er blevet ramt af sin søster i hjertet! Hendes søster kan ismagi, og... og... Kan I hjælpe?"

     Lillemor og alle de andre stod og stirrede. Nogle af dem stirrede på mig, som om de lige havde indset et eller andet banebrydende.

     "Nej," svarede Lillemor så stille. "Det kan vi ikke. Vi er kede af det, Kristoff, kun Pappy kan finde ud af den slags."

     Kristoff så helt modløs ud.

     "Lad os... bare tage hjem, Kristoff," sagde jeg stille. "Jeg vil gerne hjem til Hans."

     Kristoff nikkede. "Så lad os få dig hjem til Hans. Måske er der også nogle, der kan hjælpe dig dér."

     Han sad op på Svend, hvorefter vi red tilbage.

     På vej tilbage følte jeg mig i den grad svagere og svagere. Jeg vidste ikke, hvad der skete, men jeg kunne se, hvordan mine fletninger blev hvidere og hvidere. Og jeg følte mig iskold over det hele.

     "Jeg tror..." hviskede jeg, "at et eller andet er virkelig galt."

     "Tag min hue på," sagde Kristoff og lagde sin hue over mit hoved. Jeg smilte svagt.

     "Hvor er Olaf?"

     "Det ved jeg ikke."

     Måske var han taget med Elsa. Det var vel også for det bedste. Han var trods alt en af hendes skabninger.

    

Den aften ankom vi til Arendelle. Kristoff red igennem brostensgaderne og over broen over til slottet.

     "Det er Anna!"

     "Prinsesse Anna!"

     Porten blev åbnet med det samme, og Svend stoppede op. Nogle folk kom ud, deriblandt Kaj og Gerda. De trak mig ned fra Svend.

     "Anna, hvad er der dog sket?" spurgte Gerda.

     "Elsa..." hviskede jeg.

     "Tag hende til Hans," sagde Kaj. De hjalp mig begge indenfor, og jeg kunne knap nok gå nu. Så indså jeg, at Kristoff ikke var her, og jeg så mig over skulderen. Han stod stadig på den anden side af porten, som de var ved at lukke nu. Han smilte skævt til mig.

     Så blev porten lukket, og jeg så væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...