Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4714Visninger
AA

16. Et forladt diadem - Anna

 

Det var Kristoff, der opdagede dem.

     Vi havde gået i en times tid, hvor jeg hele tiden syntes at kunne ane noget mellem træerne - hele tiden. Til sidst fortalte Kristoff mig, at han ville gå ud og tisse. Jeg nikkede bare og ventede på ham med Olaf trippende i sneen.

     Og et minuts tid efter blev to mænd skubbet ud foran mig.

     Jeg genkendte dem straks som to af hertugens soldater.

     "Hvad laver I her?" spurgte jeg, selvom jeg egentlig godt allerede vidste det.

     "Vi... vi..." sagde den ene. Kristoff kom til syne bag dem med armene over kors. Han var langt stærkere og større end dem, og de krøb forskræmte lidt tættere på mig.

     "Vi fulgte med for at beskytte Dem, Deres Højhed," svarede den anden mig så, mens han så mig direkte i øjnene.

     "Jeg behøver ikke blive beskyttet, det er min søster, vi snakker om."

     "Kan De slet ikke se, hvor farlig hun er?"

     "Hun er ikke farlig! Det er bare jer og jeres dumme fordomme! På grund af den åndssvage profeti! Det er på grund af den, at hun har skjult sig, hun har aldrig skadet nogen, aldrig. Og hertugen skal ikke få lov til at gøre hende noget. Farvel."

     Så vendte jeg mig om og gik væk fra dem.

     "Vi insisterer på at følge med Dem."

     Jeg vendte mig om igen. "Jeg har Kristoff." Bagefter rødmede jeg straks, det kom ud forkert. "Han viser mig vej," tilføjede jeg så.

     "Og jeg har forstand på is," påpegede Olaf og viste sin hakke frem. "Ingen isdronning kan skade mig."

     "Så bare tag hjem," sagde jeg. "Der bliver ikke brug for jer. Bare tag hjem. Og fortæl Hans, at jeg har det godt."

     De to soldater brummede misfornøjet, hvorefter de vendte om og gik deres vej.

     Kristoff sendte mig et blik, og jeg sukkede, hvorefter jeg så fortsatte sammen med Olaf, der begyndte at nynne.

 

"Har I oplevet sommer?" spurgte Olaf.

     "Selvfølgelig har vi det?" svarede Kristoff.

     "Hvordan er det?"

     "Varmt - smeltende varmt."

     "Lyder dejligt."

     Jeg sendte Kristoff et olmt blik, han trak bare på skuldrene. Olaf begyndte nu at pludre løs om, hvordan han glædede sig til, at det kunne blive sommer.

     "Så... mente du det?" spurgte Kristoff mig.

     "Mente hvad?"

     "Det du sagde om Elsa? Du er helt sikker på, at hun ikke vil gøre dig noget?"

     Jeg nikkede. "Jeg er helt sikker. Der er slet ingen grund til at tro, at hun skulle have lyst til at gøre mig noget."

     "Så... hvordan vil du stoppe denne vinter?"

     "Jeg vil snakke med hende."

     "Tror du virkelig, at det vil hjælpe? Jeg mener, hun har ikke tøet den op endnu."

     "Det er der sikkert en fornuftig grund til."

     Jeg smilte selvsikkert. Bjerget nærmede sig, og jeg kunne ikke vente med at se min søster igen - se hende som den, hun rigtigt var, den, som hun altid havde skjult for mig.

 

Den aften ankom vi til bjerget - hvilket vil sige, at vi ankom til en ret så stejl skrænt, der førte op imod bjerget. Jeg fnøs.

     "Så... hvad gør vi nu?"

     "Vi bliver vel nødt til at klatre op..." mumlede Kristoff og rodede i sin pose.

     "Skønt," sagde jeg og gik hen imod skrænten. Jeg tog fat om et klippestykke og hev mig selv op.

     "Hey, hvad laver du?" spurgte Kristoff.

     "Jeg skal op til min søster!" sagde jeg og rullede med øjnene.

     "Ikke på den måde, Anna..." sagde Kristoff. "Lad nu mig finde mit grej, så kan jeg vise dig, hvordan man gør."

     "Jamen det skal være nu!" sagde jeg og kæmpede mig længere op.

     "Hvorfor så ivrig?"

     "Jeg skal jo tale med min søster!"

     "Hun kan vel godt vente lidt. Hun vil sikkert ikke engang snakke med dig. De fleste, der flygter op i bjergene ønsker at være alene."

     "INGEN ønsker at være alene! Det er det mest forfærdelige i verden!" Jeg kæmpede mig længere og længere op, mens jeg nu pludselig blev følsomt berørt over Kristoffs kommentar. Elsa havde ladet mig være alene i alle disse år - fordi hun havde været bange for sine evner, bange for, hvad de ville sige om hende. Hun havde ikke... ikke nævnt det til mig en eneste gang. Og vores forældre havde vidst det, og de havde heller ikke sagt et ord. Ikke et ord... Det havde bare været mig, helt alene hele vejen igennem.

     "Vær sød at sige, at jeg snart er der...?" hviskede jeg.

     "Du er knap nået en meter op," sagde Kristoff.

     "Hvad laver I?" spurgte Olafs stemme nu.

     "Hvad ser det ud til, at vi laver?" spurgte Kristoff. "Vi skal over skrænten."

     "Nej, der er jo en passage her, vi skal igennem. Følg bare med mig."

     Jeg smilte nu stort og klatrede ned, hvorefter jeg løb efter snemanden gennem passagen. Kristoff og Svend fulgte lidt tøvende med.

     På den anden side af passagen begyndte det at gå opad. Vi gik op og op og op, indtil et helt igennem fantastisk syn mødte mig.

     Det var et slot... et slot af is og is alene. Det stod op langs bjergsiden, og en elegant trappe af is førte over en kløft til det.

     Og det... virkede virkelig bekendt, som et minde fra en drøm, jeg engang havde drømt.

     "Jeg... jeg tror, at jeg begynder at græde," hviskede Kristoff. Jeg sagde ikke, at jeg tænkte præcis det samme.

     "Det... har Elsa...?" hviskede jeg. Olaf nikkede lystigt.

     "Det er flot, ikke? Og nu i sin naturlige størrelse. Så stort har du aldrig set det, vel?"

     Jeg så forvirret på snemanden, men han fortsatte bare videre.

     Jeg selv skulle til at gå imod slottet, da Kristoff pludselig hev mig tilbage og om bag en klippe.

     "Hvad...?"

     "Se," hviskede Kristoff of pegede. Jeg kiggede imod slottet, hvor jeg nu lagde mærke til tre kæmpestore sneuhyrer, der alle så noget så farlige ud. Olaf vraltede bare lige imod dem, og ingen af dem så ud til at ville gøre ham noget. De hilste endda på ham.

     Så det var da ingen forbrydelse, at jeg fandt det helt sikkert og trådte frem med en tøvende Kristoff og Svend i hælene. Men i det øjeblik sneuhyrerne fik øje på os, brølede de, og der var nu noget, der løftede mig op fra jorden. Jeg så mig over skulderen og så, at en isgigant holdt mig et fast iskoldt greb. Jeg skreg.

     "Slip mig! Slip mig! Kristoff! Olaf! ELSA!"

     Men Kristoff var selv blevet fanget af en isgigant, og Svend var løbet sin vej. Olaf sagde vist et eller andet til os, men jeg hørte ikke noget for mine egne paniske skrig.

     Sneuhyrerne bar os op ad istrappen og ind ad den store port, der åbnede sig ad sig selv. Jeg stirrede på den. På en måde fandt jeg det komisk på en ironisk måde, at den sådan åbnede sig for mig ad sig selv... når den altid plejede at være lukket og smækket hårdt i.

     Og så kom vi indenfor, og jeg måbede.

     Det var en kæmpestor sal af is, der gik op i et højt spidst loft. Og fra loftet hang en lysekrone af is.

     "Slip mig," hviskede jeg. Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor den rent faktisk slap mig, men pludselig var jeg nede på isgulvet, og jeg løb ud lige nedenunder lysekronen, stirrede op på den.

     "En lysekrone af is...?" sagde Kristoff. "Hvad skal det til for?"

     "Jeg..." hviskede jeg. "Nogle gange behøver ting vel ikke give mening - så længe det er flot."

     Noget spejlede sig i lysekronen, og det ramte mig lige i øjet. Jeg glippede med øjnene og ledte efter genstanden. Så så jeg det. Ude i et hjørne af salen, man bemærkede det knap nok. Men jeg så det. Det var... det var Elsas diadem. Jeg styrtede hen imod det og samlede det op. Det var helt uskadt, men det var blevet smidt af - efterladt. Men det måtte da betyde, at Elsa var her. Hun måtte være her...

     Så blev jeg løftet op igen. "Slip mig!" råbte jeg. "Jeg vil bare tale med Elsa! Lad mig tale med Elsa!"

     Men ingen lyttede til mig denne gang. Kristoff og jeg blev båret væk, ned ad trapper, gange af mørk is, helt nede i en kælder, hvor vi blev spærret inde i en celle af is.

     Jeg rejste mig og løb hen mod tremmerne. "Lad mig se hende! Jeg er hendes søster! Anna! Sig, at det er mig! Det er vigtigt!"

     Sneuhyrerne vekslede blikke, hvorefter de efterlod os tilbage i mørket.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...